Riddere blev pirater af Guds nåde

I over 24 timer har Contreras’ kaper-galej jagtet en kæmpestor og tungt bevæbnet galej fra Osmannerriget. Under det første møde mellem de to skibe affyrede begge deres kanoner og kæmpede derefter mand mod mand på dækket, indtil Contreras og hans kammerater måtte trække sig tilbage. Men nu er de kristne klar til den sidste runde.

“Fader, giv os din velsignelse, for dette kan meget vel blive vores sidste dag”, siger kaptajnen til skibets præst, som netop er blevet hidkaldt. Præsten gør som anmodet, og med Guds velsignelse indleder de kristne korsarer det sidste angreb.

I tre timer brager kanoner og musketter om kap, indtil det lykkes korsarerne at indtage fjendens skib.

“Sejren stod klart for os, da tyrkerne – idet de så land så tæt ved – begyndte at springe i havet”, skrev Contreras mange år senere.

I det osmanniske skibs lastrum finder piraterne mere end 250 døde tyrkere, som hurtigt bliver kastet over bord, hvorefter byttet kan fordeles. Contreras ender med 1.500 dukater – en formue for den unge spanier.

Alonso de Contreras er blot én blandt mange lykkeriddere, der slutter sig under johanniternes faner i 1600-tallet. Det næste halvandet århundrede vokser korsriddernes berygtede pirathær støt.

Men det er ikke kun osmannerne, der har grund til at frygte malteserriddernes flag. Snart bliver også kristne skibe korsarernes mål – og end ikke paven i Rom kan stoppe Maltas hellige pirater.

Malta var en piratrede

Johanniterne var ankommet til Malta 71 år forinden i 1530. På det tidspunkt havde de kristne korsriddere levet og regeret på den smukke græske ø Rhodos i mere end 200 år, men i 1522 invaderede den osmanniske sultan Suleiman den Store øen. Med en gigantisk hær smed sultanen de omkring 600 johanniterriddere på porten sammen med en hær på godt 5.000 soldater.

De næste otte år flakkede korsridderne rundt i Europa, indtil de fik tildelt Malta af den spanske kong Karl 5. Øen ligger centralt i Middelhavet og var derfor en strategisk vigtig base for europæerne i kampen om at holde de krigeriske osmanner i skak. Muslimerne kontrollerede størstedelen af landene rundt om Middelhavet.

Da johanniterne første gang så Maltas flade sandstensklipper i horisonten, brast flere af dem angiveligt i gråd. Og ved første øjekast gør Malta da heller ikke meget væsen af sig. Den lille ø er blot 27 km lang og består næsten udelukkende af gold klippe.

Maltas hårde ydre skulle dog vise sig at blive en stor fordel for ridderne. Øen var svær at invadere, og johanniterne brugte sandstenen til at gøre Malta til Europas mest uovervindelige fæstning med solide mure omkring de vigtigste havnebyer.

Da johanniterne gik i land, havde Malta i årtier døjet under plyndrende muslimske pirater fra Nordafrikas kyst – også kaldet Barbareskkysten. Men øens ca. 20.000 indbyggere havde også selv en lang tradition for at ernære sig ved sørøveri.

Tømmer, metaller for ikke at tale om mad var mangelvarer, og for at overleve skaffede øboerne sig varer fra de mange handelsskibe, der sejlede forbi øen – på lovlig eller ulovlig vis. Så da Johanniterne slog sig ned på øen, var Malta allerede Europas mest berygtede piratrede.

Det gav johanniterne en oplagt chance for at tage revanche mod osmannerne. Med sig til Malta havde de en lille flåde af galejer, som primært blev drevet frem af årer, men også havde sejl. Med disse galejer og de lokales hjælp gik korsridderne nu på jagt efter ærkefjendens skibe.

Osmannerne gik til angreb

Malta var på alle måder en torn i øjet på osmannerne, og allerede i 1551 angreb den berygtede osmanniske korsar Dragut øen i et forsøg på at erobre den. Angrebet mislykkedes dog.

I de følgende år steg antallet af johanniternes angreb på osmannernes skibe, og under ledelse af riddernes stormester, Jean de la Valette, formåede de kristne korsarer at tage over 3.000 muslimske slaver.

Til sidst fik sultan Suleiman den Store nok. Den 18. maj 1565 satte osmanner-herskeren alt ind på at knuse Malta og “brænde den slangerede ned til grunden”, som han formulerede det. Med en hær på op mod 50.000 krigere sejlede osmannerne mod øen med den største flåde siden antikken.

Jean de la Valette og hans riddere, de lokale maltesere, og nogle spanske tropper udgjorde i alt kun ca. 7.000 mand, men de kæmpede så tappert og standhaftigt, at tyrkerne opgav efter måneders belejringsforsøg. Under kampene døde også den osmanniske korsar Dragut.

“Aldrig før lød musik så skønt for ørerne som vore ringende klokker den dag”, skrev den kristne soldat Balbi di Correggio, da osmannerne forsvandt.

Belejringen gjorde ikke Maltas riddere mindre krigslystne – tværtimod. Den nye stormester, Pietro del Monte, udstedte kort efter en generel tilladelse til, at også private aktører – under johanniternes flag – fik frit slag til at plyndre muslimske skibe. Til gengæld skulle de aflevere en procentdel af deres bytte til ridderordenen, som med udvidelsen af flåden etablerede en veritabel pirat-industri.

Muslimernes nederlag ved Malta i 1565 blev fulgt op af endnu en militær fiasko, da Det Osmanniske Riges flåde blev slået af en kristen flåde nær havnebyen Lepanto (i dag Nafpaktos i Grækenland) i 1571. Slaget viste, at den osmanniske flåde ikke var uovervindelig.

Sejren, som også Maltas korsridderflåde bidrog til, fik i de følgende år en broget forsamling af griske skibskaptajner, kriminelle og eventyrere til at valfarte til Malta for – med korsriddernes velsignelse – at prøve lykken som korsarer.

Blandt lykkeridderne var den unge Alonso de Contreras fra Madrid.

Sømand fik hovedet skudt af

I en alder af blot 13 år havde Contreras knivdræbt en kammerat i Madrid og flygtede derefter fra byen. Han blev herefter optaget i den spanske hær, men deserterede og endte til sidst på Malta, hvor han fik hyre på et korsar-skib.

I de følgende år sejlede Contreras Middelhavet tyndt efter bytte. Ifølge hans dagbog var han i 1601 med til at angribe byen La Mahometa (nutidens Hammamet i Tunesien) på Barbareskkysten. Ved aftenstid gik Contreras og omkring 300 andre pirater i land nær byen og iklædte sig turbaner for at snyde indbyggerne, som intetanende kom de kristne i møde uden for byen i den tro, at de var hjemvendte muslimske pirater.

“Vi fangede alle kvinderne og børnene, men kun få mænd, da mange nåede at flygte. Herefter gik vi ind i byen og plyndrede”, skriver Contreras.

Ifølge den unge korsar talte fangerne flere hundrede, som blev gennet ombord i skibene. Snart efter dukkede en muslimsk hær på over 3.000 mand op, men for sent. Contreras og hans kammerater var forduftet.

“Vi mistede tre riddere og fem soldater, som faldt, fordi de blev for grådige, hvorefter vi glade vendte tilbage til Malta”, forklarer Contreras, der straks brugte sin del af byttet på quiracas – prostituerede.

“Øens kurtisaner er så smukke og udspekulerede, at de ejer alt, hvad ridderne og soldaterne har”, erkendte han.

Plyndringerne gik dog langtfra altid så smertefrit. Samme år var Contreras med til at angribe en stor osmannisk galej, der blev forsvaret af hundredvis af soldater med håndvåben og kanoner. Allerede under den første træfning mistede Contreras 17 kammerater.

“En hollandsk kanonér begyndte at lade en kanon, og fjenden ramte ham med en anden kanonkugle midt i hovedet, som blev komplet smadret og spredte hjernemassen ud over de nærmeste”, forklarer Contreras, der herefter så, hvordan et stykke kranie i rasende fart ramte næsen på en anden sømand, som var født med et frygteligt skævt snudeskaft.

“Men da såret helede, var hans næse pludselig mere lige som min!” skriver Contreras forbløffet.

Slaveri var værre end døden

Ifølge johanniternes egne regler var det forbudt at angribe andre skibe end muslimske. Alligevel blev fartøjer fra Venedig og i særdeleshed græske skibe ofte angrebet af de maltesiske korsarer.

Undskyldningen var, at venetianerne handlede ivrigt med osmannerne op gennem 1500-tallet, hvilket gav dem øgenavnet “tyrkernes luder”. Og så længe Venedigs skibe fragtede gods for de muslimske fjender, var det lovligt at angribe deres skibe, mente Maltas korsarer.

Den samme logik gjorde sig gældende for skibe tilhørende græsk-ortodokse kristne. Store dele af Grækenland var i 1500-tallet blevet erobret af osmannerne, som brugte græske søfolk og skibe i stor stil, bl.a. i håbet om, at korsarerne ville lade deres skibe i fred – men de tog fejl.

I 1634 bevidnede den britiske rejsende Henry Blunt ombord på et fransk skib, hvordan et græsk handelsskib blev angrebet af maltesiske korsarer ud for den egyptiske havneby Alexandria.

“Vi kiggede måbende på, mens tre tyrkere på det græske skib blev taget til fange. Den fjerde og sidste tyrker løb ned til agterenden af skibet. Her bandt han sig selv med noget reb, hvorefter han kastede sig ned i havet med hovedet først. Ved at tage livet af sig undgik han flere års elendigheder”, skrev Henry Blunt.

Elendighed var præcis det, der ventede de muslimer, som overlevede mødet med de kristne korsarer. Ofte var den mest værdifulde skat ombord nemlig ikke fragten, men besætningen. Efterspørgslen på slaver var enorm, eftersom galejerne i den franske, spanske, italienske og osmanniske flåde alle blev roet af slaver.

Det kunne ikke undgås, at græske handelsskibe, som ikke hørte under Det Osmanniske Rige, fejlagtigt blev plyndret af Maltas korsarer. Skete det, blev besætningen ikke taget som slaver, men de mistede alligevel deres skib sammen med alt godset.

Årsagen var, at græsk-ortodokse kristne i korsarernes øjne ikke var “rigtige” kristne. En del grækere sagsøgte efterfølgende korsarerne ved johanniternes tribunal på Malta – og mange af dem vandt og fik deres tab dækket.

Nogle korsarer gik dog efter ethvert bytte uanset trosretning. I 1657 befandt franskmanden Jean de Thévenot sig ombord på et skib med kurs mod havnebyen Akko i Palæstina, da skibet blev bordet af maltesiske korsarer, som nægtede at lytte, da Thévenot påpegede, at han var franskmand og kristen.

“Det meste af tiden havde jeg en pistol mod halsen og spidsen af et sværd mod min mave. På et tidspunkt bad de mig om at tage alt tøjet af. Inden jeg selv nåede at gøre noget, flåede fire mand tøjet af mig, så jeg stod splitternøgen. De stak til mig med sværdene, indtil jeg tog min guldring af og kastede den til dem”, berettede han.

Overblik: Sådan kæmpede pirat-galejerne

Pirater spillede pengene op

Franskmændene og grækerne var dog ikke kun ofre for Maltas korsriddere – de stod også ofte i ledtog med dem. Mange af korsarerne på Malta havde fransk baggrund. Og da de fleste af plyndringerne fandt sted i og omkring de græske farvande, hyrede korsarerne ofte grækere som lodser.

Generelt var besætningen ombord på de maltesiske galejer en noget broget skare. Slaverne, der roede skibet, var primært muslimer. Kaptajnen tilhørte johanniterordenen og var næsten altid enten ridder eller sergent af rang. Og så var der soldaterne, som udgjorde det meste af den øvrige besætning på mellem 150-200 mand pr. galej.

Soldaterne kom fra hele Europa, men størstedelen blev typisk rekrutteret direkte fra Malta. Mange af dem var tidligere forbrydere eller lykkejægere uden nogen forudgående profession. Som en korsar-soldat udtalte det under en retssag på Malta:

“Jeg har ingen profession, og når jeg kommer i besiddelse af penge, spiller jeg dem op eller bruger dem på værtshuse eller prostituerede”.

Spanieren Alonso de Contreras fulgte samme mønster og beretter i sin dagbog om, hvordan han og hans kammerater under en ekspedition af skibets kaptajn blev beordret til at kaste alle spillekort og terninger i havet, så de ikke kunne spille om penge.

Men sømændene kunne ikke lade være. I stedet tegnede de en cirkel på størrelse med en hånd på et bord, og inden i den første cirkel tegnede de en mindre.

“Alle, som spillede, satte herefter en lus ind i den mindste cirkel og væddede store beløb. Den lus, som først kom ud af den store cirkel, vandt hele beløbet”, skriver Contreras, der muntert bemærker, hvordan kaptajnen herefter slukøret opgav at forbyde pengespil.

Med tiden blev Contreras forfremmet til kaptajn for et piratskib, men hans plyndringer endte alle på samme måde: Contreras kastede sig frygtløst ud i det ene plyndringstogt efter det andet, hvorefter han ødslede alle dukaterne op på druk, damer og spil, så snart han var i sikker havn.

Omkring 1604 forlod Alonso de Contreras Malta og johanniterordenen og søgte nye eventyr andre steder i Europa frem til sin død i 1641. På det tidspunkt var korsarerne en uhyre lukrativ forretning på Malta. Men som så ofte med succes – der kommer uundgåeligt en nedgang.

For ridderne og de kristne korsarers vedkommende var det et langsomt fald fra tinderne. Og skubbet kom fra to af de mest magtfulde mænd i Europa.

Napoleon blev riddernes endeligt

I den sidste halvdel af 1600-tallet og op gennem 1700-tallet blev johanniternes magt gevaldigt svækket af den franske solkonge, Ludvig 14., og af paven i Rom. I 1660’erne kæmpede Ludvig for at opbygge en handel i Levanten, og det betød et udvidet samarbejde med Det Osmanniske Rige.

Kongen kunne ikke acceptere, at Maltas korsriddere overfaldt franske skibe, også selvom de sejlede med varer fra Det Osmanniske Rige. Derfor udstedte han i 1673 et dekret, der gjorde det muligt at retsforfølge og fængsle alle maltesiske korsarer, som overfaldt kongens skibe.

Det fik johanniterne til i endnu højere grad at vende opmærksomheden mod de græske handelsskibe. Hvor det tidligere havde været nemt for forurettede grækere at søge retfærdighed hos tribunalet på Malta, blev det nu næsten umuligt. Sagerne blev syltet i årevis, og flere grækere blev sågar anholdt for falsk vidneafklaring – også selvom de rent faktisk havde talt sandt.

Så længe korsarerne sejlede under johanniterordenens flag, kunne grækerne dog appellere sagerne til Rom. Og her fik de gerne medhold, da paven ønskede at stå på god fod med de vigtige græske handelsmænd.

Op gennem 1700-tallet forsøgte stormesteren at omgå dette problem ved at tillade korsarerne at sejle under andre landes flag – også selvom alle skibene stævnede ud fra Malta. Valget faldt ofte på storhertugdømmet Toscana og det spanske kongedømme, der havde en del korsriddere på Malta.

Når grækerne brokkede sig over behandlingen af korsarerne, afviste tribunalet i Malta sagen automatisk, fordi skibet ikke hørte under johanniterordenen. Og grækerne var afskåret fra at appellere i Rom, da pavestaten kun tog sig af sager direkte knyttet til det maltesiske ridderkors.

Disse juridiske spidsfindigheder skabte diplomatiske sværdslag mellem stormesteren på Malta og paven, som af al magt forsøgte at tøjle johanniternes krigeriske fremfærd. Men korsridderne nægtede at indstille deres angreb og vendte det døve øre til.

Til sidst fik paven nok, og i 1732 fik kirkens overhoved endegyldigt lukket smuthullet ved at udstede et officielt dekret, som forbød korsarer fra Malta at sejle under fremmede flag.

I begyndelsen af 1740’erne førte paven kniven endnu længere ind i korsarernes lukrative forretning. Ved lov påbød han, at Maltas korsarer nu kun måtte patruljere langs Barbereskkysten i Nordafrika, der var kontrolleret af osmannerne og de nordafrikanske pirater.

Slukørede måtte johanniterne omsider indse, at tiderne havde ændret sig, og at de trods deres årelange kamp og store ofre hverken kunne finde støtte hos paven eller de europæiske stormagter.

De kristne korsriddere fortsatte deres plyndringer, men i meget mindre skala frem til 1798, hvor Napoleon erobrede Malta. Den franske krigsherre ønskede fred med muslimerne på Barbereskkysten, og han smed derfor johanniterne på porten.

Efter 250 års statsstøttede pirattogter var Maltas hellige krigere langt om længe færdige med at sprede skræk og rædsel på Middelhavet.