"Den unge gascogners hjerte bankede, så det var lige ved at sprænge hans bryst, men gudskelov ikke af frygt – det var der ikke skyggen af – nej, af kampiver; han sloges som en rasende tiger, hvirvlede ti gange rundt om sin modstander og skiftede tyve gange stilling og parade”.
Siden Alexandre Dumas i 1844 præsenterede sin bog om “De Tre Musketerer”, har den franske forfatters beskrivelse af den gæve d´Artagnan og hans våbenbrødres dramatiske eventyr formet billedet af det franske musketerkorps.
“De Tre Musketerer” blev yderst populær i 1800-tallet, og udkom også i farverige udgaver for børn.
For virkelighedens musketerer var hverdagen mindre glamourøs. De fleste kom fra små kår, og havde derfor en dialekt, der kaldte på parisernes hånlatter.
Musketererne måtte kæmpe sig frem til respekt, mens de fungerede som spydspids i de mange felttog, der i løbet af 1600- og 1700-tallet gjorde Frankrig til Europas dominerende stormagt.
Musketerkorpset dannes
Musketerkorpset blev oprettet i år 1622 under kong Ludvig 13.
Mindre end et århundrede tidligere havde Martin Luthers reformation splittet Europa i katolske og protestantiske lande, som nu stredes om handel, magt og status.
Også i de enkelte lande konkurrerede religionerne om befolkningens og magthavernes gunst.
Den forblæste sydfranske by La Rochelle var højborg for de indflydelsesrige, protestantiske huguenotter og havde sin egen regering og flåde.
Oprøret mod den prokatolske Ludvig 13. ulmede i de krogede gader. For at knægte protestanterne belejrede kongen i 1621 byen, og benyttede lejligheden til at omorganisere sit militær.
Kongens øjne faldt på et kompagni under det lette kavaleri, hvis medlemmer var bevæbnet med hagebøsser og kendt for deres mod og præcisionsskydning.
Ludvig 13. forsynede korpset med de mere effektive musketter, og gjorde dem til ét af sine personlige vagtkorps under navnet “kongens musketerer”.
Musketten var tung og besværlig
De franske musketerer fik navn efter musketten, som kong Ludvig 13. udstyrede sit korps med i 1622.
Det lange gevær var en teknisk nyskabelse og kunne modsat forløberen, hagebøssen, affyre en stor kugle, der gik igennem selv panser og plade.
Til gengæld var våbnet tungt og klodset. En musket vejede 7-9 kg og var så svær at håndtere, at den skulle placeres på et gaffel-formet stativ under affyringen.
En erfaren musketer kunne lade og affyre sit våben på 30-60 sekunder.
Kården var musketerens adelsmærke
Trods musketerkorpsets navn var dets vigtigste våben ikke musketten men kården. Den var altid lige ved hånden, og musketererne blev berømte for deres evne til at benytte det elegante våben.
Modsat sværd kunne kården benyttes med én hånd, og teknikken var at støde spidsen ind i modstanderens krop. Kården var lang nok til at blive brugt fra hesteryg og kunne dermed benyttes som en lanse.
Fæstet var ofte omviklet med fiskeskind – som regel fra haj eller rokke – for at gøre det behageligt at holde på.
Uniformen kom efter 50 år
Først i 1673 – mere end 50 år efter musketerkorpsets oprettelse – fik kongens elitestyrke en egentlig uniform. Indtil da bar de blot en halvlang kjortel med hvide kors på bryst, ryg og ærmer.
Ud over kjortlen var musketerens påklædning valgfri. Efter 1673 fik musketererne jakke med kant og knapper af guld, røde knæbukser og strømper og en guldkantet hat med hvid fjerbusk.
10 år senere blev jakken afløst af en kortere, blå kjortel med det karakteristiske “musketer-kors”, hvis ærmer ender i franske liljer.
Oprør skabte musketererne
Da et oprør fem år senere brød ud i La Rochelle, satte kongen straks sine musketerer ind.
Skønt kongens vagter aldrig kom i egentlig kamp, kunne hverken Ludvig 13. eller hans magtfulde førsteminister, kardinal Richelieu, undgå at bemærke, hvordan musketererne nærmest bønfaldt om at komme i kamp.
De ville, mente Richelieu, være ideelle i rollen som fortropper i de kommende felttog, som skulle sikre Frankrig en førende plads blandt Europas nationer.
Ludvig 13. var begejstret for sine nye tropper. Nidkært sørgede han for, at de altid verserende hofintriger ikke gik ud over musketererne, og i 1634 gjorde han sig selv til kaptajn for dem.
Musketererne var en vigtig del af kongens følge, når han rejste rundt mellem sine mange slotte.
Fra da af ledsagede korpset kongen på alle rejser til udlandet og mellem de forskellige slotte.
Som fortrop var musketerkorpset ansvarlig for sikkerheden, hvor majestæten end kom frem. Musketererne fungerede desuden som staffage og underholdning ved parader.
Musketerernes særlige position hos kongen fik nye rekrutter til at strømme til. Oftest var aspiranterne blot 16-17 år, og gennemgik hård træning i kamp både til fods og på hest.
Musketererne blev behandlet som en eliteenhed og fik en særdeles god løn. En menig fik udbetalt det dobbelte af en faglært håndværker, og alle musketerer uanset rang tjente omkring fire gange så meget som deres kolleger i kavaleriet.
Lavadelen strømmede til
Kampiveren og de heroiske attituder fik pariserne til at se op til musketererne, men korpset blev ikke kun beundret.
Kongens nye livvagter tilhørte lavadelen og kom fra familier, som nok havde en vis status, men sjældent nogen formue.
Deres unge sønner var henvist til at forsørge sig selv – hvilket betød en karriere inden for enten kirken eller militæret.
For lavadelens unge mænd var musketerkorpset et naturligt valg, fordi kongens nyoprettede enhed – som den eneste i det franske militær – hverken krævede et tilhørsforhold til den højere adel eller tætte forbindelser til hoffet af sine officerer.
De lempelige optagelseskrav tiltrak især unge mænd fra Gascogne, Frankrigs sydligste og fattigste del. Mange fra regionen havde i årenes løb søgt tilflugt i militæret og opnået ry for at være gode og modige krigere, der tjente kongen med ære.
I Paris blev unge mænd fra Gascogne kendt for at prale af deres angiveligt fine herkomst.
Alligevel betragtede nogle franskmænd, især i det højere aristokrati, dem med skepsis. Musketerer fra Gascogne var, mente de, grove opkomlinge, der kun drømte om at hævde sig ved at gnubbe albuer med hoffet.
Dialekten, som gascognerne stolt holdt fast i, var i parisiske øren landlig og uelegant. En tendens til at prale af deres angiveligt fine herkomst fik de gascognske musketerer til at virke brovtende og en anelse latterlige.
For byboere virkede gascognernes nærmest klanlignende sammenhold gammeldags og fremmedartet. Derudover var de, sagde man, hidsige og hævntørstige af natur.
Forestillingerne om mændene fra Gascogne blev overført til det musketerkorps, som de udgjorde så stor en del af. Ligesom gascognerne blev musketererne mødt med en blanding af beundring, fascination og fordomme.
Solkongen tog over
For en ung, ambitiøs mand – fra Gascogne, såvel som andre franske regioner – kunne musketerkorpset betyde den direkte vej til en karriere tæt på magtens centrum.
Denne udsigt blev ikke mindre tiltrækkende, da den unge Ludvig 14. overtog tronen.
Den gamle konges død i 1643 betød ganske vist i første omgang, at musketerkorpset blev opløst, da Ludvig kun var fem år, og derfor for ung til at have et så massivt opbud af livvagter under sig.
10 år senere var den unge konge imidlertid vokset til en handlekraftig mand med store drømme om Frankrigs fremtid. Og musketerkorpset passede perfekt ind i hans planer.
Udenrigspolitisk følte Ludvig – senere også kendt som Solkongen – at Frankrig var sat i skyggen af Spanien, der længe havde været en dominerende magt på kontinentet.
Indenrigspolitisk var kongen bundet af den magtfulde adel, der med sine mange privilegier begrænsede majestætens råderum.
Den franske konge Ludvig 14., også kaldet Solkongen, kom til magten allerede som 5-årig. Han nåede at sidde på den franske trone i 72 år.
Solkongen havde i høj grad brug for musketererne. Som elitetropper kunne de styrke Frankrigs magt udadtil, og som livvagter kunne de støtte kongens magt indadtil.
Snart blev musketererne en del af Ludvigs bestræbelser på at gøre sig selv til enevældig hersker.
I modsætning til sin far, der havde været afhængig af rådgivere og ministre, samlede Ludvig 14. alle beslutninger hos sig selv.
Han så sig selv som udvalgt til at gøre Frankrig stort, og kom nogen ham i vejen, var Solkongen skånselsløs.
Politiske fjender blev prompte sat i fængsel, og musketererne tog aktivt del i arrestationerne.
De mest prominente fanger blev bevogtet af højtstående musketerer, mens Ludvig fik dem flyttet rundt mellem forskellige fængsler.
Musketerernes loyalitet lå solidt hos kongen og hos kongen alene.
Tyskland
Musketererne viste især deres værd under trediveårskrigen (1618-48).
Osmannerriget
Janitsharerne var sultanens livvagter og eliteenhed.
Østrig
Under fyrstehuset Habsburg blev musketererne ofte brugt til at nedkæmpe interne oprør.
England
De berømte rødfrakker var veltrænede og blandt de mest frygtede musketerer i Europa.
