Napoleonskrigene - en introduktion

Napoleonskrigene rasede i mere end 12 år fra udbruddet i 1803 til nederlaget ved Waterloo i 1815. I spidsen for felttogene stod Napoleon – den korsikanske hærfører, der i årene inden havde kæmpet sig til tops i Frankrig.

Napoleonskrigene: Den franske revolution baner vejen for Napoleon

Udbruddet af den franske revolution i 1789 fik mange og dybtrækkende konsekvenser – én af dem var næsten 25 års ubrudt krig.

Først de såkaldte revolutionskrige, hvor det nye regime forsvarede sig mod det meste af Europa, og dernæst Napoleonskrigene, som var et gigantisk slagsmål mellem Napoleon og stormagterne.

Napoleon var korsikaner og en middelmådig artilleriofficer, der fik chancen under revolutionskrigene.

Han fik første gang kommandoen over en hær i 1796 og forbløffede hele Europa.

I spidsen for pjaltede og underernærede soldater stormede han gennem Norditalien, hvor han vandt storslåede sejre i Castiglione, Bassano, Arcole og Rivoli.

Napoleon kroner sig selv til kejser

Mens Napoleon leverede resultater på slagmarkerne, var herskerne i Paris lammet af korruption og uduelighed.

Kun få protesterede derfor, da den korsikanske general kuppede sig til magten i 1799 med titlen “førstekonsul”. Reelt var Napoleon nu diktator, og i 1804 gav han sig selv titlen kejser.

Efter succesrige felttog tvang Napoleon Østrig til fred efter sejren ved Marengo i 1800.

I 1801 underskrev briterne, der var Frankrigs sidste fjende, freden i Amiens. De såkaldte revolutionskrige var forbi.

To år efter i 1803 brød Napoleonskrigene ud, da briterne ville bryde Napoleons kontrol over Holland, Schweiz og småstaterne i Norditalien.

Napoleon drømte om at invadere Storbritannien, men i 1805 ødelagde briternes admiral Nelson den franske flåde i slaget ved Trafalgar.

I stedet vendte Frankrigs kejser sin opmærksomhed mod Østrig og Rusland, der også erklærede ham krig.

Napoleon tromler gennem Europa

I spidsen for den såkaldte Storarmé, én af historiens mest effektive krigsmaskiner, lagde Napoleon Europa for sine fødder.

Han tog en hel østrigsk hær til fange i Ulm i Tyskland i 1805, og samme år vandt han én af sin karrieres mest overlegne triumfer over russere og østrigere i Austerlitz i det nuværende Tjekkiet.

I 1806 udslettede Napoleon den preussiske hær – der havde ry for at være verdens bedste – fuldstændigt efter to overlegne sejre ved Jena og Auerstedt.

Året efter kulminerede succesen under Napoleonskrigene, da Ruslands hær blev knust.

Europa blev blokeret i Napoleonskrigene

Kun briterne udfordrede endnu Napoleons magt, men Frankrig kunne ikke angribe Storbritannien, som blev beskyttet af sin stærke flåde.

I stedet førte Napoleon økonomisk krig gennem Fastlandsspærringen, der lukkede hele det europæiske kontinent for britiske varer.

England svarede igen ved at spærre vejen for al handel via de europæiske havne.

De to blokader tvang alle europæiske stater til at vælge side i opgøret.

Da Danmark-Norge tøvede, invaderede briterne og bortførte flåden.

Tilsvarende blev Sverige tvunget over i Napoleons lejr.

Varemangel ramte Europa, og Napoleon måtte bruge magt for at opretholde fastlandsspærringen.

Samtidig indsatte han sine slægtninge på troner i Holland, Nordtyskland og de italienske stater. Da han også forsøgte at underlægge sig Spanien, gik det galt.

Spanien blev et vendepunkt i Napoleonskrigene

Spanien var Napoleons allierede, men alligevel udskiftede han i 1808 landets konge med sin storebror Joseph.

Kuppet udløste et oprør blandt kongetro spaniere, der fik støtte af britiske soldater i historiens første guerilla-krig. Blandt franske soldater blev krigen kaldt “den spanske kræftsvulst”, der langsomt tappede Napoleons hær.

Inspireret af spaniernes modstand erklærede Østrig krig i 1809. Napoleon led et af sine sjældne nederlag uden for Wien, og selv om han kort efter tog revanche, var troen på hans uovervindelighed ved at smuldre.

Napoleon mistede sin hær i Rusland

I tre år fortsatte Napoleons økonomiske krig mod briterne, og grusomme kampe rasede i Spanien. Dødvandet blev brudt, da Napoleon i 1812 invaderede Rusland.

I spidsen for 500.000 mand, Europas hidtil største felthær, marcherede kejseren mod øst. Plettyfus gjorde indhug i Napoleons storarmé, og hans sejr i slaget ved Borodino nær Moskva kostede så mange soldater, at det mindede mere om et nederlag. Han indtog kort efter den russiske storby, men måtte forlade den igen af mangel på forsyninger.

Tilbagetoget udviklede sig til en katastrofe, hvor sygdom, sult og kulde hver dag kostede tusindvis af ofre. Kun en tiendedel af soldaterne slap ud af Rusland – Den slagkraftige storarmé eksisterede ikke længere.

Napoleonskrigene fortsætter trods tab

I foråret 1813 rykkede Napoleon i krig i spidsen for nyindkaldte rekrutter. Over for ham stod russiske og preussiske hære, mens briter og spaniere stadig bandt store franske styrker i Spanien.

Napoleon vandt småsejre, men da Østrig også sluttede sig til koalitionen mod ham, blev overmagten for stor. I et gigantisk slag ved Leipzig måtte han trække sig tilbage med svære tab.

De sidste af Napoleons allierede faldt fra, og selve hans kejsertrone stod på spil. I foråret 1814 rykkede tropper fra hele Europa over de franske grænser, og selv om Napoleon udkæmpede et af sine mest blændende felttog, var overmagten for stor.

Da fjendtlige hære indtog Paris, nægtede Napoleons marskaller at fortsætte kampen. Han måtte træde tilbage og acceptere eksil på øen Elba ud for Italien.

Napoleonskrigene sluttede ved Waterloo

Alle Europas fyrster mødtes til Wienerkongressen i den østrigske hovedstad, hvor Europa-kortet skulle gentegnes efter Napoleonskrigene. Men netop som skænderierne var på deres højeste i foråret 1815, forlød det, at Napoleon var vendt tilbage.

Eks-kejseren havde forladt sit lille ørige, var sejlet til Frankrig, og marcherede til Paris i et triumftog. Franskmændene tog begejstret imod ham, mens resten af Europa gjorde klar til krig.

Napoleon besluttede sig for at slå først, inden fjenderne var klar til kamp. Han krydsede grænsen til det nuværende Belgien, hvor han ville udslette britiske og preussiske hære.

I Waterloo led han dog et afgørende nederlag til briternes Wellington og den preussiske Blücher.

Spillet var tabt, og da hans forsøg på at undslippe til Amerika også slog fejl, overgav han sig til briterne. De sejlede ham i fangenskab på øen Sankt Helena i Sydatlanten. Napoleonskrigene var omsider forbi.

Læs også:

Napoleon

Derfor tabte Napoleon slaget ved Waterloo

2 minutter
Napoleon

Desperat Napoleon kæmpede imod ydmygende fredsaftale

21 minutter
Napoleon

Waterloo blev Napoleons sidste slag

17 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!