Fra sin køje kunne admiral Nelson høre, hvordan vinden tudede i skibets rigning, og træværket gav sig. Ingen tvivl om, at blæsten var tiltagende. Briten havde lyttet med et halvt øre i de få timers søvn, han undte sig selv natten til den 2. april 1801. Nu afhang alt af vindretningen.
Aftenen forinden havde han arbejdet sent sammen med sine bedste officerer.
De studerede kort, slog op i bøger og dikterede planer for, hvordan Danmark skulle have en velfortjent lærestreg.
Frugten af nattens arbejde lå i stakke på admiralens bord, klar til brug.
Nelson havde blot brug for få timer med den rette vind. Så kunne han bringe sin flåde i position uden for København.
Danskernes skibe lå allerede klar på en lang kamplinje ud for kysten.
Admiralen lå stadig og grublede, da en officer bankede på kahyttens dør og meldte, at vinden var i sydøst.
Ordene fik straks Nelson på benene. Sydøst var perfekt. Intet kunne længere forhindre ham i at sejle ind og give danskerne en afklapsning, så de aldrig vovede at udfordre Storbritannien igen.
Admiralen tvivlede ikke et øjeblik på, at slaget ville blive en glorværdig sejr.
Han vandt altid, og i bølgerne omkring sit flagskib havde han en flåde, der var bemandet af verdens bedste søfolk.
Uerfarne danskere kunne intet stille op mod denne koncentration af styrke og vilje, mente han.
Slaget skulle dog blive alt andet end en hurtig kanonade og sejr inden frokost.
Forude ventede en frustrerende dag, hvor Nelsons forudsigelser viste sig forkerte, og et ydmygende nederlag blev en realistisk mulighed.
Danskere smuglede våben
Danmark havde tirret briterne i lang tid, da en slagflåde sejlede mod København i 1801.
Danskerne holdt sig ude af alle krige, og imens resten af Europa kæmpede, tjente københavnske skibsredere formuer på at holde hærene forsynede.
Ifølge 1700-tallets uskrevne søregler havde neutrale skibe ret til at handle frit – også med krigsførende stater – men kun hvis ladningerne bestod af almindelige varer.
Danskerne var ligeglade, og de smuglede krigsmateriel lige forbi Storbritanniens flåde og ind i fjendtlige havne.
Fremmede skippere fik endda lov til at hejse Dannebrog som bekvemmelighedsflag, så de kunne sejle uforstyrret på verdenshavene.
På den måde hentede det krigsførende Holland fx kaffe hjem fra kolonierne i Asien.
Briterne vidste godt, at Danmark misbrugte havets skikke, og i år 1800 besluttede de sig for at gennemsøge neutrale skibe fremover.
Nyheden blev modtaget som en grov fornærmelse i København, og andre neutrale stater reagerede også med vrede.
En af dem var Rusland, hvor zaren indbød Danmark, Sverige og Preussen til en alliance, hvor de i fællesskab skulle forsvare deres rettigheder på havet.
I London så regeringen Det Væbnede Neutralitetsforbund som en uformel krigserklæring.
Briterne besluttede sig for at slå til, før fjenderne havde forenet sig, og derfor sejlede en flåde mod Østersøen den 12. marts 1801.
Briternes 20 svært bevæbnede skibe og 30 andre fartøjer fik den modne admiral Hyde Parker på 61 som chef, selvom han aldrig havde anført en flåde i slag.
Den mangel skulle Horatio Nelson kompensere for som næstkommanderende.
Han havde adskillige sejre bag sig, men som 42-årig viceadmiral havde han hverken tilstrækkelig alder eller rang til selv at lede togtet til Østersøen.
Duoens mission var at tvinge Danmark ud af de neutrale rigers forbund med magt.
Derefter skulle de være klar til at fortsætte mod Sverige og Rusland.
Admiral Nelson skålede selvsikkert på sejren, aftenen før han angreb København.
Nelson tog kommandoen under Slaget på Reden
Om morgenen den 30. marts stod hele den imponerende britiske armada ind i Øresund, forbi Kronborg ved Helsingør.
Linjeskibene affyrede bredside efter bredside mod fæstningen, men stort set uden effekt – én af de få fuldtræffere kilede sig ind i murværket på den britiske konsuls hus i byen.
Kronborgs kanoner ramte ingenting, for deres rækkevidde viste sig at være for kort.
Efter passagen fortsatte Parker og Nelson sydpå, til København var i sigte.
På vandet uden for byen lå en slaglinje af danske fartøjer, der skulle forhindre briterne i at komme for tæt på.
