Jorden gungrer under de næsten 15.000 zuluer. De afrikanske krigere løber den 4. juli 1879 så hurtigt, de overhovedet kan – ivrige efter at komme tæt på den rødklædte britiske invasionsstyrke.
Da zulukrigerne nærmer sig, brøler den britiske brigadegeneral Henry Wood til sine soldater:
“Ro på, mænd, ryk jer sammen, skyd lavt og ikke for hurtigt!”
Gatling-skytterne driver håndsvinget rundt, og våbnets 10 piber begynder at dreje. Larmen er øredøvende, og kuglerne hamrer ind i zulukrigerne, som falder til højre og venstre.
Krigen mellem Storbritannien og Zuluriget er blevet fremprovokeret af den britiske højkommissær sir Henry Bartle Frere. Han har af al magt forsøgt at udvide den britiske Natal-koloni i nutidens Sydafrika.
“Da det hele var overstået, og vi talte de døde, lå der 473 zuluer inden for en radius af 500 yards (457 meter, red.). De lå i grupper, nogle på mellem 14 og 30 døde, mejet ned af Gatling-geværerne”. Avisen London Evening Standard, 1879.
Zuluriget står i vejen for Freres plan, og efter at zuluerne et par gange har overskredet Natal-koloniens grænse, sender han et ultimatum til zulukongen, Cetshwayo kaMpande: Opløs hæren, og send krigerne hjem. Som forventet har zulukongen afvist kravene, og Frere har dermed fået en anledning til at invadere.
Det afgørende slag mellem Zuluriget og Det Britiske Imperium står den 4. juli 1879. Zulukrigernes lange assagaj-spyd er spidse, morderiske våben, og de suppleres af enkelte ældre geværer.
De britiske soldater står opstillet i karré, en stor, firkantet formation, så de er i stand til at skyde til alle sider. I midten på firkantens forreste side står to eksemplarer af det nyeste våben, briterne råder over: Gatling-geværet – verdens første maskingevær.
Efter afbrændingen af landets hovedstad måtte zuluernes konge sande, at krigen mod briterne var tabt.
Zuluerne skulle undertvinges
I januar 1879 invaderede britiske styrker Zuluriget og led et stort nederlag. Men allerede et halvt år efter var briterne tilbage med en hær på 16.000 mand – og denne gang medbragte tropperne Gatling-geværer.
For at undgå overraskelsesangreb anlagde briterne befæstede lejre hele vejen langs deres marchrute mod Zulurigets hovedstad, Ulundi.
Under den afgørende kamp, slaget ved Ulundi den 4. juli, opstillede briterne deres hær i en defensiv, firkantet formation. På den måde kunne de udnytte Gatling-geværets overlegne ildkraft uden at risikere et flankeangreb fra zuluerne.
Den britiske sejr var total, og hæren marcherede efterfølgende ind i Ulundi og brændte hovedstaden ned. Kort efter overgav zulukongen sig til de britiske styrker.
Hverken zulukrigernes hurtighed, mod eller blodtørst kan hamle op med geværet. Ingen af zuluerne når nærmere på de britiske rødfrakker end 30 meter, og efter tre kvarter må de overlevende tage flugten. Ethvert forsøg på at organisere et nyt zulu-angreb bliver forhindret af det britiske kavaleri.
Ved slagets afslutning ligger ca. 2.000 døde og sårede zulukrigere tilbage, mens kun 10 briter er dræbt af fjendens kugler. Vejen til zulukongens hovedstad, Ulundi, står åben, og den britiske sejr er total. Efterfølgende skriver avisen London Evening Standard om slagmarken:
“Da det hele var overstået, og vi talte de døde, lå der 473 zuluer inden for en radius af 500 yards (457 meter, red.). De lå i grupper, nogle på mellem 14 og 30 døde, mejet ned af Gatling-geværerne”.
Gatling-geværet havde bevist sit værd på slagmarken, og alle krigsførende nationer får travlt med at anskaffe sig maskingeværer. Resultatet blev død og ødelæggelse i et hidtil uhørt omfang.
Farmerens søn ender som opfinder
Gatling-geværet var blevet opfundet mindre end 15 år tidligere af Richard Gatling. Han blev født i 1818 på en farm i North Carolina, USA.
At opfinde lå i blodet hos Gatling-familien, for Richards far, Jordan Gatling – var opfinder ved siden af arbejdet som landmand. Og Richard selv var tidligt ude med sine egne opfindelser. Som 21-årig udviklede han en skibsskrue til dampskibe som erstatning for de klodsede skovlhjul.
