Tempelridderne var både farlige og fromme

Tempelridderne: Her begyndte det

Tempelriddernes historie begyndte, da to franske riddere i Jerusalem, Hugues de Payns og Geoffrey de Saint-Omer, satte sig for at gøre noget ved de mange overfald og røverier, der plagede kristne pilgrimme på rejsen mod Den Hellige Stad.

Året var 1119, byen var på kristne hænder, og mange riddere og korsfarere var rejst hjem til Europa.

Tilbage i Jerusalem var kun omkring 300 kristne riddere og 2.000 fodfolk – nok til at holde orden i byens gader, men ikke nok til at patruljere vejene uden for bymurene.

Områdets omskiftelige historie og den unge korsfarerstats begrænsede militære styrke gjorde Jerusalems opland til et slaraffenland for landevejsrøvere, lejemordere og tyvebander.

Utilpassede elementer fra såvel korshærene som de muslimske hære sluttede sig til lokale banditter og levede godt af de mange kristne pilgrimme, som nu strømmede til. Pilgrimmene – mænd, kvinder, børn og gamle med fyldte lommer og drømmende blikke – var lette ofre.

Hugues og Geoffrey overtalte derfor syv andre riddere til at hjælpe med at ride på patrulje på vejen mellem Jerusalem og havnebyen Jaffa, hvorfra de fleste pilgrimme kom.

Flere af den slags sammenslutninger fandtes allerede i Europa, hvor nogle veje kunne være lige så usikre som i Mellemøsten. Hugues og Geoffreys gruppe adskilte sig imidlertid fra andre ridderordener på et væsentligt punkt: De var ikke blot riddere, de var også munke.

Kongen begejstret for tempelridderne

For at kunne blive optaget i tempelridderordenen måtte en ny rekrut love at leve som en munk – i “fattigdom, dydighed og lydighed” – en tilværelse meget langt fra den, de fleste riddere levede i Det Hellige Land, hvor ridderstanden var berygtet for sin vidtløftige livsførelse med slagsmål, hor og drukkenskab.

Da Jerusalems kong Baudouin 2., fætter til Jerusalems første konge, Baudouin 1., første gang hørte om de fromme riddere, blev han uhyre begejstret.

Ifølge legenden satte kongen ligefrem Hugues og Geoffrey stævne selveste juledag 1119, så de to riddere kunne aflægge de hellige løfter som riddermunke.

Sikkert er det i hvert fald, at Baudouin gav ordenen sin fulde støtte og forærede dem en del af al-Aqsa-moskéen, som ligger på Tempelbjerget – et af de helligste steder i såvel jødedommen som islam.

Korsfarerne, der nægtede at anerkende Jerusalems betydning for muslimer, kaldte stædigt moskéen for Kong Salomons Tempel, selvom bygningen var opført som en muslimsk helligdom og intet havde at gøre med den jødiske konge.

Derfor døbte Hugues og Geoffrey deres orden efter “Kong Salomons Tempel”: Arme Riddere af Kristus og Salomons Tempel – i daglig tale blot Tempelridderne.

Moskéen blev indrettet med værelser til ridderne og kontorer til administration af ordenens finanser og personale, mens den nederste kælder blev brugt til opstaldning af riddernes heste.

Synet af riddere højt til hest, buldrende ned fra Tempelbjerget og gennem de smalle gader, skulle de følgende mange år blive velkendt i det kristne Jerusalem.

Tempelridderne oprettede et rejsebureau

De driftige riddere udvidede hurtigt patruljetjenesten med, hvad vi nu ville kalde et rejsebureau. Her udnyttede de deres solide kendskab til Det Hellige Land og udstyrede pilgrimme med såvel billet til sørejsen som logi i Jerusalem og hjælp til at finde byens hellige steder.

Tempelridderne iværksatte også en banktjeneste, hvor pilgrimme kunne deponere deres værdier hos tempelriddere tæt ved deres afrejsested og derefter løbende få udbetalt penge under rejsen, når de kom forbi andre af tempelriddernes filialer. Rygterne om de driftige riddere spredte sig hurtigt og tiltrak mængder af nye rekrutter.