Nogle af skibene var store – todækkere med 25 eller flere kanoner på hver side.
Men hullerne mellem dem var fyldt ud med små fregatter, bevæbnede pramme og endda en stor tømmerflåde.
Den farligste modstander, set fra de britiske skibsdæk, var søfortet Trekroner for enden af den danske linje.
I 1801 var skyts på fast grund altid mere effektivt end skibsartilleri, og Trekroner havde 69 kraftige kanoner.
Når briterne angreb, ville de i første fase holde sig så langt fra søfortet som muligt.
Nelson skulle lede operationen, mens Parker ville holde sig i reserve med de største britiske skibe, som stak for dybt til at sejle ind i det lave vand foran den danske linje.
Angrebsplanen var klar: Hvert britisk skib fik på forhånd tildelt et dansk fartøj, som det skulle bringe til tavshed med kanonild og derpå erobre.
Når fjendens linje var ødelagt, kom turen til Trekroner.
Medbragte tropper skulle indtage fortet med en landgangsoperation, der nok ville blive blodig, men ikke var umulig.
Danskerne havde aldrig bygget forsvarsværker på den kunstige ø, hvor intet brystværn beskyttede besætningen mod kanonskud og geværsalver.
Når først Trekroner var erobret, havde Nelson København og den danske flådes base i sin hule hånd.
Admiralen forventede ingen problemer, da han fuld af selvtillid gik til køjs natten inden angrebet.
Uheld satte planen i fare
Om morgenen den 2. april lettede de britiske skibe anker fra en position syd for København, og Nelsons flåde satte kurs mod den danske forsvarslinje.
Alt gik dog galt fra begyndelsen.
Næppe havde de store fartøjer sat sig i bevægelse, før Nelson mistede sit første skib.
Kaptajnen på Agamemnon meldte, at vind og strøm forhindrede ham i at indtage sin plads i slagformationen, og dermed var 64 kanoner gået tabt.
Kort efter løb skibene Russell og Bellona med 74 kanoner hver på sandbanken Middelgrunden og satte sig uhjælpeligt fast.
Mens de første kanonskud begyndte at fyge over vandet, var Nelsons flåde allerede reduceret fra 12 store linjeskibe til ni.
Men det var for sent at vende om, og Nelson havde under alle omstændigheder ikke for vane at vakle, når først kampen var begyndt.
Resten af den britiske flåde stod op gennem Kongedybet, sejlrenden, hvor de danske skibe ventede.
Det sidste fartøj i kølvandsformationen var Monarch med 74 kanoner fordelt på to dæk. Fra sin post i skibets agterdæk spejdede søkadet William Millard fremad, hen over det imponerende panorama.
“Et smukkere og mere højtideligt syn har jeg aldrig set”, skrev han mange år efter slaget.
“På hele skibet blev der ikke sagt et ord, undtagen af lodsen og rorgængeren. Deres praj blev sunget ud som messen i vores domkirker”.
Roligt gled Nelsons kolosser af egetræ fremad, indtil de én for én nåede deres modstander i den danske linje og lod ankeret gå.
Så gik kanonduellen i gang, og krudtrøg lagde sig tungt over de to linjer af skibe, der var adskilt af 300 m vand. Fra dette tidlige tidspunkt i slaget var manøvrerne forbi, og udfaldet afhang af artilleristernes evner.
“Det var regulær kamp og intet andet”, skrev Nelson i sin rapport.
København var godt beskyttet.
Slaget på Reden fik danskerne til at bide fra sig
Ildkraften fra fjendens spinkle forsvarslinje overraskede den britiske admiral.
Selvom de danske kanonbesætninger var uøvede, lavede deres massive jernkugler store skader på Nelsons skibe.
Admiralen befandt sig på Elephant, der modtog bredsider fra danskernes flagskib, Dannebrog, hvor kommandør Olfert Fischer befandt sig.
Kanonkugler og såkaldte knipler, aflange jernprojektiler, flåede master og rigning i stykker eller kværnede sig gennem skibssiden med dumpe drøn.
Hver fuldtræffer sendte en dødbringende sky af træsplinter hen over dækkene.
De sårede skreg, mens kammerater slæbte dem ned til skibskirurgens rødmalede bord, hvor amputering var den eneste behandling mod knuste knogler i arme og ben.
Nelson selv var i højt humør, selvom han bedre end de fleste kendte til risikoen for at blive lemlæstet.
Kamp havde allerede kostet ham en arm og synet på højre øje. Alligevel spadserede han roligt rundt på sit flagskibs agterdæk, og han smilede, da en dansk kanonkugle pløjede gennem stormasten.
