Den iranske revolution: Død over shah'en og USA

Set fra USA er shah Mohammed Reza Pahlavi en mønsterleder. Iran er en trofast allieret og et klippefast bolværk mod kommunismen. Men under overfladen syder og bobler utilfredsheden – og ayatollah Khomeini lurer i kulissen.

Set fra USA er shah Mohammed Reza Pahlavi en mønsterleder. Iran er en trofast allieret og et klippefast bolværk mod kommunismen. Men under overfladen syder og bobler utilfredsheden – og ayatollah Khomeini lurer i kulissen.

Scanpix/Corbis

Med øjnene blanke af tårer kæmper præsident Jimmy Carter sig gennem sin velforberedte tale. Bag ham, lidt væk fra talerstolen med det præsidentielle segl, står hans gæst, shahen af Iran, en af Mellemøstens mægtigste mænd, med ansigtet begravet i et lommetørklæde.

Heller ikke journalisterne i det forsamlede pressekorps foran Det Hvide Hus magter at holde tårerne tilbage. I baggrunden lyder råbene fra den demonstration, som tåregassen egentlig er tiltænkt.

De fleste amerikanere betragter shahens Iran som en succeshistorie. Oliemillionerne strømmer ind, og Iran ligner i stigende grad et moderne, vestligt samfund med et højtudviklet uddannelsessystem og ligeret for kvinder.

Shahen og dronning Soraya fotografet i 1953, hvor shahen begyndte sit moderne og reformvenlige, men også udemokratiske styre i Iran.

© Scanpix

USA og England indførte shahens enevælde

Mohammed Reza Pahlavi var vestens lydige allierede. Det gav ham fri adgang til våben, men blottede ham også politisk.

Shah Mohammed Reza Pahlavi (1919-1980) overtog tronen i 1941, efter at de allierede havde presset hans far til at abdicere. De mente, at den unge shah ville være mere “samarbejdsvillig”, og det kom til at holde stik. Pahlavi havde gået på kostskole i Schweiz og var præget af vestlig tankegang.

Iran var et konstitutionelt monarki med en folkevalgt premierminister indtil 1953, da premierminister Mohammad Mossadegh besluttede sig for at nationalisere de iranske olieselskaber.

Da USA og Storbritannien så deres økonomiske og forsyningsmæssige interesser truet, greb de resolut ind, fik Mossadegh fjernet og gjorde shahen til enevældig monark.

Som tro allieret kunne shahen, der havde en militær uddannelse, købe alle de våben, han ønskede, i USA. Det gjorde Iran til en regional magt, men de nære bånd til vesten gjorde samtidig shahen sårbar over for intern kritik. Det var ikke svært at få ham til at ligne en skødehund.

Pahlavi var gift tre gange og blev far til fem børn. De fire af dem fik han sammen med sin tredje hustru, Farah Diba, som han levede sammen med til sin død i 1980.

Først nu, den 15. november 1977, hvor 4000 shah-fjendtlige demonstranter går løs på en lille gruppe shah-tilhængere i Washingtons gader, får amerikanerne en første anelse om, at noget ikke er helt, som de troede.

31. december 1977 – Teheran

På en rundrejse besøger Carter Iran. Nytårsaften fejrer han sammen med shahen.

Besøget i Iran er mere end almindeligt hektisk. Knap et døgn tilbringer præsident Carter i landet, fra det øjeblik han med pomp og pragt bliver budt velkommen i lufthavnen, til han igen rejser videre. Alligevel er begge parter yderst tilfredse med mødet.

Ved shahens besøg i USA måneden før havde præsident Carter givet ham en reprimande for overtrædelser af menneskerettighederne. I Teheran ånder alt fred og idyl. I gaderne er der intet spor af uro og protest.

Nytårsaften er shahen vært ved en fornem statsmiddag. I sin tale takker Jimmy Carter høfligt sin vært og kvitterer for Irans indsats som trofast allieret og fast bolværk mod kommunismen. Iran er “en ø af stabilitet i en af Jordens mest uroplagede egne,” fastslår Carter. Den sætning skal han siden komme til at fortryde mange gange.

Carters ros af shahens stabile regime fremstod senere som et nærmest komisk eksempel på dårlig timing.

