Kina i fanatisk blodrus

I 1960'erne indser Kinas store rorgænger Mao Zedong, at han er ved at miste kontrollen med landet. Han ser rivaler og “borgerligt afskum” alle vegne. For at komme dem til livs indleder han historiens største udrensningsbølge. For 50 år siden kulminerer “kulturrevolutionen” i mord, vold, hærværk og hungersnød.

I 1960'erne indser Kinas store rorgænger Mao Zedong, at han er ved at miste kontrollen med landet. Han ser rivaler og “borgerligt afskum” alle vegne. For at komme dem til livs indleder han historiens største udrensningsbølge. For 50 år siden kulminerer “kulturrevolutionen” i mord, vold, hærværk og hungersnød.

Polfoto/ Topfoto

Kvinden forsøger krampagtigt at holde balancen. Hun står på toppen af en vakkelvorn konstruktion; en skammel oven på en stol, som igen er stillet oven på et kateder. Hendes overkrop er bøjet forover i en ret vinkel, og armene er strakt bagud. Hun knuger sit ene håndled med den anden hånd, mens benene brænder af smerte.

“Flyvemaskinen” hedder stillingen, som kvinden You Xiaoli nu har indtaget i timevis. Om halsen har hun et skilt, hvor anklagerne mod hende står: “spion”, “kontrarevolutionær”, “borgerlig”.

Blodet suser i hendes ører, men det kan ikke overdøve råbene fra menneskemængden på det store stadion.

“Dadao You Xiaoli!” – ned med You Xiaoli! Ikke kun de studerende fra universitetet, hvor hun i ti år har undervist, er mødt frem. Også bønder og arbejdere fra omegnen er hentet frem i busser, for at de kan være med.

Det føles næsten som en lettelse, da én eller anden sparker stolen væk under hende. You rammer katederet og mister bevidstheden.

Blodet løber ned over hendes ansigt. Nogen siger, at hun er død, og forsamlingen siver væk, tilbage til dagens andre gøremål.

You måtte spise bark

Året er 1967, og “selvkritik-øvelser” – som den You lige har været igennem – hører til dagens orden i Kina. Øvelserne er en blanding af fysisk og psykisk tortur, som ydmyger og straffer den anklagede for holdninger, der ikke er acceptable i Maos Kina.

Mange er døde under selvkritikken, men You Xiaoli slipper med en alvorlig rygskade.

Hun er en overlever: Som resultatet af en voldtægt begået af den jordbesidder, hendes mor arbejdede for som tjenestepige, er hun vant til modgang. Nu slås hun for at overleve angrebene fra det parti, hun engang så begejstret støttede.

You har fulgt formand Mao Zedong lige siden den dag i 1947, da hendes mor faldt om af sult på gaden i Shanghai og døde. You vidste alt om, hvordan jordbesidderne levede i overflod, mens befolkningen sultede.

Plakater ophængt i bl.a. Beijing viste, hvordan “folkets fjender” skulle behandles.

© AFP/Getty Images

Maos løfter om lighed og bedre kår for de fattige bønder tiltrak hende, og hos ham fandt hun også den faderfigur, hun havde savnet.

Som så mange andre betragtede hun Mao som manden, der bragte Kina håb og fred efter årene med kaos og krig.

Da kommunisterne udråbte Folkerepublikken i 1949, var You overbevist om, at ingen længere behøvede at sulte. Sådan gik det ikke. For Mao talte magt og prestige mere end omkostningerne.

Ubrugeligt skrot

Kampagnen “Store Spring Fremad” i 1958 skulle fx opbygge landets sværindustri på rekordtid. Maos mål var, at Kina efter 15 år skulle overhale Storbritanniens årlige industriproduktion.

Enorme menneskemasser blev hentet til arbejde i fabrikkerne og vejbyggeriet. Landbruget, som kommunisterne havde omdannet til kollektive storbrug, blev drænet for arbejdskraft, og snart faldt fødevareproduktionen drastisk.

Samtidig slog høsten fejl, og folk begyndte at sulte.

I unge mennesker, fulde af energi og liv, er i livets vår, som solen kl. otte eller ni om morgenen. Vi sætter vor lid til jer. Verden tilhører jer. Kinas fremtid tilhører jer. Mao Zedong om ungdommen, 1957.

Indtægter fra sværindustrien kunne ikke bidrage synderligt til økonomien, for meget af det stål, som blev produceret i primitive højovne, var af så dårlig kvalitet, at det var ubrugeligt.

Hungersnøden i 1960-62 var den værste i Kinas historie og kostede mindst 20 millioner livet.

You Xiaoli skrabede bark af træerne og kogte den, til den blev så blød, at den kunne spises. Alligevel mente hun, at Folkerepublikken var bedre end det gamle Kina.

Kransekagefiguren Mao

Maos katastrofale mangel på dømmekraft truede med at gøre en ende på hans politiske karriere. Efter det fejlslagne “Store Spring Fremad” måtte formanden se sig reduceret til en kransekagefigur uden reel politisk magt.

I stedet regerede hans tidligere næstkommanderende, Liu Shaoqi og Deng Xiaoping, der var hhv. præsident og generalsekretær for Kinas kommunistiske parti (KKP).

I modsætning til Mao var både Liu og Deng pragmatikere. De sørgede for, at noget af jorden igen kom på private hænder, og at bønderne kunne sælge varer på det frie marked. Produktionen begyndte at stige, og kineserne fik igen brød på bordet.

Folket jublede, mens rødgardistene drev tre kontrarevolutionære gennem byen forsynet med narrehatte.

© Polfoto/Topfoto

Mens Deng og Liu forberedte endnu en femårsplan, voksede Maos frustration. Han var 62 år og frygtede, at han var færdig som leder. Nu satte han alt ind på at genvinde magten over parti og land.

Mao planlagde en udrensning – mere omfattende end nogen sinde før: Nu skulle hans fjender knuses.

Formanden nedsatte en komite, “Kulturrevolutionens Lille Gruppe”, til at lede slagets gang. Med Maos hustru, Jiang Qing, som leder iscenesatte denne gruppe den “Store Proletariske Kultur­revolution”, som rasede i landet de følgende år.

“Vi vil trampe på jer!”

Uroen begyndte på Beijings universitet i juni 1966. En gruppe studerende, der kaldte sig “rødgardister”, hængte en plakat op med udråb som “Skrot menneskelige følelser!”, “Vi vil være brutale!” og “Vi vil slå jer (Maos fjender) i jorden og trampe på jer!”

Hændelsen virkede helt spontan, men var nøje planlagt fra højeste sted; de studerende skulle være spydspids i et opgør med alle, der kunne true Maos magt. De unge havde idealisme og ildhu og længtes efter at
udføre revolutionære bedrifter.

Samtidig havde en del af dem også et personligt regnskab at gøre op med lærere og andre autoriteter, så motivationen til at gøre oprør var stor.

Formanden udtrykte straks sin “brændende støtte” til rødgardisterne og fik plakaten læst op i radioen, så alle kunne høre budskabet.

Hurtigt begyndte studerende i hele landet at efterligne de unge fra Beijing; de erklærede sig også for rødgardister og begyndte at bekæmpe de “kontrarevolutionære” og “de fire gamle” – dvs. gamle ideer, gammel kultur, gamle skikke og gamle vaner.

Mao suspenderede al undervisning på universiteterne og opfordrede entusiastisk de unge til at “bombardere hovedkvarteret” ved at angribe alle autoriteter i revolutionens navn.

Rødgardisterne torturerede og myrdede, plyndrede og ødelagde – af og til med Maos direkte medvirken, som når han forsynede rødgardisterne med adresselister over statens fjender.

Elite med armbind

Song Wuhao var 16 år i 1966.

Hans navn er opdigtet, for “Song” har kun villet fortælle sin historie i anonymiseret form – selv 40 år efter er han mærket af kulturrevolutionen: Song gik i en mellemskole tilknyttet det prestigefyldte Qinghua-universitet, hvor hans far var professor.

Song ville være forsker, ligesom sin far. Han ville også være revolutionær, som formand Mao, men ingen af de to drømme så ud til at gå i opfyldelse, for Songs far havde studeret i “det imperialistiske USA”, og ingen i familien kunne gøre sig håb om at blive accepteret inden for kommunistpartiet.

Kulturrevolutionen ændrede alt dette. Studenterne på Qinghua var blandt de første til at oprette en gruppe af rødgardister.

Kina skulle være en moderne industrination, besluttede Mao i 1956, men stålet fra de primitive højovne var komplet ubrugeligt.

© Getty images

De låste skolens rektor og lærere inde og tvang dem én efter én til at skrive tilståelser om deres forræderi mod Mao og revolutionen. Gruppen modtog et anerkendende brev fra formanden, der fastslog, at de havde “ret til at gøre oprør imod de reaktionære”.

Song steg hurtigt i graderne, og for én, der altid havde befundet sig i de politiske cirklers yderkant, var magten berusende: Rødgardisterne kørte gratis med tog og fik frit logi, hvor de kom frem.

Deres røde armbind åbnede alle døre:

“Uanset hvor vi kom hen, lyttede alle til os og fulgte os, når vi sagde, hvem der var de gode, og hvem der var de onde,” husker Song.

Den “Lange March” reddede Kinas kommunistparti fra udslet­telse. Kort efter blev Mao partiformand.

© AFP/Getty Images

Maos vej til magten

Bondesønnen Mao Zedong er 18 år gammel, da Kinas kejser abdicerer i 1911. Det nye styre kollapser efter fire år, og et utal af lokale krigsherrer tager magten.

1921

Kina kommunistiske parti (KKP) stiftes‚ samme år træder Mao ind. I de følgende år kæmper KKP sammen med nationalistpartiet Kuomintang (GMD) imod krigsherrerne.

1927

Samarbejdet mellem KKP og GMD ophører efter en massakre mod kommunisterne i Shanghai. Landet kastes ud i en borgerkrig, og GMD får overtaget.

1934-1935

I det sydøstlige Kina trues KKP af udslettelse. 90.000 mand flygter mod nordvest, men kun 10 pct. overlever den 12.500 km “Lange March”. Mao bliver marchens leder og hyldes efterfølgende som ny partiformand.

1945

  1. verdenskrig har lagt en dæmper på borgerkrigen, men da de japanske besættelsesstyrker overgiver sig, blusser kampene mellem KKP og GMD op igen.

1949

Kommunisterne sikrer sig kontrollen med Kina. Landet er nu en folkerepublik, og Mao præsident. Borgerkrigens tabere, Kuomintang, flygter til Taiwan.

I august 1966 marcherede en million rødgardister forbi formand Mao, der lod sig hylde fra en balkon på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

De unge holdt “Den Lille Røde” med Mao-citater højt i vejret og råbte taktfast “Længe leve formand Mao!”

Begivenheden var dybt bevægende for rødgardisterne – og en anerkendelse af deres status som landets nye elite.

Deng og Liu i fængsel

På balkonen stod Mao sammen med sine modstandere Liu Shaoqi og Deng Xiaoping. De vinkede begge, men deres dage i landets ledelse var allerede talte.

De to mænd –som formanden gav øgenavnene “Kapitalismens Følgesvend Nr. 1 og Nr. 2” – blev tvunget til at udøve selvkritik for deres anti-revolutionære politik efter det “Store Spring Fremad”.

Deng blev sendt til genopdragelse i en fjern provins, hvor han kom til at arbejde på en traktorfabrik. Hans ældste søn, Deng Pufang, som læste fysik på universitetet, blev tortureret og skubbet (eller tvunget til at springe) ud af vinduet af en gruppe rødgardister. Pufang overlevede, men blev lam i underkroppen.

Masserne er de virkelige helte, mens vi selv ofte er barnlige og uvidende. Uden denne forståelse er det umuligt at opnå selv de mest rudimentære kundskaber. Mao om forholdet til folket, 1945. Samme år skrev han, at “folket – og kun folket – er drivkraften i skabelsen af verdens historie”.

Selv om maden var sparsom, og arbejdet hårdt, havde Deng det relativt let. Den stille mand blev snart vellidt blandt kollegerne. De gav ham mad og hjalp ham med at skjule sig, når rødgardisterne kom for at hente ham til nye forhør.

“Kapitalismens følgesvend Nr. 1” – præsident Liu Shaoqi – blev taget til fange i sommeren 1967. Han blev slået og sparket foran sine børn og derefter smidt i fængsel uden at modtage behandling for sin sukkersyge.

Over hans seng hang plakater, der opremsede hans forbrydelser, og hvert lægebesøg udartede sig til et forhør. Efter to år døde Liu, nøgen og udhungret på cementgulvet i et fjernt fængsel. Dødsattesten angav “sygdom” som dødsårsag.

Den store udrensning

Hvad Liu og læreren You Xiaoli blev udsat for, var langtfra enestående. Over hele landet blev millioner af mennesker – lærere, forfattere, skuespillere, fabriksledere, partifolk og embedsmænd – mishandlet, spærret inde og i mange tilfælde dræbt.

Nogle havde engang vovet at kritisere Mao, andre havnede i deres livs mareridt ved et tilfælde, og nu blev de skoldet med kogende vand, dolket, banket til døde med bæltespænder, jernrør eller kæder.

Klasseværelser blev til forhørslokaler, sygestuer til torturkamre.

Rødgardisterne fra Beijing var særligt berygtede for deres brutalitet. En sø på universitetsområdet var fyldt med opsvulmede lig, men dødstallet var langt større: Da volden var på sit højeste i Beijing, kørte lastbiler i fast rutefart gennem gaderne for at samle lig op.

De blev stablet ved byens krematorier, som arbejdede på højtryk. Alene i august og september 1966 blev 1772 mennesker myrdet i Beijing.

Flere gange kom rødgardister fra hele landet til massemøde på Den Himmelske Freds Plads midt i Bei-jing. Formand Mao stod på balkonen over indgangen til Den Forbudte By og nød den stormende hyldest.

© scanpix/corbis

Politiet vendte det blinde øje til, for som rigspolitichef Xie Fu-zhi formulerede det over for sine folk: “Hvis folk bliver banket til døde, kommer det ikke os ved. Hvis I tilbageholder dem, som banker folk til døde, begår I en stor fejltagelse.”

Universitetslæreren You havnede i fængsel, fordi hun var af “borgerlig” afstamning: Ikke alene var hun datter af en jordbesidder, hun satte også pris på klassisk musik og kinesiske antikviteter.

Invitation til selvmord

I fængslet blev emnet selvmord ofte bragt på bane. På den ene side blev fangerne advaret imod at tage deres eget liv; det blev tolket som tegn på, “at man har noget at skjule, at man ikke vil have sit problem opklaret”, som en fremtrædende partifunktionær forklarede det.

På den anden side blev fangerne indirekte opfordret til at gøre en ende på deres liv. Da You en morgen vågnede i sin celle, lå et reb med en løkke ved siden af hende. Andre fanger fandt sovepiller i deres celler.

Nogle selvmord var camouflerede mord: Folk blev hængt, så det lignede selvmord, eller drevet i døden ved hjælp af fysisk eller psykisk tortur.

Formand Mao blev forgudet af sine undersåtter. Især de unge lod sig rive med af hans paroler.

© scanpix/corbis

Mao boede 10 år i en svømmehal

Han vaskede sig nødigt og børstede aldrig tænder. Hver uge inviterede han unge kvinder til danseaften. Som regel endte de i hans seng.

Fra tiden som guerillaleder og frem til sin død i 1976 fastholdt Mao sin magt ved at udnytte og dræbe mennesker omkring ham. Mens han krævede hårde straffe for selv mindre skatteforseelser, betragtede han statens midler som sine egne.

Han sikrede sig store jordbesiddelser og fik bygget over 50 villaer med alle bekvemmeligheder. Alle villaerne var bombesikre, for Mao var stærkt paranoid og så konspirationer overalt. Derfor nedlagde han også forbud mod, at de øvrige mænd i partitoppen knyttede for tætte bånd.

Sine luksuriøse boliger brugte han sjældent. I 10 år foretrak han at bo i omklædningsrummene til en svømmehal, for kun her følte han sig sikker mod aflytning.

Mao fik fire børn, men nægtede at se dem. Ægteskabet med skuespilleren Jiang Qing – hans fjerde hustru – varede fra 1939 til 1976, men i lange perioder levede de hver for sig, for formanden kunne ikke udstå synet af hende.

I stedet forlystede Mao sig med en sværm af elskerinder. Partifolk udvalgte unge kvinder til de ugentlige “danseaftener”, som altid endte med, at formanden tog én eller flere af pigerne med i seng.

Meget få sagde nej. Nogle af elskerinderne avancerede med tiden til at blive hans betroede sygeplejersker og fik besked om ikke at lukke Jiang Qing ind i hans hjem.

Interessen for det modsatte køn betød dog ikke, at Mao bekymrede sig om den personlige hygiejne; han børstede aldrig tænder, og i 25 år gik han ikke i bad.

Andre blev afhørt i dagevis og derefter tvunget til at balancere på taget af en høj bygning. Hvis offeret – udmattet og desorienteret – faldt ned, blev hændelsen kategoriseret som selvmord.

Atter andre gik helt frivilligt i døden. Både unge og ældre tog deres eget liv for at slippe for ydmygelser og tortur eller for at undgå selv at blive gjort til bøddel. På et universitet hoppede syv mennesker ud af vinduerne blot på én dag.

Sønner brugt som bødler

Ransagelser af de “kontrarevolutionæres” boliger var rutine.

I august og september 1966 blev hele 33.695 hjem i Bei­jing raseret af rødgardister. Penge, antikviteter og bøger blev plyndret og bragt til partispidserne – eller ødelagt.

Og hvis beboerne overlevede mødet med gardisterne, blev de efterladt med kun et enkelt værelse uden møbler. Boligens øvrige rum overtog de revolutionære.

En stor del af kommunikationen under kulturrevolutionen foregik via vægaviser, fyldt med slagord.

© polfoto/topfoto

Den unge Song Wuhao deltog ivrigt i ransagelserne, og volden generede ham ikke. Han vidste, at hans ofre var “dårlige mennesker”. Men så i begyndelsen af 1967 blev Songs egne forældre smidt i fængsel.

Hans far stod anklaget for at være kontrarevolutionær, kapitalist og amerikansk spion. Songs mor havde hjulpet ham, hed det. Også Song selv faldt i unåde og gik fra at være “én af Maos små revolutionære” – som formanden kaldte rødgardisterne – til at være søn af en kontrarevolutionær, et “afskum”.

Song forstod det ikke. Han mødte op i det fængsel, hvor hans forældre sad, og udbad sig en forklaring. Song fik ingen, men havnede selv i fængslet. Her blev han og faderen hentet til fælles forhør.

Kinas døtre har sind, der stræber højt. De elsker uniformer, ikke silkestoffer. Afslutningen på Maos digt “Militskvinder”, 1962.

De to blev stillet op på en scene og tvunget til “flyvemaskinen”, side om side. Et par af rødgardisterne tog bælterne af og begyndte at slå Songs far og derefter Song med de tunge bæltespænder.