Da Hugues de Payns, ordenens stifter, i 1125 sejlede til Europa, havde han mænd nok til at tage en mindre styrke med uden at sætte sikkerheden hjemme i Det Hellige Land over styr.

Hugues’ europatur var betalt og arrangeret af kong Baudouin, og en af Hugues’ opgaver var at ordne kongens diplomatiske anliggender. Derudover skulle han sørge for, at tempelridderne fik kirkens officielle godkendelse.

Tempelridderne begejstrede overalt

Igennem to år rejste Hugues rundt i England og Frankrig, hvor han fik en stormende modtagelse hos både adel og kirke.

Nyheden om de fromme riddere, der forsvarede kristendommens allerhelligste steder, vakte stor begejstring, og grever og baroner stod klar til at skænke ordenen både penge og jord. Hugues blev endog inviteret med til royalt bryllup i London.

Fra kirkens side tog abbeden Bernhard fra Clairvaux Hugues under sine vinger. Bernhard var kirkens største tænker og desuden leder af Cistercienserordenen, som han havde gjort til en af verdens mest magtfulde munkeordener.

Den driftige kirkefader bragte i 1128 tempelriddernes sag for et koncilium, et møde for højtstående kirkemænd, holdt i Troyes i Frankrig.

Bernhard leverede de afgørende argumenter for riddernes brug af vold i Guds navn og sørgede for, at Hugues selv kunne fremlægge riddernes sag for de fornemme biskopper og kirkemænd.

Ordenen fik straks den katolske kirkes godkendelse, og efter mødet sørgede Bernhard personligt for at nedfælde reglerne for tempelridderne.

Tempelridderordenens vigtigste regler

Hugues havde altså al mulig grund til at være tilfreds, da han satte sejl for at vende hjem til Det Hellige Land.

Tempelridderne var nu godkendt fra højeste sted, gaver i form af penge og ejendom strømmede ind, og i Det Hellige Land kastede bankforretningen gode indtægter af sig.

Mænd strømmede til for at blive riddere både fra korsfarerstaterne og fra Europa, og ordenen kunne vælge og vrage blandt de potentielle rekrutter.

Fra begyndelsen satte tempelridderne standarden højt. Kun mænd, hvis far og bedstefar havde været riddere, kunne iklæde sig den eftertragtede hvide skjorte med det røde kors og kalde sig tempelriddere.

Mindre fornemme rekrutter kunne besidde underordnede stillinger som en slags væbnere for ridderne, men også her var kravene benhårde. Ingen huller i stamtavlen blev tolereret – ingen født uden for ægteskab kunne blive tempelridder.

For dem, som slap gennem nåleøjet, ventede en hverdag med fattigdom og hårdt arbejde. Dagen begyndte klokken seks om morgenen, når alle blev kaldt til morgenmesse.

Herefter fulgte nogle timer med arbejde, vedligeholdelse og reparation af seletøj, våben og andet feltudstyr, kun afbrudt af bøn klokken ni. Omkring klokken 12 blev dagens første måltid, frokosten, serveret.

Om eftermiddagen samledes ridderne igen til bøn klokken tre og klokken seks, hvorefter de fik serveret aftensmad. Kun tre gange om ugen var der kød på den sparsomme menu, og to riddere måtte dele én tallerken.

Al snak ved bordet var strengt forbudt, og under spisningen læste en af ordenens præster op fra Bibelen. Ved mørkets frembrud samledes ridderne igen. Her fik de lidt at drikke, og derefter var det forbudt at tale sammen. “Den store stilhed” varede lige til morgenmessen.

Det gjorde ridderenes søvn til gengæld ikke. Halvvejs gennem natten måtte de op for at bede – i stilhed – og derefter se til deres heste. Når en ridder havde forvisset sig om, at alt var i orden, kunne han gå i seng og sove, til det blev morgen.

Dyb har søvnen dog næppe været: Ridderens leje bestod af en hård madras, en pude og et enkelt uldtæppe, og han sov med alt tøjet på, også støvlerne.

