Oplev samuraiernes undergang

Kamp med buer og pil

Ordet samurai er kendt fra 700-tallet og betyder “den, der gør tjeneste”. Allerede dengang var Japan et kejserdømme, men landet var delt mellem stormænd – daimyoer – som kæmpede om magt og land og hjalp kejseren med at opretholde orden i det enorme rige.

Samuraierne var elitesoldater, som oprindelig tjente som kejserens personlige vagter. Men snart begyndte stormændene at hyre de dygtige krigere til deres kampe om den sparsomme landbrugsjord.

I begyndelsen var shogun-titlen en titel, den øverstkommanderende general fik i krigstider. Men efterhånden fik stormænd samlet så mange samuraier under sig, at de udgjorde den reelle militære magt i Japan, og efter en voldsom borgerkrig blev shogun-titlen i 1192 gjort permanent og givet til krigens sejrherre, Yoritomo Minamoto.

Bue og pil var først samuraiens foretrukne våben; “buens og pilens vej” eller “hestens og buens vej” kaldte krigerne deres kampstil. Et slag begyndte med, at rytterne tog opstilling over for hinanden, hvorefter én af rytterne affyrede en pil, hvis spids var perforeret, så den afgav en høj, fløjtende lyd. Dette var et signal til guderne om, at store heltegerninger var undervejs. Derefter red rytterne frem mod hinanden, mens de højt reciterede deres navn, familieforhold, rang og krigsbedrifter.

Når sejren var i hus, skar samuraien hovedet af sin modstander og tog det med til sin herre. På denne måde kunne han bevise, at han havde fuldført sin opgave. Men hvis alt var tabt, kunne den besejrede samurai vælge at lide en ærefuld død ved at begå seppuku, hvor han tog sit eget liv ved at skære sin mave op i et kompliceret og smertefuldt ritual.

Samuraierne fik efterhånden så stor anseelse ved hoffet, at de blev integreret i det højere aristokrati. Her lærte de kundskaber og færdigheder som kalligrafi, musik og poesi. Læresætningen “bun bu ryo do” – “Pennen og sværdet i forening” – var blandt samuraiens vigtigste bud. Deres poetiske evner afspejles blandt andet i det digt, en samurai traditionelt nedfældede, når han mærkede døden komme. I dødsdigtet gjorde samuraien status over livet og døden.

Samuraien og samfundet

Ofte blev en samurai født ind i en slægt af krigere, men en samurai behøvede ikke at stamme fra en fin krigerslægt for at opnå høj status:

“Den ædle Yasumasa var ikke en kriger, som stammede fra et militært hus. Alligevel var han ikke på nogen måde en sådan kriger underlegen. Han var frimodig i ånden, dygtig med sine hænder og besad stor styrke”, hedder det i et skrift om en kriger fra 1100-tallet.

Familien spillede en stor rolle, og blodhævn var en del af samuraiens æreskodeks “bushido”. I fredstider arbejdede samuraierne som embedsmænd eller dyrkede jorden og var sammen med deres familier. Selvom samuraierne i reglen havde kone og børn, var det meget almindeligt at have mandlige elskere. Homoseksuelle forhold var også udbredt i det japanske samfund som helhed. Kærlighed mellem mænd blev betragtet som en mere ophøjet form end kærlighed mellem mænd og kvinder. De homoseksuelle forhold udspillede sig typisk mellem en samurai og hans lærling, og 13-19-årige drenge blev anset som passende partnere. Accepten af homoseksualitet forsvandt med den vestlige indflydelse.

I 1408 var shogunen, samuraiernes øverstbefalende, blevet ligestillet med kejseren, men alligevel kunne samuraier og stormænd ikke holdes i skak. Selv bønderne blev trænet til samuraier, og mange havde våben med i rismarkerne, så de altid var parate til at gå i krig.

Japan var stadig præget af borgerkrig, da det første møde med Vesten fandt sted i 1543, hvor en gruppe skibbrudne portugisiske søfolk gik i land på Japans sydkyst. De skibbrudne blev mødt med stor mistænksomhed fra befolkningen, men sømændene havde reddet noget fra skibets last, der fangede den lokale stormands interesse: geværer, som søfolkene demonstrerede. Stormanden blev så begejstret, at han straks satte sin egen våbensmed til at lave kopier og bad portugiserne om undervisning i brug af våbnet.

Geværerne blev portugisernes billet til det lukkede Japan. Stormændene var vilde med de nye, slagkraftige våben. I kølvandet på de skibbrudne fulgte andre portugisiske skibe, og snart havde europæerne anlagt handelsstationer flere steder i landet. Katolske missionærer fulgte med på skibene og anlagde i 1549 den første jesuitiske skole i landet. Fulde af afsky så jesuitterne, hvordan samuraier trænede deres færdigheder med sværd på henrettede kriminelle:

“Efter at de har hakket kroppene i stykker med deres sværd, syr de dem sammen igen...den fryd og glæde, de føler ved at hakke kroppene op, er forbløffende”, skrev jesuitten Joâo Rodrigues. Det lykkedes missionærerne at omvende en del japanere til kristendommen. Blandt de omvendte var også samuraier, og flere af disse blev endog sendt i kamp for deres herrer med et kors på ryggen.

Men da omvendelserne for alvor tog fat og omkring 200.000 japanere var blevet kristnet, blev shogunen bekymret for den magtfaktor, de kristne var på vej til at blive, og i 1614 forbød han kristendommen. Hans sønnesøn Tokugawa Iemitsu, der kom til magten i 1623, gik endnu videre. Han forviste eller henrettede alle udlændinge på nær få hollandske og kinesiske købmænd, som blev sat under strengt opsyn.

I de næste århundreder lukkede Japan sig næsten helt for omverdenen. Vestlig indflydelse blev betragtet som en trussel mod den særegne japanske kultur, som så vidt muligt skulle undgås. Udlandsrejser og udenlandske bøger var i en periode forbudt, og handelen var begrænset til Kina, Korea og Holland, hvis skibe kun måtte anløbe Nagasaki.

Amerikanerne truede sig ind

Da den europæiske kolonisering greb om sig i Asien, havde Japan svært ved at opretholde isolationen. I slutningen af 1700-tallet begyndte Rusland at presse på for at åbne handelen, og i 1800-tallet fulgte Europa og USA trop. Gennembruddet kom, da den amerikanske kommandør Matthew Perry den 8. juli 1853 sejlede ind i Uraga havn nær Tokyo og krævede at få lov til at handle.

Perry forsynede japanerne med et par hvide flag og rettede så sine kanoner, de bedste, der kunne købes for dollars, mod bygningerne på havnen. På den måde lykkedes det med al ønskelig tydelighed Perry at vise, at Vesten besad en militær styrke så overlegen, at den med et fingerknips kunne vælte det japanske forsvar.

For shogunen var det et uløseligt dilemma. Hvis han indledte en krig mod handelsmagterne, ville nederlaget være både ydmygende og uundgåeligt. Og hvis han gik med på deres betingelser, risikerede han at miste sin magt. Shogunatet gav efter for presset og underskrev i 1858 fem handelsaftaler, som samlet går under betegnelsen Ansei-traktaten. Det blev begyndelsen til shogunatets undergang. Traktaterne gav Vesten vide handelsrettigheder. Fem af Japans største havne blev åbnet, og udlændinge fik ret til at bosætte sig og drive forretning her – og vedblev sågar at høre under deres egne landes lovgivning. Det japanske styre blev også frataget muligheden for at beskytte nationale interesser og regulere handelen gennem skatter. I stedet blev import- og eksportskatter fastlagt internationalt til en meget lav procentsats.

Traktaten mødte stor modstand, og helt uhørt sluttede Japans kejser, som i århundreder havde været tilfreds med rollen som åndelig landsfader, sig til de oprørske rækker. I 1863 udstedte kejseren en ordre om, at alle udlændinge skulle udvises, helt i tråd med modstanden mod Ansei-traktaten, under sloganet “udvis barbarerne”.

Dræb vesterlændingene!

Især i de sydlige provinser Satsuma og Chochu lurede oprøret, og også ronin, herreløse samuraier, meldte sig under oprørernes faner. Satsuma indgik paradoksalt selv et tæt samarbejde med briterne, som forsynede provinsen med moderne våben og støttede ideen om et samlet Japan under kejseren. Shogunatet var støttet af Frankrig, så også britiske handelsinteresser var på spil i magtkampen mellem kejser og shogunat. Den mest indædte modstand kom fra unge, lavere rangerende samuraier, der følte sig ydmygede og magtesløse i flodbølgen af vestlig indflydelse.

I 1860'erne udførte de en række mord på politiske modstandere og folk med forbindelse med udlændinge. Ofrene var alt fra studerende af vestlig filosofi til højtstående regeringsrådgivere. Efter drabene blev de afhuggede hoveder fremvist på gammeldags samurai-maner.

