Kong Wilhelm af Preussen drømte om at blive leder af de tyske stater.

Preussen ville bestemme i Det Tyske Forbund

I 1864 er Tyskland endnu ikke ét samlet rige. I stedet er området syd for Danmark et kludetæppe af små fyrste- og kongedømmer.

Efter Napoleonskrigene i 1815 stiftede 39 tyske fyrste- og kongedømmer Det Tyske Forbund på resterne af det tidligere hellige tysk-romerske Rige.

Fra begyndelsen var det mægtige Østrig forbundets ubetingede leder, både politisk og på slagmarken. Men I løbet af 1800- tallet fik det hastigt voksende Preussen ambitioner om at spille en mere central rolle i sammenslutningen. Da Otto von Bismarck blev udnævnt til kong Wilhelms kansler i 1862, begyndte han straks at forfølge landets stormagtsdrømme.

Et af de centrale punkter for forbundet var problemerne i Slesvig og Holsten. Holsten var fuldgyldigt medlem af Det Tyske Forbund og samtidig i union med Slesvig, der reelt var dansk, men ønskede at blive medlem af den tyske sammenslutning.

Da slesvigerne bad Det Tyske Forbund om hjælp mod danskerne, tøvede Wilhelm og Bismarck derfor ikke. Krigen kunne vise sig som en mulighed for at støde Østrig af tronen som forbundets vigtigste stat. Østrig valgte også straks at hjælpe Slesvig. Drevet af ambitionen om at vise deres styrke sendte østrigerne både flåden og en hær mod Danmark.

For preusserne indvarslede krigen og ikke mindst sejren ved Dybbøl en ny æra i Det Tyske Forbund, hvor landet fremover blev den altdominerende magt.