Slaget ved Lund: Nordens blodigste dag

I juni 1676 stod en stor dansk invasionsstyrke ud fra København, om bord på omkring 500 skibe. Som en afledningsmanøvre gik en mindre dansk styrke på 2000 mand i land ved Ystad og tog byen i besiddelse den 27. juni, og mens de svenske tropper i Skåne hastede mod Ystad for at befri byen, gik Christian 5. og hovedhæren uhindret i land ved Råå lidt syd for Helsingborg.

De 250 mand på fæstningen i Helsingborg overgav sig samme aften. Ugen efter havde danskerne også erobret Landskrona, og i august overgav kommandanten på Kristianstads fæstning sig. Med undtagelse af Malmö var hele Skåne nu under dansk kontrol.

Den svenske konge Karl 11. tog udfordringen op. Han samlede en hær og rykkede mod syd for at trænge danskerne tilbage. Kongen forventede en hurtig militær afgørelse – i stedet udviklede krigen sig til en stribe taktiske manøvrer, hvor de to hære rykkede rundt i forhold til hinanden indtil det endelige sammenstød ved Lund.

De lange marcher udmattede soldaterne – endnu inden slaget var kommet i gang – og lagde Skåne øde. Selvom landsdelens bønder blev udplyndret, var det svært at skaffe forsyninger til de to hære og deres mange tusinde heste.

Forholdene var elendige. Hele efteråret faldt regnen tungt. Den svenske lejrplads var et ælte af mudder, og hygiejnen var ubeskriveligt dårlig. Omkring 3000 soldater døde af dysenteri – en betændelse i mave-tarm-systemet, som dengang blev kaldt blodsot. En soldat beskrev sin lejr som “lortelejren”.

Ud over diarré og de andre trængsler, som de delte med danskerne, havde svenskerne også problemer med en omfattende partisan-aktivitet. Skåningerne havde været danskere i århundreder, og nu greb en del af dem til våben for at gøre en ende på det, de opfattede som en svensk besættelse.

Svenske rytterenheder, som blev sendt ud for at skaffe forsyninger, var i konstant fare for at blive overfaldet af de såkaldte snaphaner.

Stendiger bremser angrebet

Slaget ved Lund var det første i Norden, hvor begge hære bar uniform. Alligevel var militærenhederne ikke noget imponerende skue. Måneders mudder og pløre havde sat sine spor. Mange soldater måtte efterlades i lejren, fordi de var for syge til at stå på benene – og de, der blev mobiliseret til slaget, var svækkede af kulde og sult.

Den svenske hær var undertallig i forhold til den danske, så slagplanen var at udnytte overraskelsesmomentet ved et massivt angreb på den sovende danske vinterlejr nord for Lund.

Soldaterne havde fået besked på at bevæge sig fremad i dybeste stilhed, men det var ingen let sag at flytte en styrke på 8000 mand, 6000 heste og utallige vogne uden en lyd. Hestenes vrinsken, piskesmældene og de tungt læssede vognes rumlen måtte kunne høres “mindst en mil borte”, mente en svenske officer.

Både fodfolk og rytteriet krydsede den tilfrosne Kävlingeå uden problemer. For at få de tunge kanoner og forsyningsvognene over lagde de svenske soldater lange planker ud på isen for at fordele vægten fra hjulene. På tre timer lykkedes det at få hele styrken frem til positionen, hvorfra angrebet skulle indledes.

Nattemørket var tæt, og stadig var alt roligt i den danske lejr. Karl 11. var sikker på, at planen ville lykkes. Men så indløb foruroligende nyt fra de patruljer, der var sendt ud for at sondere terrænet. Mellem svenskerne og den danske lejr lå et stort antal diger af kampesten og jord, som de lokale bønder havde anlagt rundt om deres marker.

Fodfolket og hestene kunne forholdsvis let forcere disse forhindringer i terrænet, men ikke det tunge udstyr.

Mens svenskerne overvejede situationen, fik den den danske generalmajor Anders Sandberg pludselig melding om, at svenskerne var på vej. Han slog omgående alarm, og på blot en halv time var hele den danske hær kommet på benene og stillet op i kampformation.

Soldaternes kapløb mod Lund

Da et overraskelsesangreb nu var udelukket, besluttede Karl 11. en ny taktik: Den svenske hær skulle trække mod højdedragene ved Lund og stille op i kampposition. At stå på toppen af en bakke ville være et fordelagtigt udgangspunkt for et slag, og ved samtidig at have byens huse i ryggen afskar han fjenden muligheden for at angribe bagfra.

Danskerne gennemskuede hurtigt svenskernes strategi, og snart var de to hære indviklet i et veritabelt kapløb om at nå først til Lund.

I spidsen for den danske fortrop red Hans Adam Basse. Han havde haft ansvaret for patruljeringen den foregående nat og prøvede nu at finde den hurtigst tænkelige rute. Det var svært i mørket.

