Russiske infanterister

Russerne væltede ind over europas grænser

I 1719 overfaldt russiske tropper Sverige. En armada satte 26.000 mand i land, så de kunne brænde byer og herregårde ned til grunden. Angrebet jog en skræk i livet på svenskerne, men for Rusland var det blot begyndelsen på ekspansionen af zarens rige.

I 1719 overfaldt russiske tropper Sverige. En armada satte 26.000 mand i land, så de kunne brænde byer og herregårde ned til grunden. Angrebet jog en skræk i livet på svenskerne, men for Rusland var det blot begyndelsen på ekspansionen af zarens rige.

ImageSelect

Om morgenen den 11. juli 1719 holder fire svenske bønder vagt ved en bavn på toppen af Värlingsö. De få indbyggere på klippeøen 110 km nord for Stockholm er nervøse, for skjult i morgendisen nærmer en stor russisk flåde sig Sveriges østkyst.

Bønderne har ordre på at tænde bavnen, hvis de får øje på russere. Flammerne vil kunne ses viden om og få landsmænd med samme opgave til at tænde deres bavne.

Som en løbeild skal bålene alarmere befolkningen langs kysten og få dem til at flygte langt ud i skoven, inden russerne går i land.

Pludselig flænger et kanonskud stilheden. En svensk fregat har opdaget russernes invasionsflåde, som består af 130 galejer og over 100 mindre både med 26.000 tropper ombord.

På Värlingsö tænder bønderne skyndsomt ild i bavnen og stikker af.

Zar Peter den Store af Rusland har givet sine tropper ordren “Hærg og brænd” – byer, slotte og gårde langs Sveriges østkyst skal fortæres af flammer, så først Sverige og siden zarens andre fjender tvinges i knæ, for Rusland vil være en frygtet stormagt.

Russisk hær på vej i kamp

1700- og 1800-tallet erobrede skiftende zarer mange europæiske lande, og stormagten Rusland blev født.

© Grekov Kamynina

Zaren købte viden i Vesten

Peter den Store arvede i 1682 tronen i Rusland – en nation, der haltede langt bagud i forhold til Europa.

Han drømte om at forvandle sit rige til en tro kopi af mægtige Østrig og Frankrig, og et af hans første dekreter åbnede døren for udenlandske eksperter.

Lokket af klingende mønt og gode karrieremuligheder flokkedes de snart om hoffet i Moskva. Hollandske bådebyggere lærte russerne, hvordan de byggede slagkraftige krigsskibe.

Britiske og tyske ingeniører byggede kanaler, og officerer fra hele Europa begyndte at forme en tidssvarende hær af Ruslands livegne bønder og bagstræberiske adelsmænd.

Et af Ruslands største problemer i 1600-tallet var landets isolation. Zarens rige rådede ikke over en eneste havn, som kunne forbinde russiske købmænd med Europas vigtigste sejlruter.

Mod syd herskede den osmanniske sultan over Sortehavet, og mod vest kontrollede Sverige Østersøen med sin flåde.

Kun havnebyen Arkhangelsk ved Hvidehavet gav via den lange rute nord om Skandinavien engelske og hollandske skibe mulighed for at handle direkte med zarens rige. Men Hvidehavet frøs til om vinteren og lukkede Rusland halvdelen af året.

Ukraine, Finland og Sibirien var bare nogle af ofrene for den russiske ekspansion. I løbet af 1700- og 1800-tallet underlagde skiftende zarer sig alt land mellem Østersøen og Stillehavet og forvandlede Rusland til en verdensmagt.

Ivan den Grusomme
© Tretyakov Gallery

Ivan den Grusomme (1547-1584)

Succes i syd, fiasko i nordvest kan den første russiske zars regeringstid kort opsummeres til. Ivan erobrede stepperne helt ned til Det Kaspiske Hav fra tatarerne, men mistede til gengæld adgangen til Østersøen og den lukrative handel med England. Sverige og Litauen fortrængte Rusland fra kysten og isolerede landet fra omverdenen.

Mikhail 1.
© Imageselect

Mikhail 1. (1613-1645)

Sibiriens erobring fandt sted under zar Mikhail og hans søn Aleksej. Drivkraften var stenrige købmænd som Stroganoff-familien, der ville have kontrol over handlen med pelsværk. Sibiriens stammer blev bekriget, og russerne bragte sygdommen kopper med sig, så i slutningen af 1600-tallet beboede under 300.000 mennesker regionen.