“Det går hedt til”, bemærkede Nelson til en officer, der holdt ham med selskab. “Men tag ikke fejl. Jeg ville ikke for nogen pris være et andet sted”.
Sådan tænkte søfolkene på Monarch længere forude næppe. Skibet var sejlet forbi Nelsons Elephant og havde kastet anker ud for en jævnbyrdig modstander, todækkeren Sjælland med 74 kanoner. Det britiske fartøj var også inden for rækkevidde af de kraftige kanoner på søfortet Trekroner.
En af de første dræbte ombord på Monarch var kaptajnen, og mange af hans søfolk led samme skæbne. I løbet af dagen nåede tabene op på 56 dræbte og 164 sårede ud af en besætning på omkring 600 mand – den højeste andel blandt Nelsons skibe.
Danskernes skud ramte ikke kun britiske søfolk, men også tropper fra et regiment, som var udset til at storme Trekroner.
Indtil landgangsoperationen kunne gå i gang, hjalp soldaterne til med deres musketter fra skibets øverste dæk.
Men danske skud tyndede så hurtigt ud blandt de rødklædte infanterister, at resten blev befalet ned i skibet, hvor de passivt måtte vente på signalet til at angribe det danske søfort.
Kanonbesætningerne ombord på Monarch var til gengæld nødt til at blive på deres post, og de betalte en høj pris.
Efter en times kamp bevægede kadet William Millard sig fremad gennem skibet for at hente ammunition.
Overalt på dækket så han døde og sårede søfolk:
“Da jeg kom ned på øverste batteridæk, stod ikke en eneste mand oprejst mellem stormasten og stævnen, en strækning med otte kanoner på hver side.
Nogle af dem var halet i borde, klar til at blive affyret, andre lå væltet om på siden, og andre igen stod, hvor de var blevet rovset tilbage efter affyringen”, huskede Millard efter slaget.
Den danske flåde skrabede bunden. Akut mangel på søofficerer førte til, at en løjtnant på blot 17 år fik kommandoen over et fartøj. Willemoes blev hyldet for sit mod, men talentet rakte ikke længere, end at han stadig var løjtnant, da han faldt i kamp i 1808.
Slaget på Reden: Amatører forsvarede København
Nelsons skibe blev ramt af mange skud, men de bed endnu hårdere fra sig. Selvom tre linjeskibe var faldet fra allerede under indsejlingen, havde briterne stadig langt flere kanoner i spil end danskerne – over 1.000 mod omkring 650.
Målt i ekspertise var kampen også ulige. Britiske kanonbesætninger fik en grundig uddannelse, og mange af Nelsons artillerister havde deltaget i søslag før.
Danmarks flåde kæmpede derimod for første gang i mange år. Og for en del af danskernes vedkommende var det første gang, de betjente en kanon.
Kun halvdelen af mandskabet på de danske skibe var søfolk fra flåden – professionelle og værnepligtige fra rigets danske og norske provinser.
Den anden halvdel bestod af amatører med højst et par ugers tjeneste bag sig.
Regenten havde opfordret frivillige til at melde sig, og den opfordring havde bl.a. en del svenskere fulgt, men ikke nok. I stedet var civile i København blevet tvangsudskrevet i dagene op til den 2. april.
En del af officererne var også civilister hentet fra handelsflåden. Styrmænd og skippere fik kortvarigt hyre som såkaldte månedsløjtnanter, men selvom de kendte til sejlads, vidste de stort set intet om kanonbetjening.
Efterhånden som formiddagen skred frem, gjorde briternes overlegenhed sin virkning. Skuddene satte det danske flagskib, Dannebrog, i brand, og kommandør Olfert Fischer måtte gå fra borde og lede efter et andet skib, han kunne kæmpe videre fra.
Andre ombord fandt også på at redde sig i sikkerhed, selvom skibet stadig kæmpede. Menige søfolk og enkelte officerer roede bort for at slutte sig til andre danske skibe eller snige sig i land, der lå fristende tæt på. Efter nederlaget havnede adskillige desertører i krigsretten.
Imellem kl. 12 og 13 var de danske skibe så sønderskudte, at det ene efter det andet kappede ankertovene og lod sig drive ud af skudlinjen. Det kunne admiral Hyde Parker dog ikke se.
Han lå med den britiske reserve flere kilometer nord for København, og herfra så kampen ud til at være et blodigt dødvande. Kanonerne skød løs i timevis, og tæt krudtrøg indhyllede de to slaglinjer, der tilsyneladende lå helt stille.
Parker blev bekymret for tabene, for han var nødt til at spare på kræfterne.
Når danskerne var besejret, skulle han også være i stand til at give de svenske og russiske flåder en lærestreg. Da slaget havde stået på i tre timer uden en afgørelse, og klokken passerede 13, mistede han tålmodigheden.
Parker gav ordre til at hejse signalflag, som fortalte Nelson, at han skulle afbryde kampen. Hans næstkommanderende havde dog sine egne planer.
Under Slaget på Reden satte Nelson alt på spil
Budskabet om, at Parker signalerede tilbagetog, blev mødt med iskold foragt af Nelson. Han kunne se, hvordan danskernes modstand ebbede ud, og sejren var inden for rækkevidde.
“Fanden tage mig, om jeg gør det”, sagde han til en officer, der spurgte ham, om Parkers signal skulle sendes videre til linjeskibene i kamp.
Han satte kikkerten for sit blinde højre øje og lod, som om han spejdede mod Parkers flagskib. Derefter rettede han igen sin fulde opmærksomhed mod slaget.
Nelson vidste dog, at han risikerede en krigsret og i værste fald henrettelse. Kun en sejr kunne redde ham, og danskerne kæmpede stadig.
“De folk er gjort af et sejere stof, end jeg havde regnet med”, sagde han til en officer.
“Men vi skyder fortræffeligt. Så hvis vi ikke kan nedkæmpe dem på tre timer, så står jeg inde for, at vi kan gøre det på fire. I hvert fald skal jeg give dem, til de ikke kan tage mere”.
Langsomt, men sikkert ebbede ilden fra de danske skibe ud, efterhånden som fuldtræffere ødelagde kanonerne, eller besætningerne led for store tab til at fortsætte.
Ombord på Holsten var den danske kommandør Olfert Fischer ikke i tvivl om nederlaget.
Efter sin flugt fra det brændende Dannebrog var han gået ombord, i håb om at den nordlige ende af hans linje kunne holde stand mod briterne.
Men det britiske skib Defiance havde knust alle optimistiske forestillinger. Med sine 74 kanoner flåede hun huller i Holsten, mens det mindre danske fartøj kun var udrustet med 60.
Kommandør Fischer var selv vidne til, hvordan hans sekretær lagde en protokol fra sig et øjeblik blot for at se den blive skudt over bord af en kanonkugle.
Kort efter advarede skibets kaptajn om, at han snart ville være nødt til at kapitulere. Fischer måtte igen flygte, og denne gang sejlede han til søfortet Trekroner.
Ud for København udnyttede Nelson skamløst, at han ikke kunne se på højre øje.
Ord virkede bedre end kanoner
Danskernes skydning blev mere og mere spredt, men til Nelsons frustration stoppede den ikke. Hans ulydighed mod Parker gjorde en hurtig afgørelse nødvendig, og kl. 14 greb han en pen.
Med rorkassen som underlag skrev admiralen et brev til den danske kronprins, som regerede Danmark i 1801. Briten forlangte, at danskerne straks skulle indstille skydningen.
Ellers ville han brænde alle de sønderskudte danske skibe, og han agtede ikke at hjælpe deres besætninger fra borde først.
Brevet blev overdraget til en officer, som sejlede i robåd nord om de to slaglinjer og nåede ind til København kl. 15. Kronprins Frederik indså, at tiden var inde til at tage den beslutning, han i timevis havde udsat.
Skibene ude i Kongedybet fik besked på at indstille al skydning. Slaget var omsider forbi.
Kapitulationen kom i sidste øjeblik for kadetten William Millard og resten af besætningen på det britiske linjeskib Monarch.
Det gennemhullede skrog kunne ikke længere manøvrere.
“Vores dæk var fyldt op med ødelagte kanoner”, skrev kadetten. “Fra for til agter var der ikke et eneste reb, der ikke var skudt over”. Kampen havde da kostet Nelson 254 døde og 689 sårede, mens de danske tab lød på 367 faldne og 635 kvæstede. Mange af de sårede døde i de efterfølgende dage.
Nelsons sejr eliminerede truslen fra den danske flåde, og kort efter faldt Neutralitetsforbundet helt fra hinanden.
Arkitekten bag den anti-britiske alliance, zar Paul 1., var allerede en uge før slaget blevet myrdet af sine egne, og hans søn opgav den krigeriske kurs.
Med ildkraft, et øjebliks blindhed og nøgne trusler havde Nelson vundet endnu en sejr – sin karrieres hidtil vanskeligste.
I 1805 faldt søhelten for en fransk kugle i slaget ved Trafalgar.