Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Flugtaktion Australien

Hvalskibet Catalpa forlader i 1875 USA. Fartøjets kaptajn skal mødes med en forklædt agent i Australien, og sammen skal de befri seks irske frihedskæmpere.

Australian National Maritime Museum

John Devoy synker en klump. På sit kontor i New York sidder ireren i juni 1874 med et brev i sine hænder.

Han folder den smudsige lap papir ud og læser første sætning.: “Kære ven, dette er en stemme fra graven”, indledes brevet sørgmodigt.

31-årige John Devoy, der arbejder som journalist på avisen New York Herald, læser omhyggeligt hele brevet fra vennen James Wilson.

Sammen med fem landsmænd er James spærret inde i et fængsel i byen Fremantle i det vestlige Australien.

“Tænk sig, at vi nu har opholdt os i denne levende grav i næsten ni år siden vores anholdelse, og det er umuligt for sind og krop at modstå den vedvarende belastning, vi bliver udsat for.

Det er for at komme ud af den her triste situation, at jeg nu – på vegne af mine kammerater og mig selv – beder dig om hjælp.

Hvis der var nogen anden måde at få os ud af denne knibe på, ville jeg ikke spørge dig”.

“Du må ødelægge alle breve, du modtager fra mig, og på ingen måde lade nogen ud over dine egne folk vide noget om den planlagte flugt”
John Breslin advarer den tilfangetagne James Wilson.

Brevet gør et stort indtryk på Devoy, som føler sig forpligtet til at hjælpe.

Ligesom de seks fanger i Fremantle tilhører han en stor gruppe af irske nationalister – de såkaldte feniere – som siden 1850’erne har ønsket at sætte en stopper for 700 års engelsk besættelse af Irland.

I første halvdel af 1860’erne stod Devoy for at infiltrere den britiske hær på vegne af den revolutionære organisation Irish Republican Brotherhood (IRB).

I den forbindelse hvervede han soldaterne James Wilson, Martin Hogan, Michael Harrington, Robert Cranston, Thomas Darragh og Thomas Hassett.

Mens de seks fik livstidsdomme for forræderi, slap civilisten Devoy med at afsone fem år.

I juni 1874 lever Devoy i eksil i USA. Skal nogen hjælpe fangerne i Australien, er det ham.

Journalisten og oprørslederen John Devoy stod bag planen om at befri de irske fanger i Vestaustralien.

© Library of Congress

Befrierne sætter kurs mod øst

29. april 1875: John Devoy har brugt 10 måneder på at organisere en redningsaktion. En irsk agent ved navn John Breslin skal rejse i forvejen for at planlægge flugten. Efter ham følger et amerikansk hvalskib, der skal sejle de seks fanger hjem.

Med Stars and Stripes blafrende fra den midterste mast stævner det 200 tons tunge skib Catalpa ud fra kajen i New Bedford, Massachusetts.

Den tremastede bark ligner et helt almindeligt amerikansk hvalskib på vej ud på de store oceaner for at fange hvaler, men kaptajn George Anthonys mission på denne rejse er en ganske anden.

Mod betaling har den 32-årige amerikaner sagt farvel til sin familie for at hjælpe irske John Devoy. Kaptajnen er ganske vist ikke selv irer, men han forstår Devoys sag.

Under påskeugen i 1916 forsøgte IRB en væbnet opstand, men de britiske myndigheder slog oprøret ned.

© De Luan / Imageselect

Irere sloges for selvstændighed

En stor del af Irlands befolkning var i 1800-tallet trætte af, at deres land blev styret af politikere i London

Den revolutionære bevægelse Irish Republican Brotherhood (IRB) planlagde i 1860’erne at smide briterne ud af Irland.

Broderskabet forberedte en væbnet opstand ved at rekruttere soldater med irske rødder i den britiske hær. Bevægelsen annoncerede, at en revolution var på trapperne.

Når den kom, skulle soldaterne desertere fra den britiske hær med deres våben og i stedet slås for et frit Irland.

Britiske spioner afslørede dog komplottet, og oprøret var dermed ovre, inden det begyndte.

I årene 1865-1867 arresterede de britiske myndigheder de komplotmagere og soldater, som havde lovet IRB troskab.

Mens civile IRB-folk slap med korte fængselsstraffe og landsforvisning, ventede hårde domme for soldaterne, som havde brudt deres militære ed og tilsluttet sig en hemmelig bevægelse.

Forræderi var den værste synd for en soldat i imperiet, og 62 af forræderne blev i 1869 sat på et skib med kurs mod kronens straffekoloni i det øde Vestaustralien.

Selvom mange i de følgende år blev benådet, befandt der sig i 1874 stadig en lille gruppe fanger i Fremantle Prison – uden udsigt til at få livstidsdommene annulleret.

