Massakre i paradis

Da store dele af Kenyas indfødte befolkning i 1952 indleder et væbnet oprør mod det britiske kolonistyre, slår briterne hårdt igen. Deres våben er systematisk tortur, dødspatruljer og gigantiske koncentrationslejre.

Da store dele af Kenyas indfødte befolkning i 1952 indleder et væbnet oprør mod det britiske kolonistyre, slår briterne hårdt igen. Deres våben er systematisk tortur, dødspatruljer og gigantiske koncentrationslejre.

Corbis/Polfoto & Getty Images

Ved daggry den 24. april 1954 vågner indbyggerne i Kenyas hovedstad Nairobi op til en by under belejring. Samtlige indfaldsveje, er blokeret af tungt bevæbnede britiske sikkerhedsstyrker, som forhindrer enhver indbygger af afrikansk oprindelse i at forlade byen.

Da solens stråler kort efter gennembryder storbyens dis, går tropperne i aktion. Næsten 25.000 soldater, politifolk og hjemmeværnsenheder gennemsøger kvarter efter kvarter. Målet er de ca. 55.000 afrikanske kikuyuer, som bor i Nairobi. Briterne mistænker dem alle for at være oprørere.

“Pak kun én taske, og træd ud på gaden”, lyder beskeden fra store højtalervogne, som kører gennem gaderne. Er folk ikke hurtige nok, bliver deres døre sparket ind af sikkerhedstropperne, der med rifler genner de skrækslagne mænd, kvinder og børn ud af boligerne.

Mekanikeren Nelson Macharia, en ung kikuyu, er på arbejde, da soldaterne ankommer. Sammen med tusinder af andre sorte bliver han drevet ind på en opsamlingsplads.

Nelson kan se, at mange af de andre bløder efter at være blevet slået. Efter timers venten bliver han og de andre kikuyuer kørt bort på lastbiler – på vej mod de koncentrationslejre, som er blevet opført overalt i Kenya.

Storbritanniens beskidte krig

“Operation Ambolt”, som briterne kaldte udrensningerne i Nairobi i 1954, var den foreløbige kulmination på halvandet års blodig krig mellem den kikuyu-dominerede oprørsbevægelse Mau Mau og Kenyas hvide kolonistyre.

Kikuyuerne kæmpede for at få deres land og frihed tilbage. Briterne, der ni år forinden havde kæmpet mod fascismen, svarede igen med nådesløs brutalitet. Næsten samtlige Kenyas 1,5 mio. kikuyuer blev deporteret til pigtrådsomkransede landsbyer eller interneret i koncentrationslejre, hvor vold, tortur og mord var dagligdag.

Kikuyuernes oprør havde været undervejs i flere år, før det endelig brød ud i 1952. Kenya havde på det tidspunkt omkring 5 mio. indbyggere, hvoraf ca. 40.000 var hvide kolonister, som var strømmet til landet siden begyndelsen af 1900-tallet.

Kenya havde nogle af Afrikas mest frugtbare marker, overdådig natur og betagende dyreliv – kort sagt et paradis.

Kenyas frugtbare jorder tiltrak tusinder af europæiske kolonister.

© AFP/Scanpix

Europas middelklasse blev Kenyas adel

Tusinder af hvide fra Europas middelklasse rejste i begyndelsen af 1900-tallet til Kenya, hvor de kunne erhverve sig enorme arealer for en slik og leve som kongelige på bekostning af landets sorte.

Da Mau Mau-oprøret brød ud i 1952, boede omkring 40.000 hvide kolonister i Kenya. De var blevet lokket til landet af det britiske kolonistyre med løfter om billig jord og arbejdskraft.

De første kolonister, der ankom i 1902, kunne således erhverve sig farme på helt op til 200 hektarer frugtbart land for stort set ingen penge. Mange af kolonisterne kom derfor fra Europas og især Storbritanniens middelklasse og blev ved ankomsten automatisk aristokrater – alene på grund af deres hudfarve.

Kolonistyret sørgede for at holde lønningerne til tusinder af afrikanske daglejere nede, så de hvide kunne få deres marker pløjet og afgrøderne høstet til minimumspris.

I Kenya fandt kolonisterne et land, hvor de kunne leve, som landadelen havde gjort det i England, før industrialiseringen havde vendt op og ned på alt. I kolonisternes bevidsthed gjorde de afrikanerne en tjeneste ved civilisere landet og skabe økonomisk vækst.

