Bastillen: Pariserne stormede forhadt fængsel med høtyve

Bastillen blev bygget som Europas mest moderne fæstning, men den endte som et berygtet fængsel. Læs hvorfor Paris’ fangehelvede kom til at lægge navn til Frankrigs nationaldag.

Stormen på Bastillen

Kun syv fanger satt i Bastillen da fengslet ble stormet i 1789. Tre var sindslidende, de øvrige var falskmøntnere.

© Bibliothèque nationale de France

Vidste du, at Bastillen oprindeligt blev bygget for at holde de engelske ærkefjender stangen, og at kun ruinerne i dag står tilbage?

Læs om fængslet, der bl.a. drev marquis de Sade til vanvid og husede en af historiens mest myteomspundne fanger: Manden med Jernmasken.

Bastillen skulle beskytte Paris

Byggeriet af Bastillen

På 1380-talet stod Bastiljen klar. Fästningens murar omgavs av en vallgrav.

© Musée Carnavalet

Mens Hundredårskrigen rasede mellem Frankrig og England i 1300-tallet, voksede panderynkerne hos de franske regenter. Briterne slagtede først franskmændene i Crécy nord for Paris, siden i Poitiers mod syd, så i 1357 besluttede franskmændenes Karl 5. at bygge en fæstning, der i det mindste kunne forsvare hovedstaden.

Forsvarsværket La Bastille var i første omgang blot en befæstet byport med to tårne i det østlige Paris, hvor byen var mest sårbar over for angreb. Men med en stor ombygning, der stod færdig i begyndelsen af 1380’erne, rejste sig en sand superfæstning.

Med sine nu otte tårne på over 24 m og en næsten lige så høj borgmur blev Bastillen et forbillede for fæstninger i hele Europa. Det var en nyskabelse at bygge borgmure næsten lige så høje som tårnene.

Hvert af Bastillens seks nyopførte tårne fik underjordiske fangehuller, der gjorde, at borgen senere kunne fungere som statsfængsel.

Englænderne besatte fæstningen

Englænderne ved slaget ved Agincourt

Ved slaget ved Agincourt besejrede de engelske bueskytter en stor fransk ridderhær – og vejen til Paris lå åben.

© Guildhall Art Gallery

I 1400-tallet gjorde englænderne fortsat livet surt for de franske konger. Med sine frygtede bueskytter overvandt Henrik 5. al modstand, og i 1420 måtte selv Bastillens forsvarere give fortabt over for englænderne.

Henrik 5. indsatte sin betroede officer Thomas Beaufort som kommandant over Bastillen, og meget af den engelske konges krigsbytte blev slæbt ind i et af borgens tårne og stuvet sammen, så guld og sølv lyste de grå mure op. Tårnet blev siden døbt Trésor – Skatkammer.

I 16 år herskede englænderne over Paris, hvor de i stigende grad anvendte Bastillen som fængsel. I 1436 angreb franske Karl 7. dog byen med så stor succes, at de engelske soldater til sidst kun havde ét tilflugtssted tilbage – netop Bastillen.

Dag for dag blev der tyndet ud i forrådskamrene og tønderne med drikkelse, men englænderne overgav sig først, efter at de havde fået frit lejde til at forlade Paris.

Bastillen var atter fransk.

Ingen kender manden bag jernmasken

Manden med Jernmasken i Bastillen

Manden med Jernmasken sad fængslet i 34 år, uden at nogen kendte hans identitet.

© Library of Congress

I slutningen af 1600-tallet fungerede Bastillen primært som fængsel. På det tidspunkt ankom en fange, som ingen vidste, hvem var.

“Tru ham med døden, hvis han siger ét ord om andet end sine faktiske behov”, stod der i hans følgebrev.

Fangens ansigt var skjult af en fløjlsmaske med metalkanter, og inden sin ankomst havde han afsonet 29 år i flere forskellige fængsler – altid iført en maske.

Ikke engang fængselsdirektøren for Bastillen kendte fangens identitet, men den indsatte skulle behandles godt. Derfor var han givetvis adelig. Historikere har spekuleret over, hvem manden bag jernmasken var, men ingen har løst gåden.

Fangen har formodentlig haft en tilknytning til Ludvig 14., Solkongen, vurderer historikere, og kongens embedsmand Eustache Dauger har været nævnt som mulig fange. En anden teori er, at Ludvig 14. kan have haft en halvbror, som kongen skjulte bag en maske, så halvbroren aldrig kunne gøre krav på tronen.

Forfatteren Alexandre Dumas udødeliggjorde i 1847 fangen i sin roman “Manden med Jernmasken” – en titel, som har holdt ved.

Voltaire røg i kachotten to gange

Voltaire sad fængslet i Bastillen

I alt skrev Voltaire mere end 2.000 bøger og teaterstykker – flere af dem i Bastillen.

© Musée Carnavalet

En af filosofiens store skikkelser fik æren – flere gange – af at gøre sig tanker om livet, mens han sad bag Bastillens tykke mure.

Voltaire var nemlig allerede som ung mand noget af en rebel, og da han i 1717 skrev et satirisk digt, hvori han anklagede regenten, Philippe d’Orléans, for incest, endte digteren i fængsel. De næste 11 måneder tilbragte han i en af Bastillens kolde celler uden vindue.

Men Voltaire var ikke færdig med at tale samfundseliten imod. I 1726 kom han heftigt op at diskutere med adelsmanden Guy Auguste de Rohan-Chabot, som et par dage senere fik en flok bøller til at gennemprygle digteren.

Voltaire ønskede oprejsning og udfordrede til duel, men i stedet fik den magtfulde Rohan-Chabot sin modstander arresteret og fængslet uden rettergang. Efter 14 dage bag Bastillens velkendte mure blev Voltaire sendt i eksil i London.

Her udviklede Voltaire de filosofiske idéer, der gjorde ham til en af oplysningstidens vigtigste personer – bl.a. som forkæmper for ytringsfrihed.

Marquis de Sade skrev om sex i sin celle

Marquis de Sade sad fængslet i Bastillen.

Marquis de Sade røg i fængsel flere gange for sine skriverier og sexforbrydelser.

© Wikimedia Commons

I store dele af sit liv sad den franske forfatter marquis de Sade i fængsel, fordi hans erotiske værker blev anset for upassende.

1784 røg de Sade til Bastillen, hvor han fik en celle på anden etage i et af fængslets tårne. Her færdiggjorde han flere af sine opsigtsvækkende bøger. På papirlapper skrev han således “De 120 dage i Sodoma” – et leksikon i skønlitterær form over næsten alle tænkelige perversiteter – herunder afrivning af negle og seksuel omgang med dyr.

Marquis de Sade kom til at lægge navn til sadismen, og selv de garvede fangevogtere blev forargede. De beskrev hans tekster som “usømmelige” og “vilde tanker”.

Den 2. juli 1789 fik Bastillens kommandant, Bernard-René de Launay, nok af fangen, som samme dag havde brugt et blikrør som megafon til at råbe fra sit tårnvindue: “Hjælp! De myrder alle fangerne!”

“Det er meget farligt at have netop denne fange her”, skrev kommandanten til en af kongens ministre.

De Sade blev flyttet til et sindssygefængsel, hvor han siden sad flere gange frem til sin død i 1814.

Vrede parisere stormede Bastillen

Stormen på Bastillen i 1789.

Stormen på Bastillen betragtes som startskuddet til Den Franske Revolution. Paris’ borgere angreb kongens fængsel.

© Wikimedia Commons

Om morgenen den 14. juli 1789 stormede en stor menneskemængde et våbendepot i Paris, hvor de forsynede sig med geværer. Andre greb køller, høtyve, eller hvad de ellers kunne få fat på af våben, inden de stormede mod Bastillen.

Borgen havde i 1789 mistet sin militære betydning, men som fængsel for politiske fanger var den gamle fæstning blevet et symbol på de enevældige kongers tyranni. Desuden gemte Bastillen på et krudtlager, oprørerne ville have fingrene i.

De ophidsede parisere kastede sig mod porten og slæbte stiger frem, men Bastillens godt 100 soldater kunne nemt forsvare borgen.

Om eftermiddagen sluttede soldater fra den franske garde sig til oprørerne, og kanoner blev rullet frem foran fæstningen. Det fik Bastillens kommandant til at miste modet og hejse det hvide flag.

Da vindebroen blev sænket, stormede folk ind i fæstningen. Optændte af had lynchede de kommandanten samt fem af hans soldater og satte deres hoveder på lanser, som de marcherede triumferende rundt med i gaderne.

Efterfølgende begyndte pariserne at rive fængslet ned mursten for mursten og for evigt udslette symbolet på kongens magt.

“Halvnøgne arbejdere rev murene ned under bifaldsråb fra mængden”, berettede et øjenvidne.

Bastilledagen blev national festdag

Fejringen af Bastilledagen.

Stormen på Bastillen den 14. juli 1789 blev indledningen på Den Franske Revolution, hvor enevælden endegyldigt faldt. Derfor blev datoen med det samme en national festdag, hvor ikke bare pariserne, men alle franskmænd hvert år fejrer den såkaldte Bastilledag.

Da Napoleon i 1804 kronede sig selv til kejser, røg dagen dog i glemmebogen, og det var først i 1880, efter Napoleons 3. fald, at franskmændene igen gjorde Bastilledagen til nationaldag – den dag, hvor Frankrig tog det første skridt mod frihed, lighed og broderskab.

I dag markeres Bastilledagen over hele Frankrig, og i hovedstaden, hvor det hele begyndte, afholdes Europas største militærparade. Undervejs overflyver jetjagere Triumfbuen med blå, hvide og røde røgstriber efter sig.

Traditionelt afsluttes dagen med et gigantisk festfyrværkeri, der bør opleves på Bastillepladsen, hvor den gamle borgs grundplan er markeret på asfalt og fliser.