Journalisten har forklaret Anthony, at fangerne i Australien blot har kæmpet for, at det irske folk kan få sin frihed tilbage.

Som amerikaner kender kaptajnen til det brændende ønske om at være herre i eget hus. Anthonys forfædre kæmpede selv for at slippe fri af Det Britiske Imperiums lænker.

Kaptajnen er den eneste ombord, som kender fartøjets egentlige mission.

I de første seks måneder skal Catalpa sejle rundt i Nordatlanten efter hvaler for at leve op til sit alibi.

Herefter skal hvalskibet begive sig mod det vestlige Australien, hvor agenten John Breslin venter.

En rigmand kommer til byen

16. november 1875: John Breslin har taget turen til Vestaustralien med dampskib fra San Francisco til Sydney og videre til Fremantle. Han er derfor fremme længe før George Anthony og Catalpa.

Hatten er høj, jakkesættet ulasteligt, og kufferterne talrige. Alt oser langt væk af stil og klasse, da en høj fremmed går fra borde i Fremantle, hvor byens 3.000 indbyggere sjældent har set så fornem en person.

“Mr. James Collins”, præsenterer herren sig, da han indkvarterer sig på et af byens hoteller.

Rygtet spredes hurtigt, at mr. Collins er en amerikansk millionær på udkig efter land at opkøbe i Vestaustralien.

Snart flokkes byens spidser om den elegante gentleman, i håb om at et nært forhold til ham i sidste ende kan kaste penge af sig.

I virkeligheden er mr. Collins den irske agent John Breslin, der under sit alias kan udforske hver en millimeter af den vestaustralske kyst, uden at nogen mistænker ham for andet end at søge en god investering.

Devoy har udpeget Breslin som flugtplanlæggeren i Fremantle, fordi den 42-årige irer tidligere i sit liv har orkestreret en fangeflugt i Irland.

Breslin er en ægte irsk patriot, hvis ro, intelligens og udholdenhed gør ham perfekt til jobbet.

Irish Republican Brotherhoods flag var en gul sol på en grøn baggrund

Broderskab kæmpede for selvstændighed

  • HVEM?

    Irish Republican Brotherhood (IRB) bestod af nationalister. Medlemmerne blev kaldt feniere – navnet på en gruppe krigere fra irsk mytologi.

  • HVAD?

    Den nationalistiske bevægelse ønskede irsk selvstændighed.

  • HVOR?

    Broderskabet havde sit hovedsæde i Dublin. Mange af gruppens medlemmer blev dog sendt i eksil i USA, og der opstod senere en amerikansk gren af bevægelsen.

Desuden har han boet i Boston og evner derfor at tale engelsk med en tydelig amerikansk accent.

Mr. Collins har kun tilbragt kort tid i Fremantle, da fængselsinspektør Joseph Doonan inviterer byens nye darling på besøg i fængslet, der ligger som en firkantet klods på bakken bag byen.

Breslin takker ja, og han indprenter sig enhver detalje, mens Doonan viser rundt. Inspektøren fortæller stolt, at kun én fange har haft held til at flygte.

Han kom ombord på et amerikansk hvalskib, og derfor holder vagter og politi særligt øje med fremmede hvalskibe.

Mr. Collins forsikrer Doonan om, at han finder Fremantle Prison “meget sikkert og velbevogtet”, da han siger farvel efter et to timer langt besøg.

Breslin er tilfreds. Helt ubesværet har han fået et væld af nyttige oplysninger, og i fængslet er han endda blevet præsenteret for to af de irske fanger – Cranston og Harrington.

Doonan introducerede dem som “tidligere britiske soldater, der forræderisk har forsøgt at vælte dronningen”.

Breslin ved nu, hvor i fængslet flere af fangerne har celler. Og nok så væsentligt ved han, at de alle ganske ofte har arbejdstjanser uden for fængslet.

Breslin forlader Fremantle Prison som en klogere mand.

Irerne får håbet tilbage

December 1875: James Wilson og de øvrige irere i fængslet har ingen anelse om, at hjælpen er på vej. Deres hverdag er, som den plejer at være. De står op, arbejder hårdt og går i seng.

James Wilson venter nervøst i fængslets stald, hvor han denne dag har sin tjans. Få dage forinden har han modtaget en besked om, at en mand vil møde ham i dag, mens han arbejder.

Beskeden stammer fra en irsk eksfange ved navn William Foley, som bor i Fremantle. Han snakker jævnligt med fangerne, når de arbejder uden for murene.

Foley er kommet i kontakt med John Breslin, og han har videregivet en besked fra undercover-ireren til Wilson.

Efter timers utålmodig venten ser Wilson endelig en høj, fremmed mand ved bagindgangen til stalden. Den velklædte herre nikker til Wilson og forsvinder så igen.