For de sorte at se var de hvide tværtimod “parasitter i paradis”, som en af Kenyas berømte forfattere, Ngugi Thiong'o, senere formulerede det.

For kikuyuerne, Kenyas største stamme, havde mødet med kolonisterne vist sig smertefuldt.

De holdt til i det frugtbare højland nær Nairobi, som de hvide farmere med kolonistyrets velsignelse rykkede ind i. Kikuyuerne blev presset ud og i stedet henvist til reservater, som langtfra kunne brødføde dem alle.

Mange kikuyuer overlevede ved at arbejde som daglejere for de hvide farmere, men efter 2. verdenskrig begyndte farmerne, der nu havde fået maskiner, at tvangsdeportere over 100.000 daglejere ud af højlandet og ind i de allerede overfyldte reservater.

Til sidst fik de ellers så venligtsindede kikuyuer nok: “Vi vidste nu, at vort folk aldrig ville vinde deres frihed med fredelige midler”, skrev kikuyuen og Mau Mau-generalen Itote senere i sin bog om oprøret.

I begyndelsen af 1950'erne begyndte han og andre Mau Mau-rebeller at afkræve tusinder af stammefrænder en ed om, at de ville hjælpe i det kommende opgør. Og snart var Mau Mau klar til kamp

Fanatisk had satte Kenya i brand

Oprørernes første ofre var ikke briter, men derimod kikuyuer, som nægtede at tage Mau Mau-eden, eller som assisterede briterne i deres undertrykkelsespolitik. En af dem var kikuyuhøvdingen Waruhiu, som af kolonistyret blev anset for at være deres vigtigste forbundsfælle.

Den 7. oktober 1952 blev Waruhius bil standset på gaden i Nairobi af en taxi. Sekunder efter åbnede to mænd bildøren og skød ham fire gange på tæt hold.

Mordet på den pro-britiske høvding Waruhiu fik briterne til at sætte alt ind på at knuse oprørerne.

© Getty Images

Mordet sendte rystelser gennem hele Kenya og ikke mindst det hvide styre, som indså, at Mau Mau var en langt større trussel end antaget. Blot to dage efter drabet erklærede guvernør sir Evelyn Baring kolonien i undtagelsestilstand og lod politiet arrestere 181 formodede Mau Mau-ledere, heriblandt den fremtrædende kikuyuhøvding Jomo Kenyatta – Kenyas senere præsident.

Briterne anklagede Kenyatta for at være Mau Maus leder. I virkeligheden var høvdingen imod oprørerne og havde i månedsvis forsøgt at dæmpe kikuyuernes vrede. Det troede briterne ikke på og idømte efter måneders retssag Kenyatta­ til syv års fængsel.

Kolonistyret håbede, at det med arrestationerne effektivt havde lagt Mau Mau i graven. De kunne ikke have taget mere fejl. I de følgende uger myrdede Mau Mau dusinvis af pro-britiske kikuyuer, og den 27 oktober blev den første hvide farmer, Eric Bowker, angrebet og myrdet med machete. Herefter fulgte flere andre mord på hvide farmere.

Natten til den 24. januar 1953 begik Mau Mau deres mest opsigtsvækkende mord. Den hvide farmer Roger Ruck, hans kone og parrets 6-årige dreng blev brutalt hakket ihjel.

Efterfølgende undersøgelser afslørede, at morderne efter alt at dømme omfattede folk udefra, men også Ruck-familiens­ egne kikuyu-daglejere.

Flere aviser valgte at bringe billeder af den lille dreng, liggende blodig og mishandlet til ukendelighed i sin seng, omgivet af sit blodbestænkede legetøj.

Hvide kolonister krævede hævn

Mordet på Ruck-familien fik det hvide mindretal til at gå amok. 1.500 ophidsede kolonister marcherede mod regeringshovedkvarteret i Nairobi for at kræve massiv gengældelse.

Den moderate hvide politiker Michael Blundell forsøgte at dæmpe gemytterne, men blev ifølge sine erindringer overdøvet af den rasende menneskehob: “Du kan aldrig løse dette problem. Sæt hæren ind mod deres landsbyer! Dræb 50.000 af dem – mænd, kvinder og børn!” forlangte en demonstrant.

Andre mente, at kolonistyret ganske enkelt skulle udrydde hele kikuyustammen. Hårdt presset hidkaldte guvernør Evelyn Baring tre bataljoner soldater fra andre dele af imperiet til at assistere Kenyas allerede eksisterende hær.

