Osmannerne sprængte jorden væk under de sidste korsriddere

I 1522 kæmpede johanniter-ordenen mod datidens førende supermagt – det tyrkiske Osmannerrige. Riddernes fæstning på den græske ø Rhodos havde kun 7500 forsvarere, mens osmannernes belejringshær talte 100.000 mand.

I 1522 kæmpede johanniter-ordenen mod datidens førende supermagt – det tyrkiske Osmannerrige. Riddernes fæstning på den græske ø Rhodos havde kun 7500 forsvarere, mens osmannernes belejringshær talte 100.000 mand.

Det føltes, som om Rhodos by var blevet ramt af et jordskælv, da en voldsom eksplosion­ pulveriserede halvdelen af den 12 meter tykke ringmur omkring fæstningen. De tyrkiske tropper stormede frem mod hullet i muren. I tusindvis myldrede tyrkerne op ad murbrokkerne, hvor de straks kom i nærkamp med de ventende johanniter­-riddere.

Ridderne, der bar panser fra top til tå, huggede løs på de kun meget let bevæbnede tyrkiske stødtropper med deres tunge sværd. Bag de pansrede riddere stod bueskytter og musketerer, der skød pile og kugler ind i mylderet af tyrkiske soldater, mens lansebærere spiddede angriberne.

Efter flere timers indædt kamp drev forsvarerne tyrkerne ned fra muren og tilbage til deres belejringsstillinger på den anden side af den 20 meter brede voldgrav. I hundredvis af tyrkere lå døde mellem murbrokkerne, mens kun få af forsvarerne var faldet.

Johanniter-fæstningens mure var så stærke,­ at kanonkugler ikke kunne ødelægge dem.

Nogle dage senere angreb tyrkerne igen brechen. En ny eksplosion udvidede den med yderligere to meter, men endnu en gang blev angrebet slået tilbage.

Ifølge den franske ridder Jacques de Bourbon mistede 2000 til 3000 tyrkere livet alene under dette angreb, mens blot 30 af byens forsvarere blev dræbt. Der var dog mange sårede blandt forsvarerne, indskød Bourbon i sin bog om tyrkernes belejring af Rhodos by i 1522.

Kristendommens yderste skanse

Rhodos by var en superfæstning i 1500-tallets Europa. Her holdt 7500 riddere, væbnere og lejesoldater stand mod en tyrkisk belejringshær på 100.000 mand fra Osmannerriget – den tids førende supermagt i Europa og Mellemøsten.

Tyrkerne havde erobret alt fra Ungarn­ i nord til Arabien i syd med Lilleasien (Tyrkiet) som centrum. Riget var opkaldt efter Osman 1., som havde grundlagt det omkring år 1300. I 1522 hed sultanen Süleyman 1., og han havde ligesom sine forgængere travlt med at erobre land i Europa og i Mellemøsten.

Han var kommet til magten i 1520 og erobrede kort efter Irak. Derefter rejste han til Europa og indtog bl.a. Serbiens hovedstad, Beograd. Erobringerne skulle sikres militært og omdannes til provinser.

Trods Osmannerrigets tilsyneladende endeløse erobringer havde supermagten endnu ikke fået bugt med den ekstremt krigeriske, kristne ridderorden johanniterne, der holdt til på øen Rhodos blot 20 kilometer fra den tyrkiske kyst ved byen Marmaris.

Et angreb på øen i 1480 var blevet slået tilbage af de militært meget dygtige riddere.

Sejren over osmannerne i 1480 gjorde johanniter-ordenens stormester, Pierre d'Aubusson, berømt. Han får her overrakt fjendens faner.

© Ullstein Bild

Sultanens oldefar led nederlag på Rhodos 42 år tidligere.

Da sultan Süleyman angreb Rhodos i 1522, var det anden gang, Osmannerriget forsøgte at erobre øen. Süleymans oldefar, Mehmed Erobreren, havde allerede i 1480 sendt en hær på 20.000 mand til øen for at sætte johanniterne ud af spillet.

Rhodos var ikke særlig vigtig for tyrkerne. De havde travlt med langt større erobringer andre steder. Mod øst kæmpede de mod Safavid-dynastiet i Iran, mens de sloges mod ungarerne, østrigerne og italienerne i Europa.

Men strategisk var ridderne på Rhodos et stort problem. De forhindrede Osmannerriget i at få fuld kontrol med det østlige Middelhav. Efter tre måneders belejring måtte tyrkerne dog trække sig tilbage efter svære tab.

Mehmed planlagde et nyt angreb i 1481, men døde midt i forberedelserne. Angrebsplanerne­ blev derfor midlertidigt lagt til side. Imens udbyggede johanniterne forsvarsværkerne på Rhodos. De vidste, osmannerne en dag ville komme tilbage.

Men i 1522 rettede den unge og militært begavede sultan Süleyman sit blik mod den lille ridderstat. Nu skulle johanniterne fordrives­, koste hvad det ville.

Riddere blev sørøvere

Johanniterne var verdens sidste korsriddere. De var et levn fra en svunden tid, hvor de kristne europæere i fællesskab havde erobret Det Hellige Land (Palæstina) og holdt det besat fra cirka år 1100 til 1300. Da fik de arabiske muslimer omsider generobret de tabte områder og smidt de kristne hærstyrker ud.

Johanniterne,­ der var en kirkelig ridderorden, fortsatte dog fra Rhodos kampen mod “de vantro”. Ridderne skiftede hestene ud med store sejlskibe og galejer og opbyggede det østlige Middelhavs største flådestyrke.

Med den mægtige flåde angreb johanniterne ubønhørligt­ de muslimske krigs- og handelsfartøjer i det østlige Middelhav.

Ridderne på Rhodos drømte om, at den kristne verden igen ville samle store korstogshære, så Det Hellige Land kunne generobres.

Johanniter-ordenens oprindelige formål var at pleje sårede pilgrimme.

© Bridgeman

Johanniterne kom fra hele Europa

Johanniterne på Rhodos var en kirkelig­ ridderorden, hvis oprindelige formål var at pleje syge og sårede pilgrimme i Det Hellige Land. Med tiden blev en større og større del af deres opgaver imidlertid at bekæmpe de hedenske muslimer. Ordenen bibeholdt dog til det sidste sine hospitalsaktiviteter.

Johanniter-ridderne var typisk sønner fra adelsslægter rundt om i Europa. De var derfor inddelt i otte afdelinger efter “tungemål”. Det var Frankrig, Auvergne, Provence, Italien, Spanien, Kastilien, Tyskland og England. Hvert tungemål havde deres egen leder, men alle stod under johanniternes stormesters befaling.

Men det var tankespind. De europæiske konger lå indbyrdes i krig, som også gik ud over selve pavestaten, der måtte kæmpe for at bevare magten i sine landområder i Italien.

Desuden var det muslimske Osmannerrige­ langt den stærkest magt både på Balkan, i Lilleasien og Mellemøsten.

Kampen mellem kristendommen og Islam stod i 1500-tallet ikke længere i Mellemøsten, men så langt mod nord som i Ungarn og Østrig. Korsriddernes drømme om nye korstog var derfor for længst blevet en utopi.

Europæerne var trængte, og den lille ridderstat var blot en fjern yderpost i det østlige Middelhav. De havde kun en symbolsk betydning for paven, kongerne og befolkningerne i Europa.

Alene mod overmagten

I juli 1522 ankom tyrkerne til Rhodos med en enorm flåde og en hær på omkring 100.000 mand. De blev landsat i en bugt lidt syd for Rhodos by, som de marcherede til og omringede.

Farverige telte med flagstænger og vimpler blev slået op, mens pavilloner af træ blev bygget, så sultanen havde udsigt over sin belejringshær. Den kæmpestore­ tyrkiske hær medbragte cirka 80 tunge og mellemstore bombarder­ – primitive kanoner – som blev stillet op i batterier på tre til fire stykker hele vejen rundt om johanniternes fæstning.

Store træpalisader beskyttede de tyrkiske artillerister mod ild fra de kristnes kanoner på murene og bastionerne. Osmannernes slaver gik som det første i gang med at grave løbe- og skyttegrave.