“Måske De har lyst til at gå en tur, kaptajn Anthony?”
John Breslins forespørgsel, da han første gang møder kaptajn George Anthony.

Da fangen når ud gennem åbningen, får han øje på manden et par meter væk. Han præsenterer sig som John Breslin.

De to har ganske kort tid sammen, men Breslin forklarer lynhurtigt situationen. Et hvalskib er på vej, og planen er at få de seks fanger ombord, så de kan stikke af.

Foley har heldigvis lovet at lade sine kontakter i byen aflevere breve til Wilson med flere detaljer, forklarer Breslin:

“Du må ødelægge alle breve, du modtager fra mig, og på ingen måde lade nogen ud over dine egne folk vide noget om den planlagte flugt”.

Wilson er helt med på den og glæder sig til at dele den gode nyhed med de andre fanger. Omsider er der håb.

Hvalskibet anløber Australien

31. marts 1876: Kaptajn George Anthony har mødt problemer undervejs på rejsen. Derfor ankommer Catalpa med knap tre måneders forsinkelse.

Efter måneder til havs er besætningen lykkelig for at se land, da Catalpa nærmer sig byen Bunbury syd for Fremantle.

Søfolkene har ganske vist svært ved at se, hvad hvalskibet skal i Australien, men mændene glemmer alle spørgsmål, da de får deres første kolde øl på land.

Anthony har ingen tid til druk. Han er på udkig efter John Breslin, som han efter planen skal møde her i byen.

De to mænd har aldrig set hinanden før, men Breslin har ventet på den amerikanske kaptajn.

“Kaptajn Anthony?” lyder en dyb og rolig stemme derfor bag kaptajnen, da han nærmer sig et af byens hoteller.

Amerikaneren vender sig om og ser en høj, nydelig herre med et stort fuldskæg. Anthony nikker.

“Måske De har lyst til at gå en tur, kaptajn Anthony?” foreslår Breslin, da de to har givet hinanden hånden.

Breslin har med ængstelse ventet på Catalpa.

Ireren måtte frygte, at skibet var gået ned, men endelig er flugtfartøjet fremme. I aftenmørket afslører han sine planer.

“Jeg er helt indstillet på at gøre, hvad der forlanges af mig”
Kaptajn George Anthony lover at følge flugtplanen til punkt og prikke.

De seks irske fanger arbejder oftest uden for fængslets mure, så de kan selv luske væk fra deres respektive arbejdshold, når dagen kommer.

Breslin vil sørge for at have to hestevogne klar på et mødested i udkanten af byen.

I fuld fart skal turen derefter gå til stranden ved Rockingham ca. 35 km syd for Fremantle. Her vil kaptajn Anthony samle gruppen op i en båd og sejle dem alle ud til Catalpa.

Så længe hvalskibet ligger 5 km fra kysten, befinder hun sig i internationalt farvand. Her har briterne ingen ret til at gå ombord eller angribe hvalskibet.

Breslin anbefaler dog, at Anthony sejler Catalpa helt ud på 22 km’s afstand fra kysten, hvor fartøjet end ikke kan ses fra fyrtårnet i Fremantle. Pga. sin spionage ved ireren nemlig, at briterne holder øje med amerikanske hvalskibe.

Flugtdagen har Breslin sat til påskemandag den 17. april.

Anthony kan lide, hvad han har hørt.

“Jeg er helt indstillet på at gøre, hvad der forlanges af mig”, lover kaptajnen, inden de to mænd tager afsked.

Joseph McGarrity organiserede flere irske folkemøder i USA og var en af de ledende kræfter i Clan na Gael i 1900-tallet.

© Villanova Digital Library

Gælisk klan opererede i USA

Briterne havde gjort det til en almindelig procedure at sende dømte irere i eksil, når de havde udstået deres straf.

Tanken var at forhindre dem i at lave flere ulykker på De Britiske Øer, men landsforvisningen gav til dels bagslag.

De irske frihedskæmpere havde nemlig ikke i sinde at opgive kampen for et uafhængigt Irland.

I eksil i USA dannede de The Fenian Brotherhood, og derfra opstod gruppen Clan na Gael (Gælernes klan) i New York i 1867.

Officielt fremstod klanen som en hjemstavnsforening for irere i Nordamerika, men i hemmelighed drøftede medlemmerne planer for befrielsen af Irland.

Indsamlinger til den irske frihedskamp blev en stor del af organisationens virke, bl.a. i 1874-1875, da Clan na Gaels ca. 7.000 medlemmer skrabede penge sammen til at befri “The Fremantle Six” i Australien.

Den succesrige redningsaktion betød en voksende respekt for Clanna Gael i USA.