Desværre havde svenskeren John Ericsson allerede fået patent på denne opfindelse – Gatling var blevet overhalet på målstregen. Men den unge mand gav ikke op. Blot tre år senere, i 1842, fik han sit første patent – på en maskine, der kunne så riskorn.
Lægen Richard Gatling opfandt et maskingevær for at gøre krigen mindre blodig.
I 1844 flyttede han til St. Louis i Missouri, hvor han videreudviklede maskinen til at kunne så hvede, og han tjente en formue på delstatens mange hvededyrkende farmere.
Et par år senere, mens Gatling var på forretningsrejse for at markedsføre sin såmaskine, blev han smittet med kopper. Ude i det tyndtbefolkede Midtvesten kunne han ikke få lægehjælp, og han måtte derfor selv forsøge at blive rask.
Oplevelsen motiverede ham til selv at studere medicin, og i 1850 forlod han Medical College of Ohio som nyuddannet læge. Men han praktiserede aldrig, for han var drevet af lysten til at opfinde.
Allerede samme år fik han patent på en maskine, der kunne bearbejde hamp, så hampfibrene kunne bruges til reb. Kort efter fik han også patent på en dampdrevet plov.
Lægen helliger sig krigen
Det var imidlertid først i 1861, at Gatling fik idéen til sin mest banebrydende opfindelse. Den Amerikanske Borgerkrig var brudt ud samme år, og selvom Gatling kom fra North Carolina – en delstat, der politisk set hørte til Syden og forsøgte at rive sig løs fra Nordstaterne – var han tilhænger af Unionen.
Han flyttede derfor til Indianapolis og begyndte at arbejde på at opfinde bedre skydevåben til nordstatshæren.
Som led i sin research undersøgte Gatling de sårede soldater for at finde ud af, hvad der var farligst for dem på slagmarken. Derfor opsøgte han ofte togstationen i Indianapolis for at kigge nærmere på de mange sårede, der blev transporteret væk fra fronten.
Soldaterne tog den spanske syge med sig fra militærlejrene, da de i 1918 rejste hjem efter 1. verdenskrig.
Sygdomme kostede millioner livet
Richard Gatling ville minimere antallet af soldater, der deltog i Den Amerikanske Borgerkrig, så færre mænd døde af sygdomme i felten. Striden er en af dem, der har kostet flest mennesker livet pga. sygdom, men andre storkrige har også krævet mange ofre.
Napoleonskrigene: Krigene rystede Europa fra 1803 til 1815 og var en verdenskrig før verdenskrigene. Omtrent 2,5 mio. soldater mistede livet under kampene – op mod 88 pct. af dem døde af sygdomme. I løbet af krigene fik hærene dog flere læger, hvilket øgede soldaternes overlevelseschancer.
Den Amerikanske Borgerkrig: De mange dødsfald pga. sygdom, som inspirerede Gatling til at opfinde sit maskingevær, udgjorde godt to tredjedele af de i alt 655.000 døde soldater. Borgerkrigen var den sidste store krig, før forskere opdagede, at sygdomme skyldes bakterier og virus.
1. verdenskrig: Historiens mest dødelige pandemi er den spanske syge (1918-1920), som amerikanske soldater slæbte med fra militærlejrene til Europa. Sygdommen tog livet af 20-50 mio. mennesker. Til sammenligning døde ca. 15 mio. mennesker af krigshandlingerne under 1. verdenskrig.
Han noterede sig, at mange af dem omkom af banale sygdomme – ikke af de sår, der var forårsaget af fjendens kugler og bajonetter.
I 1860’erne var smitsomme sygdomme i militærlejrene en større dræber end de egentlige slag, og Gatling så misfornøjet på de lange kolonner af raske mænd, der steg op i togvognene for at blive kørt til den visse død i overfyldte og uhumske militærlejre.
Synet motiverede ham til at prøve at mekanisere krigsførelsen. Gatling tænkte, at hvis han kunne opfinde en maskine, der kæmpede på menneskets vegne, behøvede Nordstaterne ikke at sende så mange mænd i felten.
I sidste ende ville maskinen betyde færre lidelser og derved gøre krigen mere human. Med den tanke i baghovedet begyndte han at bygge sin såmaskine om til en krigsmaskine.
