Kampen om Det Hellige Land og de kristnes korstoge mod Jerusalem varede i flere hundrede år.
Europæernes brutalitet havde skabt et enormt had hos muslimerne, men de kristne slagtede løs med god samvittighed. Pave Urban 2. gav nemlig de kristne syndsforladelse for at dræbe i korsets tegn, da han krævede død over de vantro.
Korsfarerne skulle redde det kristne Jerusalem fra undergang og muslimsk herredømme, og de næste 200 år fortsatte med brutale korstoge.
1. korstog 1096-1099: Paven krævede død over de vantro
Europa var i opløsning og kirken splittet, og Pave Urban 2. kunne kun se én løsning: En hellig krig, der skulle forene de kristne. Med flammende taler opildnede han 100.000 riddere, bønder, kvinder og børn til opgør med islam.
Korsfarerne trodsede sult, ugæstfrie landskaber og magtfulde hære, da de drog ud på den 3.000 km lange rejse til Jerusalem. Optændt af hadet til muslimer, drømmen om hurtige gevinster og religiøs ildhu trak de et spor af blod fra Vesteuropa til Den Hellige Stad.
15. juli 1099 - efter fem ugers belejring - indtog korsfarerne Jerusalem. I de følgende dage myrdede de et stort antal af byens muslimer og jøder. Herefter indsatte de Arnulf af Choques som patriark – kirkeligt overhoved – over Jerusalem. Den nye patriark slog hårdt ned på præster fra andre kristne trosretninger.
Igennem de næste næsten 100 år var Jerusalem på kristne hænder.
2. korstog 1145-1149: Korstoget blev en kæmpe fiasko
I efteråret 1145 bragte pilgrimme fra Det Hellige Land foruroligende nyt til paven. Det kristne grevskab Edessa var faldet. Paven kaldte til korstog, og snart udgik hære fra hele Europa.
Korstoget blev en fiasko. En ny generation af muslimske ledere og generaler var kommet til, og de sendte europæerne ydmygede hjem.
Knap 40 år senere – i juli 1187 – blev de kristnes situation endnu værre, da Saladin slog kongeriget Jerusalems hær. Selve Jerusalem faldt i oktober. Ifølge rygtet døde pave Urban 3. af sorg, da nyheden nåede ham et par uger senere.
3. korstog 1187-1192: Richard Løvehjerte stod bag massakre
Jerusalems fald fik den nyudpegede pave, Gregor 8., til at proklamere et nyt korstog, som bl.a. Englands
Richard 1. “Løvehjerte” meldte sig til.
Den kristne hær indtog en række byer, og det lykkedes at erobre Cypern, der kom til at fungere som base for fremtidige korsfarere.
Under korstoget stod Løvehjerte bag massakren på 2.700 krigsfanger. Trods sin brutale fremfærd måtte han opgive at indtage Jerusalem. Efter forhandlinger med Saladin fik kristne pilgrimme dog fri adgang til byen.
2.700 muslimer fra den erobrede by Akko blev halshugget.
4. korstog 1202-1204: Gæld stoppede korstog
Allerede før korsfarerne havde forladt Europa, stod de i bundløs gæld. Så da den byzantinske prins Alexios Angelos bad om hjælp til et kup, slog de til.
Desværre havde Alexios ikke råd til at betale dem. Som hævn og erstatning indtog og plyndrede korsfarerne Konstantinopel.
Udviklingen fik paven til at løse dem fra løftet om at marchere til Jerusalem.
5. korstog 1213-1221: Kristne krigere ignorerede Jerusalem
Korsfarerne holdt den vigtige egyptiske by Damietta under belejring. Da byen endelig faldt, brugte de 20 måneder på at skændes om herredømmet.
Den slagne sultan al-Kamil benyttede lejligheden til at tilbyde dem Jerusalem, hvis de blot ville opgive Damietta.
Korsfarerne afslog og rykkede i stedet frem mod Kairo for at nedkæmpe sultanen. Men snart sad de fast i tykt mudder ude af stand til at forsvare
sig over for angreb. De måtte derfor underskrive en fredsaftale, forlade Egypten og drage hjem.
6. korstog 1228-1229: Kejser indtog den hellige stad
Den tysk-romerske kejser Frederik 2. var en usædvanlig leder af korstoget, da han højlydt havde erklæret, at “Moses, Kristus og Muhammed var nogle svindlere”.
Da kejseren med sine 3.000 soldater nærmede sig Jerusalem, underskrev sultan al-Kamil straks en traktat, der overgav Jerusalem til Frederik.
Frederik 2. kronede sig selv til konge af Jerusalem.
7. korstog 1248-1254: De kristne besad kun Jerusalem i 15 år
Blot 15 år kunne de kristne glæde sig over at besidde Jerusalem. I 1244 erobrede tyrkiske mamelukker byen. For at genvinde kontrollen blev et nyt korstog sendt af sted med den franske Ludvig 9. i spidsen.
Han indtog hurtigt havnebyen Damietta og fik her det samme tilbud som korsfarerne under det femte korstog: Sultanen ville bytte sin vigtige havneby Damietta med Jerusalem. Ligesom sin forgænger takkede Ludvig nej.
Han mente, at Jerusalem var korsfarernes ret og ikke noget, de skulle forhandle om.
I øvrigt lå sultanen for døden, og når han var væk, ville korshæren få frit spil, mente Ludvig. Heri tog han fejl. Muslimernes hersker blev efterfulgt af en dygtig og dynamisk kriger, Turan Shah, og den nye sultan nedkæmpede korshæren.
8. korstog 1270: Oprørt konge kaldte til korstog
Egypterne havde gjort så stort indhug i de kristnes besiddelser, at kun ganske få byer var tilbage.
Dette oprørte franske Ludvig 9. så meget, at han med en hær drog til Tunis, som han ville bruge som springbræt for sit felttog ind i Egypten.
Men vandet her var så forurenet, at mange af korsfarerne blev syge og døde, blandt dem Ludvig. Korshæren måtte snart efter drage hjem.
9. korstog 1271-1272: Englænder allierede sig med mongolerne
Da den engelske prins Edvard hørte, at det kristne Tripoli var truet, greb han korset.
Det lykkedes Edvard at ophæve belejringen af Tripoli og bagefter indgå en alliance med mongolerne, der havde erobret Iran, Irak og dele af Anatolien.
Men bedst som Edvard skulle til at angribe egypterne, blev han kaldt hjem. Hans far var død, og han selv skulle være konge.
Dermed var de kristnes dage i området talte. Antiokia var faldet i 1268, mens Tripoli faldt i 1289 og Akko i 1291. Nogle få tusinde flygtninge slap væk med skib til Cypern, som forblev på korsfarernes hænder.
Akko faldt som den sidste af de kristne byer i Det Hellige Land i 1291.