Fangerne stikker af under arbejdet

Mandag den 17. april 1876 kl. 7.30: Wilson har orienteret de andre fem fanger om, at de selv skal sørge for at undslippe og mødes ved et stort gummitræ i udkanten af Fremantle inden kl. 9.

Det giver en skrattende, metallisk lyd, da døren til Wilsons celle går op.

“9915!” brøler fængselsvogteren under det daglige morgenopråb.

“Her!” svarer Wilson, hvis nummer det er. Han er her stadigvæk – i hvert fald lidt endnu.

I rækker går fangerne ned i gården, hvor de får uddelt dagens arbejdsopgaver.

Wilson skal som så ofte før ned på havnen. Han får selskab af den 51-årige Michael Harrington, som også er blandt de seks irere, der skal flygte i dag.

De to traver lidt efter kl. 8 gennem Fremantles gader sammen med resten af arbejdsholdet og en fangevogter.

Dagens dont består i at flytte sten nede ved den sydlige havnefront, men lige inden de når derned, kommer Robert Cranston løbende oppe fra fængslet.

Cranston er den yngste af irerne i Fremantle. Den 33-årige fange, der oftest blot bliver kaldt “Big Bob”, er så betroet blandt fængselsledelsen, at han tit løber med beskeder mellem arbejdsholdene.

“Jeg er blevet sendt for at tage Wilson og Harrington med hen til guvernørens hus for at flytte møbler,” lyver Cranston over for vagten, der er med arbejdsholdet på havnen.

“Adlyd mine ordrer, og der vil ikke ske jer noget”
Kaptajn George Anthony til sine mænd under flugten.

“Jeg kan ikke undvære dem begge”, lyder svaret fra vagten – en kæp i hjulet på flugtplanen.

Big Bob må nu overbevise vagten om, at det er en vigtig opgave – på direkte anmodning fra hovedkvarteret.

Til sidst giver vagten sig: “Wilson, Harrington! Gå med Cranston!”

Irerne tøver ikke. Først går de mod guvernørens bolig, men så snart de er ude af syne, drejer mændene af mod syd.

En kilometer senere når de gummitræet, hvor Breslin venter.

Med et nik bagud mod nogle bunker tøj på den ene af de to hestevogne signalerer Breslin, at Wilson og hans kammerater skal smide deres grå fangedragter og trække i klæderne. I vognen ligger der også rifler og pistoler.

Et kvarters tid senere når de tre sidste fanger også frem.

Martin Hogan var blevet sat til at male en veranda med to medfanger om morgenen men sneg sig væk med en undskyldning om, at han skulle hente noget petroleum til at rense pensler med.

Thomas Darragh og Thomas Hassett var beskæftiget med at plante kartofler hos en embedsmand i Fremantle uden opsyn.

Wilson og hans fem kammerater er ved godt mod, da de to hestevogne sætter afsted mod Rockingham Beach – små 35 km mod syd.

Wilson ved dog, at ingen af dem er i sikkerhed, før de har forladt britisk territorium.

Mismod og stormvejr forsinkede missionen

Rejsen fra New Bedford til det vestlige Australien tog længere tid end forventet. Problemerne stod i kø ombord på Catalpa, og rejsen kom til at vare næsten et år.

Royal Museums Greenwic & Shutterstock

Turen går mod øst

29. April 1875: Da kaptajn George Anthony sejler ud fra New Bedford, Massachusetts, er målet at være fremme i Bunbury, Western Australia, i begyndelsen af januar 1876.

Royal Museums Greenwic & Shutterstock

Hvalfangst skuffer

Ifølge planen skal Anthony sejle rundt i det nordlige Atlanterhav frem til efteråret for at fange hvaler.

Salg af hvalolie skal være med til at finansiere rejsen. Catalpas mænd fanger dog blot nogle få hvaler undervejs – færre end forventet.

Royal Museums Greenwic & Shutterstock

Besætning stikker af

20. oktober, Azorerne: Da Anthony betaler sin besætning og giver sømændene landlov, vælger over halvdelen af dem at blive i land – sandsynligvis pga. den skuffende fangst.

Kaptajnen må derfor hyre nye folk til sit mandskab.

Royal Museums Greenwic & Shutterstock

Defekt udstyr giver problemer

20. november: Pga. defekt navigationsudstyr er Anthony særdeles tæt på at sejle forbi Tenerife, hvor han efter planen skal hente forsyninger til resten af rejsen.

Heldigvis spotter udkigsposten øen, da Catalpa er på vej forbi.

Royal Museums Greenwic & Shutterstock

Stormvejr presser skibet

16. februar: Ugunstigt vejr har forsinket Catalpa i det sydlige Atlanterhav.

Syd for det afrikanske kontinent sejler hvalskibet ind i nye problemer, da “de mest forræderiske og truende” bølger, Anthony nogensinde har mødt, nær ødelægger fartøjet.

