Soldat med gevær

Kvindelig soldat levede som mand i 17 år

Cornelius Hubsch slår en proper næve, og hans soldaterkammerater betragter ham som en guttermand. Men den modige unge mand bærer på en hemmelighed, der er livsfarlig i 1700-tallets Europa.

Cornelius Hubsch slår en proper næve, og hans soldaterkammerater betragter ham som en guttermand. Men den modige unge mand bærer på en hemmelighed, der er livsfarlig i 1700-tallets Europa.

Shutterstock

I syv år har menig Hubsch kæmpet i Den Spanske Arvefølgekrig (1701-1714) – en konflikt, som foreløbig har kostet hundredtusinder livet.

Sult og elendighed har præget den tyske soldats hverdag, men i vinteren 1712 er det ikke fjendens sabler og kanoner, han frygter. Cornelius Hubsch er mest af alt bange for at blive afsløret.

Få dage tidligere var Hubsch kommet i slagsmål med et par andre soldater fra Hessens hær, og som straf blev han dømt til at løbe spidsrod. Når straffen eksekveres, vil Hubschs kompagni stille sig i to rækker, hvorefter den dømte skal gå ned mellem dem, mens kammeraterne prygler ham med tykke kæppe.

Catharina Linck klædt som mand

Kun dette billede af Catharina Linck – iført uniform og sabel – har overlevet frem til i dag.

© Universitäts- und Landesbibliothek Sachsen-Anhalt

Tanken om tørre tæv er slem nok, men Hubsch ved, at officeren forinden vil flå hans jakke af og blotte hans overkrop, så slagene rammer hans ryg direkte. I det øjeblik kan alle se, at Cornelius Hubsch i virkeligheden er en kvinde.

Kyras dækker brysterne

Cornelius Hubsch blev født som Catharina Margaretha Linck den 15. maj 1687. Hun kom til verden i en landsby nær Leipzig i det østlige Tyskland. Moren var “en soldaterkone fra Erfurth”, beretter kirkebogen, formentlig en poetisk omskrivning af sandheden: At Lincks mor var prostitueret og faren ukendt.

De første år tilbragte Catharina på et børnehjem, og som 14-årig fik hun arbejde med at fremstille knapper.

Hvorfor Catharina Linck ved overgangen til voksenlivet valgte at forklæde sig som mand, står hen i det uvisse. Måske er den simple forklaring, at livet som mand bød på langt større udfoldelsesmuligheder.

Mænd bestemte i hjemmet, nød respekt i samfundet og kunne lære et håndværk; alt dette var kvinder afskåret fra. Mænd kunne også blive soldater – og dem havde Tysklands kludetæppe af selvstændige kongeriger, hertugdømmer og grevskaber konstant brug for.

Vaskekone, barn blæser bobler

Tøjvask med vaskebræt og sæbe var en af de slidsomme opgaver, som kvinder blev pålagt.

© Heritage Images/Getty Images

Husmødre sled og slæbte

Kvinderne måtte slide med madlavning, børnepasning, rengøring og markarbejde. De havde få rettigheder og stor risiko for at dø i barselssengen.

Ingen kan fortænke 1700-tallets kvinder i at ønske, at de var født som mænd. Kvinderne var i alle livets forhold underlagt en mand – først deres far og senere ægtemanden. Gifte kvinder måtte ikke besidde ejendom, og juridisk set blev de betragtet som børn; fx krævede indgåelse af en kontrakt eller fremmøde i retten mandens tilladelse.

Kravet var indskrevet i tyske love som “Geschlechtsvormundschaft” (kønsformynderi).

Kvinderne måtte – ud over de manglende rettigheder – også finde sig i en hård hverdag. Fødsler var livsfarlige, og da kvinder fik mange børn, kendte de fleste nogle, som havde mistet livet i barselssengen.

Ud over at tage sig af børnene og husholdningen skulle de fleste kvinder desuden hjælpe til i marken og passe husdyrene. Mange var tilmed nødt til at tage et arbejde for at få familiens økonomi til at løbe rundt. Vaskekone, syerske og væverske var blandt de erhverv, som blev betragtet som acceptable for kvinder.

Ligesom resten af Europa sendte de tyske riger lejetropper til Den Spanske Arvefølgekrig. Den brød ud i 1701 og spredte sig til store dele af kontinentet.

Linck meldte sig i 1705 frivilligt til kurfyrstedømmet Hannovers hær og marcherede som infanterist til Holland for at kæmpe mod Frankrig. Under navnet Anastasius Beuerlein drog hun afsted med pagehår, musket og sværd.

I lejren boede soldaterne tæt sammen i seksmandstelte, så Linck måtte udvise stor opfindsomhed for at skjule sit køn. For at ingen skulle se hendes bryster, gik hun med kyras – en harnisk, der dækkede overkroppen.