Peter den Store
© Arkhangelskoye Palace

Peter den Store (1682-1725)

Rusland fik igen adgang til Østersøen under Peter, som dermed brød landets knap 100 år lange isolation. Indtil da var næsten alle russiske varer blevet udskibet via svensk-kontrollerede havne i Baltikum. Hver gang en last russisk pelsværk, hamp eller hør blev solgt, havde det styrket ærkefjenden Sverige økonomisk.

Aleksander 1.
© Imageselect

Aleksander 1. (1801-1825)

Finland blev indlemmet under Aleksander 1. for at beskytte Ruslands hovedstad, Skt. Petersborg, mod Sverige. Sejre i napoleonskrigene sikrede Rusland en luns af Polen, og mod syd udvidede Aleksander og hans efterfølger, Nikolaj 1., riget ved at indtage nutidens Kasakhstan og Kaukasus.

aleksander 2.
© Library and archives Canada

Aleksander 2. (1855-1881)

De sidste store erobringer blev gjort under Aleksander 2., som indtog nutidens Usbekistan og Turkmenistan i syd. I kølvandet på opiumskrigene mod Kina, som Rusland ikke deltog i, gennemtrumfede zaren alligevel, at kineserne overdrog området “Ydre Manchuriet” til det enorme russiske imperium.

Katarina den Store
© Hermitage Museum

Katarina den store (1762-1796)

Krim og Ukraine blev en del af Det Russiske Imperium under Katarina den Store. Den tyskfødte zarina kuppede sin gemal, zar Peter 3., der var skør. I 1762 fik hun ham myrdet, og inspireret af oplysningstidens filosoffer satte hun sig for at reformere Rusland. Hun konfiskerede den ortodokse kirkes godser og satte deres livegne bønder fri, men den stærke russiske adel modsatte sig yderligere reformer.

Landet mistede derfor store indtægter, selvom Europa sukkede efter pelsvarer fra Sibirien, korn og tømmer.

For at kunne vokse måtte Rusland have en havn i isfrit farvand, så i september 1700 gik zarens tropper til angreb. Målet var svenskernes kystfort ved Narva i nutidens Estland.

37.000 russiske soldater belejrede fortet, men svenskerne holdt ud i tre måneder, indtil den blot 17-årige svenske konge kom dem til undsætning.

37.000 russiske soldater belejrede fortet, men svenskerne holdt ud i tre måneder.

Karl 12. førte sine tropper uskadte frem til russernes lejr i ly af en snestorm:

“Tyk sne dækkede, så fjenden ikke kunne se os, før vi var 40 skridt borte. Derfor blev ingen af vores skadet af de russiske kanoner, før vi var inde, og kort efter tog fjenden flugten”, skrev en svensk officer om overraskelsesangrebet, der spredte panik blandt russerne.

Russernes dyre lærepenge

Slaget ved Narva blev en smertefuld lærestreg for zar Peter. En russisk diplomat skrev hjem fra Wien, hvor han var blevet ydmyget under forhandlinger med den svenske ambassadør:

“Mellem Sverige og Rusland kunne der hverken blive en traktat eller en fred, sagde den svenske ambassadør. Derefter brast han i latter”, skrev diplomaten.

Zar Peter frygtede en svensk invasion efter nederlaget ved Narva, men Karl 12. marcherede i stedet mod syd for at knuse russernes allierede, Polen-Litauen, der havde angrebet hans baltiske besiddelser.

Den beslutning gav zaren tid til at genopbygge sin hær og sætte sig nøje ind i, hvilke graverende fejl hans tropper havde begået ved Narva.

Russerne skulle først og fremmest lære af svenskernes lange linjer af geværskytter, der først skød, når de kunne se det hvide i fjendens øjne. Derfor var deres træfsikkerhed betydelig større.

Zaren bed også mærke i, at den svenske konge personligt havde anført angrebet, mens den russiske hærs øverstkommanderende opholdt sig langt fra Narva.

Sverige blev knækket ved Poltava

I syv år fik Peter den Store ro til at genopbygge og træne sin hær, mens svenskerne nedkæmpede Polen-Litauen. Først i efteråret 1707 red Karl 12. mod øst med 40.000 mand for at indtage Moskva.

Styrkeforholdet så ud til at være, som det plejede, for svenskerne gik fra sejr til sejr i de første træfninger. Zaren anmodede derfor om fredsforhandlinger, men hans udsending blev afvist af Karl med ordene:

“Jeg vil forhandle med ham i Moskva”.

Peter måtte skifte taktik: Svenskerne skulle ikke stoppes på slagmarken, men ved at brænde landsbyer og forgifte brønde, så de hverken kunne finde mad, vand eller brændsel under forsøget på at nå frem til Moskva.

Den brændte jords taktik tvang Karl til at marchere sydpå, for at hans hær ikke at sulte ihjel. Snart satte den russiske vinter ind, og kulden tog livet af tusindvis af afkræftede svenskere.

VIDEO: Få et hurtigt overblik over Peter den Stores liv her:

Da Peter den Store omsider stillede op til kamp ved Poltava i den sydlige del af nutidens Ukraine, stod hans 53.000 soldater kun ansigt til ansigt med halvt så mange svenske tropper.

Slaget ved Poltava den 8. juli 1709 endte med en knusende sejr til Peter den Store. Kun 1.500 svenske soldater undslap, mens resten faldt eller blev taget til fange.

Nu kunne intet stoppe zarens erobring af Østersøen, og i løbet af 1710 blev svenskerne fordrevet fra Estland.

Dernæst skulle den svenske konge tvinges til at acceptere de nye magtforhold og underskrive en ydmygende fredsaftale, hvor han frasagde sig alle krav på sine baltiske besiddelser.

Krig mod den osmanniske sultan forhindrede dog Peter i at løbe Finland over ende med det samme – først i løbet af 1713 og 1714 blev svenskerne trægt tilbage langs hele den finske sydkyst.

Hjertet af det svenske rige – Stockholm – begyndte så småt at være i fare, men igen blev svenskerne reddet af, at Peter havde hænderne fulde mod syd.

Skærgården brændte

Først i 1719 vendte zaren sin fulde opmærksomhed mod Sverige. Han udrustede en stor galejflåde og sendte 26.000 tropper mod den svenske østkyst for at hærge, indtil Sverige opgav sit krav på Estland og det sydøstligste Finland.

Peter den Store indskærpede dog sine generaler, at civile ikke måtte dræbes. Sveriges befolkning skulle påføres størst mulige lidelser, men være i live til at kunne klage deres nød til dronning Ulrika Eleonora, som havde afløst nyligt afdøde Karl 12.

“Russerne er en hård, grusom, falsk og listig nation”. Axel Julius de la Gardie, generalguvernør i Svensk Estland 1687-1704. Gardie advarede i sine breve til Rigsdagen flere gange om Ruslands ambitioner.

Da galejerne nåede frem til fastlandet over for Värlingsös brændende bavne, blev zarens ordre imidlertid hurtigt glemt. Fodfolk og kosak-ryttere strømmede i land og hærgede med stor vildskab. Sognepræsten i Harg beskrev rædslerne i landsbyerne Marka og Svinnö under kosakkernes angreb:

“Salige og ærbare Olof Ersson i Marka fik de fat i ved hegnet, og da de havde gennemsøgt og plyndret ham, stak de ham i maven. Han levede i endnu to døgn. I Svinnö fangede fjenden Peder Mats’ hustru og ville klæde hende af, da bonden kom hende til undsætning. De knuste hans kranie, og hustruen slog de også i hovedet, så hun døde”.

Ud over tabet af menneskeliv gik byen Harg og landsbyerne også op i røg, før kosakkerne red tilbage til galejerne og sejlede videre.

Billedet var det samme langs store dele af Sverige østkyst. Russerne gik ugeneret i land, for svenskerne koncentrerede deres få tusind tropper om forsvaret af Stockholm.

I afmagt skrev provsten i byen Öregrund, 25 km nord for Harg og Värlingsö, til Rigsdagen i Stockholm:

“I aftes blev Börstils kirke, præstegården, Norrskeda og Östhammar lagt i aske. Det er derfor højest ønskeligt, at der sendes bevæbnede folk hertil. Gud nåde og trøste os i Jesu navn”.

