Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Efter revolutionen: Kaos, sult og krig rammer Rusland

Karl Marx havde spået, at paradis ville opstå, når arbejderne kom til magten. Men efter bolsjevikkernes kup gør zarens tilhængere oprør, og hungersnøden breder sig. Lenins livsværk vakler.

Ullstein Bild/Ritzau

Matrosen Stepan Petritsjenko kan ikke skjule sin forbløffelse, da han hører sætningen for første gang:

“Hvorfor kæmper du for undertrykkerne?” spørger hans ulykkelige forældre, da han ved årsskiftet 1920-21 er på orlov i sin landsby hjemme i Ukraine.

30-årige Petritsjenko, der tjener på den russiske flådebase i Kronstadt ud for Petrograd, har kæmpet sammen med bolsjevikkerne lige fra begyndelsen.

Under februarrevolutionen nægtede han og hans 40.000 kammerater at adlyde de zar-tro officerer.

I sommeren 1917 var matroserne klar til at vælte den provisoriske regering, men blev holdt tilbage af Lenin. Og under stormen på Vinterpaladset sejlede matroserne fra Kronstadt Aurora i stilling foran slottet.

Siden fulgte tre års borgerkrig, hvor de veldisciplinerede matroser kæmpede i Den Røde Hær og blev garanten for, at de amatøragtige bolsjevikker sejrede.

I alle årene fortalte bolsjevikkernes propaganda, at Petritsjenko stod på den rigtige side, mod undertrykkerne.

Men forældrenes ord om de røde kommissærer, der drager fra landsby til landsby for at kræve høst og sædekorn hos bønderne, får Peritsjenko til at tvivle.

Hjemme på flådebasen i Den Finske Bugt rækker kullene ikke til at varme kasernen op, og maden er mere elendig, end den var under zaren.

Matroserne beslutter at finde ud af sagernes rette sammenhæng og sender folk til Petrograd.

Da de udsendte vender tilbage til basen, vækker deres beretning bestyrtelse: Bolsjevikkerne har indført krigsret og udgangsforbud!

Hvis nogen vover at protestere, bliver de skudt ned på gaden!

Borgerkrig og hungersnød

Tilbage i 1917 var bolsjevikkernes kup foregået ganske fredeligt med et halvt dusin dræbte og knap 20 sårede.

Og efter magtovertagelsen lykkedes det at etablere et styre baseret på Marx’ lære.

Men allerede ved de frie valg til en ny grundlovgivende forsamling få uger efter ramte den første modgang Lenin.

De ikke-bolsjevikiske partier fik flertal, og i stedet for at erkende sit nederlag opløste Lenin forsamlingen med magt. Derved var oktoberrevolutionen med et slag forvandlet til et diktatur.

Ganske vist lykkedes det bolsjevikkerne, der nu havde skiftet navn til Det Russiske Kommunistiske Parti, at få landet ud af 1. verdenskrig i marts 1918.

Men fredsaftalen med Tyskland og Østrig-Ungarn var dyr: Russerne måtte afstå enorme landområder – bl.a. Ukraine. Som konsekvens mistede Rusland knap en tredjedel af sin befolkning og 50 pct. af nationens industrivirksomheder.

LÆS MERE: Bliv klogere på forløbet og konsekvenserne af Den russiske revolution

Oven i den blodige borgerkrig kom hungersnøden, der lagde hele landsbyer øde.

© Topical Press Agency/Stringer/Getty Images

Lenin og kommunisterne nød stadig opbakning fra de russiske arbejdere og fra dele af bondestanden, der håbede, at det nye styre ville bringe “brød, fred og jord” som lovet inden revolutionen.

Men kommunisterne havde intet begreb om at lede en stat, hvor industrien blev nationaliseret og privat handel var forbudt.

Bønderne blev tvunget til at aflevere deres afgrøder til staten, og fabrikkerne overdrage deres produkter. Nægtede de, risikerede bønder og fabriksejere deportering eller henrettelse.

Produktionen faldt markant, da bolsjevikkerne rykkede ind på direktørkontorerne og i ministerierne, men Lenin så ingen grund til bekymring:

“Enhver arbejder kan styre et ministerium i løbet af et par dage. Ingen særlige evner er nødvendige”, afgjorde han.

Utilfredsheden med de røde voksede hurtigt. I en resolution fra arbejderne i Petrograds rustningsindustri hed det:

“De lovede os brød. I stedet fik vi sult. De lovede os frihed. I stedet er alt blevet trampet ned af politistøvler”.