Royal Museums Greenwic & Shutterstock

Catalpa ankommer sent

31. marts 1876: Ved ankomsten til Bunbury i det vestlige Australien er Catalpa forsinket med næsten tre måneder pga. de mange problemer undervejs.

Royal Museums Greenwic & Shutterstock

Vagter melder om forsvundne fanger

Kl. 10.00: Fængselsinspektør Joseph Doonan har haft en rolig morgen i Fremantle Prison.

Joseph Doonan sidder på sit kontor, da han pludselig hører lyden af en skinger fløjte.

Fængselsinspektøren bliver straks bekymret. Noget er tydeligvis galt.

Kort tid efter står en fangevogter skoleret foran Doonan. Med et undskyldende udtryk malet i ansigtet fortæller han, at fangen Martin Hogan er forsvundet.

Han var i færd med at male en veranda i byen, da han forlod sin post for at finde noget petroleum, og han vendte aldrig tilbage igen.

Joseph Doonan er bekymret. Kan Hogan være stukket af?

Svaret får han snart: Andre vagter melder også om manglende fanger. Der må være tale om en organiseret flugt.

Anthony står klar med sin båd

Kl. 10.30: Catalpa ligger ca. 22 km fra kysten. Herfra er kaptajn Anthony og fem mænd roet ind til kysten i skibets hvalbåd – som besætningen normalt sejler ud i, når de skal harpunere hvaler.

En sten falder fra Anthonys hjerte, da han fra sin post på stranden ser to hestevogne nærme sig.

Kaptajnen beordrer med det samme sine mænd til at bugsere båden ud i vandet, så de hurtigst muligt kan komme afsted.

Besætningsmedlemmerne er stadig ikke orienteret om flugtmissionen og bliver urolige, da de ser bevæbnede mænd hoppe ud af hestevognene og ombord i båden.

“Adlyd mine ordrer, og der vil ikke ske jer noget,” siger Anthony i et forsøg på at berolige sine mænd, selvom beskeden også kan opfattes som en trussel.

Mandskabet fornemmer under alle omstændigheder, at det på ingen måde er det rette tidspunkt til spørgsmål.

“Kaptajn, tror du, vi overlever natten?”
Irsk frihedskæmper under flugten.

“Træk fra land, folkens, træk fra land!” galer kaptajnen fra agterstævnen, mens årerne kommer i vandet.

En stærk pålandsvind blæser imidlertid, og båden kommer kun langsomt fremad. Vinden forhindrer også Anthony i at sætte sejl.

Mændene ror på livet løs, men efter en time er fartøjet blot et par kilometer fra kysten, da nogle skikkelser pludselig dukker op inde på stranden.

Fra båden kan irerne se en gruppe uniformerede vagter stige af deres heste for at studere de to efterladte vogne.

Betjentene har uden tvivl også fået øje på båden ude på vandet.

Irerne ved, at jagten er gået ind.

Flugten fra den australske kyst fandt sted i en hvalbåd.

© Australian National Maritime Museum

Mændene må skjule sig ude på havet

Kl. 17.30: I syv timer har mændene på hvalbåden okset afsted mod Catalpa. Kun kortvarigt har de kunnet gøre brug af bådens sejl. Til gengæld har de endnu ikke set nogen forfølgerskibe. Myndighederne i Fremantle har nemlig haft svært ved at få fat på et dampskib, der kan optage forfølgelsen.

Fra sin plads i båden får en spejdende James Wilson øje på Catalpa.

Skibet er dog kun en lille prik ude i horisonten – mange kilometer hav skal stadig tilbagelægges. Og sorte uvejrsskyer trækker op på himlen over dem.

Da aftenmørket falder på, begynder bølgerne at vokse sig store. Den lille hvalbåd bliver kastet op og ned, og vandmasserne skyller ind over fartøjet.

“Kaptajn, tror du, vi overlever natten?” hører Wilson en af sine våde landsmænd spørge.

“Åh ja. Jeg har oplevet mange værre nætter,” råber Anthony opmuntrende fra sin plads bagerst i båden, hvor han holder godt fast i roret.

“Kan jeg gå ombord på dit skib og undersøge det?”
Politichef John Stone, da han når frem til Catalpa.

Kaptajnen får ret. Da morgensolen står op, og uvejret trækker væk, flyder hvalbåden endnu.

Men daggryet byder på nye problemer. Catalpa er ikke længere det eneste fartøj, Wilson og hans kammerater kan se.

Endnu tættere på hvalbåden er et fremmed dampskib, som uden tvivl er på jagt efter de bortløbne fanger.

“Ned med sejlet! Slip årerne! Alle mand ned!” beordrer kaptajn Anthony, så snart fjenden er spottet.