Kyrasset blev typisk båret af ryttere i 1700-tallet, men metalpladen beskyttede mod fjendens kugler, svarede Linck, hvis nogen undrede sig.

Naturligvis urinerede soldaterne stående, og for ikke at skille sig ud fremstillede Linck et horn af læder med åbning i begge ender. Når trangen kom over hende, pressede Linck den brede ende op i underlivet, førte hornet ud gennem bukserne og tissede som en mand.

Soldater

Iført 1700-tallets løse uniformer kunne Catharina Linck let skjule sin identitet. At tisse stående var derimod et problem.

© Wilhelm von Zimburg

Når soldaterkammeraterne drog på bordel, fulgte Linck med – og for ikke at blive opdaget medbragte hun en læder-dildo, som hun selv havde lavet.

“Da hun var soldat, hyrede hun mange prostituerede, som hun ophidsede med lædergenstanden. Nogle gange løb hun flere kilometer for at få fat i en smuk kvinde, som hun brugte alle sine spareskillinger på”, forklarede forbløffede vidner senere.

Præst stopper hængning

I tre år spillede Linck rollen som hærdet soldat til perfektion, før hun blev led og ked af krigens strabadser. I slutningen af maj 1708 deserterede hun, men da hannoveranernes røde uniformsjakke var letkenkendelig, blev hun fanget og dømt til døden ved hængning.

Kort før den tunge vej til skafottet så Linck ingen anden udvej end at afsløre sit køn. Da præsten blev tilkaldt for at bede en sidste bøn for den dødsdømte, trak hun resolut op i skjorten og viste ham sine bryster.

Linck betroede hviskende præsten, at hun var af god familie og bad ham inderligt sværge aldrig at afsløre over for hendes efterladte, at hun havde lidt en æreløs død i galgen.

Løgnehistorien overbeviste præsten, så han opsøgte en officer og fik henrettelsen standset.

Henrettelse

Til skræk og advarsel blev desertører ofte hængt for øjnene af deres soldaterkammerater.

© Print Collector/Getty Images

Efter nogle uger i lænker slap Linck fri. Hun blev bortvist fra sit kompagni, men helt færdig med soldaterlivet var hun ikke. Om Linck manglede penge eller søgte nye eventyr, vides ikke, men i løbet af arvefølgekrigen nåede hun at drage i felten med yderligere tre tyske hære.

Den sidste del af krigen tilbragte hun under navnet Cornelius Hubsch i den hessiske hær. I 1714 blev hun involveret i et slagsmål med nogle kammerater fra et andet hessisk kompagni. Som straf for at have forstyrret ro og orden blev hun dømt til at løbe spidsrod, men Linck undgik afsløringen af sit nøgne bryst ved at flygte, før dommen kunne eksekveres.

Året efter sluttede krigen, og ingen interesserede sig længere for desertøren. Mens freden sænkede sig over Europa, trak Linck i håndværkertøj og drog fra by til by for at arbejde som farver og trykker.

I foråret 1717 nåede hun til den driftige handelsby Halberstadt mellem Hannover og Berlin. Under navnet Anastasius Lagrantius Rosenstengel fandt hun arbejde med at fremstille strømper, hvilket Halberstadt var kendt for.

Kvinde med barn

Lincks svigermor drømte om børnebørn og terroriserede sin svigersøn for at få dem.

© Samuel van Hoogstraten

Snart lærte Linck den 19-årige Catharina Mühlhahn at kende. Teenageren forelskede sig i den flotte håndværker, og følelserne var gengældte.

Få måneder senere fejrede de bryllup. Parret blev viet den 12. september 1717 i Halberstadts Paulskirke. De to levede lykkeligt sammen, men som månederne gik, fik Linck problemer med sin svigermor.

Enkefru Mühlhahn ville have børnebørn i en fart og begyndte derfor at udfritte sin datter om ægtemandens formåen i sengen. For at få fred løj parret om, at nu var Catharina blevet svanger – for kort efter med påtaget sorg at forklare, at hun desværre havde aborteret. Hele tre gange gjorde parret brug af denne nødløgn.

Gradvist falmede parrets lykke. Hvorvidt det var svigermorens indblanding eller 1700-tallets hårde liv i almindelighed, vides ikke, men parret begyndte at skændes om penge. Og når temperamenterne kogte, slog Linck sin kone.

I beruset tilstand besvarede Linck spørgsmålet ved at pisse på sin svigermor.

De sparsomme kilder om Lincks liv afslører, at hun også tyede til at sælge sin hustrus brudeudstyr, og at det fine linned indbragte 80 rigsdaler – en hel månedsløn for en tysk embedsmand.