Men kun få steder fik hjælp, for indsejlingen til Stockholm skulle for alt i verden beskyttes. I stedet måtte bønder med høtyve og leer stille til forsvar af byer, herregårde og andre oplagte mål for russernes terror. Den ulige kamp endte som regel med, at bondehæren flygtede, når russerne nærmede sig, og alt blev efterfølgende brændt ned.

Enkelte steder lykkedes det indbyggerne at forhindre russisk landgang ved hjælp af list. I byen Hölö 60 km syd for Stockholm fik provsten sine sognebørn til at beklæde buske og træer med tøj, så de lignede et helt regiment soldater.

Provsten fulgte galejerne til hest og sørgede for at blive set talrige gange, så russerne fik indtryk af, at et talstærkt rytteri gemte sig i skoven. Hölö undgik plyndring, mens de omliggende sogn blev hærget og brændt ned.

Stockholm blev indædt forsvaret

To gange forsøgte de russiske galejer at tiltvinge sig adgang til Stockholm fra søsiden, men blev hver gang stoppet af svenske tropper, som opstillede kanoner langs det smalle stræde Baggensstäket.

Derpå sejlede russerne tilbage til det besatte Finland for at overvintre.

Tusindvis af svenskere mistede deres hjem og deres livsgrundlag.

Både i sommeren 1720 og 1721 vendte russerne tilbage, og de økonomiske tab efter tre års hærgning var enorme: Syv større byer brændte ned samt masser af landsbyer – byen Umeå endda tre år i træk.

Mindst 50 herregårde gik op i røg sammen, og jernværker samt miner blev ødelagt. Tusindvis af svenskere mistede deres hjem og deres livsgrundlag.

Til sidst så rigsdagen og monarken sig nødsaget til at underskrive fredsaftalen med zaren. Det ydmygende dokument gav Rusland en bid af Finland samt alle svenske områder i Baltikum og varslede, at Sveriges tid som stormagt definitivt var forbi.

Zaren var nu Østersøens stærke mand.

Jean Baptiste Bernadotte/Karl 14. Johan

Franskfødte Bernadotte grundlagde i 1818 det kongehus, som stadig regerer Sverige. Han tog navnet Karl 14. Johan.

© Gérard Blot/Nationalmuseum, Sweden

Russerskræk førte til statskup i Sverige

I begyndelsen af 1800-tallet drømte den svenske adel stadig om, at en stærk konge kunne gøre Sverige til stormagt igen.

Russernes erobring af Finland i 1808 blev skæbnesvanger for Sveriges enevældige konge, Gustav 4. Adolf. Hans styre var allerede upopulært, og tabet af en 1/3 af riget fik kupmagere til at gå i aktion.

I marts 1809 blev et illegalt revolutionsmanifest trykt og delt ud i Sveriges større byer. I manifestet blev det hævdet, at Rusland og Danmark havde indgået en aftale om at dele Sverige imellem sig, fordi kongen var så svag.

Rigsdagen reagerede på uroen ved at tvinge kongen til at abdicere. Gustavs farbror skulle regere, indtil en ung dansk-norsk prins kunne krones, men den udsete prins døde kort efter. I stedet besluttede rigsdagen at søge i hele Europa efter en stærk mand til at lede Sverige.

Valget faldt på den franske feltmarskal Jean Baptiste Bernadotte, som havde udmærket sig i Napoleons hær. Med en stor hærleder på tronen håbede svenskerne, at Rusland kunne fortrænges fra Finland, men Bernadotte afviste at gå i krig mod zarens tropper.

Peter den Store fejrede triumfen ved at udnævne sig selv til kejser og omdøbe Rusland til et kejserrige i stedet for et zardømme. Omverden og hans egne undersåtter fortsatte dog uanfægtet med at omtale Ruslands hersker som “zaren”.

De næste år fortsatte han sit omfattende reformprogram, der skulle løfte Rusland ud af uvidenhed. Han nåede også at sende et sidste succesfuld felttog mod Persien, før han døde i 1725 af en infektion i urinvejene.

Russerne indtog Berlin

Peter den Stores efterfølgere havde rigeligt at gøre med at holde sammen på det nye store, men økonomisk svage rige. Skiftende regenter sørgede alligevel jævnligt for at demonstrere, at Rusland var en stormagt med ret til at blande sig i Europas utallige magtkampe.