© PARStimes

Januar 1978 – Iran

Efter et år med voksende utilfredshed er modstanden mod shahen ved at finde sin stemme. Den tilhører ayatollah Khomeini.

Ved første øjekast ligner båndene alle de andre, som er stablet op på hylderne i butikkerne i de større byer. Tilsyneladende indeholder de traditionel orientalsk musik, men deres omslag er falsk varebetegnelse – kun beregnet på at få båndene forbi toldere og grænsepoliti.

“Hvis en amerikansk kok træder på shahen, har han ingen krav på æresoprejsning“. Ayatollah Khomeini

I virkeligheden er det optagelser af taler af ayatollah Khomeini, en religiøs leder, som shahen har sendt i eksil i Irak. I sine taler siger Khomeini fx, at “shahen har overgivet Irans olie til menneskehedens og islams fjender, så de kan dræbe tapre muslimer”.

“Shahen har gjort det iranske folk til noget, der er lavere end hunde. Hvis en iraner træder på en amerikansk hund, vil han ikke undgå sin straf. Selv hvis shahen træder på en amerikansk hund, vil han skulle stå til regnskab. Men hvis en amerikansk kok træder på shahen, har ingen krav på æresoprejsning”, lyder et andet af ayatollahens udsagn.

Det iranske samfund knager i fugerne; eksport af olie og import af luksusvarer fra vesten samt byggeri af moderne huse betyder rigdom og status for dem, som formår at holde sig gode venner med styret og med amerikanerne. Men småhandlende, religiøse ledere og byernes underklasse bliver tabere, og utilfredsheden breder sig.

De etablerede religiøse ledere er tilbageholdende med at kritisere shahen, men Khomeini lægger ikke fingrene imellem, og båndene går som varmt brød. I stuer og forsamlingslokaler lyder ayatollahens stemme, der tordner mod shahen og hans pro-vestlige regime.

9. januar 1978 – Qom

I en regeringskontrolleret avis får shahen trykt en artikel, der sværter Khomeini til. Det giver bagslag. Artiklen får hadet til at bryde ud i lys lue.

Række efter række marcherer de vrede unge mænd gennem byen Qom til taktfaste råb. De bliver mødt af shahens politi. Skrig og råb blander sig med lyden af skarpe smæld, da politiet affyrer skud direkte ind i mængden.

“Udenlandsk agent”, “homoseksuel” og “søn af en professionel danser” (underforstået: søn af en prostitueret). Det er de ord, shahen har hæftet på Khomeini i den famøse avisartikel.

En så udsøgt fornærmelse vil aldrig kunne tilgives her i Qom, der er hellig by for Irans religiøse flertal, shiamuslimerne. Byen er et vigtigt pilgrimsmål og huser mange religiøse skoler. Her er Khomeini uddannet, og herfra udgår støtte-demonstrationerne for ham.

Én af byens religiøse ledere raser åbenlyst mod shahen, som han stempler som “anti-islamisk”. Det står klart, at tidspunktet for kompromis og forsoning er forpasset. Den islamiske revolution er begyndt.

8. september 1978 (“Sorte Fredag”) – Jaleh Square, Teheran

Tusinder samler sig til en demonstration, den største af en lang række. Shahen har erklæret krigsretstilstand, men det ser ikke ud til at gøre nogen forskel.

Omkranset af grønne træer og nye højhuse er Jaleh Square et billede på det moderne Iran. Pladsen kunne ligge i en hvilken som helst summende metropol. Men i dag hersker ingen storbytravlhed, kun en anspændt venten, mens svært bevæbnede soldater indtager stillinger ved indfaldsvejene til pladsen.

De første protester opstod spontant i forbindelse med mindedage for de døde under den foregående protest, men denne demonstration er velorganiseret. Fra alle sider myldrer demonstranterne frem. Det er fortrinsvis unge mænd, klædt i jeans og løsthængende hvide skjorter eller T-shirts.

Med armene i vejret råber de taktfast slagord mod shahen. Soldaterne råber, at folk skal gå tilbage, men mængden, der tæller omkring 20.000, stopper ikke.

Mange af soldaterne har ingen erfaring med situationer som denne. De går i panik og begynder at skyde. Råb bliver til skrig, mens sårede trimler rundt på asfalten og folk flygter i vild rædsel.

