Mexicos Robin Hood gjorde blodigt oprør
Alt, hvad Emiliano Zapata ville, var at få sin landsbys jord tilbage fra den brutale godsejer. I stedet satte han hele Mexico i brand. I ti blodige år kæmpede Mexicos rebeller for retfærdighed.
Zapatas oprørshær lignede mere bønder end soldater.Ofte var de udstyret med håbløst antikverede våben.
Gruppen af mænd har i flere timer ventet tøvende uden for et gods i det sydlige Mexico. Deres anfører, oprørslederen Emiliano Zapata, skal mødes med en oberst fra regeringshæren.
Obersten, Jesús Guajardo, har meddelt Zapata, at han vil gå over til oprørerne med hele sit regiment.
Zapata har hårdt brug for soldater og ammunition, for i ni år har han utrætteligt kæmpet for jordreformer.
Porten til godset går op. En af oberstens mænd meddeler, at middagsmad og kolde øl venter indenfor. Zapata ryster mistroen af sig. Så vælger han ti af sine mænd og rider ind.
En æresgarde står klar til at hilse Zapata velkommen. De affyrer to skud op i luften, men da det tredje skud i salutten skal lyde, retter de deres geværer mod Zapata. Det er et baghold, arrangeret af præsidenten.
En byge af kugler gennemhuller Zapata, som er død, før han rammer jorden. Den mexicanske revolutions største helt er død.
I godsejerens vold
Da revolutionen brød ud ni år tidligere, i 1910, havde diktatoren Díaz siddet tungt på magten i 34 år.
Hans opskrift på at styre landet var en kombination af bestikkelse, brutal undertrykkelse af Mexicos bønder og arbejdere og eliminering af alle, der stod i vejen.
I byerne levede fabriksarbejderne under kummerlige forhold og med en dagløn så ringe, at de knap kunne brødføde deres familier. Livet var ikke bedre på landet. Nogle bønder ejede stadig deres egen jord, men godsejerne konfiskerede mere og mere af landet.
Hvis bønderne vovede at protestere, svarede godsejerne igen ved at brænde eller oversvømme deres landsbyer.
Derefter kunne bønderne kun overleve ved at arbejde for godsejeren.
På godserne måtte arbejderne i reglen kun handle i godsets butik til skyhøje priser, og mange godsejere var heller ikke blege for at fuske med lønudbetalingen for at sikre, at arbejderen hurtigt blev peon, gælds- slave.
Det var ikke unormalt, at godsejerne solgte arbejdere til hinanden, og mange tog sig også friheder som droit de seigneur – retten til at tilbringe den første nat med en hvilken som helst jomfru på godset.
Hvis gælds-slaverne forsøgte at flygte, blev de jagtet af rurales, præsident Díaz' paramilitære korps, som tævede dem til døde for at statuere et eksempel.
Blodige gadekampe hørte til revolutionens orden, og både kvinder og børn blev hvervet som soldater.
Et fatalt fejltrin
Mexicos forarmede befolkning havde levet i Díaz' jerngreb i 32 år, da han selv uforvarende kom til at give startskuddet til revolutionen.
I 1908 blev han interviewet af en amerikansk journalist, og i et øjebliks overmod bekendtgjorde han, at Mexico nu var parat til et demokratisk styre. Samtidig meddelte han, at han ikke selv ville stille op til valget i 1910, og opfordrede nye kandidater til at melde sig.
Díaz mente ikke et ord af, hvad han sagde, og regnede næppe med, at nogen ville vove at udfordre hans magt. Men modstanden kom i en uventet skikkelse
Francisco Madero var en splejset mand med et tyndt fipskæg, der dækkede over en vigende hage. Han var vegetar, spiritist og desuden søn af en af Mexicos mest velhavende familier.
Madero mente selv, at han var et medium, som jævnligt blev kontaktet af ånder, bl.a. i skikkelse af hans lillebror, der var død som 4-årig.
I 1908 havde ånderne givet Madero besked om, at han stod over for en stor, national opgave.
På sin hjemegn havde Madero været vidne til, hvor brutalt Díaz' rurales havde opløst en demonstration, og var overbevist om, at ånderne ønskede, at han etablerede demokrati og tålelige forhold for de fattige i Mexico.
Han brugte en del af sin personlige formue til at opkøbe oppositionsaviser, hvor han beskrev sine visioner og sin ambition om at blive Mexicos nye præsident. Hans familieforhold betød, at Diaz ikke uden videre kunne eliminere ham, som han plejede med sine modstandere.
Maderos politiske løfter om social retfærdighed vakte genklang, og han blev mødt af bejejstrede masser, da han i 1910 drog gennem landet.
Díaz så skrækslagen til, og på dagen for valget fængslede han Madero for opfordring til væbnet oprør.
Díaz satte sig atter en gang på præsidentposten, men Maderos ord havde sat en lavine i gang.
