Toyotomi Hideyoshi ved, at han skal dø. Japans stærke mand er sluppet levende gennem blodige slag og skumle mordforsøg, men nu nærmer den uundgåelige ende sig.
Hvad samuraiers sværd og ninjaers knive ikke har formået, vil den tærende sygdom fuldføre. Og tilintetgøre hele hans livsværk, hvis han ikke handler.
“Det er usandsynligt, at jeg overlever denne dag”, siger Hideyoshi til sine nærmeste rådgivere, der er forsamlet omkring dødslejet i september 1598. “Når jeg er væk, så tilbed mig som en gud i fem dage, men hold min død hemmelig så længe som muligt. Og husk alt, hvad jeg har sagt om Hideyoshis arv”.
Hideyoshis møjsommeligt opbyggede magt, der i 12 korte år har holdt det borgerkrigshærgede Japan i ro, skal gå videre til hans søn. Sådan lyder testamentet.
Men når han ser ind i øjnene på de mænd, der står bøjet over ham, daler Hideyoshis håb. De er alle som han selv: magtmennesker med glødende ambitioner. Hideyoshi har købt deres loyalitet med titler og indflydelse.
Allerede nu skæver nogle mistroisk til hinanden. De opretholder roen, indtil Hideyoshi modvilligt slipper livet kort før solnedgang. Så begynder intrigerne, for den stærke leders søn og efterfølger, der nu skal holde det ufredelige rige i ave, er en dreng på blot fem år.
Fyrster skulle holde hinanden i skak
Nogle japanere sørger oprigtigt over Hideyoshis bortgang, men fyrst Tokugawa Ieyasu er ikke én af dem. Han var den afdødes største rival i magtspillet om Japan, indtil han i tide forudså sit
nederlag og underkastede sig. Uden Hideyoshi kan alle fortidens ambitiøse drømme vækkes til live.
Tokugawa er udpeget som én ud af 10 stærke daimyoer, Japans øverste adel, der sammen skal regere, til Hideyoshis søn er vokset op. Tokugawa agter dog ikke at forblive stedfortræder for en familie, der selv er kommet til tops ved at skubbe andre til side. Han sigter højere end selv Hideyoshi og vil genoplive den gamle shogun-titel, der giver ret til at herske over riget i kejserens navn.
Forsigtigt giver Tokugawa sig til at afprøve sine medregenters viljestyrke. Han indgår en stribe ægteskabsalliancer mellem sin familie og andre daimyoer, selv om dette er udtrykkeligt forbudt i Hideyoshis testamente. Enkelte røster kræver straks Tokugawa frataget sin post, men de får ikke støtte fra flertallet, der vil nøjes med en mild irettesættelse.
Tokugawa kan gå videre med sine planer, og samtidig ved han nu, hvem hans vigtigste modstander er. Ingen har protesteret mere højlydt over de forbudte giftemål end Ishida Mitsunari.
Blandt Japans adelige er Ishida kendt som en intrigant rænkemager, men også en uforlignelig te-brygger, hvilket giver stor prestige, og en stærk personlighed. Ishida afventer ikke Tokugawas næste træk. Han tager kontakt til de hemmelighedsfulde ninjaer, som han beder fjerne sin fjende med et velrettet knivstik. Rygter om den morderiske plan slipper dog ud, og Ishida må ydmygt bede om tilgivelse.
Tokugawa har vundet to klare sejre, og han beslutter sig for at øge indsatsen. Uden varsel tager hans tropper kontrol over borgen Osaka i foråret 1599, hvilket vinder ham én af Japans stærkeste fæstninger og kontrol over Hideyoshis søn, der lever bag murene.
Selv de mest godtroende regenter indser endelig, at Tokugawa forsøger at knuse den skrøbelige magtbalance mellem dem. Anført af Ishida anklager de i 13 punkter urostifteren for at forbryde sig mod deres afdøde herres testamente, og de forlanger, at han træder tilbage.