Samtidig oprustede han Kenyas reservepoliti, KPR, massivt. Den paramilitære styrke svulmede op til næsten 7.000 mand, rekrutteret blandt Kenyas hvide. Guvernørens trumfkort var dog oprettelsen af hjemmeværnsenheder for pro-britiske kikuyuer, såkaldte loyalister, der sammen med KPR skulle blive de mest fanatiske i kampen mod Mau Mau.

Nådesløs klapjagt på Mau Mau

I løbet af foråret 1953 sendte briterne tropper ind i skovene omkring Mount Kenya, hvor Mau Maus ca. 20.000 oprørere havde deres baser. Det viste sig imidlertid særdeles svært for soldaterne at finde oprørerne i de tætte skove.

Briterne sendte specialtropper ind i de tætte skove for at nedkæmpe Mau Mau-rebellerne.

© Imperial War Museum

I stedet gik briterne målrettet efter Mau Maus civile sympatisører. Kolonistyret udnyttede undtagelsestilstanden til bl.a. at indføre dødsstraf for våbenbesiddelse, for at sværge troskab til Mau Mau og for på nogen måde at have forbindelse til medlemmer af guerillaen.

Patruljer af KPR-folk og loyalister begyndte nu med kolonistyrets stiltiende accept at foretage masseafhøringer af hele landsbyer i jagten på Mau Mau-tilhængere – ofte med anvendelse af både tortur og drab.

To afrikanske søstre bevidnede tidligt i 1953 fx, hvordan en loyalist og en KPR-politimand bragte to Mau Mau-mistænkte til den lokale politistation i byen Kandara. Ifølge pigerne torturerede politimanden den ene af de mistænkte ved at give ham stød med strøm fra et bilbatteri: “Hans krop begyndte at spjætte over det hele”, fortalte den yngste af pigerne, Muthoni Waciuma, senere.

Efterfølgende trak mændene fangen ind til politistationens kraftige elgenerator og dræbte ham med elektrochok. Så kom turen til den anden fange, der blev bundet fast til bilen i et langt reb: “De kørte rundt med ham, indtil han blev revet i småstykker”.

I en anden sag fortalte en KPR-politimand åbent om, hvordan han havde tæsket løs på den ene af tre fanger, som hans kompagni havde arresteret.

Da fangen nægtede at svare på spørgsmål, stak politimanden en pistol ind mellem hans tænder og trykkede af: “Hans hjerne sprøjtede ud over hele den ene side af politistationen”, forklarede politimanden, som efterfølgende også skød og dræbte de to andre fanger.

En anden forklarede, hvordan han tog en fange med til et af politiets særlige afhøringscentre: “Tingene kom lidt ud af kontrol. Da tiden kom, hvor jeg skar hans testikler af, havde han ingen ører, og hans øjenæble – det højre tror jeg – hang ud af øjenhulen. Synd, at han døde, før vi fik ret meget ud af ham”.

KPR-folkenes brutale metoder var til sidst så alment kendte, at selv de britiske soldater vægrede sig ved at udlevere fanger til dem: “Så snart de blev overleveret, begyndte slagene og sparkene. Kun Gud ved, hvad de gjorde ved staklerne, når de fik dem ind bag lukkede døre”, forklarede en udsendt soldat.

Også soldaterne tog imidlertid del i grusomhederne. I slutningen af 1953 blev det bl.a. opdaget, at et af de britiske regimenter havde pointtavler for, hvor mange oprørere soldaterne hver især havde dræbt, og at de som bevis på drabene skar ofrenes hænder af og bragte dem tilbage til lejren.

Nairobis kikuyuer blev deporteret

I april 1954 besluttede briterne at slå til mod hovedstaden Nairobi. Her boede over 50.000 kikuyuer, og briterne mistænkte størstedelen af dem for at støtte Mau Mau og smugle mad og våben ud til oprørerne i skovene.

Den 24. april omringede næsten 25.000 sikkerhedsstyrker derfor byen og gik i gang med at jagte Mau Mau-sympatisører.

Da operationen sluttede en måned senere, var over 24.000 kikuyuer – næsten halvdelen af Nairobis kikuyuindbyggere – blevet sat i fangelejre uden nogensinde at have været for en dommer. De resterende godt 30.000 kikuyuer blev deporteret til de allerede overbefolkede kikuyureservater.

