Fremmedlegionen er kendt for kun at indlemme de hårdeste hunde blandt verdens krigere.

10 ypperlige elitekorps

Fra fremmedlegionærer til janitsharer og Special Forces. Toptrænede elitestyrker udrustet med det ypperste militære isenkram har haft deres gang på alverdens slagmarker op igennem historien. Vi sætter fokus på 10 sagnomspundne elitekorps.

19. februar 2018 af Hans Henrik Fafner

1. Prætorianergarden: Roms kejsermagere

Den romerske kejser Augustus oprettede i år 27 f.Kr. den såkaldte Prætorianergarde som kejserens personlige livvagt. Den kom hurtigt til at stå som en af Romerrigets absolutte elitestyrker, og den tiltog sig store magtbeføjelser.

Garden havde en finger med i spillet, da kejser Caligula blev myrdet i år 41, og det var den, som sørgede for, at Claudius blev hans efterfølger. 

Efter drabet på kejser Pertinax i 193 tilbød garden kejsertitlen til den højestbydende, som blev Julianus. Han betalte hver soldat i garden den enorme sum af 25.000 sestertier, men fik ikke meget for pengene: Han blev afsat og henrettet 9 uger senere.

2. Janitsharerne: Mestre med skydevåben

Janitsharkorpset opstod i det 13. århundrede og var i lang tid den osmanniske sultans absolutte elitesoldater. 

Korpset bestod af kristne slaver der var blevet bortført som drenge og trænet til et liv i krig. Slavesoldaterne var især frygtet for deres evner med buer, skydevåben og artilleri, og særligt i 1500-tallet dominerede de Europa og Mellemøstens slagmarker.

Med tiden tilranede janitsharerne sig stor magt. De kunne afsætte sultanen og levede godt. I 1826 var der 130.000 af dem, og selvom de fik tårnhøje lønninger, duede de ikke længere til meget som soldater. 

Sultan Mahmoud 2. nedlagde korpset ved et blodigt kup, hvor han lokkede janitsharerne til at gøre oprør og dræbte 4000 af dem. Resten blev henrettet eller landsforvist.

3. Fremmedlegionen: Soldater med hud og hår

Fremmedlegionen er kendt for rå disciplin og ukueligt sammenhold. Men i 1948 dannedes "2e Régiment Étranger de Parachutistes", som skulle overgå alt andet. 

Den havde base i Algeriet, men var allerede fra 1949 blandt de første, som blev sendt i kamp, bl.a. i Vietnam, Algeriet, Chad, Zaire og Afghanistan.

Lige fra starten har træningen i "2e REP" gået for at være den hårdeste i verden, og i regimentet siges det, at man har en fordel frem for andre elitekorps ved, at soldaterne her ikke har nogen form for civil tilværelse ved siden af.

Long Range Desert Group var briternes letbevæbnede spejderenhed under ørkenkrigen i Afrika mellem 1940-43. Den tyske general Rommel frygtede dem som intet andet.

4. Schweizergarden: Europas hårdeste halse

De ligner mest af alt en turistattraktion, når de står i deres farvestrålende uniformer foran Peterskirken i Rom. Men faktisk hentede pave Julius 2. Schweizergarden til Rom i 1502, fordi de var blandt Europas bedste soldater.

Af samme grund var der også en Schweizergarde, som skulle beskytte den franske kongefamilies slotte i 1700-tallet. 

Den mest berømte episode i de franske schweizergardisters historie var forsvaret af Tuilerierne, residensslottet i Paris, den 10. august 1792. Ud af 900 gardister omkom de 600 i kampene, og de overlevende døde enten af deres sår eller under massakrerne i september samme år.

I 1927 blev det forbudt for schweiziske statsborgere at gøre tjeneste i udenlandske hære – med Vatikanet som eneste undtagelse.

5. Gurkhabrigaden: Krigere uden dødsangst

"Hvis en mand siger, han ikke er bange for at dø, enten lyver han, eller også er han gurkha," skal den indiske feltmarskal Sam Manekshaw engang have sagt.

Gurkhaerne er et folk, der lever i det bjergrige land på grænsen mellem Nepal og Indien. Under krigen mod gurkhaerne i 1814-16 blev briterne så imponerede over deres tapperhed, at de besluttede at skabe en særlig gurkhabrigade til at løse særligt vanskelige opgaver.

Geneve-konventionen forbyder brug af lejesoldater, men i lighed med Fremmedlegionen er gurkhaerne undtaget. Derfor er der fortsat en britisk gurkhabrigade, som blandt andet var med under Falklandskrigen i 1982 – ganske vist uden at løsne et eneste skud.