Under syvårskrigen fra 1756 til 1763 sendte Peter den Stores datter, kejserinde Elisabeth, tropper dybt ind i Europa – med så stor succes, at de sågar kortvarigt besatte Preussens
hovedstad, Berlin.

Ingen af Europas øvrige stormagter var længere i tvivl om, at Ruslands hersker måtte høres, før nye landegrænser blev trukket.

Katarina udvidede riget

Få forstod Europas magtforhold bedre end kejserinde Katarina den Store, som greb magten i 1762. Hun afsatte sin evnesvage mand og tog efter godt et årtis konsolidering af magten hul på at udvide Rusland mod syd.

Ligesom Peter den Store var hendes mål at erobre land langs Sortehavet, og i modsætning til zaren lykkedes det for kejserinden.

Hendes første krig mod osmannerne endte i 1774 med, at nutidens Ukraine blev føjet til kejserdømmet.

Hendes første krig mod osmannerne endte i 1774 med, at nutidens Ukraine blev føjet til kejserdømmet, som dermed voksede med et areal svarende til Frankrig. 13 år senere forsøgte osmannernes sultan at genvinde det tabte terræn, og en ny langvarig krig brød ud.

Mens den rasede, lagde Sverige en dristig plan, der gik ud på at genvinde de tabte besiddelser i Baltikum, indtage Ruslands hovedstad, Skt. Petersborg, og afsætte Katarina den Store.

Planen mislykkedes, for Rusland viste sig at have militære muskler til at udkæmpe to store konflikter på samme tid. Men panikken nåede at brede sig i Skt. Petersborg, for en af de svenske invasioner havde fundet sted blot 160 km fra hovedstaden. Invasionen blotlagde et grundlæggende problem for russerne: Skt. Petersborg lå i et alt for sårbart hjørne af imperiet.

Fremover måtte hovedstaden beskyttes bedre, og russiske militæreksperter fostrede tanken om, at Den Botniske Bugt mellem Finland og Sverige skulle være voldgraven, der forhindrede fremtidige svenske angreb.

VIDEO: Navneforandring, kup mod ægtemanden og utallige elskere: Bliv klogere på Katarina den Stores farverige liv.

Krim og Polen blev indlemmet

Mens svenskernes angreb blev slået tilbage, gik Katarinas hær fra sejr til sejr over osmannerne og føjede i 1792 Krimhalvøen til Ruslands besiddelser langs Sortehavet.

Samme år tog hun en stor luns af Polen, der blev delt mellem stormagterne Østrig, Preussen og Rusland – Katarinas andel var på størrelse med nutidens Portugal.

Da kejserinden døde efter 34 år på tronen i 1796, efterlod hun et stort, stærkt og frygtet Rusland til sin søn Paul. I modsætning til sine forgængere brød han sig ikke om ekspansionskrige, og omverdenen slap kortvarigt for russisk indblanding.

Fem år senere blev Paul imidlertid stranguleret under et statskup, og så var freden forbi.

Hans afløser – sønnen Aleksander 1. – genoplivede planen om at skabe en bred stødpudezone mellem sin hovedstad og ærkefjenden Sverige. Chancen opstod under napoleons-krigene, hvor Rusland i begyndelsen var allieret med Frankrig, mens Sverige stod på britisk side.

Kejser Napoleon bad russerne tvinge Sverige til at lukke sine havne for britisk handel som led i den såkaldte fastlandsspærring – og Aleksander var ivrig efter at opfylde hans ønske.

I februar 1808 invaderede 24.000 russiske soldater Finland. Sverige havde næsten lige så mange tropper i sin østlige egne, men vidste, at zaren rådede over enorme reserver, så taktikken gik ud på at undgå store slag, der risikerede at udslette hæren.

I stedet skulle russerne udmattes, og når foråret kom, ville flåden afskære deres forsyningslinjer.

Den svenske hær trak sig tilbage til Finlands nordvestlige hjørne, og kun to stærke fæstningsanlæg blev bemandet: Svartholm, 100 km øst for Helsinki, og Sveaborg i Helsinkis skærgård.

Ingen af fæstningerne var imidlertid blevet vedligeholdt ordentligt, og Svartholm med sine 1.000 mand og 86 kanoner overgav sig efter blot 25 dages belejring. Kun otte af fæstningens kanoner viste sig i stand til at skyde.