© Miikkel Juul Jensen

Johanniter-fæstningens forsvarssystemer

Gravearbejdet begyndte uden for musket- og armbrøstskudvidde. De kristne forsvarere forsøgte med deres kanoner at ramme de tyrkiske stillinger, hvilket tvang tyrkerne til at trække nogle kanoner længere tilbage.

De kunne dog stadig ramme byen. Store slebne­ stenkugler på et par hundrede kilo blev afskudt fra de store tyrkiske bombarder, der sendte dem højt til vejrs ind over byen, hvor de pløjede sig ned gennem hustage og vægge.

Omtrent 1500 stenkugler faldt over byen i løbet af august 1522. I snit faldt to stenkugler i timen under den første måned­ af belejringen. Men kuglerne dræbte kun enkelte indbyggere, som enten var så uheldige at blive ramt direkte af kuglerne eller blive fanget under en sammenstyrtning.

En jødisk stikker i byen afskød i ly af mørket en pil med et brev viklet om. Pilen, som landede i tyrkernes lejr, afslørede, at bombardementet var spild af krudt og kugler. Tyrkerne koncentrerede derefter langt det meste af deres ild mod murene.

Tunneler underminerede murene

Langt farligere for de kristne var de tyrkiske tunnelgravere – de såkaldte sapører.­ Med spader og hakker gravede de tunneler under voldgraven og ind under den 12 meter tykke ringmur omkring johanniter-fæstningen.

Tunnelerne blev afstivet med træplanker, og jorden blev kørt ud med trillebøre eller båret i spande, mens store blæsebælge sørgede for frisk luft til tunnelgraverne.

Når sapørerne nåede ind under muren, begyndte de enten at grave videre langs muren for at få den til at styrte sammen, eller de placerede store krudttønder i tunnelen under muren for at sprænge den i luften nedefra.

Snesevis af tunneler blev gravet i løbet af august. Fra murene kunne de kristne se nedgangene til dem, hvor brædder og hejsemaskiner ragede op over jorden.

De første eksplosioner fra underjordiske tønder af krudt fik sektioner af ringmuren til at styrte i grus i begyndelsen af september. Fx den 9. september, hvor tyrkerne sprængte en 10 meter bred revne i muren foran Mariatårnet.­

Den del af muren blev forsvaret af engelske riddere og væbnere, som slog det følgende tyrkiske stormangreb tilbage. Men også den spanske, provencalske og italienske del blev hårdt ramt.

Efterhånden som belejringen skred frem, lykkedes det tyrkerne at sprænge et hul hele vejen gennem den 12 meter brede mur ved den spanske sektion af ringmuren.

Stormtropper var kanonføde

De tyrkiske stormtropper var frivillige, som deltog i håb om at tage slaver og plyndre gods. De var bevæbnede med spyd, økser og sværd, men de bar sjældent panser eller hjelme. En del var kristne fra de tyrkiske provinser på Balkan, mens resten var en blanding af lejesoldater og lykkeriddere.

Stormtropperne blev kaldt basi-bozuk, hvilket betød “hovedskade”. De tyrkiske hærchefer, pashaerne, anså dem for kanonføde, som uden større betænkelighed kunne ofres, hvis det var nødvendigt.

Deres øgenavn kom sig af, at de ofte fik skader i hovedet fra den fjendtlige ild under stormløb. I nærkamp var de også lette ofre for de pansrede ridderes sværdhug.

Ifølge nogle historikere blev basi-bozukerne under angrebene på johanniter-­fæstningen også udsat for den såkaldte græske ild – en blanding af svovl, nafta, salpeter og ulæsket kalk.

Johanniterne hældte blandingen i lerkrukker eller hule kanonkugler, som de smed ned blandt angriberne. Ved nedslaget antændtes miksturen, som fløj til alle sider og klæbede sig angribernes tøj i brændende klumper. Naftaen, der var en særlig olie, kunne ikke slukkes med vand, så ilden blev ved med at brænde.

Tyrkerne dræbte deres egne

Basi-bozukerne led derfor svære tab, når de stormede op ad stendyngerne i brecherne. Gang på gang blev de slået tilbage, selv når den tyrkiske hærs professionelle soldater, janitsharerne, deltog.

