Frankere i angreb mod muslimsk lejr

Muslimerne trænger ind i Frankrig

På omtrent 20 år har en muslimsk hær fra Nordafrika erobret Spanien og nedkæmpet al modstand. I år 732 retter invasionshæren blikket mod nord og marcherer lige ind i Frankrig. Den eneste mand, der kan komme Europa til undsætning, er frankernes mægtige rigshovmester Karl Martel. Taber Karl, bliver Europa muslimsk.

På omtrent 20 år har en muslimsk hær fra Nordafrika erobret Spanien og nedkæmpet al modstand. I år 732 retter invasionshæren blikket mod nord og marcherer lige ind i Frankrig. Den eneste mand, der kan komme Europa til undsætning, er frankernes mægtige rigshovmester Karl Martel. Taber Karl, bliver Europa muslimsk.

Bridgeman

Rigshovmester Karl ser afventende på de forhutlede ryttere, som langsomt nærmer sig. Hestenes flanker er dækket af mudder, og soldaternes klæder støvede og forrevne.

Rytterne stiger af foran Karl og venter på, at deres leder tager ordet. På sine gamle ben træder hertug Odo frem og fremfører sin bøn: Karl må komme ham til undsætning og stoppe den muslimske invasion fra syd.

I de erobrede byer bliver alle mandlige indbyggere dræbt uden nåde. Børn og smukke kvinder bortføres og sælges som slaver.

Hertug Odo af Aquitanien er Karls mangeårige ærkefjende, men frankernes rigshovmester ved, at tiden ikke er til gammelt fjendskab. Lige nu truer en fælles fjende med at opsluge både Odos og Karls rige.

Blot få uger tidligere har Odo lidt et stort nederlag til muslimerne, og få kan holde deres forfærdelse tilbage, da hertugen fortæller om den truende katastrofe: En muslimsk hær har krydset Pyrenæerne – som udgør en naturlig grænse mellem Spanien og Frankrig – og har i månedsvis hærget Aquitanien.

Kirker plyndres for guld og hellige relikvier, inden de bliver brændt.

Karl Martel blå baggrund

På få år nedkæmpede Karl Martel alle rivaler og satte sig solidt på magten i Frankerriget.

© Bridgeman / Shutterstock

Bordeaux, hertugdømmets smukke hovedby, er faldet, og byer som Bayonne og Lescar eksisterer nu kun af navn. I de erobrede byer bliver alle mandlige indbyggere dræbt uden nåde. Børn og smukke kvinder bortføres og sælges som slaver.

For at overbevise sin gamle fjende smider Odo sit trumfkort: Muslimerne er med stormskridt på vej mod nord. Ikke blot mod Karls frankiske hjemland, men også mod Vesteuropas største kristne helligdom: Kapellet for Skt. Morten ved Tours.

Skt. Mortens kapel ved Tours

Skt. Mortens kapel ved Tours var den muslimske hærs udpegede mål.

© Tripoune

Karl hører Odos beretning til ende, men bevarer sin koldblodighed. Rigshovmesteren – som ifølge den samtidige Fredegards Krønike er “den mest snu af alle hærledere” – afslører omsider prisen for hans hjælp: Odo skal anerkende frankernes overhøjhed over Aquitanien. Hertugen har intet andet valg end at indvillige modvilligt.

Karl udsender straks en ordre om stormobilisering, og i løbet af få uger ankommer krigere fra alle egne af det frankiske rige. Hæren, som snart tæller ca. 30.000 mand, samles ved Loire-floden på grænsen til Aquitanien.

I sensommeren år 732 krydser Karls og Odos styrker sammen ind i Aquitanien. Nu skal de vantro smides tilbage over Pyrenæerne.

Goterhær blev fejet til side

Muslimernes erobring af Spanien og deres togt ind i Aquitanien var højdepunktet af en nærmest ustoppelig militær succes. Båret af en stærk tro på hellig krig havde det arabiske Umayyade-kalifat underlagt sig land og folkeslag fra Indien i øst til Nordafrika i vest.