Sveaborg udgjorde hjørnestenen i Finlands forsvar og rummede 7.000 tropper samt 734 kanoner. Fæstningen blev af mange kaldt uindtagelig, men kommandenten følte sig ikke sikker. I et brev til den svenske konge forklarede han:

“Krudt mangler i tilfælde af en lang artilleriduel. Jeg råder maksimalt over 40 skud pr. kanon”.

Shauman skyder Bobrikov
© Unknown

Attentatmand myrdede russisk guvernør

Under russisk herredømme nød finnerne i begyndelsen stor frihed, men så strammede zaren grebet – med fatale følger.

Med erobringen af Finland i 1808 ville russerne først og fremmest skabe en stødpude mellem ærkefjenden Sverige og Ruslands hovedstad, Skt. Petersborg.

Finnerne fik forsikringer om, at de ville nyde udstrakt selvstyre i det ny-oprettede storfyrstendømme Finland. Russerne holdt dog kun løfterne indtil 1898, da zaren ændrede planer – nu skulle finnerne gøres til russere.

Zarens hårde linje skulle føres ud i livet af den nye generalguvernør, Nikolaj Bobrikov, som gradvist afviklede finnernes friheder. Modstanden mod russerne steg, og i 1904 blev Bobrikov skudt i senatsbygningen i Helsinki.

Attentatmanden var den finske frihedskæmper Eugen Schauman, som affyrede tre skud mod den forhadte russer. To kugler ramte Bobrikovs talrige medaljer og udrettede ingen skade, men det sidste skud traf generalguvernøren i maven og sårede ham dødeligt. Finnerne måtte dog vente yderligere 13 år, før de i ly af den russiske revolution i 1917 kunne erklære sig uafhængige.

Russerne kendte ikke til problemerne bag Sveaborgs mure og frygtede derfor et blodbad under forsøget på at storme øerne. Derfor tyede de til list.

Psykologisk krigsførsel skulle ifølge russernes hollandsk-fødte general van Suchtelen få Sveaborg til at overgive sig.

Om natten lod han sine tropper marchere ind i Helsinki med fakler i hænderne, og om dagen sneg de sig bort uden at blive opdaget for at gentage fakkeltoget næste nat.

Fra Sveaborg, blot 1 km ude i skærgården, så det ud, som om den i forvejen store belejringsstyrke voksede dag for dag.

“Ulykke må følge så grum en tyran og ugudeligt et menneske efter dette liv”. Sagt af svenske Josias Cederhielm om Peter den Store. Cederhielm var russernes krigsfange 1709 til 1722.

Van Suchtelen lod også falske aviser trykke og sende til Sveaborgs kommandant, så han kunne læse, at svenskerne led nederlag efter nederlag andre steder i Finland. Aviserne kulle efterlade det indtryk, at modstand var et nyttesløst spild af menneskeliv.

Efter to måneder var kommandanten mør og kapitulerede. Van Suchtelen havde “indtaget det nye Gibraltar efter blot nogle ugers blokade, nogle kanonskud og for tabet af ca. 100 mand”, skrev en begejstret russisk officer om triumfen.

Nye plyndringer truede

Sveaborgs kapitulation var intet mindre end forræderi, mente mange svenskere, og kommandanten blev dødsdømt. Senere fik han dog dommen omstødt.

Uden den stærke fæstning til at binde tusindvis af russiske tropper smuldrede svenskernes forsvarsplan for Finland.

I løbet af sommeren og efteråret 1808 mislykkedes flere svenske landsætninger af friske tropper, og russerne endte året med at erobre hele Finland.

Præcis som i 1719 besluttede russerne at krydse Den Botniske Bugt og angribe byer langs Sveriges østkyst for at fremtvinge en gunstig fredsaftale.

Vinteren 1808-09 var iskold, og bugten frøs til, så russerne vandrede over isen under deres offensiv: Via Ålandsøerne marcherede 17.000 tropper i marts 1809 mod Stockholm, andre krydsede isen og angreb Umeå, mens en tredje og sidste styrke tvang svenskerne bagud på landjorden – fra Den Botniske Bugts nordende og ned mod Umeå.