Nelson Macharia, en ung mekaniker, var en af de kikuyuer, som endte i transitlejren Langata, hvor alle fangerne blev forhørt.

Alle Mau Mau-mistænkte blev sendt til Langata-lejren for at blive forhørt. Herfra blev de sendt videre til andre lejre.

© Getty Images

Efter tre uger blev han og hundreder af andre fanger flyttet til detentionslejren Manyani i overfyldte, lukkede togvogne. Ved indgangen til den pigtrådsomkransede lejr blev fangerne gennet ind mellem to rækker sorte soldater: “Fra begge sider slog de os med knipler for at få os til at løbe hurtigere”, berettede­ Nelson senere.

Da han nåede igennem rækken af soldater, blev Nelson og de andre fanger tvunget ned i et bassin fyldt med kemikalier. Den slags blev normalt brugt til at dræbe utøj på kvæg: “Mange kunne ikke svømme, og bassinet var dybt, så de klarede det ikke. Andre blev holdt nede af soldaterne og druknede”.

Skov-oprørerne blev nedkæmpet

Operationen i Nairobi dannede skole for briternes aktiviteter i resten af landet. I de følgende måneder blev tusinder af mistænkte Mau Mau-sympatisører interneret i omkring 50 hastigt opførte lejre, hvor sult, sygdom og tæsk næsten alle steder hørte til dagens orden.

I december 1954 var antallet af fanger i lejrene svulmet op til over 71.000. Samtidig arbejdede kolonistyrets retssystem på højtryk. I slutningen af 1954 var over 700 kikuyuer blevet hængt for at have forbindelse til Mau Mau.

Men nu strammede briterne også grebet­ om de overfyldte kikuyureservater, som slet ikke havde mad nok til at kunne forsørge de over 100.000 kikuyuer, som var blevet deporteret dertil fra andre dele af landet.

For at frarøve Mau Mau enhver støtte tvangsflyttede briterne alle kikuyuer, som boede spredt på deres landbrug i reservaterne.

På kun 15 måneder blev over én million kikuyuer forflyttet til 854 landsbyer, omkranset af grøfter, palisader og pigtråd og bevogtet af loyalister – ikke helt ulig koncentrationslejrene.

Officielt var det for at beskytte beboerne mod Mau Mau, men systemet blev i lige så høj grad brugt til at straffe kikuyuer, som havde Mau Mau-sympatier, og tvinge dem til at støtte kolonistyret.

Briternes brutale plan virkede, for nu havde Mau Mau-oprørerne ikke længere mulighed for at få forsyninger. De blev derfor langt mere udsatte. Ved slutningen af 1954 mistede Mau Mau derfor mere end 600 mand om måneden i sammenstødene med de britiske styrker, og i løbet af 1955 blev størstedelen af skov-oprørerne nedkæmpet.

For at få ram på de sidste indsatte briterne specialenheder af kikuyuloyalister forklædt som Mau Mau-oprørere. Enhederne, der reelt set var dødspatruljer, gennemsøgte skovene og dræbte alle oprørere på deres vej. Da den sidste af Mau Maus skovledere, Kimathi, i oktober 1956 blev fanget, var skovkrigen forbi.

Kimathi var iført en dragt af leopardskind, da han blev skudt og fanget.

© Corbis/Polfoto

Skov-general blev hængt

I løbet af 1955 lykkedes det britiske styrker at finde og nedkæmpe størstedelen af de Mau Mau-enheder, som gemte sig i Kenyas skove. Mau Mau-generalen Dedan Kimathi holdt sig dog på fri fod og fortsatte kampen­ sammen med en mindre gruppe af sine guerilla-soldater.

Først i oktober 1956 formåede britiske specialenheder at fange Kimathi efter en kortvarig ildkamp. Med tilfangetagelsen var skovkrigen endegyldigt slut. Mau Mau-generalen selv blev efterfølgende hængt.

Massakre afslørede sandheden

Selvom skovkrigen var forbi, betød det ikke, at kolonistyret lempede på undtagelsestilstanden. Mistænkte Mau Mau-tilhængere blev fortsat holdt interneret i lejre, hvor fangerne måtte udføre hårdt strafarbejde og blev truet med ikke at få mad, hvis ikke de tilstod deres forbrydelse.

Mange af lejrene havde op imod tre gange så mange fanger, som de var bygget til, og grundet elendige sanitære forhold hærgede sygdomsepidemier.

