Klokken er syv om morgenen, da kammertjeneren træder ind i de kongelige gemakker for at vække Ludvig 16.
Den franske konges seng er skjult bag gardiner. Men da kammertjeneren trækker dem fra, opdager han, at kongen er væk.
Tjeneren haster ind til den 6-årige kronprins Ludvig Karl. Heller ikke han ligger i sin seng. Samtidig gør hofdamerne klar til vække dronning Marie Antoinette. Også hendes seng er tom.
“De er væk! De er væk!” gjalder råbene på slottet Tuilerierne midt i Paris.
I to år har slottet fungeret som den kongelige families ufrivillige bopæl – kongen har praktisk talt levet i husarrest, berøvet sin enevældige magt.
I stedet skal han blot underskrive de love, som landets nye magthavere i nationalforsamlingen lægger foran ham.
Men nu er Ludvig borte – flygtet med dronningen og sine børn, prinsesse Marie Thérèse og kronprins Ludvig Karl.
Stormklokkerne begynder at kime over byen, og en ophidset menneskemasse stimler sammen foran slottet for at råbe skældsord mod kongen.
Ved 11-tiden sender nationalforsamlingen kurerer ud for at opspore de royale flygtninge.
På samme tid sidder den kongelige familie i en fornem karet næsten 100 km fra Paris. Humøret er højt.
“Det forekommer mig, at alting går godt. Hvis vi ville være blevet standset, var det sket allerede”, mener dronningen, der er forklædt som tjenestepige.
De er stadig langt fra målet – den kongetro garnisonsby Montmédy nær grænsen til De Østrigske Nederlande (nutidens Belgien) – men den svenske grev Fersens flugtplan ser ud til at lykkes.