Da en fortrop fra Ålandsøerne nåede i land nær Stockholm, var den svenske konge allerede blevet afsat, og den nye regent anmodede om våbenhvile.

Den fik han, men kun indtil Aleksander 1. hørte om aftalen, så afskedigede han den ansvarlige general og befalede, at angrebet på Sverige skulle fortsætte.

De russiske forsyningslinjer blev for lange, og krigen fortsatte med lavere intensitet hen over sommeren. Piteå 850 km nord for Stockholm var en af de byer, som russerne besatte.

I et brev til kongen nævnte områdets landshøvding en række overgreb:

“Uagtet de russiske generalers løfter (om at byen ikke ville blive hærget, red.) har jeg modtaget et antal klager over voldsomheder især udført af kosakker. De har taget bøndernes heste, andre kreaturer, korn, klæder, køkkenredskaber og penge”.

Ikke før et halvt år senere skrev Sverige under på en fredsaftale, der betød afståelsen af Finland. Russerne havde omsider fået deres voldgrav mod vest.

Napoleonskrige gav Rusland status

Ingen voldgrav kunne imidlertid holde Napoleon ude af Rusland, da han besluttede at invadere. Rivaliseringen mellem stormagterne Frankrig og Rusland måtte afgøres på slagmarken – og kom i første omgang til at koste Aleksander 1. dyrt.

Ude af stand til at besejre Napoleon i kamp tyede russerne igen til den brændte jords taktik og lod sågar rigets vigtigste by, Moskva, brænde ned for at udsulte de over 600.000 tropper, Napoleon havde under sin kommando.

Slaget ved Borodino

Russernes general Bagration (til hest med dragen sabel) forsøgte under slaget ved Borodino i 1812 forgæves at stoppe Napoleon 125 km uden for Moskva.

© ImageSelect

Hovedparten af Napoleons hær omkom under det fejlslagne felttog, den franske kejser kapitulerede to år senere og blev sendt i eksil, og Aleksander 1. blev Europas nye stærke mand.

Den russiske zar ledte forhandlingerne under Wienerkongressen i 1815, der trak nye landegrænser i Europa. Så vendte han blikket mod syd og tog for sig af Persien.

Britiske agenter havde lokket den persiske shah til at erklære Rusland krig – med et katastrofalt nederlag til følge mod den krigsvante russiske hær.

Aleksanders efterfølgere slog hårdt ned på de asiatiske rytterfolk, som i århundreder havde plyndret Ruslands sydlige grænseregioner.

Præcis som amerikanernes krig mod indianerne tog russernes nedkæmpelse af tatarer, kirgisere og andre stammefolk årtier, men til sidst underlagde zaren sig stepperne mellem Det Kaspiske Hav og Himalyabjergene.

Med Frankrig sat ud af spillet efter napoleonskrigene udgjorde Storbritannien Ruslands eneste europæiske rival. Deres magtkamp blev ført over hele verden.

Mod slutningen af 1800-tallet følte briterne, at russerne truede Indien – kronjuvelen i Storbritanniens koloniimperium – men konflikten endte i en aftale om, at Afghanistan skulle være en stødpudezone mellem de to imperier.

Japan stoppede expansionen i øst

I Fjernøsten blev den russiske ekspansion primært drevet af drømmen om at dominere Kina og få en større del af handlen med kinesiske luksusvarer.

Storbritannien og Frankrig havde under opiumskrigene vist, hvordan kanoner og krigsskibe kunne sikre gunstige handelsvilkår, men zarens drømme om at gentage bedriften blev knust af Japan.

“Russerne er den type nation, man skal vise tænder”. Ukendt medlem af den svenske Rigsdag. Fra referat af rigsdagens debatter i 1740’erne.

Da russerne i begyndelsen af 1900-tallet forsøget at indlemme den kinesiske provins Manchuriet, førte det til krig med japanerne, og zarens tropper led et ydmygende nederlag.

Nikolaj 2. blev Ruslands sidste zar, og ved 1. verdenskrigs udbrud i 1914 regerede han en stormagt med mod på – og midler til – at forsvare sin interesser overalt i verden.

Verdenskrigen blev dog ikke det ventede triumftog, i stedet kostede den russiske revolution zaren magten og livet. Ud af det russiske imperies aske opstod Sovjetunionen, som de næste 70 år var en af klodens supermagter.