Protestdemonstrationer mod shahen udviklede sig flere gange kaotisk, fordi udkommanderede soldater begyndte at skyde ind i mængden.

© Corbis

Nogle prøver at hjælpe de sårede væk, ud af skudlinjen, mens andre trodsigt vender sig mod rækken af politifolk og kampvogne og fortsætter med at råbe slagord med armene i vejret. Råbene blandes med ambulancernes sirenelyd og en helikopters konstante brummen.

Da stilheden langt om længe sænker sig, er pladsen overstænket med blodet fra omkring 300 dræbte og tusinder af sårede.

Oktober 1978 – Nauphle le Chateau nær Paris

Khomeini udvises af Irak og flytter til Frankrig.

Væggene i det enkelt indrettede hus, som Khomeini har lånt af en anden eksil-iraner, er dekoreret med politiske plakater. “35 millioner muslimer siger nej til shahen”, lyder budskabet på den ene. På en anden ses billeder af de døde på Jaleh Square. “Dette er shahens modernisering”, forkynder en tredje over billedet af et slumkvarter.

Journalister fra hele verden belejrer huset. Siddende under et stort træ i haven holder Khomeini hof – iført sin sædvanlige mørke kappe og sort turban. Fødderne har han stukket i et par billige, blå plasticsandaler.

Iran fejrer stadig Khomeini som den islamiske stats grundlægger og chefideolog.

© Corbis

Khomeinis efterkommere

Ruhollah Khomeini (1900-1989) kom fra en familie af religiøse ledere. Han fik også selv en gejstlig uddannelse og kom til at undervise ved det islamiske seminarium i shiitternes hellige by, Qom.

I 1926 giftede han sig med en kun 11-årig pige, Batoul Saqafi, som han fik syv børn med. Fem af dem levede, til de blev voksne. Flere af Khomeinis børnebørn er i dag politisk aktive i Iran, men nok ikke helt på en måde, som ayatollahen ville have brudt sig om.

Barnebarnet Zarah Esraghi er fx feminist og har over for amerikanske medier udtalt sig stærkt kritisk om regimets undertrykkelse af kvinder. Hun deler ikke den officielle begejstring for det konservative islamiske diktatur, der blev Khomeinis livsværk.

Dag efter dag bringer aviser og tv-stationer billeder af hans dystre ansigt med det lange, grå skæg ind i alverdens dagligstuer.

Khomeini er sig sit publikum bevidst. En islamisk stat vil være demokratisk med plads til alle – og selv har han ingen interesse i at blive en del af en fremtidig regering, forsikrer han.

November 1978 – Teheran

Via Teherans moderne, fuldautomatiske telefoncentral har Khomeini direkte kontakt til sine betroede mænd i Iran. Han kan styre begivenhedernes gang.

I Teheran har Khomeini to loyale støtter, Behesti og Taleghani. De er begge ayatollaher som ham selv og således blandt de højest rangerende teologer inden for den shiamuslimske tro. Via dem er moskeerne vundet for sagen.

I slutningen af oktober giver Khomeini ordre til generalstrejke. Den rammer især olieproduktionen hårdt – på blot en uge daler produktionen fra 5,8 millioner til 1,1 millioner tønder per dag. Én efter én lukker forretningerne.

Fabrikkerne går i stå. Soldater holder vagt ved oliefelterne for at undgå sabotage. Bilerne forsvinder fra gaderne, der nu ligner en krigszone.

Monotone råb – “død over shahen!” og “Allah akhbar!” – punkteres af maskingeværsalver. Billeder af shahen forkuller i bålene, der brænder i gaderne, hvor oprørere drager hærgende frem. Hæren samler tanks og kanoner omkring shah-paladset. Luften er tyk af tåregas og sort røg fra brændende bildæk.

2. november 1978 – situationsrummet i Det Hvide Hus, Washington

Tilstandene i Iran bliver for første gang drøftet formelt på højeste niveau.

Mørket har for længst sænket sig over regeringsbygningerne i Washington D.C., da sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski indkalder højtstående medarbejdere fra forsvars- og udenrigsministeriet, CIA og de forskellige værns stabschefer til møde i situationsrummet i Det Hvide Hus’ kælder.

Her, mellem mørke træpaneler, udfoldede landkort og kværnende tv-skærme, holder betroede medarbejdere øje med verdens konfliktområder 24 timer i døgnet, syv dage om ugen.

Lige nu er Iran øverst på listen over brændpunkter. Amerikanerne er rådvilde. Igennem de seneste ti år har de næsten udelukkende fået deres informationer via mennesker inden for shahens hof, den vestligt uddannede elite og de officielle militære og efterretningsmæssige kanaler. Kun få ambassadeansatte taler farsi, og der er så godt som ingen kontakt med de handlende i basaren og de religiøse ledere.

Præsident Carters rådgivere havde hverken held med at forstå eller håndtere Irankrisen. De var konstant på bagkant med udviklingen.

© Corbis

Krisen i Iran er brudt ud på et højst ubelejligt tidspunkt; nedrustningsforhandlinger med Sovjet, normalisering med Kina og fredsforhandlinger mellem Israel og Egypten lægger beslag på regeringsledelsen, så hverken præsident Carter eller udenrigsminister Cyrus Vance kan være til stede i situationsrummet.

Brzezinski er kendt som regeringens kold-kriger, og han er ivrig efter at holde shahen ved magten, så Iran fortsat kan agere stødpude mod Sovjet. Udenrigsministeriet er mere optaget af menneskerettighedsspørgsmålet.

Brzezinski har imidlertid allerede fået udenrigsministerens støtte til sin linje, der går ud på at erklære USA's uforbeholdne støtte til shahen – siger han. Repræsentanten for udenrigsministeriet ser forvirret ud, for på hans papir står, at shahen skal presses til flere indrømmelser.

3. november 1978 – Det Hvide Hus, Washington

*Sikkerhedsrådgiver Brzezinski ringer til shahen. Han vil gerne have ham til at indføre militærstyre, men da USA ikke har en klar politik, kan han ikke sige det direkte

Shahens ankomst til telefonen bliver annonceret af en af paladsets vagter, der gentagne gange råber shahens navn og fulde titel på farsi. Brzezinski undrer sig over proceduren.

I hans øjne er shahen en underlig blanding af en moderne, intellektuel leder og en gammeldags, orientalsk despot. Men Brzezinski går i gang med at aflire sine velforberedte forsikringer:

“USA støtter Dem helt og fuldt uden nogen som helst forbehold i denne krise”, siger han og tilføjer: “USA går ikke – og jeg gentager ikke – ind for nogen bestemt løsning”.

Shahen svarer, at han har fået det indtryk, at USA ikke vil have, at han “tager ekstreme metoder i brug”. Hans stemme lyder underligt tonløs.

Brzezinski svarer famlende: “Tjah, faktisk, for mig at se har De det problem, at De skal forene nogle gestus, som vil være tiltrækkende i almindelighed, med mere specifikke handlinger, som vil demonstrere effektivt lederskab”.

“Ja”, svarer shahen.

Efter en pause fortsætter Brzezinski: ”Det er en kritisk situation, på en måde, og indrømmelser alene er sandsynligvis ikke nok til at demonstrere effektivt lederskab”.

Shahen beder ham gentage den sidste kryptiske nøglesætning og spørger så, om USA's ambassadør i Teheran ved besked. Brzezinski bekræfter, at ambassadøren er orienteret, og afslutter samtalen, der i alt varer seks minutter.

Det er ikke så underligt, at shahen gerne vil vide, om ambassadøren er informeret. Shahen er nemlig klar over, at USA's udenrigsministerium, som ambassaderne hører under, har været uenige i Brzezinskis hårde linje.

Shahen synes, det til tider kan være svært at gennemskue, hvad amerikanerne egentlig vil have, han skal gøre. Nu beslutter han sig for at følge Brzezinski og indføre militærstyre.

27. november 1978 – shahens palads.

I gaderne fortsætter de voldelige sammenstød. Det er tydeligt for amerikanerne, at shahen er ved at miste grebet. Ambassadør Sullivan aflægger besøg i paladset.

Shahen føler en stigende bitterhed mod amerikanerne, som han ikke synes gør nok for at bakke ham op. Frokosten i paladset er pinagtig.