Gerningsmændene var typisk i slutningen af 20'erne og gik under navne som “Genzai Dræberen” og “Snigmordernes Kaptajn”. Vesterlændingene så forfærdede til, og mordene testede bestandigt europæernes vilje til at gennemtrumfe åbningen af Japan. En af de samuraier, der var forfærdet over udviklingen, var Saigo. Han var søn af en fattig, men agtet samurai, mens hans egen karriere er lidt af et mysterium. Han begyndte som en underordnet tjenestemand, men blev lynhurtigt og meget atypisk forfremmet til nærmeste rådgiver for en magtfuld stormand, Nariakira. Dermed blev Saigo kastet ind i centrum af japansk politik.

Blandt dem, der var imod udviklingen, var også Saigos herre, Nariakira. Da han pludselig døde af sygdom i 1858, skrev Saigo i et brev til en nær ven: “Jeg føler mig som en mand uden skib strandet på en ø”.

Saigo overvejede at begå selvmord på sin herres grav efter gammel samurai-tradition. Men han besluttede i stedet at kæmpe for sin døde herres sag. Da konflikten mellem kejseren og de sydlige provinser på den ene side og shogunen på den anden udviklede sig til åben krig i 1868, var det Saigo, der ledte Satsumaprovinsens samurai-hær og var med til at tvinge shogunen til at afgive sin magt til kejseren i 1868.

Samuraierne samler sig

Men den nye kejsermagt, støttet af en række stormænd fra de sydlige provinser, holdt ikke, hvad den lovede. Ingen udlændinge blev smidt på porten, og moderniseringsprocessen fortsatte med endnu større styrke – til samuraiernes store skuffelse.

I 1867 blev 15-årige Mutsuhito kejser efter sin far, og i 1868 erklærede han, at en ny æra, mejii, som betyder “oplyst styre”, tog sin begyndelse. Kastesystemet blev afskaffet, så det nu var den enkeltes indsats, der var afgørende for hans position i samfundet. Vestlig mode og cafeer og butikker efter vestligt forbillede ændrede gadebilledet, og magten blev centraliseret om kejseren, som ikke havde i sinde at dele den med samuraierne. Den gamle krigerkaste var med andre ord blevet overflødig, og i 1873 fik samuraierne forbud mod at bære våben – det var nu forbeholdt den værnepligtshær, styret havde skabt efter vestligt forbillede.

Saigo nød en høj post i det nye styre takket være sin indsats i kampene mod shogunen. Men som mange andre følte hans sig forrådt og var forfærdet over den vestlige indflydelse, der fortsat skyllede ind over Japans grænser.

Samuraien tjente traditionelt sin herre loyalt til døden, men han levede også efter sit æreskodeks, “bushido”. Saigo havde en sag at kæmpe for, som var større end den loyalitet, han nærede for kejseren. Det var det traditionelle Japan, han elskede og var en del af.

Derfor forlod han sin post for at drage til sin hjemegn og træne unge mænd i samuraiernes kampkunst. Da det ulmende oprør blandt samuraierne tog fart, bad de Saigo om at stå i spidsen for en hær, der skulle gå imod det kejserlige styre. Han sagde ja.

Samuraiernes sidste slag

I det blege morgenlys over Kagoshimabugten stormede Saigo ned ad højen mod de fjendtlige tropper. Aftenen før havde han skrevet sit dødsdigt: “Hvis jeg var en dråbe dug, kunne jeg søge tilflugt på spidsen af et blad. Men da jeg er en mand, har jeg ingen plads i denne verden”.

Bagefter skålede Saigo i saké med sine nærmeste officerskammerater, og de sang de sange, som samuraier i århundreder havde brugt til at holde modet oppe i mørke stunder.

Et øjeblik holdt samuraierne og deres overlegne sværdkunst stand mod de svært bevæbnede kejsertro tropper, men hurtigt blev de decimeret til 40 mand, der sammen satte i løb mod overmagten. Saigo vidste, hvad der ville komme. En skarp smerte i lysken lammede ham, og han faldt om, ude af stand til at rejse sig og kæmpe videre eller begå seppuku, rituelt selvmord.

Men Saigos samuraier stod parate til at hjælpe ham til en værdig udgang fra nederlaget. Stærke arme bar ham væk og lagde ham forsigtigt på jorden. Sværdet ramte Saigos hals med stor styrke og skilte hovedet fra kroppen. Så forstummede bragene fra geværilden. Samuraiernes sidste slag var forbi.

Saigos nederlag var afslutningen på en æra. Samuraiernes magt havde været baseret på deres evner som krigere, men nu havde kejserens styrker bevist, at en moderne værnepligtshær var samuraierne overlegne. Intet kunne længere forhindre Japan i at lukke alt det fremmede ind.