Stalins bøddel sendte millioner i døden

Som leder af Sovjets hemmelige politi tager Lavrentij Berija sig af Stalins udrensninger og rydder sine rivaler af vejen. Men i sit blodige spor efterlader Berija sig hævntørstige fjender.

Som leder af Sovjets hemmelige politi tager Lavrentij Berija sig af Stalins udrensninger og rydder sine rivaler af vejen. Men i sit blodige spor efterlader Berija sig hævntørstige fjender.

Imageselect/ukendt

85 år siden: Stalin renser ud blandt sine egne

I slutningen af 1930'erne blev en række prominente medlemmer af den kommunistiske partitop anklaget for konspiration mod Stalin og Sovjetunionen. De anklagede havde alle tråde til den landsforviste Leon Trotskij, der blev betragtet som en trussel mod Stalins enevælde.

Den 23. januar 1937 blev sagerne mod 17 såkaldte "anti-sojvetiske trotskister" indledt. Efter månedslang tortur, indespærring og søvnmangel blev de anklagede ført frem for en stort anlagt skueproces, hvor de for øjnene af alverdens journalister leverede deres nøje instruerede tilståelser.

Af de 17 anklagede blev 13 henrettet umiddelbart efter retssagen. Resten omkom snart efter i de brutale GULag-lejre.

Berias rolle i sagen er ikke kendt, men i 1953 blev han selv offer for en lignende anklage og dømt til døden.

Kom helt tæt på hovedarkitekten bag Stalins udrensninger herunder:

Natten ligger tungt over Josef Stalins landsted, da en sort limousine den 2. marts 1953 ruller op foran den grønmalede hovedbygning på diktatorens feriebolig uden for Moskva. Bagdøren går op, og en af nationens mest magtfulde og frygtede mænd kanter sig ud.

Den trinde Lavrentij Berija har i årevis været øverste chef for Sovjetunionens mægtige politiapparat og som en del af Stalins inderkreds stået ved diktatorens side i regimets sværeste stunder.

Så naturligvis er Berija også på pletten nu – kl. tre om natten er han blevet kaldt ud til landstedet. Få timer forinden har Stalins livvagter fundet den 74-årige statsleder livløs på gulvet.

Resolut iler Berija hen til sofaen, hvor tjenestefolkene har anbragt Stalin. Med et granskende blik bag de karakteristiske næsebriller kigger han på diktatoren, og i næste sekund snerrer han arrigt ad de urolige livvagter:

“Hvorfor al den panik? Intet er sket. Han sover bare”, afgør politichefen med sin kraftige georgiske accent. “Væk ikke kammerat Stalin”, beordrer han, inden han marcherer ud ad døren igen.

Først fem timer senere bliver en læge tilkaldt. Han konstaterer hurtigt, at Stalin har fået en hjerneblødning, og forsøger desperat at genoplive ham.

For Berija kunne situationen næppe have flasket sig bedre: Siden 1920’erne har han spillet sine kort dygtigt i sin stræben efter at nå til tops i det kommunistiske parti.

Han har leflet for Stalin, myrdet sine rivaler og sendt hundredtusinder af sovjetborgere i døden. Men i foråret 1953 er Berijas magtposition truet – kun diktatorens død kan i denne stund redde georgieren.

Blodig karriere skudt i gang

At Berija skulle gå over i historien som Sovjetunionens værste bøddel, var ikke til at forudse, da den kunstinteresserede georgier som teenager begyndte på arkitektskolen i Baku i nabolandet Aserbajdsjan. Her fattede han hurtigt langt større interesse for kampen mod zaren end for at slå streger på papiret.

I 1917 sluttede Berija sig til den bolsjevistiske fløj i det russiske Socialdemokratiske Arbejderparti. Hans engagement blev i begyndelsen af 1920’erne belønnet med en post som leder af hemmelige operationer i den aserbajdsjanske afdeling af Tjekaen, Sovjetruslands hemmelige politi.

Politiagenterne var berygtede for at gå brutalt til værks i jagten på kontrarevolutionære elementer, og de veg ikke tilbage for at skyde en mistænkt på stedet.

