Lyset svinder i universitetslokalet, hvor en samling modløse kinesiske arbejdere har slået sig ned den 5. august 1968.
En hel uge er de blevet slået, sparket og skudt på af universitetsstuderende, der har barrikaderet sig på Tsinghua Universitetets campus i det nordvestlige Beijing.
Arbejderne er langt fra deres kendte hverdag på fabrikkerne, for formand Mao har sendt dem ud på denne mission, og de vil gøre alt for deres elskede leder.
Kun bevæbnet med hans “Lille røde” – en bog fyldt med formandens tanker – skal de stoppe den krig, som de væbnede studerende i månedsvis har udkæmpet mod hinanden.
Men dagene er gået, og fredsmissionen er stadig ikke lykkedes. I stedet er fem af dem blevet dræbt og flere hundrede såret.
Modløse sunder arbejdernes propaganda-brigade sig, da døren pludselig går op og selveste Wang Dongxing – Maos bodyguard – træder ind. Med sig har han en kasse, som han stiller på bordet mellem dem.
“En gave fra formanden”, forklarer han og går. Stilhed. Alle stirrer lamslåede på kassens indhold. Et par stykker nærmer sig forsigtigt, en enkelt rører andægtigt ved gaven.
Med ét fyldes fabriksarbejderne af ærefrygt og rørelse: Formanden har sendt dem denne utrolige gave!
Tårer stiger op i deres øjne, de første bryder ud i en hyldestsang – aldrig vil de glemme formandens omsorg. Deres øjne klæber til dette bevis for hans kærlighed: En kasse med godt 40 mangoer.
Efter dagevis med kampe og flere døde fik kinesiske arbejdere 40 mangoer i gave af formand Mao. Deres glæde var overvældende.
Fabriksarbejdere var massevåben
Frugten, som formanden havde sendt til arbejderne, var stort set ukendt i Kina, men de 40 mangoer skulle snart blive berømte i hele landet, hvor Kulturrevolutionen hærgede.
Revolutionen var sat i gang af Mao, da han i 1966 havde allieret sig med landets studerende. De fik grønt lys til at udrense alle reaktionære, pro-vestlige, kapitalistiske elementer i det kommunistiske Kina.
Derpå var de optændte studerende gået amok i en blodig klapjagt på universitetsprofessorer, ledere i kommunistpartiet og alle andre, der ikke udviste en passende revolutionær ånd.
Men så løb Kulturrevolutionen af sporet. De studerende delte sig i forskellige fraktioner af såkaldte rødgardister, der hurtigt blev rygende uenige om, hvem der mest korrekt havde forstået formand Maos tanker.
“Folk samledes i flok om gaven og brød entusiastisk ud i råb og sang, ude af sig selv af lykke” Reportage fra mango-frugternes ankomst.
Blodige kampe hærgede på alle landets læreanstalter, og Mao havde måttet sætte hæren ind for at dysse rødgardisterne ned. Dét satte en stopper for kampene – bare ikke på Tsinghua Universitetet, hvor to fløje nægtede at indstille krigen.
Tusinder af studerende var flygtet fra universitetet, tilbage var 400 fanatiske rødgardister. Alvorligt træt af de studerende fyldte Mao den 27. juli 30.000 fabriksarbejdere ind i busser, som blev sendt til universitetet.
Om ikke andet måtte de kunne kvæle de tåbelige studerende med deres antal, var Maos tanke.
Hellig frugt i Beijing
Til Maos store ærgrelse var krigen på universitetet stadig ikke slut, da Kina en uge senere, den 4. august, fik besøg af Pakistans udenrigsminister, Mian Arshad Hussain.
Med passende pomp blev den pakistanske minister og hans kone modtaget af Mao i Beijings lufthavn. Parret medbragte en gave til formanden: En kasse mangoer i anledning af Kinas Væbnede Styrkers Dag.
Men Mao afskyede al frugt, og uden at tænke længe over, hvordan 30.000 mennesker skulle deles om 40 mangoer, forærede ham dem til fabriksarbejderne på universitetet.
Beijings aviser rapporterede henrykte om hændelsen:
“Folk samledes i flok om gaven og brød entusiastisk ud i råb og sang, ude af sig selv af lykke. Tårer fyldte deres øjne, og igen og igen ønskede de, at vor elskede formand Mao må leve i titusinder af år uden ende”.
Avisen kunne berette, at arbejderne havde telefoneret til deres fabrikker for at sprede den lykkelige nyhed og var blevet oppe hele natten for at fejre og hylde gaven.
Nogle var på trods af regnen taget til Zhongnanhai, Maos residens ved Den Forbudte By midt i Beijing, mange km fra universitetet.
Dér ville de udtrykke deres loyalitet over for den store leder formand Mao, der intetanende sov fra alt det hysteri, hans lille gave havde udløst.
Kineserne placerede mangoer i fine glasbeholdere og tilbad dem med religiøs iver.
Mango-relikvier kom i glasskrin
Takket være formandens omsorgsfulde gave fandt arbejderne omsider styrke til at få de studerendes krig stoppet, så de kunne drage hjem til deres fabrikker.
De 40 mangoer blev fordelt mellem Beijings største fabrikker, hvor arbejderne på fællesmøder længe og alvorsfuldt drøftede, hvad de skulle stille op med den tildelte frugt.
Bare at spise den ville være helligbrøde, så de fleste besluttede, at den skulle bevares. Én fabrik fik deres eksemplar lagt i formaldehyd på et hospital, hvorefter alle fabrikkens arbejdere fik en vokskopi af den hellige frugt.
På Beijing Maskinværktøjsfabrik blev mangoen puttet i en glasbeholder og langsomt kørt gennem byen til lyden af trommehvirvler, forbi lange rækker af mennesker og ud til lufthavnen.
“Igen og igen at røre ved den gyldne mango; den gyldne mango var så varm!” Digt om Maos mango-gave.
Her havde fabrikken chartret et fly, der skulle flyve mangoen til storbyen Shanghai, hvor en særlig fabrik kunne lave kopier i plastik i stedet for voks.
På Beijings tekstilfabrik var Maos læge dr. Li Zhisui til stede, da fabrikkens mango blev budt velkommen ved en stor reception med mange recitationer af den store formand.
Her blev mangoen – i håbet om at bevare den – indkapslet i voks og anbragt på et alter i fabrikkens auditorium. Opstillet på række passerede arbejderne forbi helligdommen, mens de højtideligt bukkede for den.
De, der ikke bukkede med tilstrækkelig ærefrygt, blev reprimanderet.
Uheldigvis havde ingen tænkt på, at voksindstøbningen ikke kunne holde mangoen frisk for evigt, og efter et par dage begyndte skrællen at rådne.
Fabrikkens paniske revolutionskomité tog deres mango ud af voksen, skrællede den forsigtigt og kogte frugtkødet i en stor gryde vand.
Endnu en højstemt ceremoni blev holdt; Mao blev igen overdådigt citeret og hyldet for sin rørende omsorg for sine arbejdere.
Igen stillede arbejderne sig på række, og hver enkelt fik lov til at smage én skefuld mangovand. Da fabrikken nu ingen mango havde, bestilte revolutionskomitéen en vokskopi af deres relikvie.
Kopien kom op på alteret, og igen kunne arbejderne dagligt bukke med ærefrygt for deres mango.
Dr. Li fortalte historien til Mao, hvis reaktion ifølge lægen var at fnise. Den store formand havde ikke forventet, at denne mango-kult ville opstå, men han valgte at billige den.
Evigt liv til formanden!
Maos popularitet steg med rekordfart over hele landet. Avisen Folkets Nyheder bragte flere digte, der hyldede formandens gestus, med vers som:
“Igen og igen at røre ved den gyldne mango; den gyldne mango var så varm!”
Til slut kammede avisens digter over i ren kærlighed: “Åh, formand Mao! Vi vil for evigt følge dig i revolutionen: Have kan tørre ud, bjerge kan smuldre, men vore hjerter vil ikke skifte mening”.
Mangoen var blevet lig med Mao; formanden, som under Kulturrevolutionen ødelagde landets templer og hellige statuer, havde ved et tilfælde indstiftet et nyt gudeidol med sin mangogave.
I den kinesiske mytologi fandtes der i forvejen en tradition for hellige frugter, fx “Evigt-liv-ferskenen”, som ifølge den taoistiske sagnlitteratur voksede på magiske ferskentræer, der kun satte frugter én gang hvert tusinde år.
Mangoen blev sammenlignet med denne fersken, og et rygte cirkulerede om, at den groede lige så sjældent. Derfor blev den kaldt qian nian guo – Tusindårsfrugten.
Også den gav et langt liv, sagde rygtet – og alligevel havde formanden skænket dem til sine arbejdere i stedet for selv at spise dem!
At Mao ikke kunne fordrage frugt, vidste ingen, og at han havde fået mangoerne som gave, var der ikke noget galt i.
Selvom det i Vesten typisk bliver regnet for vulgært, giver det i Kina ekstra ære, hvis en gave foræres videre.
Mango-kopier i voks begyndte også at blive en populær gave, ofte i en glasbeholder og med en tilknyttet tekst, som ønskede den store leder et langt liv.
Retssagen imod madam Mao var en stor begivenhed i Kina, som skulle vise, at en ny æra var begyndt i landet.
Maos enke ville presse mangoen
Efter formand Maos død forsøgte hans enke desperat at sikre sig folkets kærlighed ved at udnytte den gamle mango-feber.
Maos hustru Jiang Qing var en ambitiøs dame, og da hendes mands helbred begyndte at skrante, fik hun travlt med at sikre sin magt.
