Massakre på palæstinensere i Beirut, Libanon

Massakren i Beirut

Den 16. september for 40 år siden rykkede militsgrupper ind i flygtningelejren Shatila i Beirut. De ønskede hævn efter drabet på Libanons nyvalgte, kristne præsident. I løbet af tre blodige døgn myrdede de op imod 3.500 flygtninge. Hverken kvinder, børn eller gamle blev sparet.

Den 16. september for 40 år siden rykkede militsgrupper ind i flygtningelejren Shatila i Beirut. De ønskede hævn efter drabet på Libanons nyvalgte, kristne præsident. I løbet af tre blodige døgn myrdede de op imod 3.500 flygtninge. Hverken kvinder, børn eller gamle blev sparet.

Getty images

Fra sit hus i udkanten af den palæstinensiske flygtningelejr Shatila iagttager den libanesiske kvinde Hind D. et ildevarslende lysskær uden for vinduerne­.

Klokken er halv syv om aftenen torsdag den 16. september 1982. Mørket er ved at sænke sig over Libanons­ hovedstad­ Beirut. Men i byens vestlige del, hvor Hind og hendes otte børn bor, er nat blevet til dag.

Med bange anelser betragter Hind, hvordan israelske lysgranater langsomt daler ned mod jorden i små faldskærme og bader alt i giftiggult lys.

Hele dagen har israelske fly bombet lejren, og lysgranaterne tyder på, at de nu forbereder at sende soldater ind i lejren. Resolut griber Hind en kost og går udenfor med sine børn. Hvis israelerne kommer, håber hun, at synet af en kvinde med en kost og børn vil overbevise dem om, at hendes hus ikke udgør en fare.

Kort efter ser hun 50-60 bevæbnede mænd i støvgrønne kampuniformer komme gående imod hende. Hun kan høre, de ikke er israelere. De taler libanesisk arabisk og kalder hinanden kristne navne som “Georges”­ og “Elias”.

Bag soldaterne følger store bulldozere, som jævner de smalle gaders huse med jorden og sender støvskyer op imod den gule himmel. Hind har overlevet syv års borgerkrig, men synet af de bevæbnede mænd og bulldozerne gør hende mere bange end nogensinde før.

“Kom her!” råber en af soldaterne pludselig og forsøger at gribe fat i et af børnene.

Hind skriger til børnene, at de skal flygte om bag huset. Hun løber efter, men mærker en skarp smerte i det ene ben. En geværkugle har ramt hende, og blod strømmer ned ad benet.

Trods smerten lykkes det Hind og børnene at flygte ind i huset fra bagsiden. Soldaterne er fortsat udenfor, så hun tør ikke lave den mindste lyd. Hver gang datteren hoster, dækker Hind hendes mund. I husets mørke kan hun i det fjerne høre skudsalver og mennesker, der skriger af frygt og smerte.

“Rejs dig ikke, mor. De lyver”

Shatila-lejren, torsdag kl. 19.00.
Israelske bombardementer har tvunget mange­ beboere i beskyttelsrum rundt om i lejren.

Den palæstinensiske dreng Munir Mohammad har søgt tilflugt i Abu Yassers beskyttelsesrum i Shatila-lejren. Sammen med den 12-årige Munir er hans mor, tre søstre og to brødre. Pludselig bliver døren til rummet revet op.

Bevæbnede mænd trænger ind i det tætpakkede lokale. De råber, at alle skal komme ud. Kvinder og børn bliver ført væk, mens mændene bliver stillet op ad en mur. Skud lyder, og Munir ser mændene falde livløse om på gaden.

Militssoldaterne beordrer de skrækslagne kvinder og børn til at gå mod det nærliggende Akka-hospital. Klokken er omkring 19.00. Pludselig ser Munir sin 15-årige bror Mufid spæne gennem menneskemængden på vild flugt.

Råb og skud fyger gennem luften. Munir ser sin bror blive ramt i låret, inden det lykkes ham at forsvinde i lejrens virvar af små gyder. De bevæbnede mænd opgiver jagten og fortsætter med at drive de andre fanger gennem gaderne.

Massakrens parter

© HISTORIE

Kristne ville af med PLO

Lebanese Forces (LF):
Paraplyorganisation for Libanons højreorienterede, kristne militser, der kæmpede for de kristnes magt i Libanon. Et af LF's hovedmål var at smide palæstinensernes befrielsesorganisation, PLO, ud af landet.

© HISTORIE

Israel ville knuse­ PLO

Israel:
Ønskede at sætte en stopper for den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, der angreb Israel­ fra det sydlige
Libanon. Derfor allierede Israel sig med Libanons kristne militser og invaderede selv landet i 1982.

© HISTORIE

Libanon blev PLO's base

PLO:
Den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) blev i 1970 fordrevet fra Jordan. Den etablerede sig i stedet i Libanon, der med et PLO-medlems ord var “En have uden hegn”. Libanon var for svag til at stå imod, og PLO kunne uhindret bruge landet som base for angreb mod Israel.

© HISTORIE

Israels lejesvende

Den sydlibanesiske Hær (SLA):
Ifølge vidner fra massakren i Shatila deltog også medlemmer af den libanesiske milits SLA. Militsen var betalt og udrustet af israelerne for at kæmpe mod palæstinenserne i Sydlibanon.

Ved en benzinstation bliver Munir og de andre beordret til at standse, og mange af soldaterne forsvinder. En time senere kommer de tilbage. Uden varsel begynder de at skyde løs på fangerne.

Kvinder og børn falder skrigende hulter til bulter oven på hinanden. Da alle fangerne ligger i bunker på jorden, råber en soldat: “Hvis nogen af jer er sårede, vil vi tage jer til sygehuset. Rejs jer op, så skal I få at se”.

Både Munir og hans mor og søskende er sårede. Moren forsøger at rejse sig, men instinktivt holder Munir hende nede.

“Rejs dig ikke, mor. De lyver”, hvisker han.

Andre rejser sig op og bliver straks mødt af en skudsalve. Med kraftige lommelygter kredser soldaterne om bunkerne af kroppe. Hvis nogen stønner eller bevæger sig, bliver de dræbt.

Munir ligger helt stille. Han håber, soldaterne vil tro, han er død. Selv da de skyder på de nærmeste, rører han sig ikke. Snart efter bevæger soldaterne sig væk.

Ved siden af Munir ligger hans mor og søskende i hver deres lille blodpøl. De behøver ikke længere spille døde.

Øjenvidne til massemord

Shatila-lejren, torsdag aften.
Militssoldaterne har delt sig op og angriber Shatila-lejren fra flere sider på samme tid.

Hind D. har taget mod til sig og er krøbet op på tagterrassen på sit hus for at holde øje med militssoldaternes færden. Fra taget ser hun, hvordan hele grupper af mennesker bliver skudt uden nåde. Mænd, kvinder, børn og gamle.

Hind genkender den karakteristiske lyd af AK-47-geværer, som angriberne bruger til at skyde deres ofre ned på klos hold. Andre militssoldater bruger økser.

I skæret fra lysgranaterne på himlen kan hun se, hvordan blodet sprøjter, når morderne hugger løs. Ofrenes dødsskrig blander sig med angstskrig fra de piger, soldaterne voldtager og derefter henretter.

I juni 1982 invaderede israelerne­ Libanon og belejrede de palæstinensiske militser i Vestbeirut og bombede­ deres stillinger.

© Getty Images

Når drabene er forbi, kommer bulldozerne og skovler ligene op. Enkelte kroppe bliver spiddet på de kæmpestore skovles metaltænder og dingler livløse i luften.

De døde bliver hældt ud på den bare jord, hvorefter bulldozerne dækker dem til med sand og jord blandet med murbrokker fra de ødelagte huse. Til sidst kører de buldrende maskiner frem og tilbage over bunkerne med deres grove larvefødder. Sådan fortsætter de hele natten.

Munir undslipper døden igen

*Shatila-lejren, fredag ved daggry.
I løbet af natten er militserne trængt dybt ind i lejren. Mange af dem har drukket.

12-årige Munir skælver i morgenkulden. Hele natten har han ligget musestille ved siden af de døde. Blandt dem er hans mor, tre søstre og en bror. I timevis har Munir lyttet til militssoldaterne, mens de har voldtaget og myrdet løs.

Da en soldat kommer over til dyngen af lig for at dække de døde til med et tæppe, kan Munir ikke holde op med at ryste. Soldaten skyder ham prompte i hovedet. Heldet er imidlertid med den palæstinensiske dreng.

Han har gemt ansigtet i sine hænder, og kuglen rammer hans pegefinger. Overbevist om, at drengen er død, kaster morderen tæppet over ham.

Bashir Gemayel blev under borgerkrigen kendt for sin brutale fremfærd over for enhver modstander. Attentatet på Bashir Gemayel var et hårdt slag for hans militsfolk, der lod deres sorg og raseri gå ud over palæstinenserne.

© Looklex Encyclopaedia/polfoto/corbis

Attentat udløste massemord

Den 14. september blev falangistlederen Bashir Gemayel dræbt ved et bombeattentat i partiets hovedkvarter i Beirut. Falangisternes militser var derfor optændt af hævntørst, da de angreb Shatila.

Massakrerne i den palæstinensiske Shatila-lejr begyndte blot to dage efter bombeattentatet på Libanons nyvalgte præsident Bashir Gemayel.

Bashir repræsenterede det stærk højreorienterede, kristne falangistparti. Den 34-årige politiker var desuden leder af den kristne milits Lebanese Forces.

Militsen havde under borgerkrigen kæmpet mod muslimske militser, som ønskede at reformere Libanons politiske system og give landets muslimer større magt.

De muslimske militser blev støttet af den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, der befandt sig i Libanon. PLO blev derfor en af Lebanese­ Forces' hovedfjender.

De kristne blev til gengæld støttet af Israel, der i juni 1982 havde invaderet Libanon. Da Gemayel blev dræbt, troede mange, at palæstinenserne stod bag.

Dagen efter rykkede israelske tropper ind i det overvejende muslimske Vestbeirut, hvor den palæstinensiske flygtningelejr Shatila lå. Lejren blev omringet, hvorefter israelerne lod Lebanese Forces rykke ind.

Efter massakren viste det sig, at attentatet på Gemayel blev udført af en kristen libaneser.

Men Munir er i live. Længe bliver han liggende i ligdyngen, indtil gaden bliver stille. Han rejser sig forsigtigt og sniger sig ind i et forladt hus.

Her begynder han at tage sine blodige klæder af. I samme øjeblik stormer en gruppe soldater ind i huset: “Hvem er du? Fortæl! Er du libaneser eller palæstinenser?”

“Jeg er libaneser”, lyver Munir skælvende.

“Hvis du havde været palæstinenser, havde vi dræbt dig”, snerrer en soldat, hvorefter de alle forlader huset.

Munir kan næsten ikke tro sit eget held. Hurtigt finder han en ren skjorte og tager den på. Han kigger ud af vinduet. Alt ser roligt ud. Han tager chancen og går ud. Med hurtige skridt går han gennem den livløse lejr.

Pludselig gjalder et råb bagfra: “Bliv, hvor du er!”

Munir kigger ikke, men går videre, så hurtigt han kan. Et skud brager gennem gaden, og en kugle snitter hans kind. Munir er ligeglad og fortsætter i løb.

Militsen jager “terrorister”

Akka hospital, fredag kl. 11.00.
I løbet af torsdag nat har flygtninge fra Shatila søgt til Akka-hospitalet nær lejren. Da militsen trænger frem til sygehuset, må de flygte igen.

Sygeplejersken Ann Sunde stirrer på de råbende mænd, som har tiltvunget sig adgang til Akka-hospitalet. De er klædt i grønne uniformer uden distinktioner og bærer alle våben. Den 33-årige nordmand arbejder frivilligt på hospitalet.

Hun spørger på dårligt arabisk, hvem mændene er? “Falangister”, svarer de på engelsk.

Sygeplejersken kender udmærket falangisterne, hvis kampmilits går under navnet “Le-banese­ Forces”. Deres leder var den nyvalgte præsident Bashir Gemayel, som få dage forinden er blevet dræbt i et bombeattentat.

“Hvad leder I efter?” spørger Ann Sunde.

Mændene svarer anspændt, at de leder efter “terrorister og bevæbnede mænd”.

© HISTORIE

20.000 flygtninge blev jaget vildt

I 1982 havde Libanon 12 palæstinensiske flygtningelejre med flere hundredtusinde flygtninge. I og omkring Beirut lå fire lejre, hvoraf Shatila-lejren var den mindste med omkring 20.000 flygtninge. I løbet af torsdag den 16. september bombede israelerne lejren, inden kristne militser om aftenen rykkede­ ind i lejren og dens nabokvarterer og indledte 43 timers massakre.

Shatila-lejren

Torsdag den 16. september angriber de libanesiske militser selve Shatila-lejren, hvor mange beboere systematisk henrettes.

Sabra-kvarteret

Lørdag morgen den 18. september angriber militserne også det nær­liggende Sabra-kvarter, som huser både­ palæstinensere, syrere, egyptere­ og fattige libanesere.

Sports City

Militserne driver de overlevende til Sports City, hvor Beiruts stadion ligger. Her bliver fangerne forhørt.

Mens de taler, gennemsøger andre militsfolk rummene. Det fem etager store hospital har 60 sengepladser. Rygterne om en massakre i Shatila-lejren har imidlertid fået personalet til at overføre patienterne til andre hospitaler.

Tilbage er kun en gruppe handicappede børn og otte andre patienter. En af dem er en 15-årig palæstinensisk dreng, som torsdag aften blev indlagt med et skudsår i låret efter at være flygtet fra militserne. Drengens navn er Mufid – Munirs­ storebror.

Falangisterne spørger patienterne om deres nationalitet. Hver gang de får svaret “libaneser”, går de videre. Da de spørger Mu-fid, svarer han roligt:

“Jeg er palæstinenser”.

Skrækslagne ser de andre patienter, hvordan falangisterne brutalt hiver den sårede dreng ud af sengen og slæber ham udenfor. Her henretter de ham.

De sidste huse bliver ryddet

Shatila, fredag eftermiddag.
Militserne samler Shatilas sidste beboere, som enten bliver ført væk eller henrettet på stedet.

13-årige Maher Srour bliver sammen med sine forældre og otte søskende ført ud af hjemmet i udkanten af Shatila. Omkring dem står bevæbnede mænd. De beordrer familien til at stå i en række. Pludselig ændrer soldaterne mening og beordrer dem alle ind i huset igen.

Idet de træder ind i huset, smutter Maher og hans yngre bror – uden at soldaterne ser det – ind på husets badeværelse, hvor de gemmer sig. Maher holder badeværelsesdøren på klem og kan se, at en af hans andre små brødre har gemt sig bag en madras, der står op ad væggen.

Få øjeblikke efter genlyder huset af skudsalver, da militssoldaterne uden varsel affyrer deres maskingeværer. Bag madrassen rammes Mahers yngre bror af skud efter skud, som får hans krop til at spjætte krampagtigt.

Salven rammer også forældrene og Mahers andre søskende, som falder om på gulvet. Soldaterne indstiller skydningen. Huset bliver helt stille.

Fra sit skjul kan Maher se, hvordan hans 18 måneder gamle lillesøster krabber sig over gulvet mod forældrene. Hun kryber over de andre søskendes kroppe hen til moren og hiver i hende som for at vække hende.

Shatila-lejren blev i løbet af torsdagen bombet af israelske styrker. Efterfølgende ødelagde militserne endnu flere af lejrens bygninger.

© Getty Images

Maher kan fra sit skjul ikke se soldaterne, men han ved, at de fortsat er i rummet. Gennem sprækken i døren vinker han desperat til lillesøsteren.

Langsomt kravler pigen hen imod ham. Idet hun er ud for morens arm, lyder et skud. Mahers lillesøster falder om. Kroppen hviler mod morens hånd. Men søsterens hoved er borte.

Da soldaterne er væk, maver Maher sig som i en trance over til pigen og tager hendes lille, døde krop i sine arme.

Militserne angriber Sabra

Gaza hospital, Sabra, lørdag kl. 07.00.
I Beiruts andre kvarterer er de fleste beboere uvidende om massakren. Lørdag angriber militserne Shatilas nabokvarter Sabra, som også huser­ mange palæstinensere.

Den amerikanske sygeplejerske Ellen Siegel på Gaza-hospitalet tænder radioen for at høre nyhederne. Radioen er fyldt med historier om, at fyrstinde Grace er død, og at Monaco er i sorg.

Men Ellen ved, at noget er på færde i den nærliggende Shatila-lejr. Siden torsdag er Gaza- hospitalet blevet oversvømmet af skrækslagne flygtninge.

Antallet var så stort, at mange har været nødt til at overnatte udenfor. Nu er de fleste af dem væk igen. Rygter har fået dem til at flygte endnu længere væk fra Shatila.

Omkring klokken 7.00 stormer bevæbnede mænd sygehuset. Soldaterne er udstyret med hjelme, maskingeværer og radiosendere. De er klædt i nye og rene, lysegrønne uniformer med mærker, hvorpå står “Lebanese Forces”.

Soldaterne siger, at sygehuspersonalet rutinemæssigt skal forhøres. Om hvad fortæller de ikke.

Ellen og hendes kolleger bliver ført fra hospitalet og videre ind gennem Shatilas hovedgade. Undervejs passerer de nedbrændte og ødelagte huse. Enorme bulldozere arbejder fortsat på at rive endnu flere bygninger ned.

I ruindyngerne kan Ellen se gardiner og familiefotos. Hun ser også noget, hun tror er menneskekroppe.

På begge sider af gaden sidder hundredvis af palæstinensere. Enkelte viser V-tegnet med fingrene, da de ser lægerne og sygeplejerskerne. Men Ellen kan se frygten i deres ansigter.

Stadig flere militssoldater slutter sig til kolonnen. Blandt dem er en kvindelig soldat. Hun er smuk med langt, bølget sort hår og kolde, blå øjne.

Hun går hen til fangerne og skælder Ellen og de andre ud på engelsk: “Beskidte svin! I er ikke kristne. Kristne ville ikke behandle terrorister, som dræber andre kristne!”

Fangerne fra Gaza hospital bliver nu ført væk fra hovedvejen og ind i nogle af de mindre gader. Her bliver de stillet op ad en mur. Den er fuld af skudhuller og rødbrune plamager.

Ellen kigger på kollegaen ved hendes side: “Tror du, vi skal dø nu?” hvisker hun.

“Ja, jeg tror det”, svarer kollegaen kort.

I flere minutter står fangerne foran væggen. Ingenting sker. En efter en forlader soldaterne stedet. Med afsikrede våben går de tilbage mod Shatila-lejren. Tilbage til de palæstinensiske fanger, som står langs hovedvejen.

Den lange march mod døden

Sabra, tidligt lørdag formiddag.
Militserne indleder slutangrebet på Sabra­ og driver­ deres palæstinensiske fanger mod Sports City­-stadion vest for Sabra og Shatila.

Mahmoud Rukn hører det hamre på døren. Udenfor står en gruppe bevæbnede mænd. De spørger rasende, hvorfor han ikke er ude på gaden ligesom de andre. Den 50-årige palæstinenser griber sin bedekrans og en pakke cigaretter og går ud.

Med sit lange skæg, hvide kjortel og kalot minder han om en profet. Men hans egentlige profession er maler, og han har arbejdet i både kirker og moskeer i Sabra.

Mahmoud har aldrig kæmpet i de palæstinensiske militser, så han tænker, han ikke har noget at frygte. Han kigger ned ad gaden. Store flokke af mennesker drives frem som får. På hver side af dem går bevæbnede falangister.

I august 1982 forlod Yassir Arafat og 15.000 af hans militssoldater Libanon. Arafat havde aftalt med amerikanerne, at de skulle sørge for lejrenes sikkerhed.

© Getty images/Scanpix

Flygtninge var forsvarsløse

Umiddelbart før angrebet på Shatila og Sabra var de palæstinensiske militser i Beirut blevet tvunget ud af Libanon­. Som konsekvens havde de palæstinensiske flygtningelejre i byen intet forsvar.

To uger inden massakren i Shatila og Sabra blev PLO og andre militante, palæstinensiske grupper i Beirut tvunget til at forlade Libanon.

Den israelske hær havde i månedsvis belejret Beirut, og til sidst måtte PLO's leder, Yassir Arafat, erkende sit nederlag. USA, Italien og Frankrig sendte tropper til Beirut. Aftalen var, at de skulle overvåge PLO's evakuering­ fra Libanon.

Den 1. september 1982 forlod de sidste palæstinensiske militssoldater Beirut og efterlod dermed Beiruts mange tusinde palæstinensiske flygtninge forsvarsløse.

Ifølge Yassir Arafats aftale med de internationale styrker skulle de sørge for flygtningelejrenes sikkerhed. Men allerede den 11. september begyndte stormagterne at trække deres­ styrker ud af Libanon.

Imens anklagede israelerne PLO for at have efterladt 2.000 militssoldater i bl.a. Shatila-lejren. Derfor var lejren deres førsteprioritet, da de den 14. september indtog Vestbeirut. Alt tyder dog på, at PLO som aftalt havde trukket samtlige soldater ud to uger forinden.