Tempelridderne levede i cølibat

Riddernes stramme skematiske hverdag var yderligere lagt i tøjler af en række adfærdsregler. Selv uden for Den Store Stilhed skulle snak holdes på et minimum – “at tale for meget er ikke syndfrit”, formanede reglementet, og “unødvendig tale og fordærvende udbrud af latter” var derfor strengt forbudt.

Mens ordenen samlede sig enorme summer, måtte den enkelte ridder intet eje ud over sine våben og sit tøj. Ikke engang breve fra familien måtte en ridder beholde – de blev i stedet læst op af en af lederne.

Alle tegn på forfængelighed og personlige kendetegn var bandlyst. Hverken hest eller seletøj måtte pyntes og slet ikke med de små sølv- eller guldtegn, som var populære blandt korsfarerne.

En tempelridder kunne heller ikke have fritidsinteresser og var fx udelukket fra at gå på falkejagt – den store mode blandt riddere i de kristne korsfarerstater. Også enhver omgang med kvinder var udelukket.

En tempelridder måtte ikke engang kysse sin mor eller søster. Bare det at røre ved en kvinde, uanset hvem hun var, kunne nemlig “vække farlige lidenskaber”. Om natten, når ridderne gik til ro, skulle de lade lyset være tændt, “så skyggefjender ikke skulle lede dem i fordærv”, som reglementet formulerede det.

For den ridder, der havde seksuelt samkvem med en kvinde, ventede ordenens strengeste straf: Han fik inddraget sin uniform og blev trukket rundt i lænker og kæde til skræk og advarsel, inden han blev smidt ud af ordenen for altid.

Tempelridderne var urørlige

Mens de enkelte riddere blev holdt i stram snor, voksede ordenen støt. Med indtægter fra jord og bankvirksomhed byggede tempelridderne en række forter, som kom til at omkranse korsfarerstaterne.

Ordenen udviklede sig til en slags indsatsstyrke, der kunne sættes ind i forsvaret for de kristne besiddelser i og omkring Det Hellige Land, når der var behov for det.

Under slag forventede ordenen altid, at ridderne kæmpede til sidste mand. På intet tidspunkt måtte de trække sig tilbage, end ikke for at omorganisere styrkerne. Absolut eneste gyldige grund for at trække sig ud af kampen var, at fjenden var i overtal med mindst tre til én.

Ud over den direkte kamptjeneste blev ridderne brugt som rådgivere. Efter mange år i Mellemøsten havde de et særdeles godt kendskab til islam og muslimske skikke, og nogle af dem talte endog arabisk og havde nære venner, der var muslimer.

Ikke mindst for kongeriget Jerusalem var tempelriddernes viden nyttig, når det gjaldt om at komme overens med de muslimske naboer – eller at slå dem i kamp.

Nytilkomne i Det Hellige Land – hvad enten de var biskopper, konger, grever eller simple pilgrimme – begav sig ligeledes til Tempelbjerget for at mødes med ordenens stormester og få en analyse af den seneste udvikling i regionen.

Tempelriddernes indsats for den kristne verden blev rigt belønnet: I 1139 slog pave Innocens 2. fast i en bulle – et officielt og forseglet brev – at Tempelridderordenen var praktisk taget urørlig; ridderne stod kun til ansvar for paven og kunne ikke retsforfølges af nogen jordisk magt.

I en periode blev alt, hvad tempelridderne rørte ved, tilsyneladende til guld. Selv de nederlag, der begyndte at overgå de kristne korsfarerstater, gav i begyndelsen tempelridderne fremgang.

Nye trusler fik Europas konger til at organisere nye korstog, og de mange bølger af krigere og pilgrimme skæppede godt i kassen hos tempelridderne, der nu havde bankkontorer i flere af Europas storbyer, som fx London og Paris.

Her efterlod riddere deres ejendele, mens de tog på korstog. Forsynet med en seddel, hvorpå værdien af deres samlede formue var opført, kunne de så hæve penge hos tempelridderne undervejs.

