Tokugawa-shogunatet sad trygt på magten i Japan. I år 1600 havde Tokugawa-klanen kuppet herredømmet over Japan efter en lang borgerkrig. Med lukkede grænser for alle andre end Kina og Holland havde shogunatet holdt omverdenens ‘barbarer’ ude af Japan i generationer.
Ved indgangen til 1800-tallet var verden dog blevet en helt anden. Verdenshavene var fyldt med skibe, og handlen var blevet et globalt foretagende. Vestens stormagter søgte hele tiden nye markeder og muligheder, og nu vendte de øjnene mod Japan.
Russerne, briterne og franskmændene havde alle forsøgt at åbne Japan gennem diplomati, men det blev i sidste ende amerikanerne, som åbnede Japan for den nye verden. Vesten bankede på døren, og shogunatet var håbløst uforberedt på at håndtere de nye udfordringer.
Krig og kanonbåde åbnede Japan
Shogunatet forsøgte stædigt at holde Japans grænser lukkede. Alle samuraier blev beordret til at fordrive fremmede skibe fra Japan. Shogunen var overbevist om, at hvis det kom til stykket, ville samuraierne slå de vestlige ‘barbarer’ i kamp med skarpe katanaer og den traditionelle japanske kampånd. Den overbevisning ændrede sig brat, da der kom nyheder fra Kina.
Kina havde gennem hele den japanske historie været Japans store forbillede. Den store nabo på fastlandet blev set som en uovervindelig kæmpe. Det sendte derfor en chokbølge gennem Japan, da Kina blev besejret af Storbritannien i Den Første Opiumskrig i 1842. Hvis Vesten kunne slå Kina, ville Japan ikke have en chance mod dem.
I et helt årti hang den vestlige trussel som en skygge over Japan. 1853 blev året, hvor Vestens fremmarch for alvor kom til Japan. Fire amerikanske krigsskibe under kontreadmiral Mathew C. Perry ankom under pomp og pragt med kanonsalutter og en næsten ceremoniel landgang.
Mathew C. Perry overdrog et brev fra den amerikanske præsident, som var adresseret til den japanske kejser. Budskabet var simpelt: Hvis Japan ikke åbnede sine havne for handel, ville amerikanerne gøre det for dem.
Det amerikanske kanonbådsdiplomati var det sidste, der skulle til, og året efter blev kravene accepteret af shogunatet. Japan blev åbnet for verden.
Mange japanere mente, at de vestlige magter invaderede Japan med deres handel, som her i Yokohama havn uden for Tokyo. I havnen er der både et amerikansk, fransk, russisk, hollandsk og britisk skib. I farvelægningen er der dog byttet om på blå og rød i det britiske flag i baggrunden.
Krisen ulmede i Japan
Åbningen af Japan var ikke populært i landet. Fra den ene dag til den anden begyndte vesterlændinge af strømme til Japan.
Den pludselige omvæltning medførte uroligheder flere steder i Japan. Ifølge mange samuraier var de vestlige ‘barbarer’ i gang med at ødelægge Japan. Shogunen havde fejlet i sin primære opgave: At beskytte Japan mod barbarerne.
Urolighederne bredte sig i Japan. Samuraier rundt om i landet myrdede udenlandske handelsfolk og shogunatets embedsmænd i protest mod den politiske udvikling. Shogunatet havde svært ved at kontrollere situationen, og deres autoritet vaklede under det store modsatrettede pres fra samuraierne og Vesten.
Den japanske kejser, som ellers havde fungeret som kransekagefigur i 700 år, begyndte pludselig at blande sig i Japans politik. Stik mod shogunatets politik udsendte han i 1863 en ordre om, at alle vestlige ‘barbarer’ skulle smides ud af landet.
Shogunen ignorerede fuldstændig kejserens ordre. Der var imidlertid mange samuraier, som tog affære. Mordene på vestlige handelsfolk og shogunens embedsmænd tog til i styrke, og flere steder skød samuraier endda med kanoner efter de vestlige skibe.
Hele shogunatets legitimitet byggede på, at kejseren formelt havde tildelt shogunen magten. Med ét havde shogunen vist, at han ikke anerkendte kejserens autoritet, hvilket gødede jorden for de oprørske samuraier. Denne manglende handling forseglede shogunatets skæbne.
Under sloganet s_onnō jōi_ (ær kejseren, udsmid barbarerne!) opstod der en bevægelse i Japan, hvis primære formål var at smide de vestlige 'barbarer' ud af landet.
