Tempelridderne: Her begyndte det
Tempelriddernes historie begyndte, da to franske riddere i Jerusalem, Hugues de Payns og Geoffrey de Saint-Omer, satte sig for at gøre noget ved de mange overfald og røverier, der plagede kristne pilgrimme på rejsen mod Den Hellige Stad.
Året var 1119, byen var på kristne hænder, og mange riddere og korsfarere var rejst hjem til Europa.
Tilbage i Jerusalem var kun omkring 300 kristne riddere og 2.000 fodfolk – nok til at holde orden i byens gader, men ikke nok til at patruljere vejene uden for bymurene.
Områdets omskiftelige historie og den unge korsfarerstats begrænsede militære styrke gjorde Jerusalems opland til et slaraffenland for landevejsrøvere, lejemordere og tyvebander.
Utilpassede elementer fra såvel korshærene som de muslimske hære sluttede sig til lokale banditter og levede godt af de mange kristne pilgrimme, som nu strømmede til. Pilgrimmene – mænd, kvinder, børn og gamle med fyldte lommer og drømmende blikke – var lette ofre.
Hugues og Geoffrey overtalte derfor syv andre riddere til at hjælpe med at ride på patrulje på vejen mellem Jerusalem og havnebyen Jaffa, hvorfra de fleste pilgrimme kom.
Flere af den slags sammenslutninger fandtes allerede i Europa, hvor nogle veje kunne være lige så usikre som i Mellemøsten. Hugues og Geoffreys gruppe adskilte sig imidlertid fra andre ridderordener på et væsentligt punkt: De var ikke blot riddere, de var også munke.
Kongen begejstret for tempelridderne
For at kunne blive optaget i tempelridderordenen måtte en ny rekrut love at leve som en munk – i “fattigdom, dydighed og lydighed” – en tilværelse meget langt fra den, de fleste riddere levede i Det Hellige Land, hvor ridderstanden var berygtet for sin vidtløftige livsførelse med slagsmål, hor og drukkenskab.
Da Jerusalems kong Baudouin 2., fætter til Jerusalems første konge, Baudouin 1., første gang hørte om de fromme riddere, blev han uhyre begejstret.
Ifølge legenden satte kongen ligefrem Hugues og Geoffrey stævne selveste juledag 1119, så de to riddere kunne aflægge de hellige løfter som riddermunke.
Sikkert er det i hvert fald, at Baudouin gav ordenen sin fulde støtte og forærede dem en del af al-Aqsa-moskéen, som ligger på Tempelbjerget – et af de helligste steder i såvel jødedommen som islam.
Korsfarerne, der nægtede at anerkende Jerusalems betydning for muslimer, kaldte stædigt moskéen for Kong Salomons Tempel, selvom bygningen var opført som en muslimsk helligdom og intet havde at gøre med den jødiske konge.