Mordet på Jean-Paul Marat

Den franske revolution udviklede sig i begyndelsen af 1790’erne til en nådesløs forfølgelse af anderledestænkende. Særlig hensynsløs var en fraktion anført af journalisten Jean-Paul Marat. Da han kastede sig over de moderate girondinere, gik det imidlertid galt.

Den franske revolution udviklede sig i begyndelsen af 1790’erne til en nådesløs forfølgelse af anderledestænkende. Særlig hensynsløs var en fraktion anført af journalisten Jean-Paul Marat. Da han kastede sig over de moderate girondinere, gik det imidlertid galt.

Nantes Museum of Arts

Den 9. juli 1793 forlod 24-årige Charlotte Corday sit hjem i byen Caen i Normandiet. I hestevogn skramlede hun de 234 kilometer til Paris, hvor hun lejede et værelse på Hôtel Providence i hovedstadens centrum.

Inde på værelset begyndte Charlotte Corday at lægge mordplaner, for hun var på hævntogt.

Corday tilhørte girondinerne, den franske revolutions moderate fløj, som de seneste måneder var blevet lagt for had af tilhængerne af det ekstreme parti La Montagne. Jean-Paul Marat var en af ekstremisternes ledere, og det var ham, hun ville myrde.

Corday gav Marat skylden for den tiltagende vold, herunder den såkaldte septembermassakre, der i 1792 kostede 1.200 girondinere livet.

Da Marat i juni 1793 gav ordre til at fængsle 29 fremtrædende girondinere, havde Corday fået nok. Marat måtte standses, koste hvad det ville.

Listig plan åbnede døre

Den 13. juli bankede Corday på døren til Marats hjem i Rue des Cordeliers. Under kjolen bar hun en køkkenkniv, som hun havde købt samme dag.

Men Corday blev ikke lukket ind. Catherine Evrard, søster til Marats hustru, Simonne Evrard, fortalte, at revolutionslederen ikke havde det godt og derfor ikke modtog gæster. Corday gik igen, men efterlod et snedigt brev til Marat:

“Borger – jeg kommer fra Caen. Da du elsker dit land, vil jeg mene, at du er interesseret i at høre om de sørgelige begivenheder, som udspiller sig i den del af republikken. Jeg kommer tilbage i aften kl. 19. Venligst tag imod mig, så vi kan tale sammen et øjeblik”, skrev hun.

Da Corday som bebudet ankom samme aften, åbnede Simonne Evrard døren på Marats ordre.

Revolutionslederen tog imod liggende i badekarret dækket af et tæppe. En hudsygdom gjorde, at han led af kløe og udbrud af blister på kroppen – symptomer som lange, varme bade kunne lindre. En plade lagt hen over karret gjorde det ud for en skrivepult, så Marat kunne arbejde, mens han sad i badet og talte med gæster.

Revolutionslederen greb sin pen og bad ivrigt Corday afsløre revolutionens fjender. Hun opremsede en række navne, som Marat noterede.

“De bliver sendt i guillotinen inden længe”, bemærkede han, da Corday holdt inde.

Aldrig så snart var ordene faldet, før Corday løftede kjolen, trak kniven og dolkede Marat i brystet med det 15 centimeter lange blad.

“Jeg dræbte én mand for at redde 100.000”. Charlotte Corday, 1793

Han forblødte, mens han råbte “Hjælp mig, min kære veninde” – formentlig henvendt til sin hustru eller hustruens søster.

Mord førte til rædselsregimente

Råbet fik hans kone Simonne Evrard til at storme ind i værelset. Ved synet af den bloddryppende kniv og Marats forvredne ansigt udstødte hun et skrig. Lyden tilkaldte tjenestefolk og naboer, som straks gik løs på Corday. Kun et par tililende gendarmers snarrådige indgriben reddede hende fra lynch­ning.

De kørte Corday til fængslet La Concier­gerie, hvor hun afgav forklaring. Hun angrede intet:

“Jeg dræbte én mand for at redde 100.000”, erklærede hun roligt.

Den 17. juli, fire dage efter mordet på Marat, blev hun dømt til døden. Klokken 19 besteg hun skafottet på Place de la Révolution.

“Fiskekonerne og de andre fra markedet flåede i hende og overdængede hende med eder og forbandelser, så gendarmer måtte komme hende til forsvar”, fortæller en reportage i London-avisen The Times.

Få øjeblikke senere gjorde guillotinen en ende på Cordays korte liv.

I modsætning til hvad Corday havde håbet, førte mordet på Marat ikke til mindre vold. Tværtimod.

Mordet skærpede de politiske modsætninger og førte til det, som eftertiden benævner Rædselsregimet. Mindst 17.000 mennesker blev mellem september 1793 og juni 1794 offer for politiske henrettelser.