Kejserens samuraier væltede shogunen
De store samurai-klaner i Japan havde siden åbningen af landet i 1853 oprustet og moderniseret deres samurai-hære. Nu var tiden inde til at handling. Shogunatet skulle væltes og kejseren skulle genoptage styringen af landet.
Shogunatet var under stort pres. I et desperat forsøg på at tilgodese kritikerne, foreslog shogunen at omstrukturere Japans politiske system efter britisk forbillede. Det var dog ikke nok. De oprørske samuraier stolede ikke på shogunen og tog aktion selv.
Med hele deres styrke marcherede de mod kejserhovedsædet i Kyoto for officielt at genindføre kejseren som statens reelle overhoved. Den 4. januar 1868 bekendtgjorde den japanske kejser Meiji omgivet af kejserloyale samuraier, at kejserstyret var genetableret i Japan, og shogunatet var opløst. Kejseren fratog således shogunen al autoritet.
Boshinkrigen var shogunens sidste krampetrækninger
Startskuddet lød til en ny japansk borgerkrig, der er kendt som Boshinkrigen, og fronterne var trukket op. Shogunatet, som nu bare var Tokugawa-klanen, og Japans fremtid var på spil i en sværm af krudt, kugler og katanaer.
Selvom Tokugawa-klanens hær var langt større end deres modstander, løb de ind i det ene nederlag efter det andet. Under samuraien Saigō Takamori kæmpede den kejserlige hær sig gennem Japan og erobrede i sommeren 1868 Edo, som var Tokugawa-klanens hovedsæde.
Året efter blev den sidste modstand mod den kejserlige hær besejret i det nordlige Japan. Det japanske kejserdømme var sikret. Nu skulle reformerne i gang.
Under Boshinkrigen blev der kæmpet med en blanding af gammel japansk krigskunst og moderne vestlige våben. Her ses den sidste shogun Tokugawa Yoshinobu i kampen om Osaka, hvor moderne kanoner og katana-bærende samuraier står side om side på slagmarken.
Den sidste samurai
Kejser Meiji fik hurtigt sat fart på reformerne i Japan. Den løse klanbaserede domænestyring af Japan blev opløst og erstattet af mere centralstyring. Mange samuraier mistede derved deres indtægtskilde, da de var dybt afhængige af samurai-klanernes overhoveder.
I 1873 blev alle samurai-klassens privilegier taget fra dem. De havde ikke længere lov til at bære våben, hvis ikke de var i hæren. Samtidig blev hæren lagt om, så den ikke længere var baseret på samuraier, men skulle nu bestå af værnepligtige. De fleste samuraier tilpassede sig den nye orden ved at melde sig ind i hæren eller blive en del af det civile embedsværk.
Der var dog stadig mange, som ikke ville acceptere det nye Japan. Samuraier fra den gamle Satsuma-klan, som ellers havde kæmpet på kejserens side, mente de var blevet snydt og bedraget af de nye magthavere. De vestlige ‘barbarer’ var ikke blevet smidt ud, og Japan havde fortsat og sågar sat farten op i moderniseringen.
Under den tidligere kejserloyale samurai Saigō Takamori samlede der sig en hær på 25.000 samuraier væbnet til kamp i 1877. Takamori valgte, at de skulle marchere mod den nye hovedstad Tokyo for at afklare utilfredshederne med regeringen og kejseren.
Slaget ved Shiroyama blev samuraiernes sidste slag. Øverst til højre står Saigō Takamori i sin vestligt udseende officeruniform.
På grund af den store hær af samuraier mobiliserede den japanske regering den kejserlige hær for at stoppe dem på vejen. I en række slag blev Saigō Takamoris hær slået tilbage og endte med en sidste desperat stand, hvor 500 samuraier stod over for 30.000 soldater fra den kejserlige hær.
Efter et sidste angreb på fjendens linjer, blev Saigō Takamori dødeligt såret. For at redde hans ære hjalp de sidste overlevende af hans følge Takamori væk fra slagmarken og ind i en hule. Med sine sidste kræfter begik Takamori det rituelle selvmord seppuku, hvortil en af hans hjælpere leverede nådestødet og huggede hovedet af ham.
De sidste samuraier var blevet besejret, og samuraiernes tusind års historie var definitivt slut. Hvad der startede som et oprør mod moderniseringens fremmarch og for genetableringen af kejserdømmet endte med opløsningen af samurai-klassen og besejringen af de sidste, der holdt fast i det gamle krigersamfund.