Mahmoud slutter sig til kolonnen langs Sabras hovedgade. Tilsyneladende er fangerne på vej til Beiruts sønderbombede Sports City-stadion, der ligger vest for Sabra. I en sidegade passerer de to døde mennesker.

Mahmoud kan se, det er et ældre par. Manden er skudt, kvinden er blevet dræbt med en økse. De hvide knogler i rygraden kan tydeligt ses dér, hvor øksen har ramt.

Mens Mahmoud går langs vejen, ser han en flok læger og sygeplejersker fra Gaza hospital. Blandt dem går en mandlig sygeplejerske ved navn Khalil, iklædt en doktors kittel.

Mahmoud kender ham og tænker, at han har taget kitlen på i håbet om, at den vil beskytte ham. En hærdebred militssoldat kommer op på siden af Khalil: “Kom her! Hvad er du?” spørger han mistroisk.

“Jeg er doktor”, svarer Khalil.

Soldaten spørger, om han har set alle de børn, som er blevet dræbt om natten.

“Gå over, og kig på dem”, beordrer han.

Khalil går langsomt over imod en ruindynge med flere lig. Da han er nået derover, løfter han hænderne, som muslimer gør under bøn. I det samme flænser ni skud hans krop.

Døde mennesker overalt

Shatila, senere lørdag formiddag.
13-årige Maher og hans lillebror flygter fra deres­ hjem, hvor de har gemt sig på badeværelset. Undervejs­ bliver de fanget af militsen.

Maher går igennem Shatilas gader sammen med en kolonne af andre fanger, som militssoldaterne har samlet. Fangerne går forbi Abu Jamals værksted.

Det var engang en stor bygning med et højt tag. Nu har bulldozerne forvandlet den til en ruinhob. Under murbrokkerne stikker døde kroppe frem. De er for mange til, at Maher kan tælle dem.

Han ser, hvordan soldaterne hele tiden kommer slæbende med flere lig og lægger dem i en dynge oven på hinanden. “Stabl dem højere!” råber en officer.

Maher ser en død kvinde ligge på taget af et sammenstyrtet hus. Hun er iført et skørt og en blå bluse. Blusen er revet op. Hun holder et barn mod brystet. Barnet klynker og forsøger at finde morens bryst.

En af militssoldaterne råber til de andre: “Se den køter! Han lever stadig!”

En anden svarer: “Lad ham være. Morens bryster er snart tomme. Eller skyd hende!”

“Skyd hende? Hun er jo allerede død!”

Maher ser, at kvinden har været død i flere timer. Blodet er sort, og hun er dækket af fluer.

Mahmoud forbereder sig på at dø

Nær Sports City, lørdag kl. 11.00.
Militserne driver fangerne mod Sports City for at blive forhørt. Nær sportskomplekset bliver mange henrettet og smidt i massegrave. Andre bliver sat på lastvogne og kørt væk.

Mahmoud Rukn og de andre fanger bliver beordret til at sætte sig ned. I det fjerne hører de motorbrølet fra bulldozere. Mahmoud frygter, de forbereder massegrave. Mens de venter, bliver fangerne ydmyget af deres vogtere.

“Råb: ‘Længe leve Libanons Falangistparti!’” beordrer en militssoldat, mens en anden siger: “Klap i hænderne, I hunde!”

Mahmoud ser en bulldozer komme imod dem. Dens skovlblad er bredere end gaden. Han forstår, at gravene er færdige. De udmattede fanger fortsætter marchen. Solen steger over de støvede gader.

I januar 2002 blev Elie Hobeika dræbt i en enorm eksplosion i Beirut.

© Getty images

Bombe knuste ofrenes håb

I 2001 anlagde pårørende til ofre fra Sabra og Shatila sag mod den tidligere israelske forsvarsminister Ariel Sharon ved en belgisk domstol. Deres håb var at få Sharon dømt som krigsforbryder.

Deres håb steg yderligere, da falangisten Elie Hobeika lovede at vidne mod Ariel Sharon. Hobeika havde anført de militser, som angreb de palæstinensiske flygtninge. Mange håbede, han kunne kaste lys over, i hvor høj grad Ariel Sharon­ var involveret.

Umiddelbart inden retssagen skulle begynde, blev Hobeika imidlertid offer for et bombeattentat. Efterfølgende blev retssagen erklæret ugyldig af Belgiens­ højesteret.

Mahmouds ben føles, som om de brænder. Men slag og spark fra militssoldaterne driver fangerne frem. Omsider kommer de frem til en åben plads. Mahmoud kan se, at bulldozerne har gravet tre store grave.

“Kom her!” råber en af soldaterne til Mahmoud og spørger, hvad hans arbejde er.

Mahmoud svarer, at han tjener i Guds hus.

Soldaten vifter foragteligt med hånden og skubber Mahmoud ned i en af gravene. Her ligger allerede omkring 20 mennesker, og bunden er fugtig af blod. Stanken giver Mahmoud opkastningsfornemmelser.

Israelske tropper lå i en ring uden om Shatila og kunne på afstand følge med i myrderierne. Ingen greb dog ind.

© Polfoto/Corbis

Han forsøger at stikke hovedet op, men soldaten tramper hans hoved ned med sine tunge militærstøvler:

“Hvis du løfter hovedet så meget som én centimeter, gennemhuller jeg dig!”

Pludselig hører Mahmoud en høj stemme:

“Robert, jeg bønfalder dig! Denne mand opdrog mig, da jeg var lille. Jeg vil aldrig glemme det, hvis du gør mig denne tjeneste!”

Et velkendt ansigt viser sig over kanten af massegraven. Det er Elias. Engang var Mahmoud og Elias’ far venner. Det var før borgerkrigen, dengang kristne og muslimer var naboer og venner. Mahmoud bliver hevet op. Elias beder ham skynde sig, før nogen ser dem.

Bag sig hører Mahmoud skudsalver. Elias holder Mahmoud i hånden: “Lad være med at se dig tilbage”, siger Elias: “Bare fortsæt”. Mahmoud ser sig alligevel tilbage en sidste gang. Rækken af fanger er endeløs.

Han venter hvert øjeblik at blive kaldt tilbage. Intet sker. Med langsomme skridt går han videre mod friheden, mens livet skinner ham i ansigtet.

Efter blodbadet

Lørdag eftermiddag ebber myrderierne ud. Gerningsmændene sniger sig væk i mørket på samme vis, som de kom.

En libanesisk regeringsrapport frikendte efterfølgende Lebanese Forces med henvisning til, at ingen af militsens ledere havde beordret massakren. Ingen blev derfor nogensinde stillet til regnskab for mordene.

Palæstinenserne mente, at Ariel Sharon var den hovedansvarlige for massemordene.

© Scanpix

Forsvarsminister Sharon måtte gå af

Israels forsvarsminister Ariel Sharon blev skarpt kritiseret efter blodbadet i Shatila. Hverken forsvarsministeren eller nogen andre blev dog stillet til regnskab for mordene.

Israel blev mødt med massiv kritik umiddelbart efter massakrerne. De israelske soldater havde omringet Sabra og Shatila, men intet gjort for at gribe ind. Tværtimod lod de militsgrupperne slippe ind i området og sendte lysgranater op for at oplyse Shatila.

Også i Israel reagerede folk med chok og sorg. I hovedstaden Tel-Aviv protesterede over 300.000 mennesker mod massakrerne.

For at imødekomme kritikken nedsatte Israel den såkaldte Kahan-kommission. Den konkluderede, at den israelske forsvarsminister, Ariel Sharon, indirekte havde ansvaret for massakren, fordi han burde have forudset, at militserne ville gå amok.

Som konsekvens måtte Ariel Sharon gå af. Kommissionen vurderede desuden, at militserne dræbte ca. 800. Andre vurderede, at tallet var ca. 3.500.

Højreorienterede israelere mente, at det var uretfærdigt, at Israel skulle undskylde for en massakre begået af kristne. Til det svarede den israelske forfatter Amos Oz:

“Hvis du inviterer Yorkshire-flænseren til at sove nogle dage på et børnehjem for små piger, så kan du ikke bagefter bare kigge ud over ligene og sige, at du lavede en aftale med flænseren om, at han kun skulle vaske deres hår”.

Hind og hendes børn holdt sig skjult i deres hus under hele massakren. To dage senere fandt hun sin mand i en massegrav nær huset.

13-årige Maher Srour overlevede dødsmarchen til Sports City. Det samme gjorde hans mor og tre af hans søskende.

12-årige Munir Mohammad overlevede som den eneste fra sin familie. Efter massakren blev han spurgt, om han ville have hævn?

Roligt svarede han: “Nej. Jeg vil aldrig hævne mig ved at dræbe børn, som de gjorde mod os. Hvad havde børnene gjort forkert?”