Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Lenin sætter alt ind på at erobre magten

Lenin har aldrig haft et job – al hans tid går med at studere Karl Marx’ værker. I 1917 er tiden omsider inde, da tyskerne beslutter at bruge ham som et våben i 1. verdenskrig. Men Lenin følger sin egen plan.

Heritage Images RM/Image select

Påskemandag den 9. april 1917 ruller et tog til perron på Zürichs travle hovedbanegård. En slank, midaldrende mand stiger ombord. Han har en vigende hårgrænse og et blik så fast, at det kan fælde en okse.

Mandens navn er Vladimir Iljitj Uljanov, men de fleste kender ham kun under det revolutionære alias Lenin. Efter ham stiger et følge bestående af revolutionære kammerater og hans hustru, Nadezjda Krupskaja, ind.

De skal ledsage ham under den syv dage lange rejse gennem Tyskland, Sverige og Finland til Ruslands hovedstad, Petrograd (tidl. Skt. Petersborg).

Selskabet sætter sig til rette i vognen, der er inddelt i otte kupéer, et bagagerum samt to toiletter.

På perronen står flere kammerater, der er mødt op for at ønske Lenin god rejse. Sammen istemmer de den socialistiske slagsang “Internationale”.

Ligesom Lenin er hans 31 medrejsende overbeviste socialister, som vil indføre en ny samfundsorden i det fattige, tilbagestående Rusland.

Hele sit liv har den 47-årige Lenin forberedt sig på opgaven, der venter for enden af sporene.

Lenin – den farlige bakterie

Det Rusland, som Lenin er på vej hjem til, er et land i opløsning. Måneden før – i marts (februar efter den russiske kalender) – har en revolution fordrevet zar Nikolaj 2. Romanov-slægtens 300 år lange styre er forbi, og en provisorisk regering har overtaget magten.

Men det nye styre er skrøbeligt, og Lenin ved, at hvis han vil gennemføre sin røde revolution i Rusland, skal det være nu. Som han selv siger det:

“Vi bliver nødt til at rejse. Også selvom det bliver gennem Helvede”.

Det helvede, Lenin taler om, er kejserriget Tyskland.

Sammen med Østrig-Ungarn har tyskerne indledt en blodig verdenskrig mod Storbritannien, Frankrig og Rusland. Især på østfronten er det gået godt for tyskerne, men de har brug for aflastning, fordi krigen mod franskmænd og briter på vestfronten kræver alle kræfter.

Ved at sørge for at sende Lenin hjem og skabe uro håber tyskerne på at destabilisere Rusland så meget, at landet må trække sig ud af krigen. Derfor har de givet ham lov til at rejse gennem Tyskland under diplomatisk immunitet.

Aftalen bliver senere kommenteret af den daværende britiske ammunitionsminister, Winston Churchill:

“Det var med en vis ærefrygt, at tyskerne rettede deres mest uhyggelige våben mod Rusland. De transporterede Lenin i en forseglet togvogn fra Schweiz til Rusland som en farlig bakterie”.

Churchill aner intet om, at det tyske udenrigsministerium også har investeret 26 millioner rigsmark i de russiske revolutionære for at sikre deres succes.

De første par timer af rejsen er stemningen i togvognen høj. Russerne spiser og synger, mens de passerer gennem Sydtyskland. Den eneste, der ikke deltager i festlighederne, er Lenin.

Som sædvanlig sidder han for sig selv med næsen begravet i en tyk bog, travlt beskæftiget med at studere kommunistisk teori.

Efter syv døgns rejse kunne Lenin og hans rejsefæller endelig stige ud i Petrograd.

© Mikhail Sokolov/Alamy/Imageselect

Den tyske kejser betalte for revolutionen

Udenrigsministeriet i Berlin brugte millioner af rigsmark på at skabe uro bag fjendens grænser. Mest held havde tyskerne med Lenin i Rusland.

Under 1. verdenskrig udbetalte det tyske udenrigsministerium millioner af rigsmark til oprørere i bl.a. Irland, Indien og Marokko.

Målet var at destabilisere de såkaldte Entente-magter (Storbritannien, Frankrig og Rusland), og døren stod åben for enhver, der havde en idé. Blandt dem var den russiske eksil-socialist Alexandr Parvus.

Han fremlagde allerede i 1915 en 23 sider lang plan til at destabilisere zar-riget vha. støtte til strejker, havnesabotage og nationalistiske bevægelser.

Også Lenins bolsjevikker indgik i Parvus’ plan. Lenin troede dog ikke på idéen; først februar-revolutionen i 1917 overbeviste ham.

Tyskerne placerede en agent i Lenins inderkreds og sørgede frem til krigsafslutningen i 1918 for en stabil pengestrøm, der hjalp bolsjevikkerne.

Den samlede tyske støtte var på 26 mio. rigsmark (over en halv milliard nutidskroner).

Storebror bliver hængt ved daggry

For Lenin er menneskelige følelser som glæde et udtryk for svaghed, og venner har han egentlig ingen af. Han værdsætter sit eget selskab, og sådan har det altid været – som hans gamle gymnasielærer Fjodor Kerenskij noterede det:

“Vladimir Uljanov har en usædvanlig enspændernatur. Han er utilnærmelig og distancerer sig fra samvær, selv med sine bekendte”.

Drengen voksede op i trygge rammer i en stor søskendeflok med fire hengivne søstre og en storebror i den russiske provinsby Simbirsk i 1870’erne.

Faren var skoleleder, og bøger fik hurtigt pladsen som den indadvendte Vladimirs venner. Ni år gammel kom han på Simbirsks gymnasieskole.

To år senere blev Ruslands zar Aleksander 2. myrdet ved et bombeattentat, som skulle få store konsekvenser for Vladimir.

Zarens død betød, at Vladimirs storebror Aleksandr satte spørgsmålstegn ved Ruslands styreform og den autoritære ledelse, der gennemsyrede universitetet, han gik på.

I slutningen af 1886 sluttede Aleksandr sig til en gruppe studerende, der planlagde et bombeattentat mod den nye, strenge zar, Aleksander 3.

Det hemmelige politi, Okhranaen, nåede dog at forpurre gruppens attentatplaner, og den 20. maj 1887 blev gruppens bombemager Aleksandr hængt ved daggry.

Storebrorens død tændte et uudslukkeligt bål i Vladimirs sind. Han dykkede ned i storebrorens efterladte bøger og stiftede bekendtskab med den revolutionære litteratur. Som 17-årig var Lenin erklæret ateist og fuld af foragt for zaren.

I forsøget på at få sin søn til at opgive de farlige tanker sendte moren Vladimir til sit landsted ved byen Alakajevka, hvor han skulle arbejde som landmand.

Opholdet fik dog den stik modsatte effekt, for drengen nægtede at slide på marken. I stedet kastede han sig over filosoffen Karl Marx’ værk “Kapitalen”.

Blandt Vladimirs favoritter var også Sergej Netjajevs bog “Revolutionens katekismus”, der opremsede kravene til en sand revolutionær:

“Han har ingen egen-interesser, ingen egne sager, ingen følelser, ingen tilknytninger, ingen ejendom, ikke engang et navn. Alt i ham er helt opslugt af en enkelt interesse, én eneste tanke, én eneste lidenskab – revolutionen”.

LÆS MERE: Bliv klogere på forløbet og konsekvenserne af Den russiske revolution

Socialister kastede to bomber mod zar Aleksanders karet i 1881.

© Alamy/Imageselect

Zaren i evig kamp mod folket

Europas monarker underkastede sig demokratiet i løbet af 1800-tallet, mens de sidste russiske zarer stod fast. Resultatet var flere revolutioner.

  • 1881:

    Mord på den liberale zar
    Zar Aleksander 2. bliver dræbt af anarkister – en noget uretfærdig skæbne for en monark, der bl.a. har afskaffet bøndernes livegenskab og indført et uafhængigt
    retsvæsen. Hans ærkekonservative søn, Aleksander 3., afskaffer i de følgende år flere af reformerne.

  • 1905:

    Den første revolution
    Rusland er trængt i krigen mod Japan. Utilfredsheden blandt bønder, arbejdere og intellektuelle fører til oprør i hele landet. Flere hundrede mister livet under revolutionen. For at skabe ro indvilger zar Nikolaj 2. i at oprette et parlament (Dumaen).

  • 1907:

    Nikolaj strammer grebet igen
    Nikolaj 2. indfører en ny valglov, der begunstiger de nationalkonservative medlemmer af Dumaen. Flere demokratiske reformer sættes ud af kraft, og zarens enevældige magt er genetableret. I 1914 trækker zar Nikolaj landet ind i 1. verdenskrig.

  • 1917:

    Februar-revolutionen
    Den udsigtsløse krig og manglen på fødevarer udløser demonstrationer i Petrograd. Dumaen presser zaren til at træde tilbage, og styret overtages af en midlertidig, provisorisk regering.

    Oktober-revolutionen
    Den provisoriske regering fortsætter krigen og mister hurtigt opbakning. Måneders uro ender med, at Lenins bolsjevikker tager magten.

Revolutionen fylder alt

De ord kom til at præge resten af Vladimirs liv – også under togrejsen gennem Tyskland i foråret 1917. De 32 russere har nu rejst i et par døgn, og stemningen i kupéerne er dæmpet betragteligt.

På trods af marxismens løfte om lighed for alle har Lenin og hans kone, Nadezjda Krupskaja, egen kupé.

Pladsen er trang, maden næsten sluppet op, og for at gøre ondt værre behandler Lenin sine medrejsende som uvorne børn på udflugt. Rygning, som Lenin anser for en styg vane, er forvist til toiletterne, og højlydt diskussion og sang er forbudt.

Som i ungdommen er revolutionen det eneste, der optager ham. Og trods beskedne evner som taler formår han alligevel at rive tilhørerne med, som den amerikanske journalist John Reed kunne bevidne:

“Han var en sær folkeleder – en leder med intellektets renhed, farveløs, uden humor, kompromisløs og uden spændende særheder – men med evnen til at forklare store tanker med jævne ord”.

Andre fortalte, at han trods sin tørre, akademiske fremtræden kunne gøre folk “vanvittige af begejstring”.

Når Lenin trængte til at slappe af fra bøgerne, drog han på vandreture i de schweiziske bjerge.

© Onno de wit

Ulykkelig og glad i Schweiz

De seneste år har Lenin kun haft mulighed for at drømme om revolutionen. Kort efter at han meldte sig ind i Ruslands Socialdemokratiske Parti i 1898, blev han taget til fange og sendt til Sibirien. Siden flygtede han til Tyskland og videre til Schweiz, hvor han med enkelte afbrydelser har levet frem til april 1917.

I eksil offentliggjorde han bl.a. skriftet “Hvad må der gøres?”, hvori han præsenterede sin idé om et topstyret parti bestående af fuldtidsrevolutionære, der skulle fungere som arbejderklassens fortrop. Sådan kunne partiet føre Ruslands befolkning mod revolutionen.

Tanker som denne skabte uro blandt Lenins kammerater i Socialdemokratiet og førte til, at hans tilhængerskare af bolsjevikker skrumpede ind til en beskeden flok, der levede spredt ud over Europa.

“Man er forbandet isoleret fra Rusland”, skrev Lenin til en af sine støtter. “Over det hele hviler uvirksomheden og dens nervøse, hysteriske, hæslige og ligegyldige atmosfære”.

I et mørkt øjeblik erkendte han over for sin hustru, Nadezjda, at revolutionen nok aldrig ville komme i deres levetid:

“Jeg har følelsen af, at vi er kommet her for at hvile i vores grav!”

De to kvinder i Lenins liv: Hustruen, Nadezjda Krupskaja (tv.), accepterede nødtvungent elskerinden, Inessa Armand.

© Alamy/Imageselect & SVF2/Contributor/Getty Images

Men hvis sandheden skulle frem, stortrivedes Lenin i Schweiz.

Penge sendte hans mor, der fik pension af den russiske stat, og selvom Lenin og Nadezjda kun havde råd til en beklumret baggårdslejlighed i Zürich, fik de mad på bordet.

Og hver dag efter morgenmaden kunne Lenin gå hen på Centralbiblioteket for at læse stabler af bøger. Når hjernen trængte til hvile, drog han op i bjergene for at vandre eller svømme i søerne.

En anden fornøjelse var de inspirerende møder med Inessa Armand, en fransk-russisk kommunist, som han indledte en langvarig affære med.

“Lenin elskede Inessa. Der var intet umoralsk ved det, for Lenin fortalte

Nadezjda alt”, forklarede parrets fælles ven Angelica Balabanoff.

Vejen er spærret af krig

Toget med Lenin ombord kan umuligt køre den direkte vej til Rusland via Polen, for her raser 1. verdenskrig fortsat. I stedet går turen mod nord.

Den 12. april 1917 – efter tre døgns bumletur gennem Tyskland – kan Lenin endelig forlade den trange togvogn i havnebyen Sassnitz for at gå ombord på færgen Drottning Victoria, der sejler ham til Trelleborg i det neutrale Sverige.

Dagen efter står de 32 russere i Stockholm, hvor de bliver modtaget med en stor middagsbuffet arrangeret af den svenske socialist Fredrik Ström.

Mens resten af rejseselskabet tager for sig af retterne, trækker Ström og Lenin sig tilbage for at drøfte situationen i Rusland.

“Du kan ikke slå zarens hær med bønner til de højere magter. Du bliver nødt til at have våben”, argumenterer Lenin over for sin politiske åndsfælle.

For ham er et væbnet oprør ikke en desperat, sidste udvej – det er den eneste mulige vej. Som han senere udtrykte det:

“Det er nødvendigt at forholde sig til enhver person og modstander uden sentimentalitet og sørge for altid at have en sten i sin slynge”.

I Stockholm når Lenin at købe lidt nyt tøj, så han bl.a. kan udskifte sin godt brugte bowler med en flad kasket. Derpå fortsætter turen mod nord til Haparanda i bunden af Den Botniske Bugt ved den svensk-finske grænse.

Haparanda er under 1. verdenskrig næsten den eneste åbning mellem Vesteuropa og Rusland. Derfor myldrer byen med hemmelige agenter og smuglere, der forsyner det krigshærgede Rusland med varer, det ellers er umuligt at opdrive.

Uantastet kører selskabet i kane over den tilfrosne Torne-elv til den finske by Tornio, hvor et nyt tog venter.

Endelig, sent om aftenen den 16. april 1917, ruller Lenins tog ind på stationen i Petrograd. Hundreder af nysgerrige er stimlet sammen for at få et glimt af den trætte partileder, der holder sin første dundertale til det russiske folk.

Læs også:

Revolution

Lenins vej til magten

3 minutter
Karl Marx
Kulturpersonligheder

Hvem var ideologen Karl Marx?

4 minutter
Revolution

Lenin revolutionerede Rusland med tysk støtte

16 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul