Alexander den Store døde af nervesygdom

Læge mener at have afklaret Alexander den Stores mystiske død med en ny teori. Hærføreren blev gradvist lammet indtil han tilsidst lå skindød i seks dage.

Alexander den Store blev sygelagt efter han fik voldsomt ondt i maven under et stort drukgilde. Hans tilstand blev gradvist værre, og han døde efter ca. 14 dage.

I 323 f.Kr. gik den makedonske konge og hærfører Alexander den Store bort i en alder af kun 32 år – og lige siden har hans død været omgærdet af mystik.

Nu mener den new zealandske læge dr. Katherine Hall at have løst gåden: Alexander døde hverken af tyfus, alkohol eller gift, men af nervesygdommen Guillain-Barré Syndrom (GBS).

Syndromet får immunforsvaret til at angribe nerveceller, hvilket fører til gradvis lammelse, som i sjældne tilfælde rammer hele kroppen.

Proklameret død før tid

Dr. Hall præsenterer sin teori i den nye udgave af “The Ancient History Bulletin, og hun peger på, at den passer med alt, hvad historikerne ved fra antikke kilder. Samtidig forklarer den, hvorfor Alexanders lig efter sigende ikke rådnede de første seks dage:

“De gamle grækere mente, at dette beviste, at Alexander var en gud. Min artikel er den første til at give et svar funderet i videnskab”, skriver dr. Hall.

Total lammelse som følge af GBS rammer også vejrtrækningen, og det kan have snydt de antikke læger, der brugte ånde og ikke puls til at finde livstegn.

GBS kan have gjort Alexanders vejtrækning så svag, at lægerne erklærede ham for død seks dage inden, døden egentlig indtraf.

Var stadig frisk i hovedet

Teorien stemmer også overens med, at Alexander, ifølge kilderne, ikke var svækket mentalt på sit dødsleje. Ifølge Hall har dette element været underbelyst, da det ikke passede med de tidligere teorier.

GBS kan forårsages af bakterien Helicobacter Pylori, som fandtes i antikken.

Alexander den Stores død fascinerede allerede i antikken og blev bl.a. skildret på denne buste fra 200-tallet f.Kr.

© Urek Meniashvili