Saladin slog tempelridderne

Først i sommeren 1187 meldte de første problemer sig for tempelridderne. Da begyndte den arabiske feltherre Saladin et sejrrigt togt gennem de kristne besiddelser i Mellemøsten med en hær på 25.000 mand.

Da den muslimske krigsherre belejrede fortet i Tiberias ved Genesaretsøen, insisterede tempelriddernes stormester, Gérard de Ridefort, på at angribe med det samme. Der var ikke tid til at samle proviant og vand, mente Gérard, der også afviste alle tanker om at angribe om natten.

På en brandhed dag i juli angreb ridderne derfor segnefærdige af sult og tørst efter en lang og strabadserende march. Nederlaget var totalt og ydmygende, og Saladin halshuggede efterfølgende hver eneste tempelridder, han kunne få fat i.

Derpå indtog den arabiske krigsherre Jerusalem og sluttede en skrøbelig fred med europæerne.

I nogle årtier kunne ridderne endnu eskortere pilgrimme til den hellige by, men i midten af 1200-tallet kom nedturen for alvor. Tyrkere og mongoler strømmede til fra nord, og fra syd kom mamlukker. I 1244 hærgede tyrkerne Jerusalem.

Akko blev riddernes nye hovedkvarter, men i de følgende år faldt den ene korsfarerbastion efter den anden – og i 1291 kom turen også til Akko.

Tempelridderne forfulgt af kong Filip

Ridderne evakuerede deres værdier til Cypern og forsøgte at overtale paven og de europæiske konger til et nyt korstog, men magthaverne var ikke interesserede i endnu et dyrt, militært eventyr.

Riddernes store formue interesserede til gengæld Frankrigs magtfulde, ambitiøse og skruppelløse kong Filip 4. I 1306 smed han alle jøder ud af landet under påskud af, at de “vanærede kristen skik og opførsel”, og konfiskerede alle deres ejendele.

Året efter kom turen til tempelridderne. Aktionen gik i gang fredag den 13. oktober 1307. Overalt i Frankrig blev tempelriddere arresteret, banket og tortureret under absurde anklager.

I den brede befolkning var riddernes enorme magt og rigdom berømt, og de var omgærdet af en mystik, som Filip udnyttede til fulde ved at sprede rygter om bl.a. kætteri. Snart summede gader i Paris og andre storbyer af skrækindjagende historier om ridderne.

De var slet ikke de fromme mænd, de gav sig ud for, hed det. De tissede og spyttede på korset, og i deres hemmelige optagelsesritualer fornægtede de endda Guds eksistens.

Alle tempelriddernes møder blev holdt om natten eller i mørke, så ingen kunne se, hvad de i virkeligheden tilbad, fremturede Filip. Deres rigtige gud var nemlig ikke Gud Herren, men en helligdom kaldet Baphomet.

Hvem og hvad Baphomet var, vidste ingen, men blandt buddene var en hængt kat eller det mumificerede hoved af Johannes Døberen. Samtidig begyndte rygter at florere om riddernes nære forhold til muslimerne, og de fik skylden for nederlaget til de muslimske hære i Det Hellige Land.

Paven tvangsopløste tempelridderordenen

Under den grufulde tortur, som kong Filip udsatte dem for, tilstod ridderne i Frankrig én efter én. Pave Clemens 5. – som formelt var den eneste, der kunne røre ridderne – protesterede, og i andre lande afviste regenterne at forfølge ridderne, sådan som Filip gjorde.

Imidlertid skyldte Clemens sin udnævnelse til kirkeligt overhoved til Filip, så i 1312 bukkede paven under og tvangsopløste ordenen. Den 4. juli 1314 kom den endelige afslutning, da Jacques de Molay blev brændt på bålet.

Mens ilden omsluttede den døende stormester, råbte han vredt, at kong Filip og pave Clemens inden for et år skulle møde ham foran Guds trone og dømmes sammen med ham.

Begge mænd, der var i deres bedste alder, døde uventet inden for et år – præcis som Molay havde forudsagt. De to mystiske dødsfald var med til at nære de myter om tempelriddernes hemmeligheder, som siden voksede frem i den europæiske folklore.