På 30 sekunder ligger alle mand gemt under rælingen, presset sammen som sardiner i en dåse. Ingen tør kigge op, og kun det klukkende vand mod båden høres.

Wilson kan ikke fatte deres uheld. Ireren beslutter at drukne sig selv, hvis hvalbåden bliver opdaget; han vil aldrig tilbage til straffekolonien.

Britisk fartøj opsøger hvalskibet

Tirsdag den 18. april 1876 kl. 7.30: Rutedampskibet Georgette er blevet beslaglagt af myndighederne. Under ledelse af den lokale politichef John Stone er damperen nu ude for at lede efter de undslupne fanger.

John Stone er ved at blive utålmodig. Det er nu 14 timer siden, at politichefen forlod havnen i Fremantle med 26 mand – 18 tidligere soldater og otte politimænd – ombord på Georgette.

Dampskibet skyder støt frem gennem bølgerne, men endnu har besætningen intet set.

Pludselig mærker Stone dog adrenalinen suse gennem kroppen, da en af hans mænd råber “fartøj forude!”

Politichefen sætter kikkerten for øjet og ser tydeligt master og sejl på et skib i det fjerne. Et hvalskib! Den type fartøj, som politiet skal være ekstra opmærksom på i forbindelse med fangeflugter.

Og da Georgette kommer tættere på, kan Stone ydermere se, at hvalskibet er amerikansk – særlig mistænkeligt.

“Har du set en båd med en masse mænd i?” råber Stone, da Georgette er kommet tæt på Catalpa, hvor førstestyrmand Sam Smith har kommandoen i Anthonys fravær.

“Nej”, råber Smith tilbage.

“Har du nogen fremmede ombord?”

“Vi vil kæmpe til sidste mand”
De irske frihedskæmpere under flugten.

“Nej”.

“Hvor er den hvalbåd, der mangler ved hejseværket?”

“Kaptajnen er gået i land”.

“Hvorfor?”

“Jeg ved faktisk intet om det”, svarer Smith.

“Kan jeg gå ombord på dit skib og undersøge det?”

“Ved det ikke, har ikke fået instruktioner. Men jeg tænker, at du hellere må lade være”, svarer Smith.

Catalpa befinder sig i internationalt farvand, og uden accept fra skibets øverstbefalende har John Stone ingen ret til at gå ombord.

Med uforrettet sag må han sejle tilbage til Fremantle.

Politichefen har dog ingenlunde givet op.

Fremantle Prison lukkede i 1991, men fængslet er i dag åbent for besøgende.

© Steve Taylor ARPS/Imageselect

Politibåd jagter flygtningene

Kl. 10.00: Kaptajn Anthony har med forbløffelse set Georgette sejle tilbage mod Fremantle.

“Fri bane”, erklærer Anthony, da det fremmede dampskib igen er ude af syne.

Efter næsten to timer krøllet sammen i bådens bund nyder mændene at kunne strække sig igen.

Takket være en fornuftig vind kan de endda sætte sejl. I mellemtiden er Catalpa desværre kommet ud af syne, men kl. 14 ser de atter hvalskibet i det fjerne – det har kurs mod hvalbåden.

Fangerne i båden når lige at juble over udsigten til at blive reddet, da en af mændene råber vagt i gevær, fordi et nyt fartøj dukker op på havet:

“Du godeste! Der er kystpolitibåden, fyldt med politi. Send riflerne rundt!”

Politibåden er på størrelse med hvalbåden. Ud over sit sejl har den dog også en lille motor, og Anthony kan se syv-otte bevæbnede betjente.

Kaptajnen ved, at det nu handler om at nå frem til Catalpa, før den jagtende politibåd indhenter dem.

“Vi vil kæmpe til sidste mand”, forsikrer de undslupne irere hinanden – hellere dø end at blive sendt tilbage til fængslet i Fremantle.

Politiets fartøj haler støt og roligt ind på hvalbåden, men Anthonys båd skyder heldigvis en god fart.

Kort før briterne indhenter deres bytte, kan kaptajnen dirigere sin lille hvalbåd rundt om Catalpa, så sejlskibet ligger mellem dem og politibåden.

“Skyd første skud over hendes bov, men ram hende ikke!”
Politichef John Stone, da han har indhentet Catalpa.

På den måde forhindrer Anthony, at briterne kan skyde efter dem på afstand.

Et højt brag lyder, da hvalbåden slår ind mod skroget på Catalpa, men der er ingen tid til forsigtighed. Besætningsmedlemmer hiver sig hurtigt op i de reb, som skibets mandskab kaster ned.

Uden samme rutine som sømændene dingler fangerne mere fra side til side, mens de forsøger at komme op med deres våben hængende over skuldrene.

Alle mand når dog ombord, og som den sidste bliver Anthony hejst op sammen med hvalbåden.

