Tempelridderne: Sådan gik de i krig

Langt det meste af tempelriddernes tid gik med lange, opslidende marcher. Ordenens fornemste opgave, efter stiftelsen i 1119, var forsvaret af Det Hellige Land. Patruljering og jagt efter fjender i ørkenen var derfor en af riddernes vigtigste opgaver.

For at undgå overraskelsesangreb havde tempelridderne strikse regler for afviklingen af marchen, hvor alle enheder havde faste pladser. Foran hæren red lejetropperne og spejdede efter fjenden.

I selve hovedstyrken red marskallen i front med sin livvagt, med riddere og væbnere lige efter. Bagtroppen udgjordes af sergenterne – riddernes støttetropper i kamp.

For at sikre disciplinen havde tempelridderne et kodeks – med 686 specifikke regler for deres levned – som sikrede, at ridderne levede et fattigt liv med fokus på krigskunsten. Overtrådte en broder kodekset, blev han straffet, i værste fald med udsmidning fra ordenen.

De marcherende tempelriddere var en farlig fjende, som helst bragte deres tunge kavaleri i spil i en direkte konfrontation på deres egne præmisser. Den velordnede march-struktur betød, at ridderne lynhurtigt kunne gøre sig klar til kamp, når modstanderen var fundet.

LÆS MERE: Få hele historien om tempelridderne - storhed og fald

2. Angrebet: Eskadronerne stormer frem

Tempelriddernes kodeks om det tunge kavaleriangreb:

Art. 167: Hvis en ridder mister kontakten med sin gruppe, skal han søge marskallens fane, og hvis ikke den er synlig, et andet kristent banner – helst fra johanniterordenen.

Art. 168: Marskallen er den eneste, som kan afslutte slaget ved at sænke banneret.

Når lejetropperne lokaliserede fjenden, red de straks tilbage og gav marskallen besked. Han greb så ordenens fane som symbol på, at der skulle gøres klar til kamp – og så gik det hurtigt: Væbneren klædte tempelridderen i tunge brynjer og spændte et trekantet skjold godt fast om brystet.

Herefter steg ridderen op på sin krigshest, hvor han fik overrakt en fire meter lang lanse samt en lukket hjelm. Uden at tale samledes ridderne i 20-25 mand store eskadroner, der var sammentømrede kamp­enhe­der med egne faner.

Imens samlede sergenterne – riddernes støttetropper – sig om turkopolen, der ledte alle reservetropperne.

Når fjenden var i sigte, gav marskallen ordre til, at eskadronerne – styrkens spydspids – skulle ride frem mod fjenden i let trav. På 80 meters afstand begyndte arabernes pile at regne ned over tempelridderne, men kodekset og disciplinen styrede:

“Når eskadronerne først er etableret, skal alle brødre holde deres position”, lød det.

Få sekunder senere lod marskallen angrebstrompeten lyde, hvorefter de fem tætte eskadroner satte i fuld galop.

“Vær sejrrige, vær ærefulde!” råbte brødrene højt til hinanden, lige før heste og lanser med et brag smadrede ind i den ventende fjende med 20 kilometer i timen og nedbrød deres frontlinje.

LÆS MERE: De største myter om tempelridderne

3. Nedkæmpning: Ridderne fortsætter, til fjenden er knægtet

Tempelriddernes kodeks om nærkamp:

Art. 164: Fanen skal beskyttes for enhver pris.

Art. 165: Hvis marskallen falder, skal den mest erfarne ridder overtage kommandoen.

Art. 168: Brødrene må kun indstille kampen, hvis marskallens flag sænkes, eller hvis fjendens hær er mindst tre gange større. Brydes reglen, bortvises ridderen fra ordenen.

Hvis ikke tempelridderne slog hul i fjendens linje i første forsøg, red støttetropperne med det samme frem og holdt fjenden stangen, mens eskadronerne regrupperede om deres respektive faner. Efter få minutter faldt støttetropperne så tilbage igen, og tempelridderne satte ind med et nyt tungt kavaleriangreb.

Når der endelig var slået hul i fjendens linje, strømmede det lette kavaleri – sergenter og lejetropper – ind gennem hullerne og assisterede ridderne i direkte nærkamp, mand mod mand.

Nu udviklede slaget sig til en såkaldt mêlée: intense nærkampe med sværd, køller og knive, der fortsatte, til en af parterne var nedkæmpet eller slået på flugt.

Den psykologiske effekt af disse gentagne stormangreb fra det tunge kavaleri var enorm. Middelalderen bød ofte på spredte fægtninger, men her mødte araberne en gennemdisciplineret fjende, der kunne uddele kompakte slag med en jernnæve og ødelægge både strukturen og moralen i deres hær.

Under slaget ved Montgisard, i 1177, så et øjenvidne, hvordan muslimernes leder reagerede på et angreb fra tempelridderne:

“Saladin var fuld af beundring over at se sine tropper spredt for alle vinde, mange i vild flugt, mange ombragt ved sværdet. Han blev bekymret for sin egen sikkerhed, smed sin rustning og flygtede på en hurtig kamel med nogle få mænd”.

4. Afslutning: Ingen må undslippe

Tempelriddernes kodeks om oprydning og helbredelse:

Art. 102: Alt krigsbytte skal afleveres til marskallen efter slaget, da han er ansvarlig for at transportere det til stormesteren i Jerusalem.

Art. 195: Sygepasseren skal give de sårede brødre så meget mad, som de kan spise, og skal altid have sirup klar, hvis de beder om det.

Munkekrigerne nedkæmpede helst fjenden i ét intenst slag, men hvis nogle flygtede, forfulgte og dræbte de hurtigste riddere dem.

Når sejren var total, indsamlede ridderne krigsbyttet fra slagmarken og videregav det til marskallen. Dernæst fandt og bjærgede brødrene deres afdøde kammerater, som herefter blev æret i syv dage med “aftensang for de døde”, mens en fattig fik kød i 40 dage til ære for den faldne.

Når alt var klaret, sørgede marskallen for at sende krigsbyttet til ordenens øverstkommanderende, stormesteren i Jerusalem. Krigermunkene levede nemlig i fattigdom for at sikre, at materielle goder og grådighed ikke kom mellem dem og Gud. En tankegang, der kom meget klart til udtryk i ordenens motto.

“Ikke for os selv, Herre, ikke for os, men al ære til dit navn”, lød det.

I realiteten betød skattefritagelser og store donationer fra Europas konger dog, at ordenen var yderst velhavende.

Når de døde og krigsbyttet var bjærget, marcherede hæren hjem til ordenens befæstede klostre og borge. Men ifølge en pilgrim var ridderne stadig ekstremt årvågne på denne sidste del af rejsen.

“De er de sidste til at forlade slagmarken, og under tilbagemarchen beskytter de resten af styrken”, skrev han.