Soldaten, der ikke kunne dø

Den belgiskfødte soldat var så forelsket i krig, at han gjorde hvad som helst for at forblive i kamp, uanset hvor hårdt og ofte han blev såret.

Den belgiskfødte soldat var så forelsket i krig, at han gjorde hvad som helst for at forblive i kamp, uanset hvor hårdt og ofte han blev såret.

Wikimedia Commons/National Portrait Gallery

Britisk histories mest sejlivede soldat må være Adrian Carton de Wiart, der deltog i tre store krige og blev såret i stort set alle dele af kroppen.

Den 19-årige Wiart indledte sin soldaterkarriere i boerkrigen, hvor han i 1899 blev skudt i maven og skridtet og måtte tilbringe resten af krigen på et hospital. Det stoppede ham dog langtfra.

Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, befandt den unge soldat sig i et kamelkorps i Britisk Somaliland, hvor oprørere skød ham én gang i armen og to gange i hovedet. Det kostede venstre øje og en del af venstre øre.

Wiart var dog ret begejstret, for det betød, at han blev sendt tilbage til Europa, hvor de “rigtige” kampe foregik.

Efter et kort ophold på sygehuset blev han sendt til kampene ved Ypres i Belgien.

En granat kvæstede hans venstre hånd, og Wiart bed resolut to af de ødelagte fingre af, og snart efter måtte hele hånden amputeres.

I slaget ved Passchendaele i 1917 blev han skudt i hoften, mens venstre øre igen blev ramt i et slag ved Arras samme år.

Krigens sidste sår fik han i slaget ved Cambrai i 1918 – endnu et skud i hoften.

Under 2. verdenskrig blev Wiart gjort til leder af den britiske Jugoslavien-mission men blev skudt ned i sit fly og endte i et italiensk fængsel, hvorfra han blev løsladt i 1943.

Efter krigen skrev han i sine memoirer: “Helt ærligt, jeg nød faktisk krigen”.

Wiart døde i 1963, 83 år gammel.