Da kaptajnen hopper ind på dækket, er Catalpas besætning allerede i fuld gang med at sætte sejlene for at komme væk. Kun 50 m skiller hvalskibet fra politibåden.

Slukørede kigger betjentene op på de fanger, som de kender så godt fra arbejdsholdene i byen. Politimændene ved, de intet kan gøre.

Otte mand høj vil briterne umuligt kunne borde skibet, selv hvis loven tillod det. “Vi er ikke færdige med jer endnu!” råber en af betjentene imidlertid advarende.

Kaptajn Anthony svarer ikke, men John Breslin sender et provokerende fingerkys til betjentene som afskedshilsen.

Flagmanøvre fuldendte flugten

Fangernes flugt fra Fremantle Prison foregik med hestevogn, hvalbåd og sejlskib. Først efter to døgn slap de endegyldigt bort fra briterne.

Shutterstock

KL. 8.00, 17. APRIL:

De seks fanger er ude på forskellige arbejdshold. Omtrent samtidigt lister de sig bort.

Shutterstock

KL. 8.30, 17. APRIL:

Lidt uden for byen samler irske John Breslin fangerne op, og i to hestevogne begiver de sig mod Rockingham Beach 30 km fra Fremantle.

Shutterstock

KL. 10.30, 17. APRIL:

Kaptajn George Anthony venter ved kysten med en hvalbåd, som skal bringe de undslupne fanger ud til hvalskibet Catalpa i internationalt farvand.

Shutterstock

KL. 15.00, 18. APRIL:

Efter mere end 28 timer på vandet slæber fangerne sig omsider ombord på Catalpa.

Irerne undgår kun med nød og næppe at blive fanget af en britisk politibåd, der er på vej ud mod skibet.

KL. 8.00, 19. APRIL:

Et britisk skib indhenter Catalpa og truer med at skyde, hvis ikke hvalskibet overgiver sig. Kaptajn Anthony peger på det amerikanske flag.

Han ved, at de befinder sig i internationalt farvand, hvor briterne ikke har ret til at angribe dem. Briterne giver op, og Catalpa undslipper.

Shutterstock

Hævngerrig politichef vender tilbage

Onsdag den 19. april 1876 kl. 7.00: Irerne har hele natten fejret, at de omsider er frie. Catalpa ligger imidlertid stadig tæt på Fremantle, fordi vinden har været for svag til at sejle mod vest. Ingen ombord på skibet aner, at politichef John Stone har læsset en kanon ombord på Georgette. Han vil gøre et sidste desperat forsøg på at fange de undslupne fanger.

John Stone har blikket fast rettet mod Catalpa fra sin plads på broen. Efter syv timers jagt i mørket har politichefen i morgenskæret endelig fået hvalskibet i sigte igen.

Mandskabet fra politibåden forklarede ved tilbagekomsten til Fremantle dagen forinden, at vinden var så sagte, at Catalpa kun havde bevæget sig langsomt afsted mod nord.

Betjentene havde ret. Det amerikanske hvalskib ligger nu ca. 8 km syd for Rottnest Island, en ø vest for Fremantle.

Stone har en sidste chance for at frarøve irerne deres nyvundne frihed – men det vil kræve snilde.

Da Georgette er tæt nok på målet, kan Stone og hans 20 bevæbnede mænd se aktivitet på Catalpa.

Til politichefens store forundring er en af mændene på dækket selveste mr. Collins.

Stone har ved flere lejligheder mødt den charmerende rigmand, men først nu – da den skæggede millionær står på hvalskibet – går det op for Stone, at alle i Fremantle er blevet taget ved næsen.

Den påståede amerikanske pengemand er i virkeligheden en komplotmager af rang.

Opdagelsen giver den britiske politichef endnu større lyst til at slå kløerne i de undslupne fanger, men han må spille sine kort rigtigt.

Stone giver sine artillerifolk besked om at lade den medbragte Armstrong-kanon. Mændene propper en 76-mm-granat i løbet og står klar.

“Skyd første skud over hendes bov, men ram hende ikke!” lyder ordren.

“Det er det amerikanske flag. Jeg er i internationalt farvand. Mit flag beskytter mig. Skyder I på dette skib, skyder I samtidig på det amerikanske flag!”
Kaptajn George Anthony, da briterne truer med at beskyde hans skib.

“Stars and Stripes” bliver redningen

Kl. 8.00: På Catalpa har fangerne på John Breslins ordre gemt sig nede i lastrummet, så de ikke kan ses af folkene på Georgette. Imens står Anthony, Breslin og besætningen oppe på dækket.

Ombord på Catalpa afventer kaptajn Anthony, Breslin og resten af de ombordværende, hvad briterne vil gøre. Pludselig lyder der et brag ovre fra Georgette.

