Klokken er syv om morgenen, da kammertjeneren træder ind i de kongelige gemakker for at vække Ludvig 16.
Den franske konges seng er skjult bag gardiner. Men da kammertjeneren trækker dem fra, opdager han, at kongen er væk.
Tjeneren haster ind til den 6-årige kronprins Ludvig Karl. Heller ikke han ligger i sin seng. Samtidig gør hofdamerne klar til vække dronning Marie Antoinette. Også hendes seng er tom.
“De er væk! De er væk!” gjalder råbene på slottet Tuilerierne midt i Paris.
I to år har slottet fungeret som den kongelige families ufrivillige bopæl – kongen har praktisk talt levet i husarrest, berøvet sin enevældige magt.
I stedet skal han blot underskrive de love, som landets nye magthavere i nationalforsamlingen lægger foran ham.
Men nu er Ludvig borte – flygtet med dronningen og sine børn, prinsesse Marie Thérèse og kronprins Ludvig Karl.
Stormklokkerne begynder at kime over byen, og en ophidset menneskemasse stimler sammen foran slottet for at råbe skældsord mod kongen.
Ved 11-tiden sender nationalforsamlingen kurerer ud for at opspore de royale flygtninge.
På samme tid sidder den kongelige familie i en fornem karet næsten 100 km fra Paris. Humøret er højt.
“Det forekommer mig, at alting går godt. Hvis vi ville være blevet standset, var det sket allerede”, mener dronningen, der er forklædt som tjenestepige.
De er stadig langt fra målet – den kongetro garnisonsby Montmédy nær grænsen til De Østrigske Nederlande (nutidens Belgien) – men den svenske grev Fersens flugtplan ser ud til at lykkes.
Den forelskede greve
Grev Alex von Fersen, engang kendt som Europas smukkeste mand, er damernes ven med utallige erobringer på sin meritliste.
Men da han i 1783 møder Marie Antoinette under en rejse til Paris, er han aldeles fortabt.
Og efter at hun sammen med kongen er tvunget til at bo i Tuilerierne, har han ikke forsømt en lejlighed til at snige sig ind på det velbevogtede slot for at holde modet oppe hos den ulykkelige dronning, som er foragtet i hele den franske befolklning.
“Hun er en engel af godhed, heroisk i al sin følsomhed. Aldrig har jeg været så elsket”, skriver han henført i et brev til sin søster Sophie i Sverige.
Sammen med regentparret begynder Fersen at udarbejde en flugtplan, der skal bringe Ludvig i sikkerhed i Montmédy. Her vil kongen samle en hær og siden knuse de revolutionære i Paris.
Som det første køber Fersen en komfortabel karet med plads til seks personer. Officielt står en vis “baronesse de Korff” bag købet. Hun skal angiveligt bruge kareten til en rejse til Rusland.
Dækhistorien er plausibel. På denne tid tager aristokrater gerne på lange rejser gennem Europa.
Så tager Fersen fat på de øvrige forberedelser: Turen til Montmédy kræver, at kareten får friske heste med jævne mellemrum.
Fersen træffer aftaler med 12 poststationer på flugtruten. Undervejs skal Ludvig eskorteres af kongetro soldater, som skal instrueres om mødested og opgaver.
Afrejse ved midnat
Alle forberedelser sker i hemmelighed, for de revolutionære har placeret spioner blandt de 100 hoffolk i Tuilerierne.
Flere gange udsætter den vankelmodige konge sin flugt, og hver gang skal de mange poststationer og flugthjælpere have besked. Endelig bliver datoen lagt fast: natten til den 21. juni 1791.
Kort før midnat vækker dronningen sine to børn. Kronprinsen bliver meget skuffet, da han opdager, at han skal forklædes i pigetøj.
Kort efter ankommer Axel von Fersen til slottet klædt som kusk. Han fører børnene og deres guvernante ud til en droske.
Børnenes guvernante skal spille rollen som baronesse de Korff, mens kongen har rollen som hendes tjener. Iført en grøn tjenerfrakke sniger han sig gennem det mørke slot.
I stueetagen møder han to betroede livgardister, som har gemt sig i et skab. De følger kongen hen til Fersens droske, hvor også kongens søster Elisabeth venter.
Som den sidste forlader Marie Antoinette sine gemakker. Da hun hører skridt fra en vagtpost, gemmer hun sig hastigt og venter, til det atter bliver stille. Endelig finder hun den garderofficer, der skal føre hende ud af slottet.
Med en times forsinkelse er alle seks flygtninge samlet. Fersen kan styre drosken ud af byen, hvor kareten står skjult. Uset stiger alle op i vognen.
Ved poststationen i Bondy ca. 20 km uden for Paris skifter de heste for første gang. Her er Fersen – meget mod sin vilje – tvunget til at sige farvel til dronningen.
Han ville gerne have ledsaget vognen hele vejen, men det går kongens ære for nær: at blive reddet af den mand, der er kendt som Marie Antoinettes elsker, er for nedværdigende.
“Farvel, madame de Korff”, råber Fersen demonstrativt til afsked, så alle på poststationen kan høre det.
I løbet af natten slipper han over grænsen, mens den kongelige vogn kommer i store vanskeligheder.
På de dårlige, mørke veje snubler hestene felere gange, så seletøjet går i stykker. Det skal hver gang repareres, før flugten kan fortsætte.
Forsinkelserne betyder, at soldaterne i den ventende eskorte tror, at flugten endnu en gang er udskudt.
For ikke at vække unødig opmærksomhed trækker de sig tilbage for at være klar til næste gang, og uden beskyttelse fortsætter Ludvig mod katastrofen.
Kongen bliver genkendt
Flere steder vækker den fornemme karet opsigt, men jo længere fra Paris, han kommer, jo mere afslappet tager Ludvig på sikkerheden.
I Fromentières stiger han ligefrem ud og begynder at tale med nogle bønder. De andre i kareten er ude af sig selv, men kongen siger blot:
“Åh, det betyder ikke så meget. Vi er jo alligevel uden for fare nu”.
Klokken er blevet 20, da de når Sainte-Menehould. Postmesteren her, Jean Baptiste Drouet, er en glødende revolutionær.
Han synes, at der er noget bekendt over tjeneren i kareten – det kødfulde ansigt, den tunge hage, den store næse.
Kongens profil er gengivet på de franske mønter, og Drouet får mistanke om, at tjeneren er Ludvig 16. Kort efter, da en kurer fra Paris bringer nyheden om kongens flugt til Drouet optager han forfølgelsen.
Ved midnatstid kører kareten ind i landsbyen Varennes. Selskabet leder forgæves efter de friske heste og tropperne, som burde stå klar.
Kongens ledsagere må banke på husene for at spørge. Overalt får de besked på at forsvinde.
I mellemtiden er Drouet også nået til Varennes. Han finder frem til den lokale afdeling af nationalgarden, og nu ringer stormklokkerne over byen.
Kort efter bliver kongens karet stoppet, og passagererne føres ind i et hus, der tilhører en urtekræmmer.
En gammel mand, som engang har set kongen i Versailles, bliver hentet ind for at identificere Ludvig. Da den gamle får øje på tjeneren, falder han på knæ og udbryder: “Åh, herre konge!”
Dækhistorien om baronesse de Korffs rejse til Rusland er afsløret.
“Udmærket” sukker kongen, “jeg er virkelig jeres konge”.
Alle i urtekræmmerens hus er eksalterede over at have en så fornem gæst – han er trods alt “konge af Guds nåde”.
Hvis Ludvig 16. havde været en handlingens mand, kunne han muligvis have reddet situationen, blot han havde sagt de rette ord. Men kongen er som altid handlingslammet. Han gør ingenting!
Indbyggerne i Varennes er høflige og forsigtige, for ingen ved, hvad der er det rigtige at gøre i disse dage, hvor nationalforsamlingen dagligt vender op og ned på rigtigt og forkert.
Men da dagen gryr, forsvinder al venlighed. Tropper fra nationalgarden tvinger kongen tilbage mod Paris – den ydmygende tur tager fire dage, hvor borgere i vejsiden overdænger kongefamilien med skældsord.
Efter flugten blev Ludvig og Marie Antoinette ført tilbage til Tuilerierne i Paris. Turen tog fire dage, hele vejen stod vrede undersåtter og overdængede parret med skældsord.
Fersens knuste hjerte
Efter den mislykkede flugt lykkes det Marie Antoinette at få smuglet et brev ud til Axel von Fersen:
”Jeg har fået muligheden for at sige, at jeg elsker dig”, skriver dronningen og beder om en adresse, som hun kan skrive til. Hvis hun ikke kan bevare kontakten, vil hun ikke leve, forklarer hun.
Fersen indleder nu intensive diplomatiske forhandlinger med de europæiske magter. Men alle anstrengelser er forgæves; ingen vil risikere noget for det franske regentpar.
Endnu et par gange lykkes det Fersen at snige sig ind på slottet i Tuilerierne, men hans muligheder for at redde Marie Antoinette og kongen er borte.
Januar 1793 beslutter nationalforsamlingen, at kongen skal dø i guillotinen. 10 måneder efter er det dronningens tur.
Nyheden om hendes død kaster Axel von Fersen ud i dyb fortvivlelse.
“Hun, som jeg holdt så meget af, som jeg ville have givet tusinde liv for, er ikke mere. Min smerte er ubeskrivelig”, skriver Fersen til sin søster.
De brændende følelser mellem dronningen og grev Fersen er ikke til at tage fejl af. Om deres forhold også havde seksuel karakter, diskuterer historikerne fortsat. Vigtige beviser, der kunne kaste lys over spørgsmålet, er destrueret.