Hæren afviser maskingeværet
I 1862 fik Gatling sit første patent på det banebrydende våben. På trods af hvor destruktivt våbnet var, havde han svært ved at sælge det. Nordstatshæren var ikke interesseret.
Årsagen lå hos chefen for Våben- og Ammunitionskorpset, der var indædt modstander af hurtigtskydende våben. Modviljen skyldtes både konservatisme og frygten for, at de hurtigtskydende våben ville overbelaste forsyningslinjerne pga. deres store ammunitionsforbrug.
En fremsynet general i nordstatshæren, der ikke var bange for nytænkning, var Benjamin F. Butler. Angiveligt købte han 10 af Gatlings geværer for sine egne penge. De tunge våben var bedst egnede til forsvar, og Butler brugte dem til at forsvare sig med mod Sydstaternes udfald under Nordstaternes belejring af Petersburg i Virginia i 1864-1865.
De mange løb sikrede, at Gatlings gevær ikke blev overophedet. På den måde kunne geværet skyde i meget lang tid uden at opleve funktionsfejl.
Håndsving fik geværet til at skyde
Richard Gatlings våben gav 1800-tallets hære en langt større ildkraft, end de hidtil havde haft. Sådan kunne små grupper af soldater forsvare sig mod langt større fjendtlige enheder.
Gatling-geværet var banebrydende i en tid, hvor soldaternes geværer kun kunne skyde én gang, før de skulle lades igen. Gatling samlede flere geværløb i det samme våben.
Når håndsvinget blev drejet, roterede løbene om en mekanisme, der sørgede for at lægge en ny patron i det passerende geværløb. Når geværløbene roterede, blev en fjeder med slagstiften trukket tilbage.
Mekanismen sørgede for at udløse slagstiften. Efter skuddet tog en lille gribearm fat i det tomme patronhylsters kant og trak det ud, så der var plads til en ny patron.
Så længe håndsvinget blev drejet rundt, og våbnet fik tilført patroner, kunne Gatling-geværet som det første våben nogensinde lade sig selv og blive ved med at skyde uden ophold.
Året efter Den Amerikanske Borgerkrigs afslutning, i 1866, valgte hæren endelig officielt at anskaffe Gatling-geværer. Første gang, våbnet blev brugt i kamp, var under landets udvidelse mod vest – på bekostning af de indfødte indianerstammer.
Gatlings opfindelse kunne således have reddet general Custer ved Little Bighorn, men den stædige Custer nægtede at tage et batteri på tre Gatling-geværer med på sin ekspeditionen mod sioux-indianerne i 1876. I kampen mod den talmæssigt overlegne fjende kunne geværerne formentlig have reddet hans liv.
Andre amerikanske officerer brugte dog flittigt våbnet i de efterfølgende krige mod indianerne, mod spanierne i slutningen af 1800-tallet og i Den Filippinsk-Amerikanske Krig fra 1899 til 1902.
På det tidspunkt havde Gatling-geværet allerede deltaget i adskillige krige uden for det amerikanske kontinent. Og Richard Gatling selv havde i 1870 solgt rettighederne til at producere Gatling-geværer til våbenfabrikken Colt.
Gatlings gevær affyrede mange skud på kort tid
Skydningen begynder
Håndsvinget drejes af skytten, og våbnet begynder at skyde, mens løbene drejer i en cirkel. De senere modeller kunne affyre 900 skud i minuttet.
Magasiner skal skiftes
Løbene lades af et magasin, der skal skiftes ud, i takt med at det bliver tømt. Tyngdekraften sørger for, at patronerne bliver fødet til våbnet.
Løbene lades løbende
Samtidig er løbene en essentiel del af lade-mekanismen, da hvert løb bliver ladet og klargjort til skud, i takt med at det drejer rundt i våbnet.
Russerne og tyrkerne køber våbnet
De første til at tage Gatling-geværet til sig efter den amerikanske hær var russerne i 1867. Første gang to militære stormagter udrustet med Gatling-geværer kom i kamp med hinanden, var i Den Russisk-Tyrkiske Krig fra 1877 til 1878.
Tyrkiet havde anskaffet Gatling-geværer i årene op til krigen, men hverken russerne eller tyrkerne var synderlig nytænkende i den måde, de brugte maskingeværerne på.
En lettere modificering gjorde det muligt at montere Gatling-geværet på puklen af en kamel.
De tunge geværer blev primært sat til at bevogte strategisk vigtige punkter som broer og trafikknudepunkter om natten. Gatling-geværets hurtige skydning kunne kompensere for de let bemandede vagtposter i tilfælde af et overraskelsesangreb.
Af samme årsag kom våbnene ikke i direkte kamp mod hinanden, og Gatlings opfindelse spillede kun en begrænset rolle i striden, som russerne trak sig sejrrigt ud af.
Opfindelsen skal civilisere verden
Storbritannien var den stormagt, der flittigst gjorde brug af Gatling-geværet på slagmarken. Et udtryk fra sidste halvdel af 1800-tallet lød, at Storbritannien “civiliserede den uciviliserede verden” vha. Gatling-geværet, da briterne brugte våbnet i Afrika, Syd- og Nordamerika samt Mellemøsten.
Allerede i 1870’erne medbragte briterne to Gatling-geværer til deres krig mod ashanti-stammen i det nuværende Ghana. Men det var ikke nødvendigt at bruge våbnet i kamp. De britiske soldater kunne nøjes med at demonstrere våbnene for de indfødte, hvilket var nok til at overbevise afrikanerne om briternes overlegenhed.
Størstedelen af verdens store militærmagter indkøbte Gatling-geværer i den anden halvdel af 1800-tallet.
Ligesom russerne og tyrkerne brugte briterne primært deres Gatling-geværer i en defensiv rolle.
Strategien passede godt til deres kolonikrige, hvor de var vant til at stille deres soldater op og afvente fjendens angreb for derefter at besejre ham med overlegen ildkraft fra rifler og artilleri.
Alle lande betragtede nemlig fortsat Gatling-geværer som en del af artilleriet: De skulle stilles op og bombardere fjenden. Men der var et stort uudnyttet potentiale i de hurtigtskydende geværer, som hverken russerne eller briterne havde øjne for.
Dette potentiale så den amerikanske løjtnant John Henry Parker.
Amerikansk officer får en idé
John Henry Parker var en del af en amerikansk styrke, som blev sendt til Cuba i 1898 for at tvinge spanierne væk fra øen.
I januar var panserkrydseren USS Maine blevet sendt til Havana, hvor fartøjet skulle forsvare amerikanske interesser på øen under det cubanske oprør mod Spanien, der havde været i gang siden 1895. Tre uger senere eksploderede USS Maine på mystisk vis. Spanierne blev beskyldt for at have saboteret skibet, og den 21. april 1898 brød krigen ud mellem USA og Spanien.
“I samme øjeblik begyndte Ryders Gatling at ‘snakke’. Det ytrede meget høje og velformulerede ord”. Løjtnant John Henry “Gatling Gun” Parker.
Parker var begejstret for det hurtigtskydende Gatling-gevær – han mente, at det ville være perfekt i et angreb i stedet for at spille en defensiv rolle som hidtil.
Han begyndte derfor at træne en ny specialenhed til at bruge Gatling-geværet under fremrykning. På den måde kunne det dække fodfolket, når de skulle angribe en fjendtlig stilling. Disse nye tanker imponerede chefen for den amerikanske ekspeditionsstyrke, og Parkers specialenhed blev sendt til Cuba, så han kunne afprøve sine nye taktikker på slagmarken.
Geværer bliver brugt til angreb
Hornet blæste, og signalet til at angribe San Juan-højen var givet. Løjtnant Parker mærkede hjertet hamre i brystet denne sommerdag i 1898, og han var usikker på, om det var heden eller synet af de spanske blokhuse på toppen af højen foran ham, der fik sveden til at dryppe.
Parker gav ordre til at åbne ild. De tre Gatling-geværer begyndte straks at affyre projektiler mod toppen af bakken. I sine erindringer fortæller Parker om øjeblikket, hvor hans folk kom i kamp for første gang:
“I samme øjeblik begyndte Ryders Gatling at ‘snakke’. Den ytrede meget høje og velformulerede ord, der, selvom de ikke blev sagt på det spanske sprog, blev forstået af vores venner (fjenden, red.) på toppen af bakkedraget”.
Gatling-geværet blev primært anvendt som et forsvarsvåben, men det kunne også bruges under angreb.
Ilden var så hurtig, at de enkelte skud druknede i larmen fra alle de øvrige. Gatling-geværerne var af den helt nye model fra 1893, der skød med røgløst krudt og med kaliber .30 patroner. De nye patroner var mindre end de gamle, tunge og kluntede .45-patroner, hvilket betød, at Parkers mænd kunne medbringe langt mere ammunition – og dermed skyde i længere tid.
I ly af Gatling-geværerne rykkede Parkers folk frem mod bakketoppen. Spanierne forsøgte at beskyde dem, men takket være de tre hurtigtskydende geværer brugte fjenden mere tid på at holde hovederne nede end på at skyde tilbage – og de amerikanske tab var langt færre end forventet. Parker beskriver scenen:
“Fjenden flygtede fra deres skyttegrave, fordi fodfolket havde skåret sig vej gennem pigtråden for foden af bakken. Spanierne kunne ikke stikke hovederne over kanten af deres skyttegrav for at skyde pga. de dødelige missiler, som maskingeværerne hældte ind over dem, og at blive og afvente fodfolkets angreb ville være den sikre død”.
Fjenden flygter fra kugleregnen
Det 6. Infanteriregiment, der udgjorde spydspidsen i det amerikanske angreb, måtte stoppe op og vente på, at Gatling-geværerne indstillede ilden. I løbet af otte minutter havde Parkers tre geværer affyret 18.000 skud.
Da infanteriet nåede toppen af højdedraget, gav de signal til resten af styrken. Parkers enhed skubbede deres våben op på bakken, hvor de stakåndede afventede spaniernes modangreb. De skulle ikke vente længe.
“Fjenden, I så her, var 600 mand, der forsøgte at flygte. De blev ramt af maskingeværskud, der var så effektive, at kun 40 af dem nåede tilbage til Santiago. Resten blev dræbt”. Spansk officer om sine soldaters møde med et Gatling-gevær på slagmarken.
Et større spansk angreb, der talte hundredvis af soldater, forsøgte at skubbe amerikanerne ned fra højdedraget, før de kunne nå at grave sig ned. Gatling-geværerne åbnede ild igen, og da de bedste spanske soldater angreb den del af de amerikanske stillinger, der var fjernest fra de dødbringende våben, var amerikanerne hårdt pressede.
Parker måtte skyde ned langs den amerikanske linje af soldater, selvom risikoen for at ramme egne tropper var stor. Satset var en succes: På en afstand af 600 m nedlagde geværerne to tredjedele af mændene i det spanske modangreb.
Ildkraften fra Gatling-geværet var enorm. Våbnet gjorde det muligt for få mænd at holde en langt større styrke i skak.
Efter kampene fortalte én af de spanske officerer om Gatling-geværernes effekt på deres mænd:
“Fjenden, I så her, var 600 mand, der forsøgte at flygte. De blev ramt af maskingeværskud, der var så effektive, at kun 40 af dem nåede tilbage til Santiago. Resten blev dræbt”.
Gatling-geværerne havde bevist deres værd i både angreb og forsvar i ét og samme slag.
Parker blev siden kendt som “Gatling Gun” Parker, og pga. sin succes under Den Spansk-Amerikanske Krig blev han sat til at skabe taktikken for den amerikanske hærs brug af maskingeværer. Han endte sin militære karriere som brigadegeneral af reserven.
Opfinderen forbedrer sit våben
Selvom Richard Gatling havde solgt rettighederne til sin banebrydende opfindelse, fortsatte han som direktør for firmaet, der producerede og videreudviklede våbnet. Fra den tidligste udgave i 1862 til den sidste model fra 1903 lavede Gatlings firma 12 modeller til 11 typer patroner og solgte til mindst 10 forskellige lande.
I 1892 fik Richard Gatling patent på en cykel, han selv havde konstrueret.
Gatling ville løse tidens udfordringer
Opfinderen fra North Carolina opfandt meget andet end sit berømte maskingevær. Richard Gatling levede i en tid med rivende teknologiske fremskridt, og han higede efter at skabe maskiner og remedier, som forbedrede folks dagligdag.
1835
En af Gatlings første opfindelser var en skibsskrue, der kunne erstatte skovlhjulene på dampskibe. Skibsskruen var et mere effektivt fremdriftsmiddel, der tillod skibene at sejle hurtigere.
1844
Den første vestlige såmaskine blev opfundet i 1701, men maskinerne vandt først udbredelse i 1800-tallet. Gatling opfandt en såmaskine, hvis mekanisme var en forløber for Gatling-geværet.
1857
En dampdrevet maskine til at afskalle majs blev opfundet i 1812, og herefter stod de dampdrevne opfindelser i kø. Gatling byggede en dampdrevet plov til landbruget, der var drevet af wirer.
1892
Senere konstruerede Gatling endnu en maskine, der kunne rense uld. Før fåreulden kan bruges til tøj, skal den renses for lanolin, og rensemaskiner var derfor efterspurgte i klædeindustrien.
1899
Gatling opfandt også en forbedret mekanisme til træk og slip-toiletter. Han var en blandt mange opfindere, der i den anden halvdel af 1800-tallet arbejdede på at forbedre de sanitære forhold.
Til sidst blev Gatling-geværet dog overhalet af Maxim-maskingeværet – et rekylladet, enkeltløbet maskingevær, der blev opfundet og udbredt i løbet af 1880’erne – og fra 1891 rettede Richard Gatling i stedet sin opmærksomhed mod nye opfindelser inden for landbrugsområdet.
Andre opfindere overtog hans rolle i udviklingen af våben, men Gatling-geværets karakteristiske navn og udseende var allerede udødeliggjort.
Teknologien kom kampfly til gode
Gatling-geværets historie slutter imidlertid ikke i 1903. Kort før Maxim-geværet blev opfundet, havde Gatling arbejdet på at udvikle en udgave af sit våben, der blev drevet af en elektrisk motor i stedet for af et håndsving.
Våbnet kunne affyre hele 3.000 skud i minuttet, ca. tre gange så mange som det nye Maxim-gevær, men der var slet ikke behov for ildkraft af den størrelsesorden. Tværtimod ville det være upraktisk at bruge så meget ammunition.
Opfinderen Hiram Maxim konstruerede i 1884 et maskingevær, der endte med at erstatte Richard Gatlings våben.
Men mange årtier senere, da jetfly gjorde luftdueller til en ekstremt hurtig affære, kom det elektriske Gatling-gevær til sin ret. Med flyenes høje fart er det nødvendigt at få så mange skud afsted mod målet som muligt, fordi fjenden kun befinder sig i sigtekornet i et splitsekund.
Nutidens Miniguns og Vulcan-kanoner, der især bruges på fly og helikoptere, er faktisk et gammeldags Gatling-gevær med en elektrisk motor på.
Krigen blev blodigere
Selvom Richard Gatlings opfindelse altså blev ekstremt succesfuld, fejlede opfinderen med sin oprindelige vision: At gøre krigen mere human.
I realiteten gjorde Gatling-geværet krigen blodigere – især, når der var tale om krig mellem to udviklede stater, som begge havde adgang til det slagkraftige våben. Her bidrog maskingeværet kun til at øge blodbadets omfang.
Maxim-geværet var den type maskingevær, der blev brugt af alle parter under 1. verdenskrig.
Nyt maskingevær tog over
Gatling-geværet fik en relativt kort levetid, før det blev overhalet af et mere effektivt maskingevær. I slutningen af 1800-tallet udviklede opfinderen Hiram Maxim det første maskingevær af den type, der stadig bruges i dag.
Efter sigende havde han afskudt en riffel som barn, og rekyleffekten fra våbnet havde slået ham omkuld. Som voksen fandt han på at udnytte rekyleffekten til at lade et gevær igen, uden at skytten skulle gøre noget.
Ikke alene var det nemmere at skyde med Maxims gevær, våbnet var også mere driftssikkert, fordi det kun behøvede et enkelt løb modsat Gatling-geværet, der havde seks til 10 af slagsen.
Systemet med kun ét løb reducerede også vægten. Maxim-geværet var derfor langt mere anvendeligt som et mobilt, offensivt våben, fordi geværet lettere kunne fragtes med rundt.
Med det nye maskingevær begyndte de fleste lande at udfase Gatling-geværet. I 1911, tre år før 1. verdenskrig brød ud, opgav den amerikanske hær som den sidste Gatling-geværet efter 45 års tjeneste.
Maskingeværets dødelighed stod for alvor klart under 1. verdenskrig. Gennem fire års stillingskrig beordrede generalerne gang på gang hundredtusindvis af soldater til at forlade deres skyttegrave og storme frem mod fjendens linjer. Og hver gang blev de hjælpeløse mænd mejet ned af fjendens maskingeværer.
Richard Gatling selv var død i 1903, så han oplevede aldrig maskingeværets fulde, dødelige potentiale, men resultatet ville sandsynligvis have forfærdet ham. På en og samme tid var maskingeværet Gatlings største succes – og hans mest eklatante fiasko.