Derfor blev de dødsfjender: Forstå hadet mellem Nord- og Sydkorea

Samtidig med, at der i Kina voksede en nationalistisk anti-japansk opinion frem blandt de koreanske flygtninge og guerillasoldater, bidrog japanske penge til at forme en urban middelklasse i Koreas sydlige dele.

Mange intellektuelle, der senere blev ledere og officerer i det nye Sydkorea, samarbejdede med den japanske besættelsesmagt mod Kims guerillastyrker.

USA og Sovjet delte Korea

Inden japanerne angreb Pearl Harbor i 1941, satte USA sjældent spørgsmålstegn ved Japans besættelse af Korea. Men efter angrebet planlagde amerikanerne ved hjælp af håndplukkede politikere at tage kontrol over hele eller dele af Korea, når først Japan var besejret.

Ved krigsafslutningen i 1945 blev den nationalistiske politiker Syngman Rhee, der havde tilbragt 35 år i eksil i USA, fløjet til Seoul i den amerikanske general Douglas MacArthurs fly. Samtidig gik Den Røde Hær ind i Pyongyang og besatte de nordlige dele af Korea.

Sovjet og USA blev enige om at forvalte landet sammen, indtil der kunne afholdes frie valg i et selvstændigt Korea. I praksis gik begge stormagter dog bag ryggen på hinanden, og i 1946 var Korea delt langs den 38. breddegrad.

Syngman Rhee præsident i Sydkorea

I nord boycottede man de valg, som FN havde besluttet skulle afholdes i 1948, og samme år udråbte man i stedet de to selvstændige stater Syd- og Nordkorea under præsidenterne Syngman Rhee og Kim il-Sung, som den sovjetiske besættelsesmagt støttede som tak for hans indsats for Kinas kommunistparti under krigen mod japanerne.

Rhee havde allerede fra start problemer i Sydvestkorea, hvor bønderne var utilfredse med regimets koblinger til Japan og USA.

Allerede i november 1946 brød de første oprør ud, fulgt af en regulær borgerkrig på øen Jeju, hvor en fjerdedel af befolkningen blev dræbt. Urolighederne i syd bidrog dog til, at Rhee kunne overbevise USA om, at landet var nødt til at have en stærk hær.

I sommeren 1949 var 100 000 sydkoreanske soldater blevet uddannet, men USA sørgede dog for ikke at udruste dem med tungere våben. Rhee gjorde nemlig krav på hele Korea, og USA ønskede at undgå uroligheder ved grænsen.

Koreanske grænsekampe 1949

Men allerede i maj 1949 fremprovokerede Sydkorea de første store kampe ved grænsen, og samme sommer gik man ind i nordkoreansk territiorialfarvand og bombede en af havnene. KPA's mod-reaktion udeblev, fordi titusindvis af soldater stadig befandt sig i Kina, hvor de siden 1947 havde kæmpet på Mao Zedongs side i borgerkrigen.

Men i takt med, at krigen i Kina blev mindre intensiv i løbet af 1949, strømmede over 50 000 kampvante soldater tilbage til Nordkorea. Situationen omkring den 38. breddgrade blev dermed mere og mere spændt, med flere og større incidenter fra begge sider.

Syngman Rhee forsøgte flere gange at få Trumans støtte til en invasion af Nordkorea. Svaret var, at USA kun ville hjælpe ved et uprovokeret angreb fra nord.

Samtidig var Kim Il-Sung lige så utålmodig efter at invadere Sydkorea og aflagde flere hemmelige besøg i både Moskva og Peking. Sovjetunionens leder Josef Stalin, som til en start var negativt indstillet, skiftede i foråret 1950 mening og lovede sin støtte i form af udrustning og rådgivere.

Koreakrigens udbrud

Natten til den 25. juni 1950 gik KPA til angreb, idet de påstod, at sydkoreanerne havde erobret en by nord for grænsen. Netop det angreb kunne ikke bekræftes, men begge sider var gået over grænsen flere gange det år. På begge sider blev krig betragtet som uundgåelig, men nordsiden slog til først.

Ved krigsudbruddet var de to landes hære nogenlunde lige store, men KPA's kamperfaring fra Kina gav Nordkorea et forspring, og det samme gjaldt de 150 sovjetiske kampvogne af modellen T-34, der fungerede som spydspids i marchen mod Seoul. Byen faldt efter kun tre dage, hvilket tvang USA til at handle hurtigt.