Ude omkring i det store rige lurede modstanden blandt konservative russere, der drømte om at få zaren tilbage – for ikke at tale om liberale, skuffede socialister, anarkisterne, bønderne samt de nationale mindretal som kaukasierne og kosakkerne, der krævede egne lande.

Under navnet De Hvide Styrker fandt flere af disse grupper sammen mod den fælles fjende, kommunisterne.

De hvides mål var diffust – vigtigst var det at knuse Den Røde Hær – og få måneder efter oktoberrevolutionen befandt Rusland sig midt i en borgerkrig.

Tjekker i kamp med de røde

Da borgerkrigen rasede på sit højeste, havde kommunisternes Røde Hær omkring tre millioner soldater til rådighed mod Den Hvide Hærs 2,4 millioner.

Men borgerkrigen havde ingen klare fronter, og den blev sjældent udkæmpet som regulære slag mellem de to dominerende hære.

Den Røde Hær var i begyndelsen en hær af frivillige uden disciplin og tilstrækkelige våben, mens Den Hvide Hær rådede over erfarne officerer fra zar-tiden, og i de første måneder oplevede fremgang på tre fronter: Nord for Petrograd stod den såkaldte Nordvesthær, og i Ukraine kæmpede Sydhæren, men den største trussel mod Lenins livsværk nærmede sig fra Sibirien.

Her anførte admiral Aleksandr Koltjak en hærstyrke af tidligere officerer og nationalister samt 60.000 tjekker.

Den Tjekkiske Legion bestod af tidligere krigsfanger og desertører fra den østrig-ungarske hær, der under 1. verdenskrig havde skiftet side og kæmpet på Ruslands side.

Kommunisterne nægtede at lade den tjekkiske styrke vende hjem, og dermed havde Lenin fået endnu en modstander på halsen.

Tjekkerne tog kontrol over Den Transsibiriske Jernbane i forsøget på at nå havnebyen Vladivostok i Sibirien og ad den vej sejle hjem til Europa.

Ud over Den Røde Hær og Den Hvide Hær fandtes et utal af væbnede småhære, som kæmpede for deres egne mål – bl.a. samlede et større antal bønder sig i Den Grønne Hær, der forsøgte at forsvare deres høst mod Lenins kommissærer, som med våben i hånd var ude at beslaglægge fødevarer til uddeling blandt de sultende byboer.

Alle kæmpede mod alle

Den russiske borgerkrig var langt mere end en kamp mellem bolsjevikker og zar-tro russere. Utallige grupper blandede sig – fx bønder, anarkister samt 60.000 tjekkiske krigsfanger, der erobrede Den Transsibiriske Jernbane for at komme hjem.

DE ZAR-TRO: Den Hvide Hær på fremmarch

Kort efter Lenins magtovertagelse fandt en broget flok af zar-tro, nationalister, liberale og skuffede socialister sammen i Den Hvide Hær. Kampene foregik på tre fronter – i Ukraine, det nordlige Rusland og Sibirien.

Indledningsvis havde hæren stor succes, men den blev svækket af modsætninger mellem de zar-tro og tilhængere af den borgerlige februarrevolution.

Styrke: 2,4 millioner
Modstandere: Den Røde Hær, polakker og bønder

Shutterstock

DEN RØDE HÆR: Trotskij gør de rødes hær effektiv

Da den russiske borgerkrig begyndte, samlede partiet en frivillig hær, der i løbet af 1918 tabte store landområder. Først med udnævnelsen af den hensynsløse Lev Trotskij til folkekommissær for hæren vendte billedet.

Styrke: voksede til 3.000.000
Fjender: stort set alle andre

Hvis ikke Trotskijs tropper gik i offensiven, blev de skudt ned bagfra.

Shutterstock

FREMMEDE MAGTER: Allierede rykker ind for at fjerne Lenin

Freden mellem Tyskland og Rusland kom på tværs af Entente-magternes planer. Derfor besluttede en række lande at støtte Den Hvide Hærs kamp for at fordrive de røde. Kun sådan kunne østfronten åbnes igen, og Tyskland tvinges i knæ. I løbet af 1918 sendte 12 lande – bl.a. Storbritannien, USA og Japan – op mod 200.000 mand.

Briterne gik bl.a. i land i Murmansk og marcherede mod Petrograd, men indsatsen var halvhjertet, og i 1919-20 indså alle de udenlandske magter, at slaget om Rusland var tabt.

Shutterstock

FINNERNE: Storhertugdømmet Finland forlader Rusland

Siden 1809 havde Finland været et storhertugdømme under zaren. Da zaren abdicerede, mente finnerne, at båndene til Rusland var løst. Landet erklærede sig selvstændigt i 1917 med bolsjevikkernes støtte.

BALTERNE: Løsrivelse ved Østersøen

I 1918 erklærede Estland, Letland og Litauen sig selvstændige. Litauen var dog besat af polske tropper frem til 1920. De tre lande blev indlemmet i Sovjet i 1940.

POLAKKERNE: Nyt land må forsvare sig

Før 1. verdenskrig var det østlige Polen en del af Rusland. I slutningen af den russiske borgerkrig forsøgte bolsjevikkerne at generobre landet for at nå Tyskland og sprede revolutionen her.

Styrke: op til 738.000 soldater
Hovedfjende: Den Røde Hær

ANARKISTER: Den Sorte Hær udslettes

Anarkisternes Sorte Hær stod stærkt i Ukraine, hvor den erobrede et landområde ved Sortehavet. Hæren var allieret med bolsjevikkerne, som endte med at udslette den i 1922.

Styrke: 103.000 soldater
Hovedfjende: Den Hvide Hær

BØNDERNE: Landmænd vil redde høsten

Bønder, der ville beskytte deres høst mod bolsjevikkernes og de hvides korntyverier, sluttede sig sammen i Den Grønne Hær.

Styrke: 40.000 soldater
Fjender: Den Røde Hær og Den Hvide Hær

KAUKASUS: Selvstændighed blev kort

Georgien, Armenien og Aser­bajd­sjan erklærede sig selvstændige i 1918. Lenin erobrede dem tilbage tre år senere og samlede dem i Den Transkaukasiske Sovjetrepublik.

TJEKKERNE: Tjekkiske krigsfanger kæmper sig hjem

Under 1. verdenskrig havde 60.000 tjekker kæmpet på russisk side. Efter krigen kunne de ikke komme hjem. I stedet erobrede de Den Transsibiriske Jernbane, fik kontrol over Sibirien og nåede til Vladivostok 7.000 km borte. Herfra sejlede legionen til Europa.

Styrke: 60.000 soldater
Hovedfjende: Den Røde Hær

Tjekkerne omdannede togene på Den Transsibiriske Jernbane til rullende forter.

Mary Evans/Robert Hunt Collection/Scanpix

Zaren dør i en regn af kugler

Den Tjekkiske Legion og Koltjaks Hvide Hær stod i sommeren 1918 foran at indtage byen Jekaterinburg, hvor den afsatte zar, Nikolaj, sad i husarrest.

Kommunisterne ville for alt i verden undgå, at zaren blev befriet, og besluttede at løse problemet én gang for alle.

Om natten den 17. juli blev zar Nikolaj og hans familie ført ned i kælderen af den lokale kommandant Jakov Jurovskij.

“Eksekutivkomitéen for Urals Råd af Arbejder-, Bonde- og Soldaterrepræsentanter har besluttet, at I skal henrettes”, læste Jurovskij op med høj stemme, da han stod ansigt til ansigt med zaren, zarinaen, de fem børn og tjenestefolkene.

Zaren nåede blot at fremstamme et forbløffet “Hvad!?”, før Jurovskij trak sin pistol og skød ham flere gange i brystet og hovedet. Skuddene udløste et inferno i det mørke rum.

Resten af zarfamilien kastede sig ned på gulvet, mens kuglerne føg gennem rummet.

Henrettelsen af zarfamilien var et hårdt slag mod kampmoralen hos Den Hvide Hær, men snart skulle den få hjælp fra uventet kant – fra udlandet.

Hærens hovedkvarter lå i Paris, hvor den tidligere udenrigsminister Miljukov forsøgte at samle vestlig støtte til kampen mod kommunisterne.

Ruslands tidligere allierede – Storbritannien, Frankrig og USA – besluttede at støtte de hvide i borgerkrigen, så de kunne fjerne kommunisterne og lade Rusland vende tilbage til 1. verdenskrig.

På den måde ville tyskerne igen skulle kæmpe på to fronter – og blive nemmere at nedkæmpe.

