Magtkamp udartede sig til terrorvælde
I foråret 1794 var Paris en forskrækket by. Fem år efter den franske revolutions udbrud styrede Robespierre landet med jernhånd og hans udfordrer Danton blev truet med guillotinen. Magtkampen mellem de to havde stået på i flere år.

Dantons ord på vej til guillotinen var: "Jeg tager Robespierre med."
Allerede i efteråret 1792 var leden, mismodet og frygten udbredt i den franske hovedstad. Revolutionen var inde
i sit fjerde år, og den håbefulde stemning fra juni 1789 føltes langt borte. Angiveri og spontane forhør var hverdagskost, og henrettelserne kørte på samlebånd. Det, der havde set så lovende ud i 1789, var endt i terror, fortsat fattigdom og et nyt, selvfedt regime.
Kløften mellem grupperingerne i Nationalkonventet havde aldrig været dybere. Maximilien de Robespierre stod på jakobinernes side, som fik mere og mere magt. På den anden side stod flere af revolutionens oprindelige forgrundsfigurer fra den såkaldte Cordeliersklub. Deres talsmand var Georges Danton, som på den tid talte for forsoning og ro på hjemmefronten, så man kunne koncentrere alle kræfter om at vinde den igangværende krig mod Østrig.
Fortaler for republikken
I starten af Den Franske Revolution var det den karismatiske og veltalende Danton, advokat og forretningsmand, der fremstod som folkets leder. Han førte en mere radikal politik end Robespierre og var allerede fra start fortaler for en republik i Frankrig, mens Robespierre ikke rigtigt ønskede at gå så vidt.
Den 10. august 1792, da monarkiet endelig blev afskaffet, var det en stor personlig sejr for Danton. Allerede dagen efter blev han valgt til justitsminister, og i september samme år blev han medlem af Nationalkonventet. Det var også ham, der gennemførte oprettelsen af Velfærdskomitéen til spørgsmål, der specifikt handlede om opbygningen af det nye samfundsapparat.
Terror og reformer
Maximilien de Robespierre var et år ældre end Danton og uddannet jurist ved eliteskolen Lycée Louis-le-Grand. Allerede i 1789 gik han med ind i den radikale Jakobinerklub og blev to år senere udnævnt til offentlig anklager i Paris. I 1792 blev han valgt ind i det nyoprettede Nationalkonvent, og i juni 1793 fik han Dantons tidligere post som justitsminister, i praksis ordfører for Nationalkonventet.
Faktisk var Robespierre overbevist demokrat, men han betragtede terror som nødvendigt for, i en overgangsperiode, at sikre revolutionens høje idealer. I starten var både Danton og Robespierre fortalere for en mere forsonlig ånd over for politiske modstandere, men i 1793 blev forskellen på dem mere og mere tydelig.