Kort efter at Vladimir Lenins bolsjevikker havde grebet magten i et kup i november 1917, lovede han, at Rusland ville trække sig ud af 1. verdenskrig.
Løftet blev indfriet, men først efter at en tysk invasion af Ukraine fremtvang russiske indrømmelser.
Lenin ønskede at koncentrere sig om at bekæmpe revolutionens modstandere i Rusland.
I januar 1918 drev den nydannede Røde Hær zartro styrker bort fra Donregionen i syd.
Dette var dog bare én af de hvide, konservative hære, som kæmpede mod de røde.
I efteråret 1919 var general Judenitj nær ved at indtage Petrograd (Sankt Petersborg), men bolsjevikkerne formåede at slå angrebet tilbage.
Samme år blev general Denikin bremset lige uden for Moskva.
Ud over de manglende erobringer var det et problem for de hvide generaler, at de havde svært ved at vinde folkelig støtte.
I foråret 1920 blev den sidste hvide hær evakueret fra Krim, og Lenin fokuserede nu på at kvæle bondeoprør og bekæmpe andre grupper på venstrefløjen.
Borgerkrigen sluttede dog ikke før i 1923, da det sidste oprør blev knust.
Lenin indfører diktatur
Den sidste zar var blevet styrtet i den første revolution i marts 1917, men den provisoriske regering havde opretholdt Ruslands alliance med Storbritannien og Frankrig under 1. verdenskrig.
Da den provisoriske regering blev styrtet, greb bolsjevikkerne magten, på trods af at de ikke var det største russiske venstreparti.
Det største parti var De Socialrevolutionære, som ville have en demokratisk socialisme og arbejdede for en jordreform.
De Socialrevolutionære fik da også flest stemmer i det valg, som blev afholdt efter bolsjevikkernes revolution.
Men da valgresultatet kom, besluttede Lenin at opløse parlamentet og indføre diktatur.
“Hæng mindst 100 kulakker, rige mænd og blodsugere”. Lenin i et brev til kommunistledere i Pensaområdet i 1918.
Siden udsatte Lenins regime De Socialrevolutionære, anarkisterne og andre politiske grupper for hård terror.
Modstanden aftog først, da Lenin begyndte at indføre en friere økonomisk politik i 1921.