I 711 – omtrent 80 år efter profeten Muhammeds død – var halvdelen af den kendte verden samlet under islams banner, men kalifatet var langtfra mæt. I øst havde muslimerne kig på den kristne højborg Byzans, og i vest skilte kun Gibraltarstrædets vand det muslimske verdensrige fra det kristne Europa.

Da en hær på 7.000 muslimske krigere i 711 gik i land på Spaniens sydkyst, var panikken stor blandt halvøens vestgotiske herskere. Under kong Roderick 2. forsøgte goterne at dæmme op for invasionen, men forgæves.
I slaget ved Guadalete blev Spaniens skæbne afgjort, da kongen faldt, og hans ellers talmæssigt overlegne hær “nærmest blev udslettet”, som Alfonso 3.s krønike beskriver.

Herefter faldt goternes rige fra hinanden. Flere adelige gotere underkastede sig de nye herskere og fik lov at leve i fred og praktisere deres kristne tro mod at betale tribut og levere landbrugsvarer til muslimerne.

Guds straf mod de kristne

Spanien var nu som et hus uden herre, og ifølge Krøniken af 754 – skrevet af en navnløs kristen, der levede i landet – fejede kaliffens tropper al modstand til side “ved at betvinge adskillige vigtige fæstninger og byer”.
Inden år 720 gik muslimernes nye provins, al-Andalus, fra den spanske sydkyst til Zaragoza i nord.

Erobringen var uhørt hurtig og sendte chokbølger gennem Europa. Ingen kunne begribe, hvordan vantro kunne slå kristne så eftertrykkeligt. Ifølge nogle af datidens krønikeskrivere havde Gud sendt muslimerne som straf for kristne synder.

Trods muslimernes erobringer var Europas kristne herskere mere optagede af at bekrige hinanden end at imødegå ekspansionen fra syd. Og da de første muslimske enheder dukkede frem fra Pyrenæerne, mødte de ingen nævneværdig modstand. Fjendtlige tropper kunne nu frit hærge bl.a. hertug­dømmet Provence. Især klostrenes rigdomme i form af dyrt klæde og guldbelagte relikvier trak.

Men al-Andalus' guvernør, al-Khawlani, fik snart smag for mere end simple røvertogter. Efter at have erobret den strategisk vigtige by Narbonne marcherede guvernøren i 721 ind i Aquitanien og lagde en jernring om Toulouse.

Ifølge benediktermunken Paulus Diaconus, der levede sidst i 700-tallet, bestod hæren ikke længere kun af soldater. Muslimerne kom nu “med deres koner og børn og trængte ind i Galliens provins Aquitanien for at bebo den”.

Frankerrigets styrker
© Osprey Publishing / Shutterstock

Frankerrigets styrker

  • Infanteriet udgjorde rygraden
    Frankernes stærkeste kort var fodfolket, som var berømmet for dets mod og disciplin. Mange soldater havde i årevis deltaget i Karl Martels erobringstogter i Vesteuropa og var derfor særdeles rutinerede og hårdkogte. Infanteriet bestod primært af indkaldte bønder og frie mænd.

  • Kavaleriet var for de rige
    Rytteriet var letrustet og havde ingen større strategisk betydning for frankerne. Heste blev derfor ofte brugt til rekognoscering og mindre slag. Kavaleristerne var typisk fra adelen, som så stor prestige i at kæmpe til hest. Desuden havde kun de færreste ikke-adelige råd til en hest, som kostede omkring 40 solidi – samme pris som 40 køer.

  • Ingeniørerne ledte belejringer
    Krigsingeniørerne konstruerede bl.a. katapulter og rambukke, som frankerne ivrigt brugte under deres belejringer. Ingeniørerne kunne dog også hjælpe med at bygge og befæste forsvarspositioner. Belejringsmaskinerne blev betjent af infanteriet – men under ingeniørernes kyndige ledelse.

Odos vovede plan lykkedes

Invasionen af Aquitanien kom fuldstændig bag på hertug Odo. Opslugt af sine konstante, årelange felttog mod Karl havde hertugen overset alle faresignaler. I hast samlede Odo en hær og drog mod syd for at undsætte Toulouse. Hvis ikke muslimerne blev slået tilbage nu, ville de løbe hele Aquitanien over ende, vurderede hertugen.

Med en 2,5 km lang bymur og en veltrænet garnison var Toulouse en hård nød at knække for muslimerne, og al-Khawlani måtte derfor “prøve at overvinde den med slynger og andre typer maskiner”, lød vurderingen fra historikeren Paulus Diaconus.

Da Odo så byen omringet af fjender, valgte han at angribe frontalt. Hvis hertugen havde vurderet situationen rigtigt, ville garnisonen i Toulouse bryde ud og fange muslimerne i en knibtang. Odos vovemodige angreb kom som en overraskelse for muslimerne, og da Toulouses garnison væltede ud gennem byporten, opstod panik i de muslimske rækker.

Paulus Diaconus var ikke i tvivl om, at Gud havde en finger med i spillet: 375.000 muslimske vantro blev dræbt mod kun 1.500 kristne krigere. Tallene har næppe hold i virkeligheden. Historikere vurderer, at Odo med sine 10.-12.000 mand formentlig havde held til at slå en muslimsk hær på nogenlunde samme størrelse. De nøjagtige tabstal på begge sider kendes ikke.

Al-Khawlani forsøgte at få sine tropper under kontrol, men da den muslimske leder blev dræbt, udbrød kaos. I hobetal flygtede resterne af den muslimske hær sydpå til al-Andalus. Toulouse var muslimernes første store nederlag, men Odos sejr var kun en stakket frist.

Muslimerne sad stadig solidt på Narbonne, og den ellers velbefæstede by Carcassonne blev den næste by, som faldt for kaliffens tropper. Under den nye militærleder, al-Ghafiq, tog togterne til, og muslimerne nåede efterhånden langt op i Rhone-dalen. I 725 blev byen Autun i det ellers så militært stærke Burgund brændt ned.

Kalifatets styrker
© Osprey Publishing / Shutterstock

Kalifatets styrker

  • Infanteriet bestod af stammekrigere
    Fodfolket i den muslimske hær bestod primært af berbiske stammefolk fra Nordafrika, som var letbevæbnede med lille skjold og kort sværd. Blandt fodfolket var også bueskytterne, som – bevæbnet med en bue, der var stærkere end den europæiske langbue – kunne skyde en pil 200 m.

  • Kavaleriet var fjendens værste mareridt
    Muslimerne havde både et let, ubeskyttet og et tungt, velrustet kavaleri. Det lette rytteri var blot bevæbnet med spyd og havde til hovedopgave at slå fjendens formation i stykker, inden det tunge kavaleri tromlede fremad. Modsat de europæiske ryttere brugte rytterne fra Mellemøsten stigbøjler og sad derfor sikkert i sadlen, når de kæmpede.

  • Ingeniørerne undgik helst belejringer
    De muslimske hærførere foretrak krig på åbne slagmarker frem for langvarige belejringer og befæstede byer. Når en belejring var uundgåelig, byggede de muslimske ingeniører trebucheter, som slyngede sten mod fjendens mure, eller – efter romersk forbillede – mobile tårne med rambuk.

Karl slog alle rivaler til magten

Også for Karl begyndte situationen at spidse til. I årevis havde rigshov­mesteren haft nok at gøre med at under­tvinge de oprørske saksere, bayrere og friserne mod nord. Umiddelbart drog Karl fordel af, at hans ærkefjende mod syd, Odo, havde travlt med at holde muslimerne ude af Aquitanien.

Men muslimernes indtog i Burgund var en trussel mod selve det frankiske hjemland. Som righovmester kunne Karl ikke længere ignorere truslen. Tog han ikke hånd om sagen, kunne det koste ham stillingen som frankernes militære leder – og i værste fald hovedet.

Ligesom sin konge, Theoderik 4., havde Karl kæmpet hårdt for sin position. Ofte måtte blodige magtkampe afgøre, hvem der skulle stå i spidsen for Europas stærkeste magt som konge og rigshovmester. Rygraden i Frankerriget var de magtfulde stormænd og adelige, som både kongen og rigshovmesteren skulle konsultere før vigtige beslutninger.

Efterhånden blev frankernes ubrydelige skjoldmur frygtet over hele Europa.

Mens kongen var den formelle, kronede leder, ledte rigshovmesteren frankerne i krig og administrerede riget. Hverken konge eller rigshovmester sad dog særlig solidt på magten. Forsømte de at tage stormændene med på råd, kunne de mægtige mænd konspirere mod rigets ledere og få dem snigmyrdet.

Karls vej til titlen havde da heller ikke været uden blod og splid. Oprindeligt havde Franker­riget haft tre rigshovmestre, hvoraf Karls far, Pipin, var den ene. Men ved Pipins død gik alt i hårdknude. Som uægte søn blev Karl forbigået til fordel for sin otteårige fætter Teodoald.

Planen var udklækket af stedmoderen, Plektrude, der anså Karl for en alvorlig trussel. Ved Teodoalds udnævnelse blev Karl derfor sat i husarrest i Köln. Men Plektrude havde ikke taget stormændene i ed, og da Karl i 715 flygtede fra Köln, bakkede magtens mænd op om 30-årige Karl frem for mindreårige Teodoald.

Som den ene af tre rigshovmestre havde Karl nu en lille hær til disposition. På få år slog den uægte søn de to andre rigshovmestre og blev så stærk, at han kunne indsætte en ny, loyal konge. For Karl var kongetronen blot en symbolsk stol.

I stedet gik han efter den virkelige, militære magt og slog brutalt ned på enhver, der udfordrede hans position. Inden 724 sad Karl enevældigt på magten og forvandlede Frankerriget til en sammentømret stat med kongen som kransekagefigur.

Frankernes rigshovmester satte derfor i år 732 straks kursen mod syd efter hertug Odos brandtale for at nedkæmpe den muslimske invasionshær. Ifølge Krøniken af 754 blev fjenden ledt af guvenør al-Ghafiqi, “en krigerisk mand”, der i maj 732 havde samlet en hær på 30.000 mand. Denne gang gjaldt det ikke længere små togter og røveriske overfald, men et storstilet angreb for “at invadere frankernes land”.

Frankerne valgte slagmarken

Først da frankerne krydsede Loire-floden, gik det op for Karl, hvad Aquitanien havde været igennem. Odo havde ikke overdrevet i sin beretning. Foran muslimernes hær var røverbander nået op i hertugdømmets nordlige egne. Her lå byer og kirker forkullede, lig flød i ruinerne, og husdyr løb frit i et mennesketomt landskab.

Ifølge Fredegars Krønike var banderne “draget gennem landet som en altødelæggende storm”. Det historiske værk “Chronicon Moissiacense” beskriver dystert, at Odo før sit møde med Karl havde forsøgt at stoppe fjenden ved to lejligheder. Men begge gange blev han slået så grundigt, at “kun Gud kender antallet af de, som døde eller flygtede”.

Kors blå baggrund

Karl så sig som kristendommens forsvarer og gik frontalt til angreb på den muslimske invasionshær.

© Walters Art Museum / Shutterstock

Ud fra Odos beskrivelser vidste Karl, at muslimernes kavaleri var frygtindgydende stærkt. Karls modsvar var den professionelle hær, som han møjsommeligt havde bygget op. En stående hær var ikke normalt i middelalderens Europa, da udgiften alene i løn var svimlende høj.

Karl havde løst det problem ved at betale sine folk med konfiskeret kirkegods. Rigets gejstlige rasede, men Karl var ligeglad. Selv ikke pavens trussel om ekskommunikation og dermed sjælens fortabelse fik ham til at ryste på hånden.

År efter år fortsatte Karl med at indkalde sine frankiske bønder og frie mænd uden for høstsæsonen. Ikke kun for at gå i krig, men også for at træne dem i tæt formation med spyd og skjold. Efterhånden blev frankernes ubrydelige skjoldmur frygtet over hele Europa.

Da de frankiske tropper i oktober 732 nåede en lille bakketop med en flod til den ene side og tæt skov til den anden, vidste Karl, at han havde fundet den optimale slagmark. Nu manglede kun fjendens ankomst.

Civile fulgte efter hæren

De første muslimer nåede området midt i oktober. Til deres forbløffelse var vejen spærret af en mur af skjolde. Hærfører al-Ghafiqi var voldsomt irriteret over, at vejen mod det rige Saint Hilaire-abbedi og alt dets guld var blokeret.

Et tilbagetog var umuligt, for bag muslimernes hær fulgte et tros af vogne belæsset med udstyr og krigsbytte samt familiemedlemmer og slaver til fods. Under et tilbagetog ville frankerne let kunne røve alle værdier og dræbe de civile. At efterlade krigsbyttet ville udløse mytteri. Al-Ghafiqis løsning blev anlæggelsen af en befæstet lejr til de civile og værdierne.

I de næste seks dage stod frankerne og muslimerne afventende over for hinanden på slagmarken. Enkelte gange foretog de muslimske ryttere små nålestiksangreb for at lokke frankerne til at forfølge dem og bryde formationen. Men Karls mænd blev stædigt stående, og til sidst mistede al-Ghafiqi tålmodigheden.

Om morgenen den 25. oktober gav guvernøren ordre til angreb. Den første offensiv var en byge af pile fra muslimernes kraftige buer. Mens pilene regnede ned over frankernes hævede skolde, satte det lette kavaleri af sted bevæbnet med kastespyd.

Fra sin centrale position blandt sin hird kunne Karl kun bede til, at den årelange træning havde hærdet hans mænd, så de ikke ville gå i panik. Og ganske rigtigt: Trods massivt pres lod frankerne sig ikke rokke. Hver gang en soldat blev dræbt eller såret, sprang en ny hurtigt til.

Fjenden stak af i mørket

Da det lette kavaleri omsider trak sig, sendte al-Ghafiqi sit stærkeste våben i kamp. Karl vidste, at næste angrebsbølge kunne afgøre slaget. På dundrende hove nærmede frankernes værste mareridt sig: muslimernes tunge kavaleri. Mænd og heste var dækket af beskyttende panser, og kort før frontlinjen rejste rytterne sig på næsten magisk vis.

Takket være den i Europa så godt som ukendte stigbøjle kunne al-Ghafiqis elitetropper læne sig frem i sadlen og give deres spyd ekstra præcision og stødkraft. Synet var frygtindgydende, men atter stod Karls fodfolk fast: “Menneskene fra nord forblev urokkelige som en mur. Tæt stod de, den ene ved siden af den anden som et bolværk af is”, lød det sejrsstolt i Krøniken af 754.

Igen og igen angreb al-Ghafiqis ryttere. Men uden held. Sent på eftermiddagen var slagmarken sumpet af blod og dækket af døde og sårede. Slagets syntes at være låst fast, da Odos spejdere vendte tilbage og fortalte, at de havde fundet fjendens lejr.

Odos ryttere blev straks sendt til angreb på muslimernes lejr, og som Karl havde håbet, fik angrebet al-Ghafiqis hær til at smuldre. Selv om muslimerne “havde hugget sig ind i centrum af den frankiske hær”, var tanken om at miste rov og slaver helt ubærlig. I flokke strømmede de muslimske soldater tilbage for at forsvare deres lejr – med frankerne i hælene.

Mens al-Ghafiqi “søgte at styre soldaternes tumult og føre dem tilbage til kamp, ​blev han omringet af frankere og gennemboret med spyd, så han døde”. Da solen var på vej ned, kaldte Karl sine tropper hjem for at fortsætte angrebet næste morgen. Men da frankerne sneg sig ind på den befæstede lejr dagen efter, var den tom.

Muslimsk hersker overgiver sig tegning

Den sidste muslimske hersker, Muhammad 12., overgav sig i 1492. Dermed var al-Andalus' tid forbi.

© Bridgeman

Intern splid væltede muslimernes drømmerige

Med nederlaget til frankerne i år 732 blev muslimernes ekspansion i Europa standset. I stedet fokuserede muslimerne på at udvikle nybesiddelsen al-Andalus, nutidens Spanien.

På få årtier fik provinsens byer brede veje og gadelys, mens imponerende bygningværker og læreanstalter inden for sprog, kunst, matematik og medicin skød op. Spaniens nye herskere lokkede Europas førende jødiske, kristne og muslimske lærde til hoffet i Cordoba, hvor de tumlede med bl.a. matematik og poesi.

Omkring år 1000 var al-Andalus dog så svækket af interne magtkampe, at små enklaver af kristne hære bid for bid kunne generobre Spanien. I 1492 måtte den sidste muslimske hersker i al-Andalus overgive sig.

I ly af natten havde muslimerne forladt området. Hujende af hævntørst satte Odos ryttere i galop sydpå efter den flygtende fjende. For Karl var slaget en strålende militær succes. Allerede i sin levetid fik frankernes leder tilnavnet “Martel”, Hammeren, fordi han – ifølge Frede-gards Krønike – som en hammer havde “søndermalet sine fjender i slagteriet” og spredt “sine fjender foran sig som korn for vinden”.

Sejren ved Poitiers sikrede Karls magt over Frankerriget indtil rigshovmesterens død i 741. Men først i 759, efter ca. 20 års kampe, fik Karls søn Pipin for altid drevet de sidste muslimske styrker tilbage over Pyrenæerne. Og 10 år senere gik Karls gamle drøm i opfyldelse, da Aquitiane for altid blev indlemmet i frankernes rige.

Karl Martel tegning

Karl Martells barnebarn, Karl den store, ble Europas mektigste mann da han ble kronet til tysk-romersk keiser.

© AKG Images

Karls arvinger skabte det moderne Europa

Med jernhånd samlede Karl Martel det frankiske rige og lagde grunden til et magtfuldt kejserdømme, hvor økonomi og kultur blomstrede.

Efter sejren over muslimerne ved Tours hyldede krønikeskriverne Karl Martel som en stor feltherre og statsmand. Men frankernes leder var stadig ikke Europas ubestridte herre. Først efter en række succesfulde felttog sidst i 730’erne mod bl.a. Frisland og Sachsen kunne Karl kalde sig Europas mægtigste mand.

De erobrede områder blev underlagt Frankerriget og tvunget til at betale skat, mens hedenske stammer blev tvangskristnet og fik brændt deres templer ned. For at sikre stabilitet i sit store rige indsatte Karl loyale adelsfolk som sine vasaller. Ifølge datidens krøniker ville Karl udbrede “ærlighed i administrative forhold”.

Metoden indledte middelalderens feudalisme: en styreform, som udgjorde den første egentlige statsdannelse i Europa siden Roms undergang i 400-tallet. Under Karls efterkommere blomstrede kunst, kultur og handel i 700- og 800-tallets Europa. Udviklingen kulminerede, da Karls sønnesøn, Karl den Store, i år 800 blev kronet til tysk-romersk kejser af paven i Rom.