En oktobernat i 1307 rumlede en kortege af hestekærrer ud af Paris i ly af mørket. Mændene, der bevogtede kortegen, spejdede nervøst efter kongens soldater, og med god grund: På kærrerne var umådelige rigdomme stuvet sammen. Rigdomme fra Tempelridderordenens skatkammer.
Nogle dage senere blev kærrernes uvurderlige last ført over på en flotille af sejlskibe, der ventede i havnen i La Rochelle på den franske atlanterhavskyst. Sent om aftenen den 12. oktober sejlede flotillen ud i Biscayen. Herefter forsvandt den sporløst.
Beretningen om flugten med Tempelridderordenens skatte stammer fra frimurerdokumenter fra 1300-tallet og understøttes ikke af andre historiske dokumenter. Til gengæld har det ikke skortet på myter og vilde spekulationer om skatten, dens tilholdssted og dens beskaffenhed.
Ifølge nogle fortællinger består skatten af fabelagtige rigdomme, mens andre mener, at der er tale om intet mindre end den hellige gral.
Skjulestedet for skatten har været udpeget vidt forskellige steder, fra Pyrenæerne til en rundkirke på Bornholm, og alverdens skattejægere går stadig i tempelriddernes fodspor. For løftet om enorme rigdomme og evig berømmelse gør tempelriddernes skat besværet værd – på trods af, at det aldrig er lykkedes nogen at finde beviser for, at den rent faktisk eksisterer.
Rige og magtfulde
Ingen betvivler, at Tempelridderordenen var over-ordentlig velhavende. Den blev grundlagt som en religiøs og militær orden i 1119 for at yde beskyttelse til kristne pilgrimme på vej mod Det Hellige Land.
De første tempelriddere etablerede deres hovedkvarter lige ved Tempelbjerget i Jerusalem, i ruinerne af den legendariske og styrtende rige kong Salomons tempel. Ordenen blev erklæret en velgørende institution af paven og modtog en lind strøm af pengegaver fra velhavende støtter.
I løbet af de næste knap 200 år skabte tempelridderne en kæmpe formue. De ejede mægtige borge, store landområder, ædle metaller, juveler og relikvier. Ridderne etablerede også en tidlig form for bankforretning og lånte penge ud til bl.a. europæiske konger, hvilket gjorde dem endnu rigere.
Værdierne var forsvundet
Tempelriddernes pengeudlån skulle også blive deres undergang. Den franske kong Filip 4. var i dyb gæld til tempelridderne, og da ubegrundede rygter om kætteri i ordenen begyndte at cirkulere i 1300-tallet, så han muligheden for en total gældssanering og en massiv økonomisk saltvandsindsprøjtning til det royale skatkammer.
Den 13. oktober 1307 blev alle ordenens ledere i Frankrig arresteret og siden tortureret og henrettet. Den griske konge pressede også paven til at kræve tempelridderne arresteret over hele Europa, og på kort tid havde Filip sat en brutal stopper for en af kontinentets rigeste og mest magtfulde organisationer.
Men da kong Filip indtog tempelriddernes hvælvinger for at konfiskere deres formue, blev han slemt skuffet. Der var langt færre værdier end antaget.
En teori er, at tempelridderne havde hørt om det forestående angreb og derfor skyndte sig at få deres rigdomme af vejen til en ukendt destination.
Frimurerdokumenterne, den eneste historiske kilde, der understøtter denne teori, argumenterer for, at tempelridderne derefter satte kurs mod Skotland. Pavens bandlysning af ridderne havde ingen magt her, fordi landet var ekskomminikeret af kirken. Teorien afvises imidlertid på det kraftigste af skotske middelalder-eksperter.
Den ultimative skat
Andre teorier placerer skatten i fx Frankrig. La Madeleine-kirken i landsbyen Rennes-le-Château har i de seneste 150 år været et af de mest omtalte. Mange af teorierne har imidlertid vist sig at være baseret på fri fantasi og forfalskede dokumenter.
Rygterne om, at skatten ikke blot indeholder rigdomme, men også mytiske relikvier som den hellige gral, som Tempelridderne skulle være kommet i besiddelse af under deres ophold på Tempelbjerget i Jerusalem, bidrager til mystikken.
Der findes ikke skyggen af belæg for de mange myter og legender, der omgiver tempelriddernes rigdomme. Men det ændrer ikke på, at skatten fortsat er den mest eftertragtede af dem alle.