Gardisterne fortalte ham, at de ville holde op, hvis Song ville tage et bælte og slå sin far. Men opsætsighed over for sine forældre var utænkeligt ifølge den kinesiske tradition, og i det gamle Kina blev det straffet med døden, hvis man slog sin far.

Song kastede sig grædende for sine bødlers fødder og tiggede om at slippe. Han mødte ingen medlidenhed, men blev slået, indtil han omsider tog bæltet og rettede det mod sin far. Skyldfølelsen har aldrig forladt Song.

Mao dyrkes som en gud

Kulturrevolutionen gjorde bevidst op med den loyalitet mod forældrene, som kinesisk kultur foreskrev. I stedet trådte Mao ind som faderfigur. “Formand Mao er os mere kær end vore forældre,” lød det i én af tidens populære sange.

Personkulten omkring Mao antog religiøse højder, da kineserne udskiftede deres gamle husaltre med et Mao-billede og hans samlede værker. Bøgerne blev trykt i flere eksemplarer, end Kina havde indbyggere.

Landet blev oversvømmet med én milliard Mao-billeder og 4,8 milliarder Mao-badges. Hans portræt prydede hver eneste udgave af parti­-avisen Folkets Dagblad og alle butiksvinduer.

“Vi vil være brutale,” sagde de unge rødgardister. Med Maos velsignelse torturerede og dræbte de hans fjender.

© Scanpix/AKG-images

Hvor vareprøver før havde lokket kunder til, hang nu billeder af Mao – “rød, strålende og skinnende”, som partiet foreskrev.

Enhver samtale i butikkerne, på gaden eller over telefonen begyndte med et rituelt “længe leve formand Mao.”

På fabrikker og i kollektiver begyndte og sluttede dagen med at læse formandens opbyggelige skrifter, ligesom alle midt på dagen tog sig tid til at hylde ham.

Rødgardisterne adlød Maos mindste vink. Da han i august 1966 kritiserede dem for at være “for civiliserede”, blev en Buddha-figur i Sommerpaladset i Peking omgående smadret.

I 1966 blev Maos læresætninger – aftrykt i “Den Lille Røde” – uddelt til alle landets indbyggere. Kineserne skulle have bogen med sig overalt, og de læste dagligt højt af dens anvisninger.

© getty images

Herefter fulgte angreb på talløse historiske og religiøse monumenter. Rødgardisterne smadrede glasmosaikker og flåede krucifikserne ned af væggene i de kristne kirker.

Templet i Konfuzius' fødeby – et bygningsværk lige så gammelt som Den Kinesiske Mur – blev ødelagt.

Hele biblioteker med klassiske værker fra Kina og Europa gik op i flammer. Uerstattelige vaser fra Ming- og Qing-tiden blev knust.

Al kultur og historiske minder skulle skaffes af vejen – selv dele af Den Store Kinesiske Mur blev smadret.

Revolutionen løber løbsk

Den revolutionære iver tog efterhånden så meget tid fra fødevare- og industriproduktionen, at Kinas økonomi gik i stå. I sommeren 1968 stod landet på sammenbruddets rand; fabrikkerne og de kollektive landbrug fungerede kun sporadisk, uddannelsessystemet var stort set lukket.

Rødgardisterne havde delt sig i fraktioner, der kappedes om Maos gunst. Qinghua-universitetet, hvor Songs far engang havde undervist, var nærmest i undtagelsestilstand fra maj til juli, mens to fraktioner myrdede løs på hinanden i en absurd kappestrid om at være de mest venstreorienterede.

Grusomhederne nåede uanede højder i de måneder. Det forlød endog, at rødgardisterne brugte rituel kannibalisme. Mao forsøgte at lægge en dæmper på uhyrlighederne ved at sende såkaldte “arbejder-soldater-hold” ind på universiteterne.

Mao med sin trofaste støtte, forsvarsminister Lin Biao. Lin faldt i unåde i 1971 og forsøgte at flygte til Sovjet. Hans fly forulykkede.

© scanpix

I juni satte han hæren ind mod rødgardisterne. For at få de radikaliserede unge bragt til ro – og afhjælpe det evige problem med mangel på arbejdskraft på landet – begyndte Mao i december 1968 sin “ud i landdistrikterne”-kampagne.

Under denne kampagne, som officielt skulle lære de unge om bøndernes vilkår, blev omkring seks mio. rødgardister tvangsforflyttet fra byerne.

Og eftersom en rejse mellem Kinas provinser krævede officiel tilladelse, fik mange rødgardister aldrig mulighed for at vende hjem.

I januar 1969 erklærede Mao kulturrevolutionen for afsluttet. Han var sluppet af med stort set alle sine kritikere og rivaler.

70 millioner døde

Først efter formandens død i 1976 begyndte Kina at gøre op med kulturrevolutionens forbrydelser.

Det kom frem, at omkring 36 millioner mennesker var blevet udsat for forfølgelse, og at 3 millioner var blevet dræbt. Andelen af analfabeter var steget markant, for i 10 år fungerede undervisningen stort set ikke pga. lærermangel.

“Jeg var Maos hund,” forklarede Maos enke Jiang Qing i retten. “Jeg bed dem, formand Mao gav mig besked på at bide.” Hun begik selvmord i 1991.

© scanpix/corbis

Enken betalte prisen

Trods millioner af døde og fejlslagne kampagner har myten om den geniale Mao Zedong overlevet.

Kina skulle være verdens tredje supermagt – på linje med USA og Sovjet – mente Mao. Men selv om landet i 1964 kunne sprænge sin første atombombe, lykkedes det ikke at gøre det fattige land til en industristat.

Det fejlslagne “Store Spring Fremad” betød, at han måtte afgive præsidentposten til Liu Shaoqi i 1959, og den “Store Proletariske Kulturrevolution” drænede kommunistpartiet (KKP) for administrative talenter.

Derfor var Mao tvunget til bl.a. at hente den forviste Deng Xiaoping tilbage til landets ledelse. Deng viste Mao respekt, men ventede blot på at skrue tiden tilbage til før kulturrevolutionen.

I sine sidste år måtte Mao erkende, at Kina ikke ville blive en supermagt i hans levetid. “Vi kan kun affyre tomme kanoner ... og bande,” sagde han til USA's præsident Gerald Ford, der var på besøg i 1975. Året efter døde Mao syg og bitter.

Kort efter formandens død begyndte opgøret med kulturrevolutionen. Maos enke, Jiang Qing, og tre andre højtstående kommunister fik det malende tilnavn “Firebanden” og blev idømt lange fængselsstraffe.

Under retssagen fremførte Jiang Qing, at hun blot havde været Maos viljeløse redskab.

I 1977 blev Deng Xiaoping Kinas leder. Han oprettede bl.a. økonomiske frizoner, som skulle tiltrække udenlandske firmaer og kapital.

Kimen til nutidens kinesiske industrieventyr var lagt, men demokratiske reformer afstod Deng fra. KKP styrer fortsat landet, og den dag i dag dominerer den afdøde formands portræt Den Himmelske Freds Plads.

I alt menes Maos regeringstid (1949-1976) at have kostet 70 millioner kinesere livet – som ofre for vold, indespærring og hungersnød.

Efter kulturrevolutionen vendte både Song Wuhao og You Xiaoli tilbage til universitetsverdenen, der nu desperat manglede arbejdskraft.

Hun begyndte at undervise igen, og Song, der i fem år havde opholdt sig i en lille landsby, blev optaget på det universitet, hvor hans far i sin tid havde været ansat.

Efter endt uddannelse blev Song forsker, som han havde drømt om. Men arrene i sjælen kan aldrig heles.

Song Wuhao sammenfatter oplevelsen, som var den samme for forfølgerne og de forfulgte. “Kulturrevolutionen tog min ungdoms forår og smadrede det ned i jorden. Jeg kan aldrig få de år igen.”