Nordens Løve erobrer München

En uovervindelig katolsk hær er ved at udslette de tyske protestanter i 1630. Til protestanternes store held blander Sveriges kong Gustav 2. Adolf sig, og Trediveårskrigen tager en uventet drejning.

En uovervindelig katolsk hær er ved at udslette de tyske protestanter i 1630. Til protestanternes store held blander Sveriges kong Gustav 2. Adolf sig, og Trediveårskrigen tager en uventet drejning.

Niday Picture Library/Imageselect

Da morgengryets første stråler bryder frem i øst, venter tusindvis af soldater på deres ordrer. Tidligt om morgenen den 7. september 1631 gør to af Europas stærkeste hære sig klar til kamp nær byen Breitenfeld i det centrale Tyskland.

På den ene side står en katolsk styrke under ledelse af Johann Tserclaes, rigsgreve af Tilly, og over for ham venter en protestantisk hær anført af Sveriges kong Gustav 2. Adolf, kendt som “Nordens Løve”. Slaget er en del af Trediveårskrigen – en væbnet strid mellem katolikker og protestanter, der har hærget de tyske fyrstedømmer i 13 år.

Svenskerne har på deres side et kontingent skotske lejesoldater under ledelse af baron Robert Munro, som i sin dagbog beskriver slagets begyndelse:

“Da lærken begyndte at pippe, havde vi stået hele natten i formation en mil fra Tillys hær. Om morgenen gjaldede trompeterne til hest, trommerne slog til march – vi var ved våben og klar. Vi havde brugt natten på at tænke og komme overens med vores samvittighed”.

“Vores bataljoner af ryttere og fodfolk stod fast som en mur, selvom kanonerne nu og da skar store huller blandt os”. Baron Robert Munro fra Skotland, der kæmpede for svenskerne under slaget ved Breitenfeld.

Inden længe åbner kanonerne på begge sider ild. Munro oplever, hvordan de kraftfulde våben river blodige huller i formationerne:

“Vores bataljoner af ryttere og fodfolk stod fast som en mur, selvom kanonerne nu og da skar store huller blandt os”.

Sveriges konge har brug for Guds gunst denne dag, for protestanterne er hårdt presset: Taber de ved Breitenfeld, kan krigen være slut. Men Gustav Adolf er overbevist om, at hvor andre protestantiske hærførere før ham har fejlet, vil han besejre den uovervindelige grev Tilly.

VIDEO: Se svenskernes vej til München

Religion splitter kejserriget

Siden præsten Martin Luther sømmede sine 95 teser – med forslag til en reformation af den kristne kirke – op på døren til slotskirken i Wittenberg den 31. oktober 1517, havde de kristne været splittet i to: Protestanter, der fulgte Luthers lære, og katolikker, som stod fast på den pavelige udlægning af kristendommen.

Intet sted var splittelsen større end i Det Tysk-Romerske Kejserrige, der bestod af mange små fyrstedømmer, som hver især valgte side i den religiøse konflikt. I 1618 blussede et oprør op i fyrstedømmet Bøhmen, fordi indbyggerne frygtede, at deres protestantiske tro ville blive undertrykt. Inden længe spredte oprøret sig til andre områder i kejserriget.

Trediveårskrigen startede med, at to katolske gesandter blev kastet ud ad vinduet.

© PRISMA ARCHIVO/Imageselect

Religionskrig badede Tyskland i blod

Splittelsen mellem katolikker og protestanter ramte Det Tysk-Romerske Rige hårdt – det til trods for at rigssammenslutningens fyrster havde fået lovning om frit at kunne vælge deres tro.

Efterhånden udviklede den interne tyske religionskrig sig til en europæisk konflikt, idet der kom hjælp udefra. Spanske soldater blev allerede i krigens første år sendt til hjælp for katolikkerne, mens den danske konge, Christian 4., gik ind i krigen på protestanternes side.

Næsten alt gik skidt for protestanterne i de første mange krigsår. I slag efter slag blev de besejret af katolikkernes to store militære ledere: Albrecht Eusebius Wenzel von Wallenstein og Johann Tserclaes, rigsgreve af Tilly. I 1629 måtte Christian 4. trække sig ud af krigen efter flere tilbageslag – herunder et afgørende nederlag ved Lutter am Barenberge.