Berija besad et udpræget talent for at bagvaske rivaler til magtfulde poster. Han gravede smuds frem om dem via sit hemmelige politi – eller drak dem sanseløse, så de talte over sig.

Berijas forsøg på at indynde sig hos diktatoren lønner sig. Her sidder han med Stalins datter på skødet.

© Imageselect

Berija spurtede op ad magtens trappe

Ambitionerne var skyhøje hos Berija, der nåede til tops ved at skaffe sine rivaler af vejen og slikke Stalin op og ned ad ryggen.

16 år

Første trin: Berija opretter i 1915 sammen med en skare medstuderende en illegal, marxistisk studiekreds i Aserbajdsjan.

22 år

Lederpost: Den unge mand bliver ansat i Tjekaen (bolsjevikkernes hemmelige politi) i Aserbajdsjan. Samme år udnævnes Berija til leder af hemmelige operationer i Aserbajdsjan.

32 år

Ny forfremmelse: Forfremmet til leder af kommunistpartiet i Georgien i 1931.

39 år

Terrorchef: Stalin henter Berija til Moskva, hvor han bliver leder af det hemmelige politi, NKVD. Dermed bliver Berija hovedansvarlig for den politiske terror under Stalins regime.

42 år

I magtens centrum: Berija udnævnes i 1941 til vicestatsminister og medlem af forsvarskomitéen.

47 år

Politbureauet: Fuldgyldigt medlem af kommunistpartiets øverste ledelsesorgan, Politbureauet. Samme år forfremmes han til viceministerpræsident med ansvar for Sovjets atomprogram.

50 år

Fornem orden: På sin 50-årsfødselsdag får Berija Leninordenen “for enestående tjenester for det kommunistiske parti og det sovjetiske folk”.

54 år

Højdepunktet: Efter Stalins død i 1953 bliver Berija indenrigsminister og rykker op som nummer to i den sovjetiske rangfølge efter Georgij Malenkov.

Det kneb brugte Berija bl.a. mod Stalins svoger Stanislav Redens, som efter en våd aften i 1931, hvor Berija havde hældt godt på ham, blev fundet døddrukken i rendestenen.

Prompte rapporterede Berija episoden til Stalin, der flyttede svogeren fra posten som chef for hele Kaukasus-områdets hemmelige politi. Tilfreds overtog Berija den magtfulde post, men endnu var han langtfra færdig med at sigte efter magtens tinde.

Berija og Stalin mødtes første gang midt i 1920’erne, da Berija styrede byggeriet af en sommerbolig til diktatoren i Georgien. Dermed fik han rig lejlighed til at indynde sig hos Stalin.

Hurtigt fornemmede Berija, at statslederen labbede smiger i sig, så han sørgede altid for at nævne “kammerat Stalins klogskab” i sine taler. Desuden fik han arrangeret, at han sammen med sin ægtefælle, Nina, kunne tage sig af Stalins gamle mor. Hun blev indkvarteret i Tbilisi, så Berija og Nina kunne besøge hende jævnligt.

Da Stalin (i hvidt) sidst i 1930’erne beordrede omfattende udrensninger, kunne ingen vide sig sikker. Den statslige terror ramte i flæng, og Stalin øjnede folkefjender overalt.

© Imageselect

Snart blev Berija en del af Stalin-familien, og for at besnære statslederen yderligere fik han fremstillet en rosende bog om Stalin – på omslaget skrev Berija sig selv på som for­fat­ter.

Den helt store belønning kom i 1938, da Sta­lin satte sin loy­ale ven i spidsen for det be­ryg­te­de NKVD, Fol­ke­kom­mis­sa­ri­atet for indenrigsanliggender, som var Sovjets hemmelige sik­ker­heds­po­li­ti.

“Se, dette er vores Himmler – han er heller ikke dårlig!” Stalin om Berija

Med sin rige erfaring i afhøring og tortur fra det hemmelige politi var den blot 35-årige Berija som skabt til chefposten. Han ønskede sit eget slæng af politikammerater i toppen af terrororganet, og målrettet rensede han ud, så støtter af den tidligere chef røg i fængsel eller fik en kugle for panden.