Oveni ønskede de allierede også at beskytte udenlandsk ejede virksomheder, som kommunisterne truede med at nationalisere.

Og endelig frygtede Vesten, at de russiske kommunister fik held til at sprede revolutionen. Briternes daværende ammunitionsminister, Win­ston Churchill, erklærede således, at kommunismen skulle “kvæles i vuggen”.

12 lande sendte i alt ca. 200.000 soldater afsted – fra alle verdenshjørner marcherede tropperne ind i Rusland.

I juni ankom bl.a. 6.000 britiske og 5.000 amerikanske soldater til Murmansk og Arkhangelsk i det nordlige Rusland med Petrograd inden for rækkevidde.

Senere ankom vestlige styrker til Vladivostok suppleret af 70.000 japanere, men indsatsen var halvhjertet, og da 1. verdenskrig sluttede med Tyskland og Østrig som taberne, mistede landene efterhånden interessen for borgerkrigen.

Alene mistanken var nok til, at Tjekaen på stedet eksekverede en henrettelse.

Alamy/Imageselect

Lenin indfører rød terror

Den Hvide Hærs erobring af Ukraine betød, at kommunisterne måtte frygte, at hovedstaden, Petrograd, kunne falde i de hvides hænder.

Derfor blev det besluttet at flytte hovedstaden til Moskva, i hjertet af det røde territorium. Men heller ikke her var kommunisterne helt sikre.

I juli 1918 blev Lenin udsat for et attentat på åben gade. Han havde netop afsluttet et besøg på fabrikken Hammer & Segl, da den skuffede socialist, 28-årige Fanja Kaplan affyrede tre skud mod ham.

I yderste livsfare blev Lenin bragt i sikkerhed bag Kreml-fæstningens mure – han turde ikke tage på hospitalet af frygt for flere attentatfolk.

Lægerne forsøgte at fjerne kuglerne, der havde ramt hans venstre lunge og skulderen, men måtte opgive, og resten af sit liv led Lenin af eftervirkningerne efter attentatet.

Fanja Kaplan blev hurtigt pågrebet. “Jeg besluttede at slå Lenin ihjel for længe siden. Jeg betragter ham som en forræder mod revolutionen”, forklarede hun inden sin henrettelse.

Attentatet fik Lenin til at intensivere klapjagten på regimets modstandere.

Allerede i december 1917 havde kommunisterne nedsat en “særkommission til at bekæmpe kontrarevolutionære aktiviteter og sabotage” – kaldet Tjekaen.

Nu indførte regimet hensynsløs terror med arrestationer, deportationer og henrettelser af alle, der blev opfattet som fjender af kommunistpartiet.

Tjekaen var en af landets største arbejdspladser. Allerede ét år efter sin grundlæggelse havde det hemmelige politi 40.000 medarbejdere, og i 1920 rundede tallet en kvart million.

Medarbejderne gennemførte massiv overvågning af det russiske folk og blev det vigtigste instrument til at opretholde magten i Rusland.

Under borgerkrigen nedkæmpede Tjekaen således 245 revolter blandt bønderne, hvilket krævede mere end 9.500 henrettelser.

Tjekaen havde sine agenter overalt – på fabrikkerne, i landsbyerne, i boligkvartererne og i kirkerne. Kun sådan kunne roen sikres, forlød det.

“Vi arresterer aldrig nogen, som ikke er skyldige. Og selv hvis I ikke er skyldige, kan vi ikke løslade jer, fordi folk så vil tro, at vi arresterer uskyldige mennesker”, lød advarslen fra Tjekaens første leder, Feliks Dzerzjinskij.

En serie blodpropper lammede Lenin, så han var lænket til en kørestol og knap kunne tale.

© Alamy/Imageselect

Kommunistisk magtkamp omkring Lenins kørestol

Mens partiets leder blev lammet af flere blodpropper, indledte inderkredsen af partifolk kampen om det sovjetiske rige.

I marts 1923 blev Lenin ramt af sin tredje blodprop, og den tidligere så magtfulde kommunistiske leder var ikke længere i stand til at styre partiet.

Fremtiden for Sovjetunionen lå nu i hænderne på de mænd, der udgjorde bolsjevik-partiets inderkreds.

De personlige ambitioner og interne uenigheder i partiet kom for alvor frem i lyset efter Lenins død den 21. januar 1924, hvor en intens magtkamp mellem Josef Stalin og Lev Trotskij blussede op.