Den høje lyd efterfølges af et sus, da en kanonkugle flyver forbi hvalskibet og plumper i vandet. Anthony ser spørgende på Breslin.

“Afvent situationen, og lad være med at tage notits af skuddet”, anbefaler Breslin.

Ingen foretager sig derfor noget på Catalpa, før Georgette glider op og lægger sig parallelt med hvalskibet. Briternes medbragte kanon strutter nu tydeligt frem.

“Hvad er det, I vil?” råber Anthony.

“Har du nogen fængselsfanger ombord?” spørger Stone.

“Ingen fanger her!”

“Jeg ved, at de mænd, jeg er ude efter, er ombord på dit skib. Hvis du ikke udleverer dem, må du tage konsekvensen”, truer politichefen.

Anthony er tavs. Han kigger til Breslin for svar, og ireren giver ham et:

“Fyren prøver på at bluffe os”.

Fangerne undslap Australien og levede resten af livet i frihed

Efter deres befrielse fik “The Fremantle Six” alle opholdstilladelse i USA, hvor de levede frem til deres død.

  • © Thomas Larcom

    James Wilson (1836-1921):

    Efter ankomsten til USA stiftede han familie og slog sig ned på Rhode Island. Han døde i 1921, 84 år gammel. Dermed overlevede han alle sine medfanger fra Fremantle.

  • © Thomas Larcom

    Michael Harrington (1825-1886):

    Giftede sig to måneder efter ankomsten til USA. Boede til sin død i 1886 i New York, hvor han arbejdede som politibetjent.

  • © Thomas Larcom

    Thomas Hassett (1841-1893):

    Slog sig ned i New York, hvor han giftede sig med en irsk-amerikaner. Døde i 1893 i en alder af 52 år.

  • © Thomas Larcom

    Martin Hogan (1833-1901):

    Flyttede til Chicago, blev gift og fik en datter. Havde svært ved at vænne sig til friheden og udviklede et alkoholmisbrug.

  • © Thomas Larcom

    Thomas Darragh (1834-1912):

    Bosatte sig i Philadelphia, hvor han arbejdede for Clan na Gael. Han døde i 1912, 78 år gammel.

  • © Thomas Larcom

    Robert Cranston (1842-1914):

    Blev gift kort tid efter sin ankomst til USA. Bosatte sig i Philadelphia, hvor han blev politibetjent. Døde i 1914 i en alder af 72 år.

“I får 15 minutter til at overveje, hvad I vil, men I må tage konsekvensen af jeres beslutning. Jeg har midlerne til at gøre det (sænke skibet, red.), og hvis I ikke overgiver jer, sprænger jeg jer i stumper og stykker”, kommer det truende ovre fra Georgette.

Denne gang er der ingen tøven hos kaptajn Anthony. Han nægter at tro på, at den britiske politichef vil risikere at indlede en større konflikt med USA ved at beskyde et amerikansk skib i internationalt farvand.

Kaptajnen peger op på Stars and Stripes, der vajer øverst i den ene mast.

“Det er det amerikanske flag. Jeg er i internationalt farvand. Mit flag beskytter mig. Skyder I på dette skib, skyder I samtidig på det amerikanske flag!” råber Anthony med stor viljestyrke i stemmen.

I det øjeblik indser Stone, at han har tabt slaget.

Fjenden har gennemskuet hans bluff; politichefens plan var at true hvalskibet til at sejle tilbage til britisk farvand, nu må Stone for anden gang vende tomhændet hjem.

Netop som kaptajn Anthony forstår, at Georgette har givet op, tager vinden til. Catalpas sejl spiler sig ud og sætter skub i hvalskibet.

Også Stars and Stripes folder sig helt ud i vinden, da fartøjet stikker afsted mod vest – retur til USA og friheden.

Efterskrift:

Kaptajn George Anthony vendte aldrig igen tilbage til havet. Han blev i stedet politibetjent og levede et stille liv med sin kone og sine to døtre i New Bedford indtil sin død i 1913.

John Breslin slog sig efter hjemkomsten ned i New York og fik job på avisen “Irish Nation”. Til sin død i 1887 arbejdede han for et frit Irland.

Det samme gjorde John Devoy, der med redningsaktionen for alvor lykkedes med at sætte fokus på Irlands ret til selvstændighed blandt amerikanerne.

Han blev en af de mest prominente fortalere for et frit Irland, og som den eneste involverede i flugtaktionen fik han æren af at opleve Irlands selvstændighed i 1922.

Læs også:

Revolution

Kommunisterne tilbad den hellige mango

13 minutter
Revolution

Kaos, sult og krig rammer Rusland

15 minutter
Revolution

Fidel Castros rebeller væltede Cubas forhadte diktator

16 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul