Seppuku var et rituelt selvmord, som blev udført ud fra skiftende foreskrifter gennem tiden.

© Wikimedia Commons & Shutterstock

Seppuku: Samuraiernes ærefulde selvmord

I Vesten er billedet af samuraien, der begår seppuku, også kendt som harakiri, næsten uadskilleligt fra de gamle japanske krigere. Det rituelle selvmord udviklede sig meget gennem tiden, men startede altid med en klinge til at skære maven op.

8. april 2019 af Jónas Terney Arason

Slaget var tabt. General Murakami Yoshiteru gik op på indermurens bastion. Han så ud mod den kejserlige prins Morinaga ride mod sikkerheden. For få øjeblikke siden havde prinsen afklædt sig sin rustning, så han kunne snige sig væk uden at blive genkendt. Yoshiteru stod nu iklædt Morinagas rustning, der var præget med de kejserlige insignier. Det eneste, han kunne gøre, var at give prinsen tid til at slippe væk.

Prins Morinaga forsvandt i horisonten. Han var nu helt væk fra kampen. Tiden var inde. Yoshiteru gik ud til kanten af bastionen. På det nedre plateau var det sidste desperate forsvar ved at give sig til den belejrende hær. Hvis fjenden fandt ud af, at prinsen var flygtet, ville de med det samme sende tropper efter ham.

Yoshiteru havde dog en sidste afledningsmanøvre. Iført prins Morinagas rustning var der ingen nede på plateauet, som kunne se, at han ikke var prinsen. Nu skulle han skabe det sidste kaos han kunne. I en efterligning af prinsens bragende stemme råbte Yoshiteru ud over den fjendtlige hær for, at alle kunne høre:

"Jeg, efterkommer af gudinden Amaterasu Oomokami, anden søn af kejser Go-Daigo, den 95. kejser efter Jimmu, prins af første rang, er blevet afsat af en oprørsk minister. For at tilfredsstille min vrede i helvede, vil jeg nu dræbe mig selv. Se på mig: Jeg vil stå som eksempel til det øjeblik, hvor I, efter at have taget jeres sidste træk i krigen, selv skal sprætte jeres egne maver!”

Med disse ord flåede Yoshiteru rustningen af og smed den mod det nedre plateau. Kun iført sine silkebukser trak han sit sværd. Alle øjne så op på ham. Han førte det kolde stål op mod sin mave og stak den ind gennem sin blottede hud. I ét ryk skar Yoshiteru sin mave op.

Han jog sine hænder ind i bughulen og trak indvolde ud med begge hænder og kastede dem ud mod soldaterne nedenfor. På ny tog Yoshiteru sit sværd med et anstrengt smil, placerede det i sin mund, og lod sig falde på det for at ende sit liv.

Alle i den belejrende hær troede, at det var prins Morinaga, som havde taget sit eget liv og blev besat af at skulle være den, der tog hovedet med til sin hærfører. Hvad ingen af dem vidste var, at den rigtige prins for længst var sluppet væk.

Sådan bliver det beskrevet i en japansk krønike, hvordan Murakami Yoshiteru begik seppuku 1333. Han var dog hverken den første eller den sidste.

Tantō-kniv der er klargjort til seppuku.

© Wikimedia Commons

Seppuku eller harakiri?

Seppuku og harakiri er to ord for samme ting, nemlig selvmord ved opsprætning af maven. På skrift er det mest korrekt at bruge ordet seppuku, hvor harakiri mere er en talesprogsudgave.

Hvad var seppuku?

Seppuku betyder bogstaveligt talt ‘at skære maven op’. Mange forskellige våben er blevet brugt til at udføre opsprætningen. Blandt andet er det klassiske samuraisværd, katanaen, eller det lidt kortere wakizashi-sværd blevet anvendt. Senere blev den kortere tantō-kniv standarden i selvmordet.

Seppuku er blevet beskrevet som den mest smertefulde måde at tage sig eget liv på. Ved det rene mavesnit kan det tage flere timer at forbløde. Selvom seppuku skulle være et bevis på udholdenhed og styrke blandt samuraier, blev der gennem tiden indført metoder, som skulle afkorte døden.

I nogle tilfælde begik afdøde, besejrede eller forbryderiske samuraiers koner også selvmord. Det foregik normalt ved, at kvinden bandt sine ben sammen for at bevare en værdig stilling efter døden, hvorefter hun skar halsen over på sig selv.

© Wikimedia Commons

Samuraien lod sig falde på sin katana

Det tidligste ritual for seppuku hos samuraierne blev udført uden hjælp. Efter at have skåret maven op med en kniv eller et sværd, førte samuraien sin katana op til hovedet, enten ved panden eller i munden, og lod sig falde forover ind i sværdet som et nådestød.

I sin sidste stund skulle samuraien udvise mod, styrke og foragt for fjenden. Det kan blandt andet ses i Murakami Yoshiterus eksempel ovenfor. Det var vigtigt ikke at udbryde nogen form for smerteskrig for at vise selvkontrol til det sidste.

Seppuku som æstetisk ritual

Fra år 1600 blev der opbygget et ritual omkring seppuku. Det traditionelle selvmord blev en ærefuld dødsstraf og fik en grundig overhaling og systematisering. Der blev blandt andet indført en sekundant, som skulle gennemføre nådestødet.

Samuraien, der skulle begå seppuku, blev iklædt en hvid kimono, fik et sidste måltid, og skålede i sake med sin sekundant. Ofte skrev han også først et såkaldt dødsdigt. Herefter blottede samuraien maveskindet og foldede et stykke stof om midten af sin tantō-knivs blad og stak kniven i maven og skar fra venstre mod højre.

Efter dette dukkede han hovedet, og sekundanten udførte et præcist hug med sin katana mod halsen. Kunsten var at forsøge at lade et lille stykke hud være tilbage, så hovedet ikke faldt af, men ramte ned i favnen på den afdøde. Selve det at stikke kniven i maven blev derved mere symbolsk.

Seppuku endte med at være et æstetisk ritual med en lang ceremoni. Her ses den dødsdømte i centrum iført hvid kimono med tantō-kniven på bordet foran sig og sekundanten i sort bagved.

© Wikimedia Commons

Hvorfor begik samuraier seppuku?

Der var flere scenarier, hvor selvmord blev opfattet som ‘den bedste’ vej ud af livet.

Det var ikke unormalt, at højtstående samuraier begik seppuku på slagmarken, hvis slaget var tabt. I modsætning til hvad vi kender fra Europa, så var det ikke normalt at tage fornemme gidsler og kræve løsesum. Samuraifanger blev som oftest henrettet umiddelbart efter slaget, hvilket til tider blev gjort på grusomme måder.

Seppuku blev også brugt som en dødsdom, der var mindre ydmygende end at blive henrettet ved halshugning eller hængning for kriminelle gerninger. Samuraier kunne således møde døden med oprejst pande og selv føre kniven i maven.

Seppuku blev set som en bedre måde at dø på end at blive tortureret, ydmyget og henrettet. Det sikrede også arven til de efterladte, da henrettede kriminelle fik frataget deres ejendele henrettede krigsfangers familier ikke blev kompenseret for tabet, som ellers var kutyme. Nogle kriminelle samuraier begik præventivt selvmord for at undgå henrettelse.

Mange samuraier begik seppuku efter deres herres død, enten som et loyalitetsudtryk ved at gå i døden med sin herre, eller fordi deres eneste indtægtskilde forsvandt ved herrens død, og deres liv derved var slut alligevel.

Det rituelle seppuku ebbede ud fra slutningen af 1800-tallet, hvor samurai-klassen blev afskaffet og Japan påbegyndte en stor modernisering.

Måske er du interesseret i...

Læs også