Hvis Tokugawa vil være shogun, må han tage titlen med magt. Hele riget forbereder sig på borgerkrig.
Tokugawa Ieyasu var en respekteret general, men han vandt slaget ved Sekigahara med diplomatisk list.
Sværdene bliver trukket
Da opgøret om Japans fremtid begynder, får det en ildevarslende start for Tokugawa. Han må opgive borgen Osaka, der ligger langt fra hans egne provinser, og den 24. juli 1600 rømmer han den dyrebare gevinst. Tokugawa trækker sig tilbage til sit kerneland i øst.
Imens indkalder Ishida en række af Japans store fyrster til et møde, hvor han vil forsøge at smede en stor alliance mod Tokugawa. Da daimyoerne træder sammen den 17. august, lykkes det ham at forene herskerne over de stærkeste af Japans vestlige provinser. Tilsammen kan de stille en kæmpe hær.
Alliancen er dog fuld af indre konflikter, og fordi hans slægt ikke er fornem nok, må Ishida opgive at få posten som øverstbefalende.
I praksis kommer han til at lede vest-alliancens hær alligevel, men det bliver ikke med samme autoritet, som Tokugawa nyder over sin fløj i opgøret. Ishida er også nødt til at bruge massiv overtalelse for at få nogle daimyoer til at slutte sig til forbundet.
Én af dem, der skal lokkes mest, er Kobayakawa Hideaki, overhoved for én af Japans mægtigste klaner trods sine blot 19 år. Lige fra striden begyndte, har den unge mand været i tvivl om, hvilken fløj han skal støtte.
Kobayakawa-klanens len ligger i vest, hvor det hurtigt vil blive løbet over ende af naboerne, hvis han tager Tokugawas parti. På den anden side hader han Ishida, der fire år forinden bagtalte ham, så han mistede en prestigefuld post. Ydmygelser af den slags glemmer man ikke i det ærekære Japan.
Egentlig havde den unge Kobayakawa besluttet sig for at støtte Tokugawa. Men andre overtalte ham til at deltage i Ishidas rådslagning, og her får løftet om rige provinser ham til at slutte sig til vest-alliancen. Tvivlen slipper dog ikke den 19-årige fyrste, og den skal få afgørende betydning for Japans fremtid.
Hærførerne udrenser i baglandet
Mens mægtige mænd skændes og købslår i vest, og Tokugawa trækker sig tilbage mod øst, samles to store hære. Daimyoerne, deres samuraier og tusinder af menige fodfolk forener sig, parat til den store styrkeprøve.
Ingen af de to parter er dog parat til at opsøge modstanderen endnu. Først vil begge hærførere eliminere alle trusler i deres bagland, og flere belejringer går i gang. Én af dem finder sted omkring 100 km syd for Osaka, hvor 500 mand forsvarer borgen Tanabe mod 15.000 soldater fra vest-alliancen.
Kommandanten for den lille fæstning er berømt for sin visdom, og bag murene har han en stor samling af skriftruller med digte og fortællinger. Dem beder han om tilladelse til at bringe i sikkerhed hos Japans kejser.
Belejrerne accepterer uden tøven, for samfundets elite nærer enorm respekt for kulturskatte, men sagen tager en uventet drejning. Kejseren, der traditionelt holder sig i baggrunden og aldrig blander sig i sine undersåtters væbnede opgør, befaler overraskende kampen indstillet.
Han vil ikke acceptere, at den lærde kommandant omkommer og mandens store viden går tabt, så Japans formelle hersker befaler fæstningen overgivet og dens garnison skånet.
Besætningerne i andre borge nyder ikke godt af samme kejserlige beskyttelse. De holder ud, så længe de kan, og når murene er gennembrudte, bliver de massakreret til sidste mand. Nåde over for de besejrede er ikke en del af den japanske krigerkultur.
Mens belejringerne fortsætter, bryder Tokugawa op fra sin store lejr ved Edo den 7. oktober, og i spidsen for 30.000 mand marcherer han vestpå for at kæmpe mod Ishidas vest-alliance.
Adelige bar to sværd: Det lange “katana” og det kortere “wakizashi”.
Østhæren går i fælden
Tokugawa rykker hurtigt fremad for at fremtvinge et slag, inden fjenden kan nå at samle alle de mange tropper, der er optaget af en stribe belejringer. Hans egen hær vokser hele tiden i takt med, at nye enheder slutter sig til kolonnen.
Under marchen bliver Tokugawa også opsøgt af et sendebud, der kommer fra en uventet kant. Manden er sendt af Kobayakawa Hideaki, og hans budskab går ud på, at den 19-årige daimyo vil skifte side og slutte sig til østhæren, når det ventede slag finder sted.
Nyheden kan betyde to ting: Enten har oddsene netop forandret sig markant til Tokugawas fordel, eller også forsøger hans fjender at lokke ham i en fælde.
Hvilken af de to forklaringer der er den rigtige, kan feltherren ikke vide, og tiden tillader ham ikke at skaffe sig vished. Tokugawas hær nærmer sig Ishidas len i det centrale Japan, hvor den mægtige vest-alliance hastigt gør klar til kamp.
Spejdere afslører, at fjenden er ved at stille op til slag i bjergdalen rundt om en lille by ved navn Sekigahara.
Tokugawa giver ordre til at følge efter, og begge hære er på march hele natten til den 21. oktober 1600, mens efterårsregnen siler ned. Ved ankomsten er hele dalen indhyllet i en tæt tåge. De drivvåde soldater kan intet se, mens de prøver at komme på plads i slagopstillingen og få lidt hvile på den mudrede jord.
Endelig, kl. 8 om morgenen, får solens stråler tågen til at lette, og hærene kan se hinanden. Over 80.000 mand står klar på hver side – Tokugawas tropper nede i dalen, og Ishidas højere oppe på de omgivende bjergskråninger, nogle steder bag palisader.
Tokugawa kan se, at hans hær står i en truende dødsfælde. Hvis han slår til mod én af de fjendtlige stillinger, vil tropperne på de andre højdedrag kunne storme ned og angribe ham i flanken og ryggen.
Men det eneste alternativ er et tilbagetog, der vil koste ham anseelse og vinde Ishida tid til at samle en endnu større hær. Tokugawa må kæmpe og håbe på, at den unge Kobayakawas løfte om at skifte side var alvorligt ment.
Djævlene vil ikke se på
Østhærens leder befaler sine tropper at rykke frem mod de fjender, der står direkte under Ishidas kommando. Knap er ordren givet, før en pludselig bevægelse fanger alles blikke. Det er samuraien Ii Naomasa, der angriber.
Hans frygtede ryttere, der er let genkendelige i deres rødlakerede rustninger, skulle ellers holde sig i baggrunden og beskytte Tokugawas unge søn.
Men Ii agter ikke at tilbringe dagen som barnepige. Selv om hans “røde djævle” kun tæller 30 mand, galopperer de forbi østhærens forreste enheder og frem mod fjenden.
“Ingen må rykke frem foran os”, brøler en officer blandt de tropper, som de røde ryttere passerer. En fornem daimyo er allerede lovet den ære at lede dagens første angreb, men Ii fortsætter sin vilde galop, og resten af tropperne må blot følge efter. Anført af de 30 samuraier kaster 20.000 mand sig mod forsvarerne.
Tokugawas musketskytter affyrer salve efter salve, der skaber gabende huller i Ishidas rækker og får hele linjen til at vakle. Men så bringer forsvarerne fem kanoner frem, og selv om deres tordnende drøn skaber mere støj end ødelæggelse, får larmen Tokugawas tropper til at tøve, og angrebet går i stå.
Under slaget ved Sekigahara brugte begge hære dødbringende krigsmateriel, der stammede fra våbensmedjer i Europa. “De sorte skibe” var japanernes betegnelse for de portugisiske fartøjer, der ankom for at handle.
