Den Haitianske Revolution: Slavernes dyrtkøbte sejr

I 1791 brød en slaveopstand ud i den franske koloni Saint-Domingue – det nuværende Haiti. Koloniens undertrykte sorte havde fået nok af at pukle for den hvide mand. Opstanden blev begyndelsen på den eneste sejrrige slaverevolte nogensinde.

Slaget om Palm Tree Hill under Den Haitianske Revolution.

Brutaliteten i “Slaget ved Palm Tree Hill” svarer meget godt til samtidige beskrivelser af krigshandlingerne i Haiti, selvom det er malet 50 år efter krigens afslutning. Maleri fra 1855 af den polske bataljemaler January Suchodolski.

© CBW/Imageselect

Da Den Franske Revolution brød ud i 1789, gav den genlyd i hele verden.

Frihedsbudskabet nåede også til den franske koloni i Caribien Saint-Domingue – nutidens Haiti.

Her tog slaverne Den Franske Revolutions parole om frihed, lighed og broderskab meget bogstaveligt. Og i 1791 greb de derfor til våben mod plantageejerne.

Fra 1791 til 1804 bølgede oprøret frem og tilbage mellem de dårligt udrustede slaver og de undertallige franske soldater.

Flere gange var revolutionen tæt på at blive nedkæmpet. Værst så det ud, da Napoleon kom til magten. I Frankrig fejede han revolutionsidealerne til side, og snart efter beordrede han en hær på over 20.000 mand til Saint-Domingue.

Hærens ordre lød, at den skulle nedkæmpe slaveoprøret med alle til rådighed stående midler og genetablere slaveriet.

Oprørerne havde dog andre planer. De trak op i bjergene for at slå igen med guerillaangreb, mens de ventede på, at tropesygdomme ville decimere de franske tropper.

Følg oprørets gang, fra den første gnist springer under et voodoo-ritual i Saint-Domingue, og indtil Frankrig erkender sit nederlag – og tager en grusom hævn.

Sammensværgelsen i Alligatorskoven

Noget er i gære i Saint-Domingue. 200 slaver, der nyder en høj status blandt øens halve million sorte, har fundet vej til Alligatorskoven (Bois Caïman). Her i skoven på øens nordkyst gøres der klar til at udføre en voodoo-ceremoni.

Saint-Domingues franske koloniherrer er ikke begejstrede for voodoo. De væmmes ved vildskaben i de afrikanskinspirerede, hedenske ceremonier, men almindeligvis betragter de voodoo som et relativt harmløst tidsfordriv for deres slaver.

Harmløs er voodooen måske til hverdag, men ikke denne dag – søndag den 14. august 1791. Kun to år er der gået, siden pariserne stormede Bastillen og indledte Den Franske Revolution. Frihedsbudskabet fra de undertrykte masser i Frankrig er nu nået til Saint-Domingue.

Hispaniola i 1921 med Haiti mod vest og Den Dominikanske Republik mod øst.

Columbus anløb øen under sin første amerikarejse i 1492 og gav den navnet Hispaniola. Med tiden annekterede franske pirater gradvist den vestlige del af øen, og i 1697 overtog Frankrig formelt området under navnet Saint-Domingue (senere Haiti). Den østlige del udgøres i dag af Den Dominikanske Republik.

© Public domain

Siden Christoffer Columbus kom til øen Hispaniola (som Saint-Domingue er den vestlige del af) tre århundreder tidligere, har øens sorte befolkning været underlagt først spansk og siden fransk kolonistyre. Men det skal være slut nu.

Voodoo-præsten Dutty Boukman leder ceremonien sammen med præstinden Cécile Fatiman.

“Vil I vinde? Så fornægt jeres hvide gud, og omfavn den afrikanske ånd. Så bliver I frie”, råber Dutty Boukman til sine tilhørere, der er samlet omkring et stort bål.

På et tidspunkt fremmaner præstinden Cécile Fatiman voodoo-ånden Erzulie Dantor, der fortæller tilhængerskaren i skoven, at de skal føre an i et oprør, som i al evighed skal befri de sorte i Saint-Domingue fra trældom.

Under ritualet skærer præstinden halsen over på et vildsvin, der symboliserer forfædrenes ånder. Hun beder de forsamlede om at drikke blodet og derigennem besegle deres loyalitet over for revolutionen.

Mødet i Bois Caïman har i nutidens Haiti opnået en mytisk status, men alle beskrivelser af begivenhederne er nedskrevet senere og er desuden farvede af forfatternes etniske ståsted.

Der er derfor flere forskellige bud på, hvad der egentlig udspillede sig i Alligatorskoven den dag. Effekten af mødet er dog ikke til at tage fejl af.

Massakre på hvide under Den Haitianske Revolution.

Den Haitianske Revolution viser ingen nåde: Plantager og byer sættes i brand af de sorte oprørere, og massakrer på den hvide befolkning udspiller sig allevegne. Illustration fra 1833.

© Wikimedia Commons

Få dage efter voodoo-ceremonien i Alligatorskoven spreder slaveoprøret sig som en steppebrand gennem den franske koloni.

Anført af Dutty Boukman indtager oprørerne plantage efter plantage i den nordlige del af Saint-Domingue og befrier slaverne. Langt de fleste slutter sig efterfølgende til oprøret.

I løbet af få uger er slavehæren vokset til over 100.000 mand. Knap 2.000 plantager er brændt ned til grunden, og op mod 1.000 slaveejere har mistet livet.

Og det er bare begyndelsen på slavernes blodige kamp mod den hvide overmagt.

Frankrig tjente styrtende på Saint-Domingue

Slaver arbejder i en sukkerrørsplantage på øen Antigua i Caribien.

Arbejdet i plantagerne er mandskabskrævende, men profitten fra produkter som sukkerroer, kaffe og farvepigmentet indigo er alligevel svimlende høj. Billedet er fra en sukkerrørsplantage på den caribiske ø Antigua.

© British Library

I 1791 er Saint-Domingue en guldgrube for franskmændene, der omtaler kolonien som “Antillernes perle”, fordi den producerer enorme mængder af sukker, bomuld og kaffe – mere end noget andet sted i verden på dette tidspunkt.

Saint-Domingue kom under fransk styre i 1697, og store dele af den franske økonomi var siden bundet op på leverancerne af billigt sukker og kaffe fra kolonien.

På ca. 7.000 plantager fordelt over kolonien knoklede sorte slaver uafbrudt fra solopgang til solnedgang seks dage om ugen.

Illustration af slaveskib fra 1790.

Britiske modstandere af slaveriet skabte i 1790 denne illustration af de trange forhold på et slaveskib.

© Shutterstock

Slaverne kom oprindeligt fra Afrika, hvor de blev indfanget og siden fragtet til kolonien i Caribien ombord på store slaveskibe.

De kulturelle forskelle på de afrikanske lande, som slaverne kom fra, var store. De oprindelige slaver talte bl.a. mange forskellige sprog.

Gennem generationer udviklede de afrikanske slaver i kolonien et fælles sprog og en fælles kultur, der fik navnet “kreol”. Det var en sammensmeltning af forskellige afrikanske sprog, traditioner og skikke, som knyttede slaverne sammen i en fælles kultur.

Slaveejerne var hvide franskmænd og såkaldte “gens de couleur” – frie farvede mænd af blandet europæisk og afrikansk blod.

Øverst i samfundshierarkiet stod de hvide mænd, og under dem kom “gens de couleur”. Disse befolkningsgrupper måtte eje og drive plantager. Nederst i det stramme hierarki befandt de sorte slaver sig med ingen eller ganske få rettigheder.

Slavernes hævn

Hængning af franske officerer under Den Haitianske Revolution.

Synsvinklen i de fleste samtidige skildringer af Haitis revolution er næsten altid i de hvides favør: De sorte er barbarer – og de hvide er ofrene. Illustration af Marcus Rainsford fra “An Historical Account of the Black Empire of Hayti” (1805).

© Library of Congress

Plantageejerne på Saint-Domingue blev styrtende rige, og fordi det var billigere at knokle slaverne til døde og købe nye fra Afrika, end det var at behandle slaverne godt, var arbejdsforholdene umenneskelige, og dødstallene absurd høje.

Efter i årevis at have været udsat for hårdhændet afstraffelse – herunder tortur og voldtægt – var slaveoprørernes vrede mod slaveejerne enorm.

I de første måneder af oprøret blev over 4.000 hvide mænd dræbt. På dette tidspunkt udgjorde de sorte slaver en halv million mennesker mod 30.000 hvide kolonister og 30.000 “gens de couleur”. Koloniens herskere var altså i gigantisk undertal.

I begyndelsen af 1792 var det lykkedes for oprørerne at få kontrol over to tredjedele af Saint-Domingue.

Som svar sendte Frankrig flere tusind soldater til øen for at slå oprøret ned, men oprørerne var langt bedre organiseret end forventet.

Det skyldtes ikke mindst Toussaint Louverture. Han var en tidligere slave, som havde fået sin frihed i 1776. Han var blevet den mest indflydelsesrige leder af revolutionen, efter at den oprindelige oprørsleder, Dutty Boukman, var blevet dræbt af franskmændene kun to måneder inde i oprøret.

“Vi ønsker ikke en frihed udelukkende indrømmet til os, men en absolut vedtagelse af princippet om, at intet menneske født rødt, sort eller hvidt kan være sit medmenneskes ejendom”, sagde Louverture, der både var en begavet militærstrateg og en karismatisk taler.

Slaveoprøret fik også uventet hjælp udefra af kolonimagterne Spanien og Storbritannien, der kæmpede mod Frankrig under Revolutionskrigene, der brød ud i Europa i 1792.

Spanien og Storbritannien forsynede oprørerne med våben, ammunition og fødevarer for at styrke deres kamp mod den fælles fjende. I 1793 tog de hårdtpressede franskmænd derfor en drastisk beslutning: De ophævede officielt slaveriet i deres kolonier.

Dermed blev slaveoprøret i Saint-Domingue det første succesfulde af sin slags i verdenshistorien. Sejren skulle dog vise sig at have en udløbsdato.

Den Sorte Spartacus

En døende Toussaint Louverture i fængslet i Frankrig.

En døende Toussaint Louverture i fængslet i Frankrig. Farvelagt gravering fra 1855.

© Shutterstock

Toussaint Louverture skifter side

Efter slavernes sejr skiftede Toussaint Louverture side og kæmpede nu med stor succes på Frankrigs side mod de spanske og britiske tropper.

Omsider kunne Louverture koncentrere sig om sin egentlige mission – at bevise over for Frankrig, at fred og økonomisk fremgang godt kunne eksistere på øen uden slaveri.

De efterfølgende år konsoliderede Louverture sin magt på Haiti ved at nedkæmpe sine politiske rivaler og sætte gang i landbrugsproduktionen igen.

Sukker- og kaffedyrkningen tog fart, fordi han overtalte – og til tider tvang – de tidligere slaver til at arbejde i plantagerne under deres tidligere ejere, dog nu som frie mænd med en fast, lav løn.

I slutningen af år 1800 invaderede Louverture den spanske koloni Santo Domingo (i dag hovedstaden i Den Dominikanske Republik) og satte slaverne fri – uden Frankrigs billigelse.

Året efter vedtog oprørslederen en ny forfatning for Saint-Domingue, der udnævnte ham selv som guvernør-general på livstid og etablerede hjemmestyre for øen.

Napoleon narrede oprørsleder

Franskmænd går i land i Saint-Domingue under Den Haitianske Revolution.

Den franske general Charles Leclerc går i land i Saint-Domingue i 1802 med en stor styrke af friske tropper.

© Shutterstock

Den nye forfatning gjorde Napoleon rasende. Han var kommet til magten i Frankig ved et statskup i 1799. I januar 1802 var han klar med sit modtræk mod Den Haitianske Revolution.

Han sendte sin svoger general Charles Leclerc og ca. 30.000 soldater til Saint-Domingue for at vælte Louverture og genvinde Frankrigs fulde kontrol over kolonien.

“Min beslutning om at ødelægge de sortes autoritet i Saint-Domingue er ikke så meget baseret på overvejelser om handel og penge som på behovet for altid at blokere for de sortes fremmarch i verden”, lød den klare besked fra Napoleon.

Louverture vidste, at hans slavehær ikke kunne nedkæmpe de erfarne franske tropper. Han trak derfor sin hær tilbage fra kysterne og forskansede sig inde i landet.

Franskmændene ville ikke være forberedt på tropiske sygdomme i kolonien, og jo længere tid de befandt sig på øen, desto flere soldater ville dø af naturens egne biologiske våben. Når de franske tropper var tilpas svækkede, ville Louverture sætte sit angreb ind.

De tropiske sygdomme fik ganske rigtigt bugt med mange af Leclercs soldater, men slet ikke nok til at passivisere franskmændene. Derfor indgik oprørslederen efter flere uger med hårde kampe en fredsaftale med Napoleon.

I bytte for at nedlægge våbnene og erklære Frankrig loyalitet blev Louverture lovet sin frihed. Men i et ubevogtet øjeblik under forhandlingerne med de franske styrker blev Louverture arresteret og omgående sendt med skib til Frankrig.

Oprørslederen døde året efter i fængslet Fort de Joux i Frankrig. Louverture følte sig dog overbevist om, at revolutionen ville fortsætte uden ham. Som han skrev fra sin fængselscelle:

“Ved at vælte mig har du ikke gjort andet end at fælde stammen af den sorte friheds træ i Saint-Domingue – træet vil igen springe fra rødderne, for de er talrige og dybe”.

4 mislykkede slaveoprør

Haitis revolution er stadig den eneste succesrige slaverevolte i historien.

Slaveoprøret på Saint-Domingue er dog ikke den eneste gang, at slaver forsøgte at tage kampen op mod overmagten.

Slaveoprøreren Spartacus.
© Wikimedia Commons

Spartacus – til kamp mod Romerriget

I år 73 f.Kr. indledte den romerske gladiator Spartacus et oprør mod Romerriget. Spartacus vandt tilslutning blandt rigets slaver, og snart talte Spartacus’ hær over 70.000 slaver.

En række succesrige slag mod romerske legioner fulgte. Til sidst blev Spartacus’ slaveoprør dog nedkæmpet i slaget ved floden Sele, og Spartacus selv dræbt. De 6.000 slaver, der overlevede slaget, blev alle korsfæstet til skræk og advarsel.

Nat Turner tages til fange.
© Public domain

Nat Turner – slavehær i Sydstaterne

Det mest berømte slaveoprør i USA’s historie fandt sted i sommeren 1831, hvor den afroamerikanske præst Nat Turner sammen med 70 andre slaver opbyggede en guerillahær.

På få dage i august dræbte Nat Turner og hans mænd omkring 60 hvide mænd på plantager i det sydlige Virginia. To måneder efter blev han og hans folk taget til fange. De blev alle henrettet.

Samuel Sharpe.
© Shutterstock

Sam Sharpe – strejkeleder blev oprørsleder

I 1831 gik ca. 60.000 af Jamaicas i alt 300.000 slaver i strejke anført af baptistprædikanten Sam Sharpe. Den fredelige protest udviklede sig snart til en voldelig revolte.

Øens plantager blev plyndret og nedbrændt. Først da det britiske militær blev sat ind, blev opstanden nedkæmpet. Sam Sharpe og 300 slaver blev hængt for deres deltagelse i oprøret.

Christiansted på den danskvestindiske ø Sankt Croix.
© Det Kongelige Bibliotek

Sankt Jan – slaveopstand i dansk koloni

I november 1733 gjorde omkring 150 slaver på den danskvestindiske ø Sankt Jan oprør mod deres danske herrer. De fleste plantager blev brændt ned, og 70 hvide blev enten såret eller dræbt.

Da forstærkningerne nåede frem fra naboøerne, søgte slaverne op i bjergene, hvorfra de førte guerillakrig. Først i maj 1734 lykkedes det 400 tilkaldte franske soldater at nedkæmpe opstanden.

Gul feber knuste den franske hær

De første måneder under Napoleons nye styre på Saint-Domingue forløb ganske fredeligt, men da han genindførte slaveriet i den franske koloni Guadeloupe, greb Saint-Domingues befolkning til våben igen. De vidste, at det blot var et spørgsmål om tid, før også de igen blev lagt i lænker.

“Min beslutning om at ødelægge de sortes autoritet i Saint-Domingue er ikke så meget baseret på overvejelser om handel og penge som på behovet for altid at blokere for de sortes fremmarch i verden”. Napoleon Bonaparte.

Den franske kejser var travlt beskæftiget med at udkæmpe krige i Europa og lod mere eller mindre general Leclerc og hans tropper i stikken. I sommeren 1802 havde Leclerc mistet 10.000 mand til gul feber og rådede nu kun over 8.000 soldater.

I 1803 var de franske tropper presset ud til Saint-Domingues nordlige havnebyer. Oprørshæren stod nu under Jean-Jacques Dessalines’ ledelse – han havde tilranet sig kontrollen efter Toussaint Louvertures bortførelse.

Dessalines fik nedkæmpet de sidste franske tropper i slutningen af året, og den 1. januar 1804 erklærede han Saint-Domingue for selvstændig under sit nye navn: Haiti.

“Vi har turdet være fri. Lad os turde være det alene og for os selv”, sagde Dessalines.

Udråbelsen af Haiti som en selvstændig nation blev mødt med frygt i Europa og USA.

Hvis et sort slaveoprør kunne vælte en kolonimagt på Haiti, kunne det også ske alle andre steder.

De spirende demokratier i Europa gav derfor pokker i lighed og menneskerettigheder, hvis det betød, at pengestrømmen fra deres kolonier blev afbrudt, og sorte mennesker fik magt til at myrde de hvide koloniherrer.

Slaveoprør inspirerede frihedskæmpere verden over

Toussaint Louverture og Napoleon Bonaparte.

Toussaint Louverture portrætteret som feltherre på hesteryg på et fransk tryk fra 1802. Illustrationen er muligvis en hånlig parafrase over Jacques-Louis Davids berømte maleri af Napoleon Bonaparte fra 1800 (til højre).

© British Museum & Public domain

På trods af sin succesrige revolution har Haiti i alle årene som selvstændig nation været plaget af en elendig økonomi, kriminalitet, adskillige statskup og despotiske diktatorer.

Men selvom demokratiet aldrig slog rod i Haiti, har revolten inspireret millioner af slaver og undertrykte verden over til at kæmpe for frihed og lighed for alle uanset race.

Som Haiti-forskeren Laurent Dubois skriver i sin bog “Avengers of the New World: The Story of the Haitian Revolution”:

“Ved at skabe et samfund, hvor alle mennesker af alle farver fik frihed og statsborgerskab, forvandlede Den Haitianske Revolution verden for altid. Det var en central del af afskaffelsen af slaveriet i Amerika og derfor et afgørende øjeblik i demokratiets historie, et, som lagde grunden for den fortsatte kamp for menneskerettigheder overalt”.

Frankrig satte Haiti i bundløs gæld

Haitis præsident, Jean-Pierre Boyer, modtager fransk delegation.

Haitis præsident, Jean-Pierre Boyer, modtager Karl 10.s anerkendelse af Haitis selvstændighed samt erstatningskrav på 150 millioner franc til øens tidligere ejere.

© Bibliothèque Nationale de France

Efter revolutionen, i 1804, kæmpede Haiti for at få økonomisk fodfæste som selvstændig nation, men oprørskolonien blev set som en paria af USA og stormagterne i Europa, som nægtede at handle med dem.

Den amerikanske præsident, Thomas Jefferson (1801-1809), arbejdede bevidst for at isolere Haiti politisk og kvæle landet økonomisk. Han frygtede, at slavernes succes i Haiti ville inspirere til lignende opstande i USA.

Helt kaotisk blev den økonomiske situation for Haiti, da Frankrigs Karl 10. i 1826 sendte en armada af krigsskibe til Haiti. Den unge nation fik besked på at betale 150 millioner franc i erstatning til de franske plantageejere, ellers ville landet blive invaderet.

Med pistolen for brystet gav Haiti efter for det ublu krav og begyndte at betale af på gælden, der svarer til 205-275 milliarder nutidskroner. Først i 1947 – efter 122 år – var gælden til de i alt 7.900 efterkommere af slaveejerne betalt.

Efter at et jordskælv i 2010 lagde det i forvejen forarmede Haiti i ruiner, skrev en række franske forfattere og journalister et åbent brev til Frankrigs præsident, hvori de krævede, at landet betalte Haiti alle pengene tilbage. Der er endnu ikke overført så meget som en euro.