De tyske protestanter stod uden en stærk udenlandsk allieret, og katolikkernes endegyldige sejr så ud til at være inden for rækkevidde. Men samme år underskrev den svenske konge – protestanten Gustav 2. Adolf – en fredsaftale med Polen-Litauen, som han længe havde ligget i krig med. Og herefter rettede han sin opmærksomhed mod krigen i Tyskland.

Ny hærfører træder ind i krigen

Gustav Adolf var en erfaren feltherre, der fra sin første dag som konge havde ligget i krig, fordi han arvede tre militær-konflikter fra sin far.

Med sit seneste felttog i Polen overstået havde Gustav Adolf mulighed for at blande sig i den tyske religionskonflikt. Som en del af fredsaftalen med Polen-Litauen havde den svenske konge fået tildelt retten til to tredjedele af den told, der blev opkrævet i de polsk-litauiske havne frem til 1635 – penge, han ville bruge på at udruste og betale en hær til støtte for de tyske protestanter.

Selvom kongen fattede sympati for de pressede protestanters sag, gik han dog lige så meget ind i striden af selviske årsager. Gustav Adolf frygtede, at en katolsk sejr i Tyskland kunne true hans voksende Østersøimperium, der strakte sig fra Sverige over Finland og ned gennem Baltikum til Polen.

Christian 4. drømte om at vinde hæder og ære på slagmarken, men hans deltagelse i Trediveårskrigen endte som en fiasko.

© The Museum of National History & Lundorp, Michael Caspar (1628)

Danmarks konge fik tæsk

Gustav 2. Adolf var ikke den første nordiske konge, der blandede sig i den tyske religionskrig. Christian 4. af Danmark havde allerede forsøgt sig, men med langt mindre succes end sin nordiske nabo.

Den første nordiske konge til at komme de tyske protestanter til undsætning var Christian 4. af Danmark. I sin rolle som hertug af Holsten besluttede han sig for at gå ind i krigen – stik mod sit rigsråds ønsker.

I 1625 gik kongens hær ind i Tyskland. Christian 4. så sig selv som en stor krigsherre, men han kunne på ingen måde måle sig med den kejserlige hærfører grev Tilly, der året efter indhentede den danske hær ved Lutter am Barenberge.

Hærene var af nogenlunde samme størrelse, og efter et tungt bombardement blæste Tilly til angreb. Danskerne slog angrebet tilbage og gik så selv i offensiven. Katolikkerne modstod dog fremstødet, og kort efter udbrød der panik blandt danskerne. Christian 4. måtte flygte, og ca. halvdelen af den danske styrke gik tabt.

Herefter var de danske soldater konstant på tilbagetog, og katolske hære trængte plyndrende op gennem Jylland. Christian 4. blev tvunget til at underskrive en fred, hvori han lovede ikke igen at blande sig i den tyske strid.

Ifølge den svenske kansler Axel Oxenstierna var det kongens hensigt at “garantere sit kongedømmes sikkerhed og befri de undertrykte lande (i Tyskland, red.)”.

Den 26. juni 1630 ankom Gustav Adolf derfor med en hær på 13.000 mand til Peenemünde på øen Usedom i det nordlige Tyskland.

I løbet af sommeren sluttede yderligere forstærkninger sig til svenskerne, herunder en enhed af skotske lejesoldater under ledelse af baron Robert Munro, der ankom til Tyskland “med en håndfuld af gamle, erfarne soldater, rede til at udstå al slags elendighed, slid og besvær”, som skotten selv formulerede det.

Kongen får en lunken modtagelse

Hvis den svenske konge havde forventet, at de protestantiske fyrster ville flokkes under hans banner, blev han slemt skuffet. Mange af de tyske fyrster frygtede, at Gustav Adolf på ingen måde kom som en allieret og en befrier, men snarere som en erobrer. Ved at besætte strategisk vigtige havne i det nordlige Tyskland kunne svenskerne nemlig sikre sig kontrollen over den tyske østersø-handel.

Den 10. juli 1630 trængte Gustav Adolfs hær da også frem til Pommerns hovedstad, Stettin, hvor svenskekongen pressede den lokale fyrste, Bugislav 14., til at indgå en alliance. Men derudover var det svært for kongen at finde magtfulde støtter.

“Jeg tror, at over 20.000 sjæle gik tabt. Alle vore soldater blev rige. Gud er med os”. Katolikken grev Pappenheim, efter at hans mænd havde myrdet indbyggerne i Magdeburg.