Nerverne sættes på prøve
I time efter time fortsætter det blodige opgør om Ishidas stillinger. En deltager beskrev bagefter kampen:
“Ven og fjende masede sig frem mod hinanden. Musketilden og råbene ekkoede fra himlen og fik jorden til at ryste. Sort røg steg op og gjorde dag til nat”.
Tvivlen begynder at nage Tokugawa. Han har kastet en stor del af sin hær mod blot 35.000 fjender, men det er endnu ikke lykkedes at bryde gennem forsvarslinjen.
Mere end halvdelen af vest-alliancens hær har slet ikke været i kamp endnu og står truende på bjergskråningerne over Sekigahara. Hvis de angriber, har Tokugawa kun en lille reserve tilbage til at stoppe dem med.
Feltherrens nerver slår klik, da en budbringer stiger til hest lige foran ham efter at have afleveret en besked. Harmdirrende over dette brud på etiketten trækker Tokugawa sit sværd og hugger ud efter manden, der såret må flygte.
På den modsatte side af fronten mærket Ishida også en voksende uro. Flere af hans allierede har intet gjort for at bidrage til kampen, og resten kan snart ikke modstå presset længere.
Kl. 11 giver Ishida ordre til at tænde et stort bål. Det er signalet til, at den unge Kobayakawa Hideaki skal storme ned fra Matsuo-bjergets skråning og kaste sig i flanken på Tokugawas tropper.
Men selv om en tydelig røgsøjle kort efter stiger til himmels, bliver Kobayakawas 20.000 mand i deres stilling. Med voksende uro sender Ishida budbringer efter budbringer afsted, men de vender alle tilbage uden at have fået en forklaring på, hvorfor de mange ventende tropper ikke angriber.
Ligesom Ishida har Tokugawa også sin opmærksomhed stift rettet mod Matsuo-bjerget. Slaget har været i gang i fire timer, og Kobayakawa har hidtil hverken hjulpet sine allierede eller sluttet sig til østhæren som lovet.
Teenage-fyrste kårer vinderen
Oppe ved Kobayakawa-klanens stilling skæver samuraierne anspændt til deres unge leder, som hidtil ikke har givet dem én eneste ordre. Pludselig slår en musketsalve ned i jorden nærved, og den 19-årige daimyo vågner til live.
“Vores mål er Ishida Mitsunari”, udbryder han og stiger til hest. Øjeblikket efter stormer 20.000 soldater ned ad skråningen, lige ind i flanken på de mænd, der forgæves har bønfaldet ham om hjælp. Ishida har ingen tropper til at stoppe den nye trussel med.
Hans forsvarslinje rulles op fra siden, og i løbet af kort tid forvandles de hårdt prøvede enheder til en hob på panisk flugt.
Nogle af vest-alliancens daimyoer forsøger at gennemføre et velordnet tilbagetog med deres mænd. Andre kæmper stædigt videre, fast besluttede på at sælge deres liv så dyrt som muligt. Et af dagens sidste musketskud rammer den røde samurai Ii Naomasa i skulderen, og såret koster ham måneder senere livet.
Ishida Mitsunari slipper bort fra slagmarken med en flok vagter, men hans sag er uopretteligt tabt. I løbet af få dage bliver han taget til fange, og han mister hovedet i Kyoto den 6. november 1600.
Intet står længere i vejen for Tokugawa Ieyasu. Han kan belønne sine venner og straffe sine fjender, som det passer ham, og i marts 1603 kan han lade sig kåre som shogun af kejseren.
Den afdøde Hideyoshis søn er ikke længere kandidat til at regere Japan. Han begår selvmord efter et fejlslagent oprør i 1615, og herefter ligger magten i hænderne på det nye shogun-dynasti i de næste 250 år.
Borgerkrigene er endelig slut, og slægten Tokugawa opretholder freden, indtil kejseren afsætter den sidste shogun i 1867. I stedet fårJapan en regering efter europæisk forbillede, som skal gøre det gamle rige til en moderne industrination.