FN-hjælp til Sydkorea

Udenrigsminister Dean Acheson udarbejdede en plan for Korea, som derpå blev godkendt af præsident Truman, inden man havde nået at tage spørgsmålet op i Pentagon eller den amerikanske kongres eller FN. Sovjetunionen boycottede sikkerhedsrådets møder, så det lykkedes USA at få rådet til at gå med til en beslutning om militær hjælp til Sydkorea.

Kort efter begyndte den amerikanske hærchef i Japan, Douglas MacArthur, at overføre styrker til Korea.

Efter at have indtaget Seoul lod KPA deres tropper hvile i næsten en uge, så MacArthur fik tid til at organisere forsvaret i det sydlige Korea.

Men da KPA gik i gang, blev amerikanerne presset endnu længere sydpå efter en række ydmygende tab, selvom sydsiden havde flere soldater: I slutningen af juli havde KPA ca. 70 000 soldater ved fronten mod sydsidens 92 000, heraf knap halvdelen amerikanere. Det skyldtes undervurdering og ren og skær racisme fra amerikansk side.

Klamrede sig fast ved Pusan

Ved starten af krigen hævdede Mac-Arthur, at han kunne ordne sagen ”med den ene hånd bundet på ryggen”. Generalen blev dog klogere. Han sendte snart et telegram til Washing-ton, hvor han bad om at få flere tropper i en fart.

I slutningen af juli havde KPA nemlig næsten jaget deres fjende i havet. Kampene var nu begrænset til en lille lomme ved Pusan på sydøstkysten, hvor de USA-dominerede FN-tropper med nød og næppe klamrede sig fast, selvom de havde overtaget i luften og fem gange flere kampvogne end KPA.

Krigførslen var helt anderledes end i 2. verdenskrigs konflikter, hvor USA for nyligt havde besejret såvel Tyskland som Japan. I det sydlige Korea var de amerikanske tropper hele tiden truet af infiltration fra guerillakrigere, der var svære at identificere.

For at bekæmpe dem brændte man hele landsbyer af eller bombede dem fra luften. Hundredtusindvis af civile sydkoreanere blev flyttet til øer i nærheden af Pusan og fik ikke tilladelse til at vende tilbage til deres hjem.

Landgang ved Inchon

Midt i september landsatte MacArthur over 70 000 soldater tæt på Seoul. De 270 amerikanske skibe udnyttede tidevandet i havnen ved Inchon, som KPA havde glemt at minere.

Kim Il-Sung havde ikke regnet med så omfattende en amerikansk landgang. Kun 2 000 soldater var blevet afsat til at beskytte Seoul, som derfor faldt lidt over en uge senere. FN-tropperne rykkede nordpå, samtidig med at nordkoreanerne trak sig tilbage, hvorpå endnu flere amerikanske forstærkninger blev landsat.

Da KPA's tropper havde trukket sig tilbage nord for den 38. breddegrad, kunne USA have valgt at blive ved grænsen mellem Nord- og Sydkorea.

Men Truman så nu muligheden for helt at jage kommunisterne ud af Nordkorea og fortsatte over grænsen, i strid med FN's mandat. USA's efterretningstjeneste regnede ikke med, at sovjetiske eller kinesiske arméer ville gå ind i krigen.

Kina går ind i Koreakrigen

Det forholdt sig dog sådan, at Mao lige siden starten af august havde overvejet at gå ind i krigen. Efter den amerikanske landgang ved Inchon var det kun et spørgsmål om tid, inden kineserne ville blande sig i krigen.

Den 30. september sagde Mao til Stalin, at han havde besluttet sig for at sende op til 12 infanteridivisioner som en ”frivillig hær”.

Den 23. november 1950 holdt amerikanerne en pause i fremrykningen for at nyde Thanksgiving-middag i felten, helt ifølge traditionen med kalkun og græskartærte. Dagen efter fortsatte man og nåede inden for få dage til grænsefloden mod Kina, næsten helt uden modstand.

Men nu viste det sig, at det, der havde set ud som en desperat flugt fra KPA's side, snarere havde været en strategisk tilbagetrækning. Kinesiske tropper havde nemlig samlet sig i bjergene og skovene omkring amerikanerne.

Iklædt gymnastiksko og uden andre ting på menuen end korn måtte de udholde temperaturer på omkring 20 minusgrader for ikke at blive opdaget for tidligt af fjenden.

MacArthur forlangte et terrorbombardement

Da FN-tropperne var blevet spredt så meget som muligt, gik nordsiden til modangreb. Amerikanerne blev låst inde i små lommer, som derpå blev hakket i stykker af de talmæssigt overlegne styrker.

To dage senere var FN-hæren på flugt, og efter to uger havde nordkoreanerne ved hjælp af kineserne jaget alle fjendetropper ud af deres territorium, og i starten af januar erobrede de Seoul tilbage.

MacArthur rapporterede nu ophidset, at han uden krigserklæring havde fået ”hele Kina” mod sig og krævede, at ”hver eneste installation, fabrik, by og landsby” på tusindvis af hektar nordkoreansk territorium skulle totalt pulveriseres.

USA's flyvevåben optrappede bombardementerne yderligere. Til sidst var 90 procent af Nordkoreas byer ødelagt. FN-styrkerne genoptog snart initiativet, og i marts 1951 skiftede Seoul endnu en gang ejer. Måneden efter blev en stor kinesisk offensiv slået tilbage, inden fronten blev stabiliseret i løbet af foråret.

Truede med atomvåben

I juli 1951 gik man i gang med fredsforhandlinger, hvor de mange krigsfanger blev det sværeste spørgsmål. USA ville give fangerne ”frihed til at vælge”, og størstedelen ønskede ikke at rejse tilbage nordpå af frygt for repressalier.

Desuden stod myndighederne i Sydkorea tøvende over for at tage imod deres egne krigsfanger, der tit var blevet udsat for politisk indoktrinering i Nordkorea.

Kampene fortsatte under fredsforhandlingerne, og efter Stalins død i marts 1953 blev luftkrigen eskaleret på ordre fra USA's nye præsident Ike Eisenhower. Samtidig blev de amerikanske trusler om atomvåben mere og mere højlydte.

Det bidrog til, at den låste situation angående krigsfangerne blev løst samme forår. Inden der blev udarbejdet en aftale, benyttede amerikanerne lejligheden til at bombe dæmninger, som forsynede tre fjerdedele af Nordkoreas marker med vand.

Samtidig gik også kineserne i gang med to store offensiver, hvor utallige menneskeliv gik tabt, selvom våbenhvilen var lige om hjørnet.

Massakre på civile

Koreakrigen var præget af store grusomheder mod civile. Lige inden hovedstaden blev invaderet for anden gang, hentede sydkoreanske styrker tusindvis af mænd, kvinder og børn ud af Seouls fængsler og tvang dem til at grave deres egne grave, inden de blev henrettet.

Et par gange standsede FN-tropperne massakrer på civile. Men det skete oftere, at man stod og så på, som i sommeren 1950 i Taejun, hvor det tog sikkerhedspolitiet tre dage at slagte over 7 000 civile.

De summariske henrettelser blev støttet af USA's ambassadør John Muccio som nødvendige for ”helt at knuse det nordkoreanske kommunistparti”. Grusomhederne var så mange, at USA's hær fra januar 1951 begyndte at forhindre amerikanske journalister i at skrive om dem.

Fire millioner døde koreanere

En sydkoreansk kommission vurderede for nogle år siden, at antikommunistiske militsgrupper dræbte over 100 000 civile under krigen. Nordkorea har end ikke forsøgt at gøre op med fortiden.

Selvom antallet af krigsfanger i nord ikke var så stort, blev mange amerikanske soldater henrettet i fangenskab. Samme skæbne ventede også mange civile, der ikke støttede KPA's tropper.

Ifølge visse kilder døde næsten fire millioner koreanere under krigen, hvilket overstiger det antal japanere, der omkom under 2. verdenskrig. Amerikanerne mistede 36 940 mand plus 3 094 soldater i FN-styrkerne. Ca. 900 000 kinesere menes at være faldet.

Våbenhvile ved den 38. breddegrad

Den 27. juli 1953 skrev Nordkorea, Kina og FN-styrkerne under på en våbenhvileaftale.

Det var dog kun tre af fire parter, fordi Syngman Rhee nægtede at acceptere en deling af Korea. Men han kunne ikke fortsætte krigen alene, hvorfor parterne enedes om en våbenhvile langs den 38. breddegrad, hvor Sovjet og USA havde delt Korea efter 2. verdenskrig.

Denne grænse gælder stadig i dag, og de to koreanske stater har endnu ikke sluttet fred.