6. Long Range Desert Group: Skadelige ørkenrotter

Da den tyske pansergeneral, Erwin Rommel, i 1941 tromlede frem med sit Afrikakorps, havde briterne i det mindste et godt kort på hånden. Det hed Long Range Desert Group.

Enheden var blevet til i 1940 som en ganske lille spejderafdeling, der skulle rekognoscere bag de italienske linjer i Nordafrika. 

Dengang havde man formodet, at de bedst egnede soldater til den libyske ørken ville være newzealandske landmænd og briter fra Rhodesia. De udgjorde derfor grundstammen i de tre små patruljeenheder.

Med den tyske krigsmaskines ankomst blev LRDG kraftigt udvidet, og Rommel måtte indrømme, at LRDG "forårsagede mere skade end nogen anden tilsvarende britisk gruppe" med deres spejdervirksomhed i ørkenen.

7. Special Forces: De Grønne Baretter

Da de amerikanske Special Forces blev grundlagt i 1952, var hovedbeklædningen lidt uortodoks. Soldaterne bar det, de havde brugt i de enheder, de kom fra, og særligt den grønne baret var populær. Baretten stammede fra de engelske kommandostyrker under 2. verdenskrig og havde bredt sig til de amerikanske specialtropper udstationeret i Tyskland efter krigen.

Den grønne hovedbeklædning faldt dog ikke i god jord i Special Forces' hovedkvarter i Fort Bragg, North Carolina. Her blev der ligefrem nedlagt forbud mod de grønne huer i 1957. 

Først fire år senere kom gennembruddet for de grønne baretter i det amerikanske militærs specialkorps: John F. Kennedy insisterede på, at alle soldater skulle bære grønne baretter under sit besøg i Fort Bragg den 12. oktober 1961.

Siden da har De Grønne Baretter været synonymt med Special Forces, der er eksperter i guerillakrigsførsel og oprørsbekæmpelse.

Aztekernes jaguarkrigere bar en dragt af jaguarskind og svingede sværdkøller besat med vulkansk glas. De spanske erobrere i 1500-tallet fortalte, at krigerne kunne slå hovedet af en hest med deres knivskarpe våben.

8. Johanitterordenen: Sejlivede krigermunke

Egentlig var de munke, der rejste til Jerusalem for at tage sig af syge og sårede korsfarere i 1000-tallet. Men johanitterne påtog også at beskytte pilgrimmene, og det gjorde den til en del af tidens militære elite. Ordenen opførte en række borge, heriblandt mægtige Krak de Chevaliers, i vore dages Syrien.

Da Tempelridderordenen blev opløst i 1314, overtog johanitterne mange af dens besiddelser, og ordenens riddere fik deres virkelige stjernestund på Malta, som de beskyttede mod osmannernes angreb i 1500-tallet. 

Malteserridderne, som de nu blev kaldt, var eminente fæstningsbyggere og marinesoldater, og først i 1798 måtte de give afkald på Malta, da Napoelon stod for døren. I dag er Malteserordenen en rent humanitær organisation, der bl.a. varetager ambulancetjeneste i flere lande.

9. Jaguarkrigerne: Aztekernes ypperste

En sikker vej op ad den sociale rangstige i Aztekerriget var at blive jaguarkriger. De var hærens elite, dem der førte an i krig og de eneste, der blev betragtet som fuldtids-krigere. Men det var ikke nemt at nå dertil.

En 15-årig dreng med ambitioner i den retning, kom på en særlig skole, hvor han skulle vise stor fysisk styrke og evne til at klare intens smerte. Og når han først var blevet almindelig soldat, skulle han tage 11 modstandere til fange, for at blive optaget i jaguarkrigernes orden. Aztekerne så det nemlig som klodset, bare at slå fjender ihjel.

10. Djævlebrigaden: Specialister i kulde

I 1942 gik de allierede i gang med et opbygge en specialenhed, der skulle kunne operere i hårdt vintervejr. Et af hovedmålene skulle være tungtvandsanlæggene ved Rjukan i det tysk-besatte Norge. 

USA påtog sig opgaven i samarbejde med naboen Canada, der havde mange egnede kandidater: skovhuggere, jægere og folk med erfaringer fra vildmarken.

Djævlebrigaden bestod af 1600 mand, og den benhårde træning blev gennemført på rekordtid. Men i mellemtiden havde man opgivet de norske planer, så i stedet kom vinterspecialisterne i aktion under lunere himmelstrøg i bl.a. Italien og Frankrig.

Måske er du interesseret i...

Læs også