Hun forsøgte derfor at gentage sin mands succes ved at sende mangoer som gave til Beijings fabriksarbejdere. Men anden gang virkede tricket ikke. Gaven blev høfligt modtaget med en lille ceremoni – mere skete ikke.
Livet gik videre som før, uden hymnesang og glædestårer. Jiang Qing opgav dog ikke idéen om at genoplive det gamle mangohysteri for at beholde magten.
Da hendes mand i 1976 lå på sit dødsleje, bestilte hun filmen “Mangoens sang”, der handler om en lille by under Kulturrevolutionen i 1968.
Filmen viser bl.a. harmonien mellem universitetsstuderende og fabriksarbejdere, som til slut bærer mangoer gennem byen ledsaget af uhæmmet jubel og fællessang.
Filmen fik dog ikke placeret Jiang Qing på tronen. Efter en uge blev den taget af plakaten, da Qing og hendes medsammensvorne i “Firebanden” blev arresteret. I 1981 blev de idømt fængsel på livstid.
Propaganda blev sat i system
Selvom mango-begejstringen var opstået spontant, var den kinesiske regering hurtig til at hægte sig på symboldyrkelsen. Den blev nøje koreograferet og udnyttet i anledning af Kinas nationaldag den 1. oktober.
Ved en gigantisk parade på Den Himmelske Freds Plads midt i Beijing blev store kurve med enorme papmaché-mangoer båret frem. Frugterne var omkranset af solsikker, som var det velkendte symbol på masserne.
Maos propagandaapparat havde på dette tidspunkt sat i højeste gear. Billige mango-badges blev sat i produktion, og dårligt trykte plakater af en mango på en blomstret porcelænstallerken spredtes ud over hele landet.
Da den pakistanske regering opdagede mango-vanviddet i Kina, prøvede den at udnytte det ved at sende en kasse med hundrede forskellige mangofrugter og -stiklinger til Beijing, men gaven fik ingen større diplomatisk effekt.
De pakistanske embedsfolk forstod snart, at vanviddet ikke handlede om selve frugten, men var en hyldest til den kærlighed, som Mao havde udvist med sin gave.
Respektér mangoen eller dø
Alle kinesere skulle naturligvis kunne nyde synet af den hellige frugt, så fra Beijing begyndte propaganda-hold at køre med mangoer ud til landets vestlige provinser.
På trods af en heftig hede stimede kinesiske familier fx sammen i byen Yangmei i Sichuan-provinsen, da de omrejsende mangoer kom på besøg.
Her stod folk i kø i timevis i den bygning, hvor mangoerne var blevet opstillet i glasmontrer. Efter to dage rejste mangoerne videre til den næste by.
I landsbyen Fulin havde alle indbyggerne set utålmodigt frem til besøget af den hellige mango. Da lastbilen ankom, lå den under et rødt klæde på en serveringsbakke, som en embedsmand højtideligt bar omkring til skue for alle landsbyens beboere.
Da den lokale tandlæge så mangoen, kom han dog til at bemærke, at han ikke mente, den var noget særligt – den lignede jo nærmest bare en sød kartoffel.
Tandlægens blasfemi blev hørt, og han blev prompte arresteret, stillet for retten og fundet skyldig i kontrarevolutionære synspunkter.
Derefter blev han kørt gennem gaderne på ladet af en lastbil og henrettet ved nakkeskud i udkanten af byen.
Mangoer blev ofte brugt i den kinesiske statspropaganda i 1968-69. Her bæres et fad med mangoer frem af jublende arbejdere.
Hellig frugt endte som vokslys
At det var dødsensfarligt at spøge med Maos hellige mangoer, vidste enhver. Og de mange mango-kopier rundtomkring i de kinesiske hjem blev gerne anbragt på hjemmets fineste plads – hylden med familiebillederne.
Mango-kopierne viste, at beboerne besad den rette revolutionære ånd, og det gav status at eje én. Misundelse og mindreværd pinte den, der ingen havde, og som måtte føle sig som andenrangskineser.
Efterhånden blev kopierne dog billigere og dermed allemandseje. Den store udbredelse lagde en dæmper på hysteriet, og mangofeberen begyndte så småt at ebbe ud.
Efter 1970 bragte landets aviser ikke længere propagandabilleder af frugten, og da kulten havde varet i godt to år, forsvandt mangoen helt ud af Kinas kommunistiske symbol-repertoire.
Alligevel turde de fleste kinesere først skille sig af med deres voks-mango efter Maos død i 1976. Mange brændte den af som stearinlys under perioder med strømsvigt.
Imens blegnede Maos helgenstatus, for efterhånden stod det klart, at formanden med bl.a. sin Kulturrevolution havde forvoldt millioner af kineseres død – og dermed blev det ligefrem upassende at beholde hans kult-symboler.
I nutidens semi-kapitalistiske Kina spiller mangoer en helt anden rolle. Med 4,77 millioner tons om året er landet i dag verdens næststørste producent af mango-frugter.