I december 1978 trængtes vesterlændinge i Teherans lufthavn – ivrige efter at slippe ud af landet, der var lammet af generalstrejke.

© Corbis

Modløshed og opgivelse hviler som en tung, grå sky over shahen, der stikker til sin mad. Resten af tiden sidder han stift på stolen med blikket ufravendt rettet mod loftet.

Kun hustruen Farahs høflige bemærkninger holder en anstrengt samtale i gang. For få dage siden er shahen fyldt 60 år. Hans alder ses tydeligt. Dybe furer tegner sig i det askegrå ansigt.

16. januar 1979 – Mehrabad-lufthavnen ved Teheran

Shahen smider tøjlerne og forlader landet på en “udvidet ferie”.

En isnende kold vind smyger sig ind mellem flyene, der står opmarcheret i rækker på startbanen. Blot nogle måneder tidligere har lufthavnen været et travlt, internationalt knudepunkt med rejsende fra ind- og udland myldrende mellem hinanden.

Nu har strejken nærmest sat Iran i stå. Olieproduktionen er praktisk taget standset. Elektriciteten er afbrudt, olien rationeret, og affaldet flyder i gaderne. Også trafikken i lufthavnen er lammet, og stilheden hænger over startbaner og kontroltårne.

Ved trappen op til det fly, som skal bringe shahen og hans familie ud af Iran, venter den nyudnævnte premierminister Shahpour Bakhtiar og andre ledere på at sige farvel. Der udveksles håndtryk.

Umiddelbart inden sin exit udnævner shahen Shahpour Bakhtiar (tv.) til premierminister. Det er en håbløs opgave, og shahen magter ikke at se Bakhtiar i øjnene.

© Corbis

Shahen råder – ret overflødigt – regeringsmedlemmerne til at “være forsigtige”. Det sidste, han ser, før flyet taxier ud til startbanen, er deres sammenbidte, sorgfulde ansigter. Ingen nævner ordet “abdicere”, men med sig i flyet har shahen et skrin med iransk jord.

Slutningen af januar 1979 – premier­minister Bakhtiars kontor, Teheran

Alle ved, at shahens farvel er definitivt, men det nye Iran har endnu ikke taget form.

På væggen hænger to billeder. Det ene forestiller Mossadegh, engang Irans premierminister, som tvunget måtte overlade al magten til shahen i 1953. Det andet er det officielle portræt af shahen, men det er dækket til med et iransk flag.

Shahpour Bakhtiar, en undseelig og elskværdigt udseende midaldrende mand, ulasteligt klædt i jakkesæt og slips, sidder ved et skrivebord.

Han er uddannet ved Sorbonne-universitetet i Frankrig og mangeårigt medlem af den moderate opposition. Nu er han premierminister. Endnu nyder han hærens støtte. Men han er ikke det nye Irans ansigt.

1. februar 1979 – lufthavnen, Teheran

Efter pres fra Khomeinis tilhængere åbner premierminister Bakhtiar lufthavnen, så Khomeini efter 14 år i eksil atter kan sætte sin fod på iransk jord.

Teheran koger. Mere end en million mennesker er på gaden. Alle kæmper for at komme tæt på Khomeinis Mercedes, der snegler sig gennem menneskemasserne.

Blot få minutter tidligere er ayatollahen trådt ud af sit fly. For Khomeini er dette sejrens dag. Bakhtiar har tilbudt, at de kan mødes og i fællesskab drøfte en ny forfatning, men Khomeini har afvist ham. Bakhtiar skal først gå af, har ayatollahen sagt.

Bilhorn tuder i ét væk under meterhøje portrætter af den religiøse leder. Et tilsyneladende uendeligt menneskehav bølger frem og tilbage til lyden af gentagne hyldestråb. Da Khomeini senere på dagen holder tale, flokkes folk om podiet.

Ayatollah Khomeini pyntede sin buldrende, anti-vestlige retorik med marxistiske låneord, men indholdet var streng islam i den mest konservative fortolkning.

© Scanpix/Corbis

Mens ayatollahen strækker armene ud og med fingerspidserne berører de nærmestståendes fremstrakte hænder, mildnes hans ansigt et øjeblik i noget, der ligner et smil.

Jubelen nærmer sig ekstase. At røre ved Khomeini er som at røre en mand, der taler med Gud, fortæller en mand begejstret til en vestlig journalist.

11. februar 1979 kl. 11 – premierminister Bakhtiars kontor, Teheran

Chefen for de væbnede styrker er ikke mødt op til et aftalt morgenmøde, og Bakhtiar aner uråd.

Premierministeren lægger røret på. Gennem de seneste to dage har han bekymret set, hvordan kampene har raset mellem Khomeinis tilhængere og shahloyale tropper. Flere hundrede er blevet dræbt, og de soldater, som Bakhtiar har sat så stor lid til, er deserteret i hobetal.

Opkaldet til den militære stabschef har bekræftet hans værste anelser. Hæren har lige erklæret sig “neutral”.

Det betyder, at hans regering ikke længere har nogen støtte. Han er uden magt. Khomeini har vundet.

I det samme hører han maskingeværsalver uden for bygningen. Roligt går han ud af sit kontor og forlader bygningen ad bagtrappen.

11. februar 1979 eftermiddag – Teheran

Byen er i kaos. De tropper, som ikke vil overgive sig, bliver angrebet af bevæbnede Khomeini-tilhængere.

Mænd maskeret med elefanthuer kører larmende gennem gaderne i kaprede militærkøretøjer. Store skoledrenge og hvidskæggede oldinge er bevæbnede med AK-47'ere, M16-rifler eller endog bazookaer.

De, som ikke har kunnet få fat på et skydevåben, har forsynet sig med køller eller køkkenknive. Sort røg fra brændende huse og biler hænger over byen, der er gennemskåret af barrikader af sandsække.

Maskingeværsalverne knitrer konstant, og ambulancerne hyler i ét væk, mens de kører bort med ofrene for byens blodrus.

11. februar 1979 kl. 9.40 (17.40 i Teheran) – Det Hvide Hus, Washington

En krisestab med Brzezinski i spidsen diskuterer USA's muligheder i Iran. De har hørt, at Bakhtiar har mistet militærets støtte, men ved ikke, at hæren er i opløsning.

Mødet er præget af famlende diskussion og gentagne afbrydelser. Minut for minut bliver flere ubekendte føjet til regnestykket om Irans fremtid.

Brzezinski får en snigende følelse af, at sandhedens time er kommet.

“Hæren overgiver sig; Khomeini vinder. Vi destruerer alt klassificeret materiale“. USA's forsvarsattache i Teheran.

Han gentager, at USA skal støtte en militær magtovertagelse, hvis en sådan er mulig.

Den næstkommanderende fra CIA siger ham imod. Han mener, at militæret skal forsøge at forhandle og dermed skaffe sig indflydelse hos Khomeini.

En medarbejder fra situationsrummet kommer ind og fortæller, at Teherans militærguvernør er blevet pågrebet og nu holdes fanget i Khomeinis hovedkvarter.

Minutter senere når en presserapport værelset; militæret har trukket deres tanks tilbage fra Irans radio- og tv-station, der nu er i oprørernes hænder. I Teheran lægger USA’s forsvarsattache, oberst Tom Schaefer, sidste hånd på sin dagsrapport: “Hæren overgiver sig; Khomeini vinder. Vi destruerer alt klassificeret materiale,” skriver han.

15. februar 1979 (“Generalernes Nat”) – Khomeinis hovedkvarter, Teheran

Khomeini har indledt sine udrensninger blandt militærfolk, politikere og andre, som kan forbindes med shahen.

Et øjeblik står de fire generaler stille i nattemørket på taget af den skole, som huser Khomeinis hovedkvarter. Efter en farceagtig retssag venter de nu på de dræbende skud.

Khomeini gjorde kort proces med sine fjender. Her henrettes flere af shahens officerer sammen med nogle kurdiske oprørere.

© Scanpix/Corbis

Lige før de falder, råber én af mændene vredt i ansigtet på sin bøddel. Ordene bliver revet i stykker af de rungende skud, men en ung journalist, der følger henrettelsen på tæt hold, mener at høre et trodsigt “javid shah” – shahen leve. Billederne af de fire døde generaler, liggende indsmurt i blod, går verden rundt.

En af shahens generaler blev genkendt af Khomeinis folk, da han forsøgte at flygte. De hev ham straks ud af bilen og lynchede ham på stedet.

© Corbis

31. marts 1979 – Iran.

Landet går til valg, mens udrensningerne og de summariske henrettelser fortsætter.

Stemmesedlerne er inddelt i et grønt og et rødt felt og er påtrykt teksten “Går du ind for, at det tidligere regime skal skiftes ud med en islamisk republik, hvis forfatning vil blive afgjort ved en folkeafstemning senere?”

Ja-stemmer skal markeres i det grønne felt – islams farve – mens nej-stemmer skal markeres i det røde felt – det forbudte kommunistpartis farve.

På alle valgsteder overvåger Khomeinis revolutionsgardister stemmeafgivelsen. Mere end 98 procent stemmer ja.

Kvindelige revolutionsgardister patruljerede på lige fod med mændene – men selvsagt ikke i samme køretøj. Kønsopdelingen var allerede en realitet.

© Corbis

29. juli 1980 – Kairo, Egypten.

Shahen begraves efter at være død af kræft. Den sidste tid har han været gæst hos den egyptiske præsident, Anwar Sadat, som også sørger for en statsbegravelse.

Begravelsesprocessionen snor sig kilometerlang gennem Kairos krogede gader. Shahens kiste står på en hestetrukken kanonlavet, dækket af det iranske flag.

Siden han for halvandet år siden forlod Iran, har shahen rejst fra land til land som en international paria. Også nu, hvor han er død, glimrer tidligere venner og allierede ved deres fravær. Ingen højtstående medlemmer af den amerikanske regering deltager i begravelsen.

Bag kisten går Egyptens præsident, Anwar Sadat. Om godt et år vil han selv være død, dræbt for sin provestlige politik og fredsslutningen med Israel. Nye vinde blæser over Mellemøsten.

Gidslerne blev straks efter ambassadebesættelsen vist frem, bagbundne og med bind for øjnene.

© Corbis

444 dage som ayatollahens gidsler

Besættelsen af den amerikanske ambassade, gidslernes ydmygelse og USA's magtesløshed fik store politiske følger.

Den amerikanske ambassade i Teheran blev angrebet flere gange under revolutionen, men forblev åben. Den 4. november 1979 gik det dog galt. Under en demonstration besatte en gruppe studenter ambassaden og tog personalet som gidsler.

Den umiddelbare anledning til besættelsen var, at præsident Carter havde givet shahen, der var alvorligt syg af kræft, lov til at rejse ind i USA for at få lægehjælp.

USA forventede, at den iranske regering snart ville gribe ind, som den havde gjort ved tidligere angreb. Sådan skulle det dog ikke gå denne gang.

Den moderate premierminister, Mehdi Bazargan, trådte tilbage med sit kabinet straks efter ambassadebesættelsen, og blot to dage senere gav Khomeini gidseltagerne sin helhjertede støtte. Hermed begyndte en række nervepirrende diplomatiske forhandlinger, der skulle vare i mere end et år.

Carter og hans regering prøvede med alle midler at forhandle sig til en frigivelse af de 52 gidsler. De tog endog kontakt til PLO og ærkefjenden Libyen.

I begyndelsen af april brød alle forhandlinger sammen, og Carter gav grønt lys for en militær redningsaktion. Aktionen løb imidlertid ind i store tekniske problemer og endte som en dundrende militær fiasko.

De amerikanske soldater kom aldrig så meget som i nærheden af gidslerne – og under retræten stødte et fly sammen med en helikopter, hvorved otte amerikanske soldater blev dræbt.

Efter endnu en udmarvende og langtrukken forhandlingsrunde blev gidslerne endelig frigivet den 20. januar 1981, netop som Ronald Reagan overtog præsidentposten.

Billeder af de amerikanske diplomater med hænderne bundet og bind for øjnene gik verden rundt, og ydmygelsen af amerikanerne fik politiske konsekvenser i både Iran og USA. Affæren sikrede Khomeini absolut magt, mens Jimmy Carter ved valget i november 1980 måtte se sig slået af rivalen Ronald Reagan.

© Corbis

En militær befrielsesaktion endte som endnu et ydmygende nederlag for amerikanerne.