Budapest blev skudt i grus

Den britiske kommunist og journalist Peter Fryer blev vidne til nedslagtningen af mange hundrede civile, da sovjetiske kampvogne til slut knuste opstanden i Budapest.

Den britiske kommunist og journalist Peter Fryer blev vidne til nedslagtningen af mange hundrede civile, da sovjetiske kampvogne til slut knuste opstanden i Budapest.

Wikimedia: Fortepan — ID 2485: Nagy Gyula.

Utilfredsheden ulmede i Østeuropa. Efter 2. verdenskrig var de enevældige kommunistpartier i færd med at bygge samfundene om efter sovjetisk forbillede, men befolkningerne havde fået nok af den sovjetiske undertrykkelse.

Som de første mistede de østberlinske bygningsarbejdere tålmodigheden. I juni 1953 indledte de en strejke mod regimets nye akkordkrav, der var sammenfattet i ordren “mere arbejde til samme løn”.

I løbet af en enkelt dag udviklede strejken sig til en folkeopstand, som blev slået ned af 20.000 sovjetiske soldater. Omkring 190 østtyskere mistede livet, men regimet var tvunget til indrømmelser og trak sine krav til arbejderne tilbage.

“Det fascistiske udyrs frygtelige genfærd har rejst sig over Ungarns fredelige marker.” Dimitri Shepilov, sovjetisk udenrigsminister

Tre år senere, i juni 1956, nedlagde tusinder af polske stålarbejdere deres arbejde. Også denne strejke udviklede sig til et oprør, som regimet slog ned med indsættelsen af 10.000 soldater.

Kampene kostede 70 mennesker livet, men også i Polen skete der en opblødning; landets nye leder, Wladyslaw Gomulka, indførte økonomiske reformer, og han stoppede tvangskollek­tiviseringen af landbruget.

Gomulka blev et symbol på håb i den sovjetisk besatte Østblok, og i Ungarn planlagde studenter og kunstnere i løbet af efteråret 1956 en demonstration for at erklære deres støtte til den polske leder.

Ungarerne krævede demokrati

Demonstrationen, der fandt sted tirsdag den 23. oktober, rygtedes hurtigt. Flere og flere sluttede sig til, og på få timer udviklede den sig til en masseprotest mod den sovjetiske besættelse af Ungarn og mod det lokale sikkerhedspoliti, AVH.

Snart var en kvart million mennesker på march mod parlamentet i Budapest. De ungarske soldater, der egentlig havde ordre til at opløse demonstrationen, sluttede sig i stedet til den. De rev de røde stjerner af uniformerne og trampede på dem.

Foran parlamentet blev demonstrationen mødt af 500 AVH-mænd, der skød ind i menneskemængden og dræbte flere hundrede.

Nedskydningen blev vendepunktet for den fredelige demonstration. Nu blev politibiler sat i brand, og de ungarske soldater delte ud af deres våben.

Demonstranter brækkede brosten op fra gaden eller fremstillede såkaldte molotovcocktails. I ly af mørket stormede de AVH’s hovedkvarter og radiohuset – og væltede byens Stalinstatue.

VIDEO – Se nyhedsindslag fra 1956:

Gadekampene mellem folket og AVH rasede i en uge, men den sovjet­i­ske hær reagerede i første omgang tilbageholdende. I mange byer blev der hurtigt forhandlet lokale våbenhviler, så de sovjetiske soldater kunne trække sig tilbage til kasernerne.

Passiviteten blandt de sovjetiske soldater skyldtes, at de opfattede sig som Ungarns beskyttere imod en NATO-invasion. De ønskede ikke at vende deres våben mod landets egen befolkning, som de under udstationeringen havde lært at kende godt.

Efter de sovjetiske troppers tilbagetrækning blev politikeren Imre Nagy indsat som Ungarns nye leder. Nagy havde været landets leder indtil året før, men han var blevet afsat på grund af sine tanker om en “national og menneskelig socialisme”.

Nu skulle Nagy stabilisere situationen, mente kommunistpartiet. Men i stedet annoncerede han, at étpartisystemet skulle afskaffes, og at landet skulle forlade Warszawa-pagten.

Sovjet frygtede kontrarevolution

Så radikale skridt hen imod demokrati og ungarsk selvstændighed var for meget for Sovjetunionen – det kunne føre til en destabilisering af hele Østblokken, frygtede Sovjet.

Hurtigt begyndte propagandamaskinen at rulle. I FN's sikkerhedsråd holdt den sovjetiske udenrigsminister Dimitri Shepilov en tale. Her udlagde han den ungarske opstand i typiske, kommunistiske vendinger: “Det fascistiske udyrs frygtelige genfærd har rejst sig over Ungarns fredelige marker.”

Bevæbnet med geværer og beslutsomhed forsøgte den ungarske befolkning at smide den sovjetiske overmagt ud af landet.

© Corbis

Shepilovs opfattelse af opstanden blev delt af kommunister i hele verden. I London ville det kommunistiske dagblad The Daily Worker have en reportage om “de fascistiske elementers kontrarevolution” og sendte journalisten Peter Fryer af sted.

Han ankom til Ungarn den 25. oktober, blot to dage efter opstandens start. Men på grund af den generalstrejke, der fulgte med opstanden, strandede han i første omgang i provinsbyen Magyaróvár.

Uskyldige blev mejet ned

Kommunisten Peter Fryer havde forberedt sig på at skrive om en lille gruppe fascistiske og reaktionære kræfters forsøg på at omvælte det kommunistiske styre, men virkeligheden i Magyaróvár var en helt anden, så han:

“Onsdag og torsdag havde nyhederne om kampe i Budapest spredt sig på fabrikkerne og på gaderne. Om fredagen var hele byen i en tilstand af ophidselse, og omkring klokken 10 myldrede folk ud fra deres huse i en spontan demonstration. De var ubevæbnede. Deres eneste våben var Ungarns rød-hvid-grønne flag og hjemmelavede plakater med den nationale opstands to hovedkrav: “Stop den russiske besættelse!” og “Opløs AVH!”.”

5000 mennesker var med i demonstrationen, vurderede Fryer, der selv deltog. Demonstranterne forholdt sig fredeligt og sang nationalsangen. Omsider nåede de frem til det lokale AVH-hovedkvarter, hvor en stor, rød stjerne tegnede sig mod himlen.

I begyndelsen af november 1956 sendte Sovjetunionen 6000 tanks ind i Ungarn for at tromle opstanden ned. Magtdemonstrationen var samtidig en klar advarsel til de øvrige østlande.

© AKG

“Riv den ned,” råbte mængden. Straks efter åbnede sikkerhedspolitiet ild mod menneskemængden, med Fryer som rædselsslagent øjenvidne:

“Ingen advarsel blev givet, ingen opfordring til at opløse demonstrationen, ikke engang advarselsskud over folks hoveder. På AVH-løjtnant Jószef Stefkos ordre pumpede to maskingeværer, gemt bag hovedkvarterets vinduer, kugler ind, hvor mængden var tættest. AVH-mænd smed også håndgranater. Skyderiet varede i fire minutter, og nogle af de sårede blev skudt igen, da de prøvede at kravle væk. Mænd og kvinder, studerende og arbejdere, børn og endda en 18 måneder gammel baby var blandt ofrene.”

Efter de blodige begivenheder blev Peter Fryer inviteret til flere folkemøder, hvor Ungarns fremtid blev diskuteret. Deltagerne ønskede ikke andet end en selvstændig demokratisk socialistisk stat, som arbejdede for alle ungareres bedste, forstod han.

Sikkerhedspolitiet var overalt

Den britiske journalist begyndte at tvivle på kommunismen. I Magyaróvár havde han mødt den socialistiske virkelighed; et land og et folk i dyb fattigdom, hvor alt var styret af den kommunistiske partitop ved hjælp af det blindt loyale sikkerhedspoliti.

Levestandarden var faldet voldsomt, siden Sovjet besatte landet i 1944, og den ungarske regering arbejdede mere for sovjetiske interesser end for landets egne interesser.

“Der var to meter tykke betonvægge, hermetisk lukkede døre, enorme lagre af mad, tøj og våben og forskellige torturinstrumenter.“ Peter Fryer om kommunistpartiets hovedkvarter.

I sin dagbog spurgte Fryer: “Hvor var “modrevolutionen”? Hvor var “de reaktionære”? Hvad har ungarerne gjort, der kan retfærdiggøre udenlandsk (sovjetisk, red.) intervention?”

Folket levede under tvang, så Fryer. Alle aspekter af dagliglivet blev overvåget og styret af det kommunistiske parti ved hjælp af sikkerhedspolitiet. Derfor var befolkningens vrede især rettet mod AVH. Hvor minutiøs overvågningen var, oplevede Fryer, da han sammen med oprørerne trængte ind i partikontoret i et landbrugskollektiv:

“De gik ind i partikontoret, åbnede pengeskabet, fandt hundredvis af sagsmapper, én for hver arbejder, hvor hele hans karriere, hans politiske pålidelighed og den mindste bid af information om ham var nedskrevet. Enhver ussel lille stikker, der havde et horn i siden på en kollega, kunne være sikker på at få sin historie, sand eller falsk, nedskrevet i et af disse dokumenter. I nogle tilfælde strakte de sig 20 år eller mere tilbage.”

Overalt i Ungarn fandt og brændte indbyggerne AVH-journaler, hvis indhold var ukendt for den person, de omhandlede. Journalen fulgte indbyggerne livet igennem, og dens indhold kunne nemt forhindre fx en forfremmelse, men også føre til anholdelse, hemmelig retssag, tortur, fængsel eller henrettelse.

Emese Jehrbo er en af de ca. 1000 ungarske flygtninge, som kom til Danmark. I bogen “Et stykke af Evigheden” (Attika) fortæller hun om sit liv og flugten.

© Torsten Weper

Emeses flugt til Danmark

“Luften dampede af krudtrøg. Der var skudhuller i murene, og døde mennesker lå i gaden. Når man har set det, glemmer man det aldrig,” fortæller Emese Jehrbo om opstanden i 1956.

Hun var 14 år og boede i Budapest sammen med sin mor og lillesøster. Efter opstanden indså familien, at der ikke var nogen fremtid i Ungarn og flygtede. I første omgang til Jugoslavien.

“Vi gik 18 km midt om natten i sne og is. Himlen var oplyst af lysraketter, for militæret undersøgte grænseområdet for flygtninge. Hvis man blev opdaget, blev man anholdt eller skudt.”

I månedsvis levede den lille familie i forskellige jugoslaviske opsamlingslejre og ventede på at komme videre. “Det var en svær tid, især for min mor, der fik tuberkulose. Ingen ville have os, fordi min mor var enlig.”

Familiens redning blev, at Danmark erklærede sig villig til at behandle en gruppe tuberkuloseramte. Emeses mor kom på Skørping Sanatorium i Nordjylland, pigerne på børnehjem.

Efter halvandet år var moren helbredt og fik lov at blive i landet, men flygtningehjælp fandtes ikke dengang. Moderen måtte bo et år på værelse for at skaffe penge til en lejlighed.

“Vi ønskede hurtigst muligt at blive en del af det danske samfund, som vi kom til at beundre,” siger Emese Jehrbo, der fik en uddannelse som teknisk assistent og nu bor i Nordsjælland.

Fryer fortsatte rejsen til hovedstaden Budapest. Her fulgte han med en gruppe oprørere, der udrustet med hakker, skovle og trykluftbor trængte ind i et enormt kældersystem under gaderne nær kommunistpartiets hovedkvarter:

“Disse kældre, to etager dybe, må have taget måneder, måske år at bygge. Der var to meter tykke betonvægge, hermetisk lukkede døre, enorme lagre af mad, tøj og våben og forskellige torturinstrumenter. Hele byen kendte til bankelydene fra et sted dybt nede i undergrunden.”

Under hovedstadens gader havde AVH også et hemmeligt fængsel: “Fredag aften så jeg 450 fanger, stadig i deres stribede jakker og bukser, blive befriet fra kældrene. Nogle af dem var så sindssyge, at de måtte holdes fast, indtil de kunne komme i blidere pleje. Da dagen sluttede, havde revolutionen befriet 5500 politiske fanger,” berettede Peter Fryer.

Sovjet knuste opstanden

Imre Nagy og det ungarske folk var gået alt for langt i forhold til, hvad Sovjetunionen kunne acceptere. Den 4. november blev Den Røde Hær sat ind igen – og denne gang var det alvor. 6000 tanks støttet af infanteri, artilleri og luftvåben rullede ind i de større ungarske byer.

De nye sovjetiske tropper nærede ingen sympati for landets indbyggere – de fik slet og ret at vide, at de skulle kæmpe mod “fascisterne”.

Den ungarske hær ydede kun sporadisk modstand, endnu en gang fik de ungarske arbejdere hovedrollen i kampene. Derfor var det også arbejderkvartererne i især Budapest, der var målet for de russiske angreb.

“Jeg ser på en, engang smuk, by mishandlet, pryglet, smadret og blødt til overgivelse.“ Peter Fryer om ødelæggelserne i Budapest

Boligområderne blev bombet systematisk både fra land og fra luften, og hurtigt var den dårligt organiserede modstand knækket. Peter Fryer oplevede angrebet på Budapest fra sit hotelværelses vindue:

“Enorme områder af byen – først og fremmest arbejderkvartererne – ligger næsten i ruiner. I fire dage og nætter har Budapest været under konstant bombardement. Jeg ser på en, engang smuk, by mishandlet, pryglet, smadret og blødt til overgivelse. For enhver, der både elsker det socialistiske Sovjetunionen og det ungarske folk, er det fortvivlende.”

Frem til den 15 november rasede kamphandlingerne mellem ungarere og sovjetiske soldater. Ca. 20.000 civile og 700 sovjetiske soldater omkom, byer lå i ruiner, og mindst 200.000 mennesker flygtede til udlandet.

Med simple molotovcocktails lykkedes det ungarerne at sætte flere sovjetiske tanks ud af spillet, men i længden var kampen håbløs.

© Ullstein

Da opstanden var nedkæmpet, begyndte klapjagten på oprørerne. Titusinder blev fængslet, og mindst 1200 henrettet, blandt dem den tidligere statsminister Imre Nagy.

Med denne magtdemonstration fik Sovjetunionen sendt en klar besked til de østeuropæiske lyd­stater i Warszawa-pagten: Demokrati og
selvstændighed bliver under ingen omstændigheder tolereret.

Peter Fryer sagde op i protest

Efter de tragiske begivenheder i Budapest vendte Peter Fryer tilbage til London. På avisen fik han besked om, at hans sidste artikler ikke ville blive trykt og end ikke vist til kollegerne.

Fryer indså, at det ikke kun var i østlandene, at kommunisterne udøvede censur. Chokeret og vred sagde han op.

I flere vestlige kommunistpartier udløste Sovjets angreb på Ungarn voldsomme, interne diskussioner og medlemsflugt. I det danske DKP kom kritikken fra partiformanden Aksel Larsen. Efter to års strid blev han ekskluderet af partiet og dannede i 1959 et nyt, Socialistisk Folkeparti (SF).

Imre Nagy ønskede at tage afstand fra Sovjetunionen. Modstanden kostede ham livet.

© FORTEPAN/Jánosi Katalin adományozó/Wikimedia

Efter opstanden

Statsminister Imre Nagy blev henrettet efter opstanden i 1956. I stedet tog generalsekretæren i det kommunistiske parti, János Kádár, magten.

Udenrigspolitisk fulgte han Moskva, men indenrigspolitisk gennemførte han økonomiske reformer og øgede befolkningens velstand. Kádár holdt sig ved magten til 1988, da en vedvarende økonomisk krise udløste krav om demokrati. Året efter åbnede Ungarn som det første Østblok-land sin del af Jerntæppet.