“Endnu før timen for morgenbønnen begyndte bombardementet.” Tyrkisk beretning om stormløbet den 24. september

Janitsharerne blev næsten altid sendt lige efter basi-bozukerne, fordi de uprofessionelle basi-bozukeres kampmoral kun var høj, hvis det gik godt.

Blev modstanden for hård, gik basi-bozukerne derimod ofte i panik og prøvede at flygte. Når det skete, begyndte janitsharerne resolut at hugge løs på de flygtende for at tvinge resten frem igen.

Men 24. september angreb janitsharkorpset først. En tyrkisk beretning fortalte: “Endnu før timen for morgenbønnen begyndte bombardementet.” Kanonerne skabte et slør af sort røg, som janitsharerne stormede frem i skjul af. På det tidspunkt var en del af muren i de spanske johanniters sektion sprængt væk.

De osmanniske styrker led store tab under deres stormløb på johanniternes forsvarsværker.

© Süleymanname/Wikimedia

Tyrkerne stormede over dyngen af sten og ind i byen. Her havde de kristne bygget barrikader, brystværn og plankeværk i gaderne mellem husene og opstillet kanoner. Janitsharerne blev beskudt fra både hustagene og barrikaderne, og den indædte modstand stoppede tyrkernes angreb.

Stillingskrig i stendyngerne

Men de tyrkiske stillinger rykkede nu helt frem til hullerne i ringmuren. De tyrkiske soldater etablerede hurtigt improviserede barrikader og skyttegrave for at beskytte sig mod johanniternes skarpskytter, der lå på lur få meter derfra på den anden side af hullerne i den tykke mur.

Langs ydersiden af ringmuren var tyrkerne nu også nået helt frem til de skydeskår og kasematter, som var indbygget i mandshøjde i ringmuren.

Kasematterne var små hvælvede rum både i muren og de fremskudte bastioner, hvor johanniternes artillerister kunne skyde direkte ud i voldgraven med deres kanoner, og musketererne med deres musketter.

Særligt effektiv var brugen af kardæsker – hundredvis af små jernstumper eller lignende, der blev affyret fra kanonerne og mejede de tyrkiske soldater i voldgraven ned.

Men tyrkerne var nu så tæt på ringmuren, at de tyrkiske musketerer kunne skyde direkte ind i skydeskårene i muren, hvor de kristne forsvarere hidtil havde siddet i sikkerhed.

Samtidig var de tyrkiske tunnelgravere nået langt ind under byen. Efter kun to måneders belejring havde de mange tusinde tyrkiske sapører således gravet helt op imod 50 kilometer tunnelgange i området.

Tadino tog gassen af bomberne

De kristne var dog langtfra forsvarsløse mod tyrkernes tunneler. Blandt johanniterne var en italiensk krigsingeniør ved navn Tadino, som havde et arbejdssjak, der gravede modtunneler. Tadino havde spændt små klokker på tynde snore i kældre og tunneler. Når et tyrkisk tunnelhold hakkede løs i nærheden, vibrerede snorene, og klokkerne ringede.

Tadinos mænd gravede sig derefter hen i nærheden og bragte en krudttønde til sprængning, hvilket fik tyrkernes tunnel til at kollapse. Tusindvis af tyrkere blev på den måde levende begravet i de underjordiske tunneler.

Den geniale krigsingeniør Gabriele Tadino mistede det ene øje under belejringen.

© Titian/Galleria BPER banca/Wikimedia

Men tyrkerne havde langt flere mænd til rådighed end de kristne, som kun kunne afse nogle hundrede til “muldvarpekrigen”. Så talrige var de tyrkiske sapørers tunneler, at de i flere tilfælde lå i en afstand af mindre end en meter fra hinanden.

Tadino forhindrede dog mange af tyrkernes underjordiske bomber i at virke ordentligt. Han borede ventilationshuller i ringmuren og gravede ventilationsskakter i jorden bag den.

Når en underjordisk bombe eksploderede, susede lufttrykket fra eksplosionen ud af hullerne som store søjler af støv og småsten. Mange af de underjordiske eksplosioner mistede derfor deres ellers så ødelæggende­ kraft.

Regn stoppede tyrkerne

Helt usædvanligt gav sultan Süleyman ordre til, at belejringen skulle fortsætte ind i vintermånederne. Det var yderst sjældent, at store hære fortsatte belejringer på den årstid, og det fik også følger for den osmanniske hær.

Efter mange dages regn i oktober blev tyrkernes tunneler, løbe- og skyttegrave fyldt op med vand. Fugt, vand og mudder førte til sygdomme, fordi latrinerne flød over i den tyrkiske lejr.

Epidemier som dysenteri spredte sig derfor hurtigt blandt både soldater og hele den skare af civile, som fx lavede mad eller på andre måder servicerede hæren.

Den osmanniske hær var dog så talrig, at tabene ikke fik betydning på lang sigt. Desuden fik hæren løbende friske forsyninger og mandskab fra fastlandet, som kun lå 20 kilometer borte. Ifølge kristne øjenvidner løb de tyrkiske tabstal op i titusinder, mens de kristne forsvarere kun havde mistet 2000.

“Der lå hver nat tusinder af tyrkere lige under os.” Engelsk ridder om de osmanniske tunneller under Rhodos by.

Den slags tal blev dog ofte overdrevet og underdrevet af de stridende parter for at stille egne bedrifter i et mere glorværdigt lys.

I et brev skrev den engelske ridder sir Nicholas Roberts senere: “På sanktandreasaften stod den sidste batalje mellem os og tyrkerne. Der blev 11.000 af dem dræbt, mens der på vores side faldt 104. Herefter opgav de at angribe, men gravede sig i stedet helt ind under byen, så de nåede centrum på en måned. Der lå hver nat tusinder af tyrkere lige under os.”

Indbyggerne presser johanniterne

Süleyman, som ofte viste nåde mod fjender, tilbød i december de kristne at forhandle en overgivelse. Johanniternes stormester L'isle Adam afviste forslaget.

Men indbyggerne i byen vidste, at sultanen ville skåne dem for henrettelser og slaveri, hvis de overgav sig. Omvendt, hvis byen skulle tages med storm, ville Süleyman lade sine mænd plyndre, myrde og tage slaver.

Indbyggerne i den indesluttede by ønskede derfor at tage imod tilbuddet. Til sidst gav stormesteren efter, hvilket også skyldtes, at Süleyman tilbød johanniterne frit lejde med deres skibe og alt, hvad de ejede.

Tidligt om aftenen den 1. januar 1523 sejlede L'Isle Adam og hans mænd bort fra Rhodos, som de havde styret i mere end 200 år. De satte kurs mod Candia på Kreta i galeonen Santa Maria. Andre skibe med samlet 3000 soldater og indbyggere forlod også Rhodos.

Trods nederlaget beundrede hele den kristne verden de frygtløse johanniter-riddere, der havde tilføjet den uovervindelige osmanniske hær så store tab og udholdt dens belejring i mere end et halvt år.

Da nyheden om overgivelsen og tabet af Rhodos nåede fastlandet, skal den tysk-romerske kejser Karl 5. således i beundring have udtalt ordene: “Aldrig er noget i denne verden blevet tabt så vel”.

I 1565 tørnede johanniterne og osmannerne igen sammen.

© Mary Evans

Johanniterne fik Malta

Efter tabet af Rhodos forærede den tysk-romerske kejser øen Malta til johanniterne, der 35 år senere igen måtte kæmpe mod osmannerne.

I 1530 – syv år efter fordrivelsen fra Rhodos – gav den tysk-romerske kejser Karl 5. øen Malta til de hjemløse riddere, som herefter blev kendt som “malteserridderne”. Karl 5. frygtede, at osmannerne ellers ville bruge Malta som base for et angreb på selve Rom – og kongen fik ret.

I 1565 angreb den nu aldrende Süleyman­ Malta. Nu skulle johanniterne udslettes én gang for alle. Tyrkerne belejrede riddernes fæstning i fire måneder, men til sidst måtte sultanens hær give op og drage hjem.

Efter sigende fortrød sultanen bittert, at han i sin ungdom efter sejren på Rhodos så storsindet havde tilladt johanniterne­ at sejle bort over havet.

Johanniterne forblev på Malta, men uden presset fra tyrkerne forsvandt ordenens ellers så stærke militære disciplin. I 1798 erobrede Napoleon Malta og bragte dermed johanniternes 268 år lange herredømme til fald.