Koncentrationslejrene og alt, hvad der foregik i dem, var lodret i strid med både Menneskeretskonventionen og Genevekonventionen, som Det Britiske Imperium havde underskrevet.

I den britiske hovedstad var det dog i begyndelsen kun en snæver kreds omkring de skiftende konservative premierministre, som virkelig vidste noget om, hvor barske metoder kolonistyret brugte. Flere medlemmer af regerings-oppositionen Labour havde dog en stærk mistanke.

Til en avis udtalte parlamentsmedlem Barbara Castle fra Labourpartiet i 1955, at Kenya var en politistat, “hvor tortur og mord på afrikanere, begået af europæere, foregår ustraffet”.

Hun kaldte flere ministre i samråd og krævede en undersøgelse af forholdene i lejrene, men kunne ikke skaffe flertal for kravet. Først i marts 1959 kom sandheden om kolonistyrets metoder frem.

Kenyatta lovede briterne at lægge låg på fortidens synder.

© Getty Images

Præsident begravede fortiden

I 1959 besluttede briterne at ophæve undtagelsestilstanden i Kenya og give landet uafhængighed. Den politiske aktivist Jomo Kenyatta tog til London for at forhandle betingelserne. Han var i 1952 blevet fængslet af det britiske kolonistyre, fordi de fejlagtigt troede, at han var Mau Maus leder.

Kenyatta tilbød til gengæld for sin egen og Kenyas frihed at lade fortiden med dens mange grusomheder være glemt. Han garanterede de hvide kolonisters sikkerhed samt ejendomsretten til den jord, de var i besiddelse af.

Briterne tog imod tilbuddet, og i 1964 blev Kenya en uafhængig republik med Jomo Kenyatta som landets første præsident.

En advokat i Kenya ringede og fortalte Castle, at en lejrkommandant efter ordre fra en embedsmand havde ladet 11 fanger tæske ihjel for at få de øvrige fanger til at makke ret i fangelejren Hola. Efterfølgende havde kolonistyret løjet og i en pressemeddelelse oplyst, at fangerne var døde af forgiftet vand.

Sandheden om Hola-massakren fik både Labour, pressen og premierminister Harold Macmillans konservative partifæller til at rase. Regeringen overlevede skandalen, men premierministeren tog konsevensen og gav kolonistyret besked om at afvikle lejrene og forberede Kenya på selvstændighed.

På det tidspunkt var mere end 1.000 Mau Mau-oprørere blevet hængt, mens omkring 12.000 Mau Mau-oprørere ifølge de officielle statistikker var blevet dræbt i kamp.

Historikere vurderer i dag, at tallet i virkeligheden er over 20.000. Hvor mange civile kikuyuer, der måtte lade livet, er mere usikkert. Historikeren Caroline Elkins, der i 2006 fik Pulitzerprisen for sin bog om oprøret, gætter på over 100.000.

© AP/Polfoto

Briterne slettede alle spor

Da briterne forlod Kenya, brændte de alle belastende papirer. For nylig lykkedes det dog kenyanske torturofre at få åbnet et hemmeligt arkiv.

I 2009 lagde 5.228 aldrende tortur-ofre sag an mod den britiske stat. De var alle blevet voldtaget, kastreret eller torteret af kolonistyret under Mau Mau-opstanden.

Den britiske regering nægtede imidlertid at påtage sig noget ansvar for grusomhederne. Sagsøgerne havde desuden det store problem, at alle kolonistyrets arkiver fra perioden og dermed beviserne for den systematiske tortur blev destrueret af briterne, umiddelbart før de forlod Kenya.

I 2013 lykkedes det imidlertid sagsøgernes advokater – efter langvarigt pres – at få den britiske regering til at offentliggøre store mængder dokumenter, som var blevet gemt i et hemmeligt arkiv i en af den britiske efterretningstjenestes bygninger i Storbritannien.

Dokumenterne indeholdt bl.a. beskrivelser af, hvordan Mau Mau-fanger blev tævet ihjel, kastreret og brændt levende. Efterfølgende valgte den britiske regering at indgå forlig med sagsøgerne, som tilsammen fik tilkendt en erstatning på 14 mio. pund, svarende til 122 mio. kroner

På trods af forliget gav regeringen aldrig en officiel undskyldning. I stedet udtalte Storbritanniens udenrigsminister, at “den britiske regering beklager, at overgrebene fandt sted. Tortur og mishandling er afskyelige overgreb på den menneskelige værdighed”.