Faktisk meldte kun én anden by i begyndelsen sig på svenskernes side – den lille rigsstad Magdeburg med 25.000 indbyggere. Så snart alliancen blev annonceret, marcherede en kejserlig hær imidlertid afsted for at belejre byen.

Inde bag murene regnede indbyggerne med, at svenskerne straks ville komme dem til undsætning, men Gustav Adolf var endnu ikke klar til at sætte sin hær på spil. Alt, han kunne sende som hjælp til byen sydvest for Berlin, var en militær-strategisk rådgiver.

Ofre for massakre ender i flod

En enkelt ekspert gjorde ingen forskel, og den 20. maj 1631 stormede de kejserlige styrker Magdeburg. Herefter fulgte en flere dage lang udplyndring af byen. Kvinder blev tortureret og gruppevoldtaget i byens gader, og indbyggerne blev flænset for alt, de ejede, af soldaterne, som ikke havde fået løn i lang tid.

“Når de civile løb tør for ting at give soldaterne, begyndte deres kvaler for alvor”, forklarede Otto von Guericke, en af byens rådmænd: “For så begyndte soldaterne at slå, skræmme og true med at skyde, gennembore og hænge folk”.

Ingen led mere under Trediveårskrigen end bønderne: De mistede deres afgrøder, fik stjålet deres ejendele, og kvinderne blev voldtaget.

© Deutsches Historisches Museum

Og det blev ikke ved trusler. Af byens 25.000 indbyggere overlevede kun hver femte.

“Jeg tror, at over 20.000 sjæle gik tabt. Det er tydeligt, at intet mere frygteligt arbejde i form af en guddommelig straf er blevet udført siden ødelæggelsen af Jerusalem. Alle vore soldater blev rige. Gud er med os”, konkluderede lederen af de kejserlige styrker, grev Pappenheim.

Det tog hans soldater 14 dage at smide ligene i floden Elben – så mange døde lå der spredt i byens gader.

Plyndringer skal stoppes

På den tid var det almindeligt, at soldater skulle “leve af landet”. I praksis betød det, at de plyndrede, hvor end de kom frem, og at en del af deres løn var retten til at stjæle værdier fra de erobrede byer. Massakren i Magdeburg var imidlertid så voldsom, at den vakte afsky i hele Europa.

Gustav Adolf ønskede at gøre tingene anderledes. I 1621 havde den svenske konge udsendt et dekret til sine soldater, hvori han forbød visse former for plyndring. I dekretet stod der, at “Ingen soldat skal sætte ild på en by eller landsby i fjendens land”, og “Ingen mand må plyndre en kirke eller et hospital”. Straffen herfor var døden.

“Inden vi forlod Brandenburg, blev den lille kongelige hær ramt af pesten, så vi knap havde nogen, der ikke var syge. I vores regiment alene døde der på en enkelt uge mere end 30 soldater”. Robert Munro om pestens hærgen i den svenske hær.

Da Gustav Adolfs svoger og allierede, fyrsten af Brandenburg, skrev for at høre, hvad han skulle gøre ved nogle svenske officerer, der var blevet taget i at forbryde sig mod civilbefolkningen, svarede Gustav Adolf kort: “Har min svoger ingen galger i sit land? Eller er han løbet tør for tømmer?”

Hvor meget Gustav Adolf end ønskede det, var det dog svært at stoppe årtiers indgroede vaner blandt soldaterne. Mændene havde vænnet sig til at tage, hvad de ville, og straffe fjendens civilbefolkninger med bål og brand. I store dele af Tyskland fik svenskerne derfor hurtigt ry for at være lige så slemme som Djævlen selv.

Svenskere på fremmarch

Det tog en rum tid for den svenske hær at samle styrke nok til at indlede en større offensiv i Tyskland, da forstærkninger først skulle bringes ind fra Sverige, Finland og Baltikum. Samtidig ramte sygdom hæren, og Munro beskrev udfordringen i sin dagbog:

“Inden vi forlod Brandenburg, blev den lille kongelige hær ramt af pesten, så vi knap havde nogen, der ikke var syge. I vores regiment alene døde der på en enkelt uge mere end 30 soldater”.