Zapata tog kampen op
En af dem, der med særlig interesse havde fulgt Maderos valgkamp, var Emiliano Zapata. På trods af sine kun 31 år var Zapata blevet valgt til landsbyleder i Anenecuilco i delstaten Morelos.
Zapata kom fra en af landsbyens relativt velstillede familier og levede af at udføre transportopgaver med sine ti muldyr.
Han var en lille, mørklødet mand af blandet indiansk og hvid afstamning med et smalt ansigt og et imponerende overskæg.
Hans tøjstil var overdådig med en enorm sombrero og mange sølvknapper, men trods det lapsede ydre var han en beskeden og tilbageholdende mand og yderst respekteret i landsbyen. Og så var han en ærefrygtindgydende rytter.
En yndet folkesport var at lukke en vild hest ind i en indhegning, hvor den blev tirret af charros, mexicanske cowboys på hesteryg.
Den rytter, der skulle udføre kunststykket, sprang over på hesten. Det foregik naturligvis uden sadel eller seletøj, og hestens manke var bundet, så rytteren udelukkende kunne holde sig fast ved hjælp af sine benmuskler.
Ingen i Mexico kunne efter sigende måle sig med Zapata i denne kunst.
Ud over sin lidenskab for heste var Zapata især glad for kvinder og hanekampe – og så havde han et dybtfølt forhold til sin fædrene jord.
Zapata havde oplevet, hvordan godsejere havde stukket hele landsbyer i brand, og vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før også landsbyen Anenecuilco måtte overgive sig.
Det nærliggende gods havde allerede beslaglagt en stor del af landsbyens jord, og landsbyrådets forsøg på at få den tilbage ad lovens vej var mislykket.
Regeringsmagten havde meddelt, at det var en sag mellem landsbyen og godsejeren, som opfordrede bønderne i Anenecuilco til at plante deres frø i en urtepotte, for deres jord ville de ikke få tilbage.
Kvinderne fulgte ofte deres mænd i revolutionen, enten som soldateras, som gik til hånde, eller som kvindelige krigere.
Zapata går i krig
I foråret 1910 havde Zapata fået nok. Han samlede en hær på 80 mænd, bevæbnede dem og tog landsbyens jord tilbage med magt.
Overraskende nok dukkede præsidentens rurales aldrig op. De ville normalt have gjort kort proces med de oprørske bønder, men præsident Díaz havde andre problemer.
Samtidig med, at bønderne i Anenecuilco fejrede deres sejr, var det lykkedes præsidentkandidaten Madero at flygte fra fængslet til Texas i USA.
Herfra skrev han løbesedler om, at han var Mexicos retmæssige præsident, og at revolutionen skulle begynde søndag den 20. november kl. 18.00.
Selv ville Madero på denne dag krydse grænsen til Mexico med en styrke på 400 mand, som hans onkel skulle skaffe.
Da Madero mødtes med onklen på dagen, havde han imidlertid kun samlet et par stykker, og en skuffet Madero måtte opgive sit forehavende. Men hans ord var blevet hørt af Mexicos befolkning.
Oprøret breder sig
På dagen – den 20. november 1910 – fulgte oprørere fra den nordlige provins Chihuahua Maderos opfordring. I syd fulgte andre bønder Zapatas eksempel og tog deres land tilbage.
Kampene bredte sig og havde i 1911 spredt sig til 18 af Mexicos 31 delstater, og Díaz indså sit nederlag og gik i eksil i Frankrig.
Madero sikrede sig magten i præsidentpaladset, og de revolutionære lagde våbnene. Zapata gav sin fulde støtte til Madero, hvis ord havde inspireret ham til at gøre oprør mod godsejerne.
Zapata følte sig derfor sikker på, at retfærdigheden nu ville ske fyldest, og sagde til en journalist, at han ville afvæbne sine mænd, så han kunne gå tilbage til at dyrke sine marker for som Zapata sagde:
“Det eneste, jeg ville, da jeg gik ind i revolutionen, var at besejre det diktatoriske regime, og det er nu opnået”.
I 1919 bliver Zapata lokket i en fælde og dræbt. Kort efter går hans hær i opløsning. Carranza, som året efter selv bliver offer for et attentat, står bag mordet på Zapata. Zapatas lig blev vist frem for befolkningen i Morelos.
Splid mellem Madero og Zapata
Men uenigheden mellem de to mænd, som under kampen mod Díaz havde syntes uadskillelige, stod snart lysende klare.
Maderos planer var luftige, og nogen grundlæggende forandringer havde han ikke i tankerne. Zapata, derimod, havde kæmpet for helt konkrete jordreformer, som nu lod vente på sig.
Det føltes som status quo for bønderne i Morelos, og ligesom mange andre revolutionære mente Zapata, at han var blevet forrådt af sit idol, og greb igen til våben.
Madero håbede, at de to mænd trods alt ville finde fælles fodslag, og sendte i 1911 en mand ud for at forhandle med Zapata. Men reaktionen var bitter:
“Jeg har været Maderos mest trofaste partisan. Men det er jeg ikke længere. Madero har forrådt mig såvel som min hær, befolkningen i Morelos og hele nationen”. Zapata bad den udsendte om at give Madero en besked:
“Fortæl ham dette: Om en måned vil jeg være i Mexico City med 20.000 mand og vil have fornøjelsen af at gå op til Chapultepec-slottet (præsidentboligen, red.) og hive ham ud og hænge ham fra et af de højeste træer i parken”.
Muligheden for en fredelig løsning var ikke-eksisterende, og krigen brød igen ud i Morelos. Kampene var rå og bredte sig hurtigt til andre stater i syd, og en nye øverstkommanderende for militæret, Juvencio Robles, blev sat ind.
Robles havde lært, hvordan oprør brutalt skulle bekæmpes, under diktator Díaz, og Ma- dero havde vanskeligt ved at styre Robles, som fik tilnavnet “Faklen”, fordi han yndede at nedbrænde de landsbyer, han mistænkte for at samarbejde med de revolutionære.
Selv fik Zapata i disse år tilnavnet “Sydens Attila”, fordi han altid henrettede sine fanger.
Maderos styre kulminerede med decena trágica – de ti tragiske dage 9.-19. februar 1913 – hvor den brutale og fordrukne general Huerta nedkæmpede præsident Maderos styrker.
Huerta, med tilnavnet Sjakalen, beordrede Madero skudt på stedet. Zapata nægtede at anerkende den brutale general, som derpå satte alt ind på at få bugt med den sejlivede rebel.
Zapatas sejr
Huerta overvejede at deportere hele Morelos’ civilbefolkning, som han mistænkte for at være zapatister, brænde deres landsbyer og lade en ny befolkning bosætte sig.
De dramatiske meldinger fik bønder i hundredvis til at slutte sig til Zapata, der nu var så stærk, at han den 23. april 1913 vovede et frontalangreb på Huertas garnison på 500 mand i byen Jonacatepeq.
Efter 36 timer faldt byen, og Zapata sikrede sig garnisonens enorme våbenlager.
Inspireret af Zapatas succes i syd blussede opstanden mod Huerta op i nord. Oprørsledere tog kampen op mod både Huerta og hinanden, og Mexico forvandlede sig til et slagtehus.
Økonomien styrtdykkede på grund af Huertas manglende evner som præsident, og civilbefolkningen led under sygdoms-epidemier og sult.
Den 15. juli 1914 indså Huerta, at spillet var tabt, og flygtede ud af landet. I de efterfølgende år afløste svage ledere hinanden, og først i 1917 lykkedes det de revolutionære at blive enige om at indsætte den tidligere guvernør, Venustiano Carranza, som ny præsident.
Zapata havde i flere år blandet sig uden om magtkampene i nord og havde slået sig ned i landsbyen Tlaltizapán
i Morelos, hvor han forsøgte at gennemføre sine visioner om lokalt demokrati og fælles ejerskab til produktionsmidlerne.
Zapata nærede først håb til præsident Carranza. Men da hans nye forfatning, som ellers rummede mange løfter om social retfærdighed, ikke nævnte jordreformer med et ord, erklærede Zapata igen krig mod styret.
I de næste to år herskede uroen atter i Morelos. Delinger af regeringstropper blev overfaldet, og regeringsembedsmænd mistede livet på stribe.
Den ene dusør efter den anden blev udlovet, men førte ikke til noget resultat, for befolkningen holdt hårdnakket hånden over den nu legendariske Zapata.
I 1919 blev oberst Guajardo fængslet, fordi han havde drukket sig fuld i tjenesten. Zapata skrev til Guajardo i fængslet og opfordrede ham til at slutte sig til oprørerne.
Men brevet blev opsnappet af vagterne, og Guajardo fik valget mellem at at lokke Zapata i en fælde eller blive henrettet for forræderi. Han valgte det første, og den 10. april 1919 blev Zapata offer for et bagholdsangreb.
Næste dag blev Zapatas lig vist frem på torvet i den nærliggende by Cuautla. Først nægtede befolkningen at tro, at deres helt kunne være død. Men i ugerne efter meldte sandheden sig.
Zapatas hær gik i opløsning, og Morelos blev indtaget af regeringsstyrkerne.
Den 21. maj 1920 blev præsident Carranza dræbt i et attentat, og den nye præsident, den tidligere oprørsleder Álvaro Obrégon, erklærede revolutionen for afsluttet. Zapatas jordreform blev aldrig gennemført.
Zapata fik ikke sine jord-reformer, men har siden inspireret den indianske befolknings kamp for en bedre tilværelse.