Salget gjorde hustruen og svigermoren rasende, og da rygter om et ulovligt ægteskab mellem to kvinder begyndte at florere i Halberstadt, tog Linck flugten sammen med Catharina.

Pissede på svigermor

I de følgende år rakkede ægteparret rundt og levede af tiggeri og den smule arbejde, de kunne finde. Fra tid til anden vendte de tilbage til svigermoren, som mere og mere aggressivt krævede svar på, om Linck virkelig var en mand.

Hun gik så vidt som til at drikke svigersønnen fuld for at komme til bunds i sagen. I beruset tilstand besvarede Linck spørgsmålet ved at pisse på sin svigermor. Derefter tog ægteparret flugten.

Kort efter måtte Linck imidlertid erkende, at hun ikke kunne forsørge sin hustru, og overlod hende derfor til svigermoren. Da Linck senere dukkede op i Halberstadt for at se til sin Catharina, fik svigermoren endegyldigt nok.

Begravelsesoptog

Vizzanis begravelse blev et tilløbsstykke, fordi folk mente, at hun døde under forsvaret af sin jomfruelighed.

© DE AGOSTINI PICTURE LIBRARY/Getty Images

Lesbisk italiener hyldet efter sin død

Kvinder i mandeklæder vakte sædvanligvis forargelse i 1700-tallets Europa, men Catarina Vizzani var en undtagelse. Efter otte år i mandeklæder blev hun ved sin død hædret som kvindelig rollemodel.

Som barn i 1720’ernes Rom lærte Catarina Vizzani at læse, skrive og brodere. Da hun fyldte 14 år, indledte hun en affære med sin broderilærerinde. Da forholdet blev opdaget, og en skandale truede, flygtede hun fra byen iførte herretøj og under dæknavnet Giovanni Bordoni.

Udstyret med en falsk penis i form af et læderhylster stoppet med klude forførte Bordoni kvinder på stribe. Det udsvævende liv fik imidlertid en brat ende, da Bordoni forelskede sig i niecen til en præst. Den strenge onkel modsatte sig forholdet, så de unge tog flugten.

Men præstens håndlangere indhentede parret og skød Bordoni i benet. Hårdt såret blev den “unge mand” bragt til et kloster. Her betroede han sig til en nonne og fortalte, at han ønskede at blive begravet i kvindetøj. Om hovedet ville hun bære en krans som tegn på jomfruelighed.

Historien slap ud, og gejstlige strømmede til begravelsen for at hylde Vizzanis uskyld. Uanset hvad hun havde bedrevet som mand, var hendes kyskhed som kvinde uangribelig, mente de.

Mens datteren lå syg og derfor ikke kunne forsvare sin ægtefælle, tilkaldte enkefruen en stærk veninde, og sammen kastede de sig over Linck. Med soldatersværdet, som Linck altid bar, flænsede de den mistænktes bukser og kunne hurtigt konstatere, at ægtemanden var en kvinde.

Rasende greb svigermoren Lincks læderdildo og tissehorn og stormede ned til byretten med sine beviser. Her anlagde hun sag om utugt mod sin såkaldte svigersøn.

Anklagen var alvorlig, for sodomi – utugt mellem to af samme køn – blev straffet med døden. I retten skyndte Lincks hustru sig derfor at benægte ethvert kendskab til sin mands kvindelighed. Hun bedyrede sin uskyld og forklarede, at hun jo var ung og intet vidste om mænd.

Et andet aspekt af anklagen voldte retten endnu større problemer: I bibelsk forstand kunne de to kvinders samliv næppe defineres som utugt, da deres forening jo ikke havde været kødelig, men var foregået med det, som referater fra sagen kalder “en livløs lædergenstand”.

Til sidst lod retten afgørelsen være op til kongen.

Frederik Vilhelm 1. af Preussen

Frederik Vilhelm 1. af Preussen var kendt for at være kolerisk. Måske blev Catharina Lincks sag forelagt majestæten på en af hans dårlige dag.

© Huis Doorn

Frederik Vilhelm 1. af Preussen lod nåde gå for ret, hvad angik den unge brud, som slap med tre års fængsel og efterfølgende landsforvisning.

Derimod viste kongen ikke Linck nogen barmhjertighed. Den 7. november 1721 blev hun halshugget og derefter kastet på bålet. I Paulskirken, hvor Linck og Catharina i sin tid var blevet gift, tilføjede præsten en notits til vielsesprotokollen:

“Benævnte herre er i virkeligheden et gudløst kvindemenneske, skyldig i himmelråbende synder og utugt”.

Catharina Linck blev som den sidste i Europa henrettet for at være lesbisk.