NKVD’s metoder havde siden oprettelsen i 1934 skabt rædsel. Blandt sovjetborgere gik styrkens afhøringssystem under navnet “kødhakkeren”, men med Berija som chef skulle tjenesten vokse sig endnu større og mere brutal.

  1. verdenskrig stod for døren, og sovjetregimet havde brug for at øge kontrollen. Stalin var sikker på, at han havde fundet den rette til opgaven – så sikker, at han på et møde med den tyske udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop, i september 1939 sammenlignede Berija med nazisternes iskolde SS-leder: “Se, dette er vores Himmler – han er heller ikke dårlig!”
© shutterstock

Kvinder blev voldtaget i privatboligen

Som magtmenneske havde Berija let adgang til kvinder, og han var berygtet for at tage grådigt for sig. Han beordrede efter sigende sine livvagter til at trille rundt i Moskvas gader for at kidnappe unge skønheder, som blev kørt til Berijas hjem.

Her bød han dem på mad og et glas vin med sovemiddel, og når kvinderne døsede hen, kastede han sig over dem og voldtog dem.

Et af ofrene var den russiske skuespillerinde Tatjana Okunevskaja. Hun huskede, at politichefen “tog tøjet af og rullede sig rundt i sin luksusseng og lignede en grim, uformelig tudse”.

Truende sagde Berija: “Du er langt fra alting, så det hjælper ikke at skrige. Du er i min magt”. Efter overgrebet stak han altid kvinderne en buket.

Samfundsfjender sendt til helvede

Efter aftale med Stalin gik Hitler ind i Polen 1. september 1939. De to diktatorer havde delt Polen mellem sig, og da Den Røde Hær tromlede ind i nabolandet, fik Berija rigeligt at se til.

Annekteringen udløste ekstraordinær travlhed hos NKVD, som skulle sikre, at indbyggerne i de nyerobrede egne var loyale kommunister. I Polen udpegede Berija befolkningen ved grænsen til Hviderusland og Ukraine som en trussel, fordi de “gødede jorden for alle mulige former for antisovjetiske handlinger”.

“Deportation af dem og deres familier er uomgængelig”, skrev NKVD-lederen til Stalin. Blot to dage senere rykkede Berijas enheder ind i området og tvang familierne til arbejdslejre i en sibirisk afkrog af Sovjetunionen.

Mindst 130.000 mennesker blev deporteret til Berijas grusomme GULag-lejre, men uendelig mange flere skulle følge. Derfor måtte georgieren opføre nye lejre, som alle blev styret af NKVD.

Dagligt gjorde lejrvagterne regnskabet op. De fanger, der var omkommet i løbet af dagen, blev slæbt med til optælling om aftenen.

© United Archives/Topfoto

Fanger måtte pukle som slaver i straffelejre

Da Berija fik kontrollen over NKVD, skabte han et gigantisk netværk af fangelejre med gratis arbejdskraft. Forholdene var så forfærdelige, at millioner bukkede under.

Da Berija som NKVD-chef i 1938 fik ansvaret for Sovjets frygtede arbejdslejre for især politiske fanger, svulmede de i antal. Hver gang, Sovjet annekterede nye landområder, sendte Stalin-regimet reelle og potentielle modstandere til de såkaldte GULag-lejre.

“Kammerat Berija vil tage sig af indkvarteringen af vores baltiske gæster”, lød det ildevarslende fra Stalin om de cirka 140.000 estere, letter og litauere, som blev deporteret til lejrene i 1941.

De første fangelejre blev oprettet kort efter oktoberrevolutionen i 1917, men under Josef Stalin eksploderede antallet af fanger – historikerne skønner, at omkring 20 mio. mennesker nåede at passere gennem de cirka 500 lejre fra slutningen af 1920’erne til midt i 1950’erne.

Fra oprindeligt at have været et system, som fokuserede på at genopdrage kriminelle, blev lejrene et redskab til at eliminere regimets reelle og mulige fjender.