I sit testamente havde Lenin advaret mod Stalin og peget på Trotskij som den bedst egnede efterfølger, men Stalin, der var partiets generalsekretær og en beregnende taktiker, havde held til at lempe Trotskij ud af Politbureauet (partiets ledende udvalg).

Omkring 1928 havde Stalin udmanøvreret alle sine politiske modstandere og var nu partiets absolutte førstemand.

De følgende år udrensede han alle tænkelige rivaler og skrev dele af Ruslands historie om, så han – næsten – fik en hovedrolle under revolutionen.

Rød sejr over hele linjen

Efter knap to års blodige kampe mellem Den Røde Hær og Den Hvide fik Lenins tropper overtaget.

Den 13. december 1919 erobrede kommunisterne Kijev i Ukraine, og en måned senere indtog de kosakkernes hovedby Rostov.

I begyndelsen af 1920 var Den Hvide Hær godt og grundigt decimeret, og de tilbageværende styrker i Sydhæren måtte forskanse sig på Krim-halvøen.

Her ville de oprette en selvstændig stat, men blev rendt over ende et halvt år senere.

I Sibirien fortsatte admiral Koltjak kampen med hjælp fra Den Tjekkiske Legion og de landsatte japanske tropper, uden det store held.

Hans styrker blev drevet mod øst. 14. januar 1920 kom han under såkaldt “allieret beskyttelse” hos Den Tjekkiske Legion, der stadig kæmpede for at nå til Vladivostok.

Tjekkerne udleverede ham kort efter til Den Røde Hær mod at få frit lejde på sejladsen hjem til Europa fra Vladivostok. Kort efter blev Koltjak henrettet, og liget smidt i Angara-floden.

Nogle måneder endnu fortsatte kampene, men borgerkrigen var reelt afgjort. Den Røde Hær havde sikret kommunisternes magt i Rusland, men en ny, forfærdelig trussel ventede: sulten.

I forhold til 1913 var udbuddet af russiske landbrugsvarer halveret, og industriproduktionen gået tilbage med 80 pct.

I 1920 måtte en russisk arbejder klare sig med 1.000 kalorier (dvs. 400 gram brød) om dagen. Indbyggerne klyngede sig til livet med det yderste af neglene, og nogle måtte ty til kannibal­isme for at overleve:

“Der blev fortalt forfærdelige historier om kvinder, der spiste deres dødfødte børn”, fortalte et øjenvidne.

“Lige meget hvor familierne nåede hen, var portene og dørene lukket på grund af tyfus og andre sygdomme. Dødeligt udmattede stavrede de videre ad de frosthårde hjulspor. De rev bark af træerne og gravede rødder frem under sneen og åd det”.

Matrosernes oprør begynder

Efter borgerkrigen vendte matroserne fra Kronstadt tilbage til deres flådebase ud for Petrograd.

Deres skuffelse over kommunisterne var så stor, at de i januar 1921 indledte et mytteri med krav om frie valg og afskaffelse af kommunistpartiets særlige status.

Allerede dagen efter havde Tjekaens agenter på basen orienteret partiledelsen i Moskva, og en nådesløs belejring begyndte, mens hærens øverstkommanderende, Trotskij, overvejede at bruge giftgas mod matroserne.

Et par uger holdt matroserne ud, før Den Røde Hær nedkæmpede mytteriet, og den sidste organiserede modstand mod den russiske kommunisme var brudt.

Tusinder blev henrettet, selvom det lykkedes matrosen Stepan Peritsjenko med en stor gruppe kammerater at undslippe over isen til Finland.

I sine 47 første leveår havde Lenin knap nok gjort en flue fortræd, men da hans vision om et arbejderparadis skulle gøres til virkelighed, døde 10-15 millioner mennesker.

Og intet tydede på, at hans arvtagere ville løsne grebet om landets indbyggere.

Efterskrift

Finland udleverede Stepan Petritsjenko til Sovjetunionen i 1945.

Han døde i en af Stalins GULag-fangelejre to år efter.

Læs også:

Revolution

Lenins vej til magten

3 minutter
Revolution

Rasputin satte Rusland i flammer

17 minutter
retreat of Napoleon's remaining Grande Armee, 1812, the French Invasion of Russia or Russian Campaign, historical painting by C.
Napoleon

Napoleon mistede hel hær i Rusland

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul