Samuraierne styrede Japan i århundreder med vold og magt. Shogunen blev lederen af et samfund, hvor krigerklassen lå i toppen af hierarkiet.

© Library of Congres

Krigeriske samuraier styrede Japan

Med bue og pil red de oprindelige samuraier i kamp i det gamle Japan. Senere var det katanaernes klinger, der sang over de japanske sletter under intense dueller. Samuraierne stod som det blodige centrum i næsten tusind års historie i Japan.

15. april 2019 af Jónas Terney Arason

“Yoshiie var en kriger af usammenligneligt mod. Han red og affyrede pile som en gud. Mens han trodsede klinger, brød han gennem oprørernes rækker og dukkede op først til venstre og så til højre. Med sine pile skød han hurtigt oprørslederne én efter én. Han spildte aldrig en pil, men sårede alle han angreb dødeligt. Kendt i hele landet for sine guddommelige krigerevner red Yoshiie som torden og fløj som vinden.”

Sådan bliver den perfekte 1100-tals japanske samurai beskrevet i Mutsu-fortællingen. Modig, resolut, og dødbringende med bue og pil red samuraien i krig og nedlagde fjender på stribe.

Helt tilbage fra 800-tallet var samuraierne at se på de japanske slagmarker. Samuraierne kom fra krigerklaner, som oprindeligt ikke havde nogen særlig politisk indflydelse. 

De startede som en supplerende elitestyrke af bueskytteryttere i den japanske kejsers hær, hvor de blandt andet var kejserlig livgarde og midlertidige hærførere. Hæren bestod ellers af værnepligtige bønder.

Med tiden viste bondehæren sig ineffektiv og dyr at administrere. Derfor valgte kejseren i stigende grad at bruge samuraierne som hovedstyrke til erobringer og mod oprør. Det førte samuraiklanerne tættere på hoffet og magten i den kejserlige hovedstad Kyoto.

I kampens hede skar samuraier hovedet af deres fjender for at bevise, at de havde slået dem ihjel. Hovederne blandt de fast i deres bælte eller saddel. Efter slaget blev samuraierne belønnet af deres herre, hvor belønningen afhang af antallet af hoveder og rangen på de dræbte.

© Los Angeles County Museum of Art

Samuraierne kommer til magten

I 1100-tallet skete et markant skift i Japan. Efter årtiers politisk spil om indflydelse i kejserhoffet eksploderede Japan i borgerkrig, hvor hovedparterne var Minamoto- og Taira-samuraiklanerne.

Borgerkrigen, der går under navnet Gempei-krigen, rasede i 1180-85 og endte i en total omvæltning af magten i Japan: den øverste leder af Minamoto-klanen tog magten og blev udråbt til shogun, der her efter var den reelle leder af Japan. Derved kom samuraierne til at sidde i toppen af magtpyramiden, hvor kejseren blev en symbolsk kransekagefigur.

Shogun

Ordet ‘shogun’ er en forkortelse af seii taishōgun, som kan oversættes til ‘barbarundertvingende storgeneral’. Oprindeligt var shogun-titlen en midlertidig stilling, som blev givet til den øverste hærfører i den japanske hær mod Emishi-folket, eller de såkaldte ‘østlige barbarer’, der levede i det østlige og nordøstlige Japan.

Japans magtstruktur blev decentral, hvor overhovederne i de enkelte samuraiklaner, også kaldet daimyō, kunne styre deres landområder næsten som de havde lyst til. Dette førte til, at de enkelte klaner selv kunne stille med hele hære i tilfælde af, at der udbrød krig.

Langt op i tiden kæmpede samuraier med varierede våben på hesteryg.

© Rawpixel Ltd

Fra bue til katana

Samuraiernes kampteknikker var funderet i én-mod-én dueller, hvad end det var i nærkamp eller med bue til hest. Buen var favoritvåbnet for de fleste samuraier, men dette varede ikke ved.

I 1274 og 1281 forsøgte mongolerne under Kublai Khan at invadere Japan. Mongolernes taktik på slagmarken kom som en overraskelse for de japanske samuraier, da mongolerne i stedet for at gennemføre dueller og præcisionsskydning i kampens hede affyrede sværme af pile uden specifikke mål.

Disse mure af pile var mere effektive end samuraiernes præcise målskydning i større kampe, og samuraierne måtte se sig nødsaget til at ændre på deres tilgang. Der kom derfor større fokus på at komme tæt ind på mongolerne, så pilene ikke var et problem.

Selvom der også blev brugt andre våben, blev det klassiske samuraisværd katana symbol på den stolte samurai, som huggede de mongolske krigere i stykker.

Sengokuperioden: Samuraiernes blodigste borgerkrig

I det gamle Japan var der utallige borgerkrige gennem tiden, men ingen er mere famøse end den såkaldte sengoku jidai, ‘de krigende provinsers tid’. Borgerkrigen begyndte i 1467 og sluttede først for alvor omkring år 1600 og var reelt en lang række krige mellem forskellige samuraiklaner.

Hvad der startede som en konflikt i Kyoto mellem to rivaliserende samuraiklaner endte med 150 års krig i Japan. Shogunatet kollapsede. Klaner blomsterede op og blev udslettet. Det er uvist, hvor mange der døde under borgerkrigen, men hele Japan både bønder, samuraier og sågar munke sloges om magt og land.

I sidste halvdel af 1500-tallet begyndte krigsherren Oda Nobunaga en storstilet erobring af Japan med det klare mål at samle landet under sig. To af hans vigtigste generaler og senere efterfølgere var Toyotomi Hideyoshi og Tokugawa Ieyasu. 

Tilsammen bliver de kaldt ‘de tre forenere’ i Japan, da deres krigsførelse og politiske spil i sidste ende afsluttede borgerkrigen og samlede Japan på ny.

Det klassiske billede af samuraien stammer fra Japans lange fredsperiode fra 1600 til 1800-tallet.

© Wikimedia Commons

Samurai-idealet fødes

I sidste ende var det Tokugawa Ieyasu, der høstede den ultimative frugt i kølvandet på de to andres død. Efter det altafgørende slag ved Sekigahara kaprede Ieyasu magten og lod sig senere udråbe til shogun. 

Dette førte til over 250 års fred i Japan under Tokugawa-shogunatet. Det var også i denne tid, at Japan delvist isolerede sig fra verden.

Under Japans lange fredstid blev det idealiserede samuraibillede fastsat. Gennem borgerkrigen blev mange våben brugt af samuraierne. 

Katana, spyd, bue og pil, geværer, naginata (en form for hellebard), og nodachi (en mellemting mellem en katana og en naginata) var de mest almindelige våben på slagmarken blandt samuraierne.

Det var dog katanaen, som endte med at være det klare symbol på den kæmpende samurai. Sammen med det kortere wakizashi-sværd adskildte katanaen samurai-klassen fra resten af befolkningen. Det blev endda forbudt for andre end samuraierne at bære de to sværd.

Under Tokugawa-shogunatet blev samuraiens æreskodeks bushidō indført og håndhævet. Loyalitet, ydmyghed og ære blev centralt blandt samuraierne. Dette var med al sandsynlighed et bevidst træk fra shogunatet for at opretholde freden i Japan.

I sammenhæng med æres stigende betydning for samurai-klassen blev det gamle rituelle selvmord seppuku formaliseret. 

Der blev indført en hel ceremoni omkring seppuku, som blev den mest ærefulde dødsstraf, en samurai kunne pålægges. Seppuku blev med tiden et af de ultimative symboler på samuraiens æreskodeks.

Samuraierne sad på magten helt frem til slutningen af 1800-tallet, hvor endnu en borgerkrig førte magten tilbage til kejseren. Samurai-klassen blev opløst, og militæret blev igen ført tilbage til en værnepligtshær.

Måske er du interesseret i...

Læs også