Både danskerne og svenskerne blev konstant tvunget til at stoppe op på grund af de mange stendiger. Gennem hvert dige måtte soldaterne rydde en åbning, så artilleriet og forsyningsvognene kunne komme videre.

For begge parter var det helt afgørende, at hæren forblev samlet. Hvis fjenden fik mulighed for at afskære det tunge materiel, fordi de lette delinger var taget i forvejen, kunne resultatet blive katastrofalt.

Den svenske hærs fremrykning kunne på en del af ruten foregå via landevejen, og derfor nåede Karl 11. først frem. Han så med tilfredshed sin hær begynde at tage opstilling på højdedragene ved Lund. Det foregik med febrilsk hast, for danskerne var lige i hælene på dem.

Snart efter tørnede de to hæres fortrop sammen i en indledende træfning – den normale taktik i 1600-tallet. Fortroppen bestod som regel af det ringeste mandskab. Den blev mere eller mindre ofret på slagmarken for at give hovedstyrken tid til at tage opstilling.

Talmæssigt var den danske hær overlegen. Christian 5. havde 5000 infanterister, 6000 ryttere og desuden 1300 mand i de tre såkaldte matrosbataljoner, som bestod af søfolk fra den flåde-eskadre, som Danmarks allierede Holland havde sendt af sted for at hjælpe til i krigen mod Sverige.

Over for dem stod Karl 11. med bare 2000 infanterister og 6000 ryttere. Men trods den overlegne styrke gik det ikke desto mindre skævt for den danske hær lige fra begyndelsen.

Oberstløjtnant Basse og fortroppens 300 mand blev sendt i kamp mod den talmæssigt nogenlunde jævnbyrdige svenske fortrop. Svenskerne slog med lethed det første angreb tilbage, da de stod højere i terrænet. Og selv om danskerne satte en del af hovedstyrken ind i næste angreb, gik det ikke bedre.

Danskernes øverstkommanderende, Carl von Arensdorff, var ramt i højre arm og blev stærkt blødende båret væk. Han døde senere på dagen.

Tabet af den øverstbefalende på et så tidligt tidspunkt førte til forvirring i de danske geledder, så selv en enhed af helt nyudskrevne finner i svensk tjeneste kunne påføre danskerne store tab.

Svenskekongen kæmper offensivt

Solen var stået op, og mens de to hæres fortrop havde indledt slaget, gik hovedstyrkerne i stilling. De stod nu over for hinanden langs en ca. én km bred front. Den indbyrdes afstand var blot et par hundrede meter.

Karl 11. vidste, at hans hær var undertallig, men han så dette slag som sin måske sidste chance for at bryde danskernes sejrsrække. Derfor besluttede svenskekongen trods sin undertalssituation at kæmpe offensivt.

Beslutningen var et brud med datidens konventioner, men kongen havde én stor fordel: en overlegen kavaleritaktik, der blev helt afgørende, fordi hovedparten af den svenske hær bestod af ryttere.

Det danske rytteri benyttede en traditionel kampteknik kaldet karakollering. Den bestod i, at en række af ryttere red frem og affyrede deres skydevåben mod fjenden. Derpå drejede de ud til siden og red om bag deres egne geledder for at genlade våbnene, mens næste række af ryttere angreb.

Denne teknik betragtede de svenske generaler – med rette – som ineffektiv, og de svenske ryttere havde ordre om under ingen omstændigheder at bryde af. De skulle ride helt frem og først skyde, når de kunne se det hvide i danskernes øjne. Derpå skulle de trække sablerne og gå i kødet på fjenden.

Svenskernes effektive teknik gav resultat, og slaget udviklede sig hurtigt til en kaotisk nærkamp. Danskernes venstre flanke, hvor Christian 5. befandt sig, var aldrig kommet sig helt oven på fortroppens nederlag i begyndelsen af slaget. Nu veg flanken under svenskernes angreb, og da flere officerer faldt, var de danske enheder snart uden ledelse og tog flugten i panik.

Karl 11. så, at den danske konge var blandt de flygtende, og optog forfølgelsen med en større rytterstyrke.

Det lykkedes Christian 5. komme sikkert over Kävlingeåen med en del af sine styrker, men så brast isen pludselig, og mange danskere druknede i åens iskolde vand. Mens Karl 11. overvejede, om han skulle vove at krydse åen et andet sted, trængte svenske tropper ind i den ubeskyttede danske lejr, hvor de begyndte at plyndre og myrde de efterladte, syge soldater.

KORT – Følg slagets gang:

Frygten bliver dulmet med snaps

Tilbage på slagmarken kunne det mærkes, at Karl 11. var redet bort med et par af de øverste generaler. Svenskerne kæmpede ubeslutsomt, fordi de ikke havde nogen overordnet ledelse. Og nu blandede artilleriet sig i slaget.