Men da offensiven endelig kom i gang, rykkede svenskerne hurtigt ned gennem Tyskland. I april 1631 besejrede de en katolsk hær ved Frankfurt an der Oder og sikrede sig kontrollen med en række overgange over floden. Herefter fortsatte svenskerne til byen Werben, hvor de krydsede Elben. Fremmarchen kom som et chok for de katolske generaler.

“Da de hørte, at vores hær havde krydset Elben, ramtes de af en sådan en frygt, at de aldrig så sig tilbage, men stak af, mens de sendte brev efter brev til general Tilly og bad ham komme”, forklarede Munro.

Svenskerne havde indtaget Werben, og nu gik de i gang med at befæste byen, inden Tilly og hans hær nåede frem.

Gustav 2. Adolf håbede på, at Gud ville støtte ham under Trediveårskrigen.

© Look and Learn/Bridgeman Images

“Han (Tilly, red.) forsøgte at fange os ved Werben, inden han formodede, at vi kunne nå at grave os ned”, erindrede skotske Munro og fortsatte:

“Men hvor han marcherede med sin hær om dagen, gravede vi med spader og skovle, vi arbejdede nat og dag i jorden, så vi inden hans ankomst var i dækning for hans kanoner”.

Om aftenen den 1. august 1631 nåede Tilly endelig frem til Werben med sine tunge kanoner – men Gustav Adolfs hær var velforberedt.

“De begyndte at beskyde os med 32 store kanoner”, huskede Munro, som med sine mænd stod i dækning “under murene, der beskyttede os”.

Hele natten bombarderede katolikkerne befæstningen, indtil de svenske ryttere gjorde udfald.

“De angreb voldsomt med hestene midt blandt fjenden og skabte uro i deres geledder. De skar katolikkerne ned fra deres heste, mens de (katolikkerne, red.) stak af i fuldt firspring”, forklarede Munro.

Nogle få dage senere forsøgte Tillys mænd igen at angribe den svenske stilling – endnu en gang uden held.

Gustav Adolf møder Tilly på slagmarken

Efter nederlaget ved Werben trak Tillys hær sig tilbage for at samle forstærkninger. Imens fortsatte Gustav Adolf sin march ned gennem Tyskland.

Sammenstødet mellem de to feltherrer ved Werben var endt uden en klar vinder, og begge hærførere forberedte sig på et egentligt feltslag, hvor de kunne besejre og knække deres modstander.

Mødet lod ikke vente længe på sig. Om morgenen den 7. september 1631 stod Gustav Adolf over for den 72-årige Tillys hær uden for byen Breitenfeld, nær Leipzig.

I årtier havde Tilly været en af de ledende hærførere i Europa, og under den igangværende krig havde den aldrende general endnu ikke tabt et slag i felten, så selvom Tilly kun kunne mønstre 35.000 soldater mod Gustav Adolfs 42.000, var det en formidabel fjende, den svenske konge stod overfor.

Ved Breitenfeld stod Gustav 2. Adolf og grev Tilly, to af Europas største generaler, over for hinanden. Begge havde mange års krigserfaring, men deres tilgang til krigsførelse var meget forskellig.

© Pictorial Press Ltd./Imageselect

Grev Tilly

INFANTERI: Hærføreren anvendte tercioer – en firkantet formation, hvor soldater med piker holdt fjenden på afstand. Formationen kunne mase sig gennem en fjendtlig linje.

KAVALERI: Den gamle hærfører lod ofte sine ryttere ride frem mod fjenden for at affyre en pistol-salve, hvorefter de gjorde omkring og red væk igen.

ARTILLERI: Han brugte tunge kanoner, der var placeret i faste positioner, hvorfra de kunne bombardere fjenden. De skød langt, men var ikke mobile.

© Fine Art Images Heritage Images/Imageselect

Gustav 2. Adolf

INFANTERI: Den svenske konge øgede antallet af musketerer, som kunne beskyde fjenden. De var hurtige at træne og kunne gøre skade på fjenden på stor afstand.

KAVALERI: Kongen placerede fodfolk med musketter blandt sine ryttere. Når fjendens rytteri angreb, blev de mødt med en mur af musket-ild.

ARTILLERI: Det svenske artilleri bestod af mindre kanoner. Rækkevidden var ringere, men de kunne flyttes til nye steder på slagmarken i kampens hede.

Tillys hær bestod nemlig af toptrænede veteraner, mens svenskernes styrke var mere broget. Gustav Adolf havde ganske vist mange svenske og finske veteraner fra krigene imod Polen med sig, men hans hær talte også et saksisk korps, der reelt set var en flok utrænede bønder.

Kampråbet “Fader Tilly” gjaldede fra de kejserlige rækker, idet den 72-årige general red frem og tilbage foran sine mænd for at opildne dem. Tilly stillede normalt sin hær op i to rækker af tercioer – en normal strategi på denne tid.

En tercio var en firkantet enhed bestående af såkaldte pikenere med lange lanser, som på flankerne var beskyttet af små grupper soldater bevæbnet med musketter. De store, firkantede formationer var gode til at modstå presset fra fjendtligt rytteri, men var sårbare over for kanoner og musketerer.

Det havde den svenske konge indset, og Gustav Adolfs hær gjorde derfor stor brug af skydevåben. Antallet af pikenere i de svenske rækker var skåret ned til fordel for flere musketerer, og de tunge, næsten uflyttelige kanoner, som katolikkerne brugte, var på protestanternes side erstattet af små feltkanoner, som let kunne flyttes omkring på slagmarken.

Pappenheim angriber imod ordrer

Netop kanonerne åbnede slaget med et flere timer langt artilleribombardement. Den kejserlige hærs venstre flanke blev anført af marskal Gottfried Heinrich Graf zu Pappenheim, en modig – men også dumdristig – officer, som havde ansvaret for 5.000 kejserlige rytter.

Efter at have ventet i over to timer under beskydning af fjenden fik Pappenheim til sidst nok og beordrede sine ryttere frem i et angreb.

Tilly, der så, at hans underordnede gik til angreb uden tilladelse, udbrød forbitret: “De (Pappenheim, red.) har taget min hæder og min ære fra mig!”

Sveriges konge deltog selv i kampene og udsatte derved sig selv for stor fare.

© Richard Brzezinski & Richard Hook: The Army of Gustavus Adolphus 2 Cavalry, Osprey Publishing Ltd., 1993, p.15.

Normalt ville Pappenheims tunge ryttere let kunne knuse det svenske rytteri, som havde mindre heste og var dårligere udrustet, men Gustav Adolf havde placeret mange musketerer til fods blandt sine ryttere, og deres musketild – kombineret med det svenske rytteris modangreb – fik stoppet Pappenheims fremstød.

Efter at den stædige marskal syv gange havde forsøgt at bryde gennem fjendens formation, blev de katolske ryttere til sidst sendt på flugt af et svensk modangreb.

Sakserne stikker af

I mellemtiden havde Tilly givet ordre til angreb langs resten af fronten. På den svenske venstrefløj stod de utrænede saksere, og de blev angrebet af resten af det katolske rytteri. Oberst Sydnam Poyntz i den saksiske hær observerede, hvad der fulgte:

“Ryttere fra begge sider bragede sammen, og der var en forfærdelig kamp et langt stykke tid. Min herre, hertugen, var bestyrtet over at se så mange falde omkring sig, da han ikke var vant til selv at være midt i kampens hede, og da han frygtede stærkt for sit eget liv, begyndte han efter nogen tid at trække sig tilbage og overgav kommandoen til sin general, Arnim, hvorefter han selv stak af i al hast”.

Svenske Gustav 2. Adolf åbenbarede sig i 1600-tallet som et geni på slagmarken og forvandlede sit land til en militær stormagt.

© Niday Picture Library/Imageselect

Samtidig angreb Tillys midte de svenske linjer, og han sendte en del af sit infanteri afsted for at hjælpe rytterne, der pressede sakserne.

“De saksiske soldater, som var unge knægte og aldrig før havde været i kamp, og nu så dem selv falde og kuglerne pifte tæt omkring dem, mens deres hertug stak af, kastede deres våben fra sig og flygtede samme vej som deres fyrste”, forklarede oberst Poyntz. Slaget var vendt i katolikkernes favør.

Kongen leder modangreb

Peter Hagendorf – en menig tysk soldat, der kæmpede på den katolske side i slaget – var med i angrebet på den saksiske del af Gustav Adolfs hær: “Vi stod på den højre fløj og var stødt på sakserne, og dem slog vi kort tid derefter på flugt”.

Også skotske Robert Munro kunne se, hvordan sakserne stak af og efterlod den svenske venstrefløj helt åben: “Sakserne gjorde brug af deres ben og stak af, i den tro at alt var tabt. De plyndrede vores vogntog og oppakning”.

På den katolske side udbrød vild jubel. “Da formodede vi, at vi havde vundet”, huskede Hagendorf.

Omkring 50 parter deltog i forhandlingerne, der efter flere år endte med underskrivelsen af Den Westfalske Fred i 1648.

© Bridgeman Images

Krigen var langtfra slut

I 1632 var Trediveårskrigen langtfra ovre. I de næste 16 år udviklede den sig til en af Europas mest ødelæggende konflikter nogensinde.

Den svenske erobring af München bragte langtfra en afslutning på den tyske religionskrig. Faktisk var striden kun knap halvvejs, omend den svenske dominans snart var ovre. I et stort slag ved Lützen i sensommeren 1632 blev Gustav 2. Adolf dræbt. Sverige kæmpede fortsat i krigen efterfølgende, men langtfra for fuld kraft.

Derimod trådte Frankrig og Holland aktivt ind i krigen på protestanternes side, mens Spaniens deltagelse udviklede sig fra blot at sende forstærkninger til en mere aktiv deltagelse på katolsk side. Med stormagternes involvering spredte krigen sig helt til kolonierne i Caribien.

I takt med at krigen udviklede sig, blev store områder i Tyskland lagt øde, og det blev efterhånden svært at brødføde store hære. Først i 1648, 30 år efter krigsudbruddet, blev der sluttet fred.

De protestantiske fyrstedømmer fik øget frihed og magt, Holland sikrede sig sin uafhængighed fra Spanien, mens både Frankrig og Sverige modtog landområder.

Sejrsstemningen varede dog kort tid, for mens sakserne var stukket af, havde svenskerne haft succes andetsteds på slagmarken. “Vores venstre fløj var blevet helt og aldeles nedkæmpet”, forklarede Hagendorf.

Gustav Adolf førte derefter selv an i et modangreb på tværs af fronten, hvor det svenske rytteri fik den katolske hær til at gå i opløsning.

Svenskernes sejr ved Breitenfeld var total. Mens Gustav Adolfs hær havde godt 5.500 faldne, var den katolske styrke fuldstændig knust: Af Tillys hær på 35.000 mand var der 27.000 døde, sårede, tilfangetagne eller deserterede.

Soldaterne skåler i bayersk øl

Sejren ved Breitenfeld indledte en ny fase i krigen. For første gang var protestanterne i kontrol, og det udnyttede Gustav Adolf til at trænge dybt ind i de katolske dele af Tyskland. I løbet af efteråret og vinteren 1631 faldt by efter by til svenskerne.

“Denne march var lige så profitabel for os, som den var smuk for øjet”, skrev Munro, hvis soldater plyndrede de bayerske byer, der gjorde modstand mod den svenske fremrykning.

Målet for Gustav Adolfs march sydover var den store tyske by München. Indbyggerne frygtede, at svenskekongen ville udslette byen som hævn for massakren i Magdeburg. I håbet om at mildne kongens hævntørst overgav byen sig derfor den 17. maj 1632 til svenskerne – en strategi, der lod til at virke.

Svenskerne marcherede triumferende ind i storbyen München i foråret 1632.

© Imageselect

Frem for at sætte sine mænd til at plyndre München beordrede Gustav Adolf, at indbyggerne skulle betale en løsesum på 300.000 thaler – en enorm sum, som byen ikke kunne rejse med det samme. I stedet gik kongen med til, at indbyggerne kunne stille med gidsler, indtil pengene var indsamlet, og at dele af løsesummen kunne betales med 22.000 liter bayersk øl, der blev fordelt mellem kongens soldater.

Gustav Adolf stod ved sin karrieres zenit. Hans soldater havde besejret Tillys indtil da uovervindelige hær i kamp, og den tyske religionskrig så ud til at være tæt på overstået.

Men inden året var omme, viste det sig, at krigen endnu ikke var ovre: Katolikkerne var langtfra knækket. Skotske Munro endte sine dage på en mark i Tyskland, og Gustav Adolf selv – “Nordens Løve” – skulle snart brøle for sidste gang.

LÆS MERE OM GUSTAV 2. ADOLF

  • Theodore Ayrault Dodge: Gustavus Adolphus: A History of the Art of War from Its Revival After the Middle Ages to the End of the Spanish Succession War, Houghton, Mifflin and Company, 2019