Lejrene spillede desuden en afgørende rolle for Sovjets økonomi, eftersom fangerne arbejdede gratis. Med primitive redskaber som hakker og spader blev fangerne tvunget til at knokle sig til døde i miner, i skove og på gigantiske byggeprojekter – heriblandt jernbaneanlæg og den 227 km lange Hvidehavskanal i den nordvestlige del af landet.

Typisk lå lejrene i landets allermest øde og ugæstfri egne, og dødstallet var ekstremt højt pga. de umenneskelige forhold. Årligt bukkede omkring 10 pct. af de indsatte under for kulde, sult, udmattelse, sygdom og regulære henrettelsesbølger, og forskerne skønner, at mindst 2,7 mio. mistede livet i lejrene.

Antallet af straffefanger eksploderede:

1930

179.000

1938

1.881.570

1950

2.561.351

Sideløbende med deportationerne fortsatte Berijas bødler med at overvåge den sovjetificerede befolkning i Østpolen – og siden også i det besatte Baltikum. Enhver nationalitetsfølelse blev slået ned med hård hånd.

Det mærkede den 19-årige Galina Stavarskaja, som boede nær byen Lviv i Polen. I 1939 blev hun ført til en klassisk NKVD-afhøring: “Der sad tre mænd. De så stærke ud. De spurgte mig: ‘Er du med i en hemmelig organisation?’”.

Stavarskaja anede intet om den nationalistiske bevægelse, russerne fablede om, men agenterne kogte af raseri.

“De slog mig i hovedet og sparkede mig i ryggen. Det var som at være i helvede”, huskede Stavarskaja, der slap levende fra mødet med Berijas tropper. Så heldige var langtfra alle.

Den russiske teaterinstruktør Vsevolod Mejerkhold nåede at beskrive NKVD’s brutale metoder, inden bødlerne tog livet af ham i februar 1940:

“Jeg blev tvunget til at lægge mig på maven, mens jeg blev tæsket på fodsålerne og ryggen med en gummipisk. Smerten var så intens, at jeg skreg og græd. Det føltes, som om de hældte kogende vand over mig. Forhørslederen blev ved med at true: ‘Hvis du ikke skriver under på en indrømmelse, fortsætter vi med at tæve dig’. Så skrev jeg under”, berettede den 65-årige Meyerhold om sine oplevelser.

Berija fik tusinder af polakker kørt til NKVD’s kompleks i Katyn-skoven 400 km vest for Moskva, hvor de én efter én blev ført ind i en bygning og skudt bagfra.

Med NKVD’s indtog i Polen blev omkring 22.000 polske officerer, politifolk og højtstående embedsmænd pågrebet og placeret i lejre.

Stalins håb var, at fangerne kunne genopdrages i den sovjetiske ånd, men Berija var uenig. Sik­ker­heds­chefen konstaterede, at de pol­ske fanger “bare ventede på at blive løs­ladt for at kunne træde aktivt ind i kampen mod Sovjetunionen”.

“Giv dem den yderste straf: Skydning”, anbefalede Berija den 5. marts 1940 i et memo til Stalin, der satte stor pris på sin håndlangers handlekraft.

Berija fik tusinder af polakker kørt til NKVD’s kompleks i Katyn-skoven 400 km vest for Moskva, hvor de én efter én blev ført ind i en bygning og skudt bagfra. Samme procedure fandt sted i NKVD-fængslet i ukrainske Kharkov, hvor knap 4.000 polske fanger blev henrettet.

Hadet spirede i hæren

Da Hitler i sommeren 1941 brød den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt og blæste Den Røde Hær baglæns, fik Stalin et chok. På selve invasionsdagen var han ifølge Berija så lamslået, at han udbrød: “Alt er tabt! Jeg giver op! Vi er fanget med bukserne nede om hælene”.

Berija greb sin handlingslammede chef, og i fællesskab kæmpede duoen for moderlandet. Efter et års kampe med sviende nederlag gav Stalin i juli 1942 sin ordre nummer 227, hvori han erklærede, at hæren “skal renses for upålidelige elementer”, og “urostiftere og kujoner skal pågribes på stedet”.

Diktatoren var så led og ked af soldater, som svigtede ved fronten, at en specialafdeling i Berijas NKVD fik carte blanche til at henrette desertører og uduelige soldater – på den konto blev titusinder likvideret.

Tale var sølv, og tavshed guld i Sovjetunionen, hvor selv væggene havde ører.

© Imageselect

NKVD havde øjne og ører overalt

I jagten på styrets reelle og indbildte fjender tog det hemmelige politi alle midler i brug. Hverken mødrene bag suppegryderne eller soldaterne i Den Røde Hær kunne krybe under NKVD’s radar.

Selvom succesen selv­­sagt ikke kun kunne tilskrives NKVD’s terror, formåede Den Røde Hær at få vendt modgang til medgang.

Men Berija var nu forhadt både blandt soldater og generaler, fordi han blandede sig i alt og straffede selv højtstående officerer. Mange år senere skulle Berija komme til at betale en høj pris for militærets vrede og foragt.

Stalin grebet af paranoia

Under 2. verdenskrig var Berijas magt i Kreml vokset støt. I samarbejde med Stalin havde han fået dræbt hundredtusinder – muligvis millioner – og han sad altid med ved bordet, når Stalin skulle træffe vigtige beslutninger.

Georgieren følte sig efterhånden som en kejser i Kreml og førte sig egenrådigt frem: “Han blev meget vred, hvis nogen modsatte sig hans forslag. Det var der dog ingen af de sovjetiske repræsentanter, der vovede at gøre”, bemærkede Nicholas Kviatashvili, der i 1943 var med­lem af den britiske de­le­ga­tion på Teheran-konferencen.

Stalins datter, Svetlana, beskrev Berija som en “snu hofmand”, der “havde besnæret far, og han var ellers ikke så let at narre”. Politichefen havde ikke alene udnyttet Stalins umættelige behov for smiger, han spillede også dygtigt på diktatorens frygt for at blive forrådt af sine nærmeste.

Men efterhånden begyndte Stalin at rette sin politiske paranoia mod Berija, som i diktatorens øjne havde tiltusket sig alt for meget magt.

Tyveri: Sovjets første atombombe var en tro kopi af USA’s Fat Man, som blev kastet over Nagasaki i 1945.

© Imageselect

Berija leverede atombomben på rekordtid

I august 1945 kastede Berija sig over Stalins nye storprojekt: At gøre Sovjet til en atommagt på linje med USA.

Allerede i august 1949 blev den første sovjetiske bombe bragt til eksplosion med Berija som øjenvidne. Det lynhurtige forløb skyldtes især, at russerne havde haft en spion på USA’s tophemmelige Manhattan-projekt under 2. verdenskrig.

Dermed havde Berijas folk på forhånd skaffet sig uvurderlig viden om bombekonstruktion og fremstilling af plutonium.

Berija var givetvis under pres fra Stalin for at sikre et vellykket projekt, og efter sprængningen kastede han sig om halsen på chefforskeren med ordene: “Det ville have været en stor ulykke, hvis ikke dette var blevet en succes”.

I 1953 satte Stalin den endelige kampagne mod Berija i værk. Han blev indirekte anklaget for forsømmelse og manglende omhu i en sag, hvor Stalin påstod, at jødiske læger havde villet diktatoren til livs – uden at det hemmelige politi opdagede noget.

Berija fornemmede, hvor det bar hen: En anholdelse var under opsejling. Men til hans usandsynlige held faldt Stalin pludselig om i sin datja.

Fra 2. til 5. marts 1953 svævede Stalin mellem liv og død efter hjerneblødningen. Berija, Nikita Khrusjtjov, Georgij Malenkov og Vjatjeslav Molotov – alle med sæde i Politbureauet – besøgte diktatoren igen og igen, og alle fire var til stede, da Stalin 5. marts kl. 21.50 drog sit sidste suk. Én i kredsen var dog ikke synderligt tynget af sorg.

“Det var Berija. Han var opildnet til det yderste. Han anstrengte sig umådeligt i dette betydningsfulde øjeblik, for at ingen skulle narre ham”, huskede Stalins datter, Svetlana.

I det øjeblik, Stalin åndede ud, greb Berija sin hat og beordrede sin chauffør til at køre ham til Kreml i en fart.

“Han er på vej for at tage magten”, hviskede en af de tilbageværende til Nikita Khrusjtjov, som ligeledes hastede til regeringssædet i Moskva.

På partitoppens første møde efter Stalins død stod det klart, at Berija allerede havde lagt planer som led i magtkampen – i samarbejde med Malenkov, som Berija anbefalede som ny ministerpræsident og førstesekretær i kommunistpartiet.

“Jeg fjernede ham. Jeg frelste jer allesammen”. Berija efter Stalins død, ifølge Molotov.

Malenkov kvitterede med at foreslå Berija som viceministerpræsident og indenrigsminister. Med et snuptag nappede de to magten i Sovjetriget, og georgieren kunne fort­sat kontrollere hele undertrykkelsesapparatet.

Berijas karriere var blevet reddet af Stalins pludselige død, men måske var det ikke blot heldet, der havde tilsmilet ham. Politichefen havde – sandsynligvis med fuldt overlæg – udskudt lægehjælpen til diktatoren.

Desuden havde han resolut fyret de medarbejdere, som havde tilkaldt lægen, og givet dem mundkurv på. Alt sammen en smule suspekt, mente de afskedigede livvagter.

At georgieren var direkte involveret i dødsfaldet, mere end antydede Vjatjeslav Molotov i sine erindringer: “Jeg fjernede ham. Jeg frelste jer allesammen”, skulle Berija ifølge Molotov have pralet.

Berija var nu nummer to i magthierarkiet i Sovjetunionen, men troede han, at han sad sikkert i sadlen, skulle han snart blive klogere. Bag kulissen havde Khrusj­tjov støbt kuglerne til et komplot.

Indhentet af fortiden

Fredag den 26. juni 1953 slentrede Berija ubekymret ind til et møde på Malenkovs kontor i Kreml. Afslappet klædt i slidt jakke tog georgieren plads ved bordet uden at ane uråd, før Malenkov gav ordet til Khrusjtjov, der ville diskutere “sagen kammerat Berija”.

“Hvad foregår der, Nikita? Hvad er det, du mumler om”, udbrød politichefen forundret.

Sammen med Molotov og Malenkov, der brat havde vendt Berija ryggen, havde Khrusjtjov forberedt et anklageskrift. Ifølge skriftet havde politichefen forsøgt at blive diktator, sat sikkerhedstjenesten over parti og regering og siden Stalins død ført sin egen politik.

Berija var lamslået. Døren til kontoret gik op, og seks bevæbnede officerer trådte ind for at arrestere NKVD-chefen. Khrusjtjov havde allieret sig med nogle af alle de militærfolk, der afskyede Berija for udrensningerne under krigen.

Kreml vrimlede stadig med Berijas folk fra sikkerhedstjenesten, men fordi han blev holdt fanget i Malenkovs forkontor, fik han ikke chancen for at alarmere sine mænd. I stedet blev georgieren ført væk til en bunker i hovedkvarteret for Moskvas militærdistrikt.

Her var han spærret inde, til han blev slæbt for en særdomstol med flere af Khrusjtjovs støtter i panelet. De dømte den 54-årige Berija til døden for “forbryderisk virksomhed mod staten og partiet”, og 23. december 1953 blev han skudt.

Stalins bøddel havde smagt sin egen medicin. Frygtens arkitekt, der havde erobret magtens tinde, var styrtet. Et fald, som USA’s ambassadør i Moskva, Charles Bohlen, gav disse ord med på vejen i 1953:

“Der er naturligvis en vis grundlæggende retfærdighed i den skæbne, der overgik Berija. Men det ville have været mere passende, hvis det var hans ofre og ikke hans medsammensvorne, der havde udmålt hans straf”.