Den svenske hær havde otte kanoner, mens danskerne rådede over hele 56. Det er uvist, hvor mange af dem der nåede at komme i stilling, men artilleribeskydningen var under alle omstændigheder dramatisk – og kostede svenskerne dyrt.

Militære ledere på begge sider mente, at en hær, der stod ubevægelig trods svær beskydning, vakte respekt hos modparten. Kun kujoner søgte dækning, så soldaterne havde strenge ordrer om at blive stående, mens kanonkuglerne pløjede sig gennem geledderne. For at dulme frygten indtog de fleste soldater store mængder brændevin.

Midt under slaget opstod et bizart intermezzo, da en dansk kaptajn udfordrede en svensker til duel. Mens mændene krydsede klinger i ingenmandsland, stilnede kampene af omkring dem, men da danskeren kort efter faldt død om, rasede slaget videre.

Artilleribeskydningen blev efterfulgt af et massivt dansk infanteriangreb. Det vindstille vejr betød, at den tunge røg fra sortkrudtet blev hængende over slagmarken.

Derfor havde de øverstbefalende vanskeligt ved at bedømme slagets gang, og røgen kan have været årsagen til, at Friedrich von Arensdorff, der stod i spidsen for det danske infanteri, begik en skæbnesvanger fejl.

Klokken var blevet 12, og svenskerne led store tab til de danske fodfolk, der var i massivt overtal. Den svenske øverstbefalende anså slaget for tabt – han gav endda ordre til taktisk tilbagetog og sendte også et par ryttere af sted til Malmö med meddelelse om svenskernes nederlag ved Lund.

I denne situation kunne von Arensdorff have gjort det af med resterne af det svenske infanteri ved simpelthen at fortsætte angrebet. Men i krudttågerne så han intet, og uden at ane, hvor tæt han var på sejr, lod han sine folk blive stående for at omgruppere.

Drømmen om Skåne er knust

Da Friedrich von Arensdorff endelig satte et nyt angreb ind godt en time senere, havde den svenske hær ikke megen kampgejst tilbage. Dens kanoner var på danske hænder, både officerer og menige havde begivet sig til fods ud ad landevejen mod sikkerheden i Malmö, og de øverstkommanderende havde sendt en lille deling ud for at finde Karl 11., der stadig sad på bredden af Kävlingeåen og overvejede, om han skulle gå over åen for at fange den danske konge.

Han besluttede at vende tilbage til Lund, hvor resterne af den svenske hær kæmpede mod den danske overmagt. Venstre flanke brød totalt sammen, og slaget udviklede sig til en nedslagtning.

Den svenske kampgejst var på nulpunktet. Men efter en time vendte krigslykken, da Karl 11. atter viste sig på slagmarken, i spidsen for den del af hæren, som havde sat efter den flygtende danske konge. De i alt ni eskadroner – dvs. ca. 900 ryttere – havde haft tid til at hvile sig og kastede sig nu med friske kræfter ind i kampen. Kongen selv red i spidsen på sin hest, Brillant.

Der opstod uro i de danske rækker. Den svenske hær var nu reduceret til 4000 mand, og den danske måske til 4500, men de friske svenske tropper ændrede styrkeforholdet totalt.

Danskerne var på randen af den totale udmattelse, og nu styrtdykkede kampmoralen. Karl 11. iværksatte en knibtangsmanøvre og havde hurtigt omringet den danske hær.

Begge dens flanker gik i opløsning, da danskerne tog flugten, og på det centrale frontafsnit kom kampen nu til at afhænge af de tre matrosbataljoner, der bestod af hollandske søfolk uden træning i krig på landjorden. Det svenske kavaleri havde let spil.

Som alle andre på slagmarken havde de fået rigeligt med brændevin i løbet af det syv timer lange slag. Spritten drev de svenske ryttere ud i en sand massakre – af de 1300 matroser overlevede kun 60. Nedslagtningen standsede først, da den svenske feltmarskal Helmfelt gav alle danske soldater, som opgav kampen, lov til at slippe bort.

9000 soldater dør under slaget

Da nattemørket sænkede sig, lå tusinder af døde og døende tilbage på slagmarken. Beregninger viser, at 6000-6500 danskere og 2500-3000 svenskere faldt. Det svarer til, at ca. 42 pct. af de deltagende soldater omkom ved det blodigste slag i Nordens historie.

Dertil kommer mange tusinde sårede, som stort set måtte klare sig selv. En samtidig kilde fortæller, at 1979 sårede svenskere nåede frelst til Malmö, mens et lignende antal sårede danskere kæmpede sig vej til Landskrona. De, som ikke kunne gå, blev liggende på slagmarken og døde i den bidende frost.

Håbet om at vinde Skåne tilbage var bristet.

Da Christian 5. efter den tabte krig vendte hjem til Kronborg i Helsingør, lod han vinduerne mod Øresund blænde. Han ønskede ikke at miste sin appetit ved at se det tabte land på den anden side af vandet.