Musketererne gik forrest
I 1658 var 20-årige Ludvig 14. klar til sit første store opgør med den spanske ærkerival.
Den unge konge var fast besluttet på at smide spanierne ud af deres besiddelser i De Spanske Nederlande – omtrent nutidens Belgien.
Den spanske kongefamilie havde giftet sig til besiddelserne, men for Ludvig var det både truende og ydmygende at være klemt af Spanien fra to sider.
Solkongen indgik en alliance med England, og i fællesskab sendte de i maj 1658 en flåde afsted for at erobre havnebyen Dunkerque i nutidens Nordfrankrig.
Omgivet af sine musketerer slog Ludvig sit hovedkvarter op nær byen. Da spanierne sendte forstærkninger for at bryde belejringen, besluttede kongen at sætte musketererne ind.
Den 14. juni 1658 kom konfrontationen. Mens engelske skibe fra kanalen lod kanonerne brage mod de spanske soldater, marcherede franskmændene gennem klitterne. Musketererne blev sendt helt frem, hvor de tog opstilling foran den franske linje.
“Jeg var heldig ikke at blive såret, selvom vi ikke skånede os, så kongen kunne være fornøjet med os." En musketer efter belejringen af Maastricht i 1673
Snart lød de dumpe slag fra hove, og det spanske kavaleri buldrede frem. Prompte tog musketererne sigte og skød. Igen og igen bragede ilden mod muren af mænd og heste.
Med høje vrinsk faldt heste om, og ryttere tumlede rundt i sandet. Rækken af kavalerister tyndede ud, og flere tog flugten.
Musketererne skød igen, og i det samme tordnede det franske kavaleri frem og jog de sidste spaniere på retræte.
Sidst på dagen var kong Ludvig ellevild over musketerernes bedrift. Den franske øverstkommanderende, Turenne, var så overbevist om musketerernes evner, at han lod dem stå i spidsen for det endelige slag mod Dunkerque.
Den 20. juni stormede musketererne ind over byens yderste fæstningsværk, og tre dage senere overgav indbyggerne sig. En tilfreds konge red i triumf gennem Dunkerque omgivet af sit trofaste musketerkorps.
Spanierne flygtede i panik
Året efter sluttede striden mellem Frankrig og Spanien, og som en del af fredsslutningen blev Solkongen forlovet med den spanske prinsesse Maria Theresia. Med freden sikret, overgik musketererne igen til deres vagttjeneste.
Freden varede dog kun indtil 1665, da Spaniens konge døde, og Ludvig igen fandt en anledning til at rasle med kårderne.
Pludselig kom han i tanke om, at spanierne aldrig havde betalt Maria Theresias enorme medgift på 500.000 gulddaler, som skulle være faldet til gengæld for, at hun frasagde sig retten til den spanske trone.
En obskur klausul, der gav Maria Theresia arveret over sine halvsøskende, blev også gravet frem, og snart marcherede Ludvigs musketerer mod øst i et nyt forsøg på at erobre Nederlandene.
Selve felttoget begyndte i 1667, og igen blev musketerkorpset brugt som elitetropper til særlig farlige opgaver.
Midt i 1660’erne drog de grå og de sorte musketerer i krig sammen og lagde deres gamle stridigheder bag sig.
De sorte og de grå musketerer
I 1600-tallet kappedes to musketerkorps om franskmændenes beundring: Kongens grå livvagter og kardinalens sorte.
I musketerernes første leveår lå to korps i bitter strid med hinanden. Ludvig 13.s kårdesvingende livvagter havde begejstret kongens rådgiver, kardinal Richelieu, så meget, at han straks skabte sit eget korps.
Det blev startskuddet til en lang kamp – ofte mundtlig, andre gange bevæbnet – om, hvem der var de sande og mest frygtløse musketerer.
For ikke at fornærme kongen ved at efterligne ham for meget, udstyrede Richelieu sit korps med sorte heste, hvorfor de blev benævnt “de sorte musketerer” – til forskel fra kongens, som red på grå heste.
Da Richelieu døde, overtog hans efterfølger korpset, men den ambitiøse Ludvig 14. slog i 1660 de to korps sammen og lagde dem ind under kongemagten.
Selvom de to enheder officielt blev til én, markerede hestedækkener i forskellige farver stadig den oprindelige forskel.
Musketererne var trænet i fleksibelt at bevæge sig rundt ved fronten og kunne hurtigt sættes ind, hvor det brændte på.
Ved belejringer blev de ofte sat til at lede angrebet, og de satte en ære i at gå først ind i en belejret by. Sådan foregik det også i den stærkt befæstede by Douai.
I ly af natten omringede musketererne byen og gik til angreb. Trommer buldrede til kamp, og med kuglerne flyvende om ørerne, løb kongens fortropper gennem skyttegravene, forcerede voldgraven og plantede deres flag på selve fæstningen.
De spanske soldater stivnede i rædsel, og da musketererne gik igennem Douai, flygtede indbyggerne i panik.
Næste dag modtog franskmændene byens overgivelse.
Levende skydeskiver
Under Solkongens styre satte musketererne rutinemæssigt livet på spil for kongens og Frankrigs velstand.
Og intet sted var dette tydeligere end ved Maastricht, som Ludvig 14. – i endnu et felttog mod De Spanske Nederlande – belejrede i juni 1673.
Sammenstødet blev et af de blodigste for musketererne. Maastricht lå beskyttet ved floden Maas og var svært befæstet.
Mens franskmændene gravede skyttegrave, begyndte regnen at falde. Musketererne sank ned i mudder til langt op på støvleskafterne. Grå skyer svævede ildevarslende over byen.
Ludvig var opsat på, at Maastricht skulle være på franske hænder den 24. juni. Dagen var helligdag for Johannes Døberen, og kongen ville fejre messe i Maastrichts katedral.
Men det forcerede angreb fik blodige konsekvenser.
Med hvirvlende trommer kæmpede det første kompagni af musketerer sig forbi voldgraven og imod fæstningen.
I Dumas’ bog drømmer d’Artagnan om at blive musketer og slutter sig til Athos, Porthos og Aramis.
Dumas fik inspiration fra virkelighedens musketerer
Alexandre Dumas fik stor succes i 1800-tallet med bogen “De Tre Musketerer”. Forfatterens fiktive hovedpersoner var inspireret af virkelige musketerer fra 1600-tallet.
De brave musketerer fra Alexandre Dumas’ populære bog “De Tre Musketerer” (1844) er ikke blot et produkt af forfatterens frie fantasi.
Hovedpersonerne Athos, Porthos, Aramis og d’Artagnan bygger på personer, der levede i 1600-tallets Paris og – efter alt at dømme – var en del af kongens musketerkorps.
Deres navne havde Dumas fra en bog, som skulle forestille at være d’Artagnans memoirer, men musketerernes personlighed skabte Dumas selv.
Bortset fra d’Artagnan har Dumas’ musketerer derfor næppe meget at gøre med personerne bag bogens figurer.
Modstanden var hård, og 25 musketerer blev dræbt eller såret. “Jeg var heldig ikke at blive såret, selvom vi ikke skånede os, så kongen kunne være fornøjet med os”, skrev en musketer senere.
Næste dags morgen var elitetropperne så trængte, at de måtte trække sig tilbage bag de franske linjer, og spanierne genindtog den del af fæstningen, som franskmændene ellers havde bemægtiget sig.
Ludvig var opsat på at generobre fæstningen, og næste dag gjorde musketererne endnu et forsøg.
Forsvarsværket kunne kun nås over en smal stribe jord mellem barrikaden og fæstningen. Blot én mand kunne gå der, og hver eneste franskmand ville være en levende skydeskive.
Frygtløst rykkede musketererne frem, én for én, med kuglerne flyvende om ørerne og den visse død i hælene.
Efter fem timer havde kongens korps atter overtaget stillingen – og mistet ca. halvdelen af sine krigere på de mudrede marker.
Kampiveren kogte over
Det store tab lagde ikke en dæmper på musketerernes kampiver – tværtimod. I tiden under Ludvig 14. forsøgte de at overgå hinanden i vilde bedrifter og modige gerninger, og stemningen var til tider nærmest berusende.
Quarré d’Aligny, en 36-årig musketer, beskrev senere, hvordan musketererne, ved at kæmpe mand mod mand på en fæstningsmur, fik sig gelejdet over en vindebro for at hoppe direkte ned blandt fjender i en belejret by.
Her måtte de holde stillingen, indtil forstærkninger nåede frem. “En handling så modig, at man uden at være uretfærdig må kalde den dumdristig”, skrev d’Aligny.
Korpset blev ceremonielt
Kongens musketerer deltog også i senere krige og var altid et populært skue, når Frankrig holdt militærparader.
Da Ludvig 15. i 1723 overtog tronen efter Solkongen, blev deres rolle imidlertid markant ændret.
Efter mange udmattende krige søgte Frankrig nu freden, og musketererne overgik til kun at have en ceremoniel rolle.
Når krige ikke lagde beslag på musketererne, optrådte de – til parisernes store begejstring – ved kongelige parader.
I 1747 blev korpset opløst. Senere monarker forsøgte halvhjertet at genoplive det, men i 1816 var det definitivt slut.
Siden musketerernes storhedstid havde en blodig revolution og Napoleons erobringstogter vendt op og ned på Frankrig.
Landets storhedsdrømme blev knust ved Waterloo, men historierne om de dristige musketerer lever videre som en del af mindet om Solkongen og hans farverige tid.