Alexander den Store var født til succes

Filip, der i forvejen havde adskillige koner, giftede sig med Olympias som led i sin alliancepolitik. Han lagde dog aldrig skjul på, at han anså sin smukke hustru og hele hendes folk for at være en flok simple barbarer.

Hans holdning blev kun forstærket af, at Olympias i sit hjemland havde dyrket de orfiske og dionysiske mysteriekulter, hvor hun under natlige orgier styrtede rundt i skovene med slanger i hænderne.

Olympias på sin side foragtede Filip, der helt åbenlyst tog den ene elskerinde efter den anden. Kongen og dronningen hadede hinanden intenst – og det kom til at præge Alexander hele livet.

Olympias indprentede gang på gang sin søn, at han gennem hendes blod nedstammede fra sagnhelten Akilleus – den største af de græske krigere, der ifølge Homers Iliade kæmpede ved Troja.

Alexander var så påvirket af historien, at han ifølge samtidige kilder altid sov med et eksemplar af Iliaden under sin hovedpude.

Hans yndlingsafsnit i værket var en sætning, som angiveligt blev udtalt af Akilleus under belejringen af Troja: “Altid kæmpe for at være bedst og mest fremragende blandt alle”.

Som barn så Alexander ikke meget til sin far, der med et imponerende feltherretalent udvidede sit lille rige til at omfatte det nordlige Grækenland, nutidens Bulgarien og store dele af Serbien.

Filips erobringer bragte ham i besiddelse af områdets største guldminer.

Rigdommene herfra brugte han til at skabe en professionel, stående hær, som blev udviklet til en formidabel krigsmaskine.

Kernen i hæren var infanterifalanksen – en dyb kolonne af fodsoldater, som bevæbnet med spyd på op til 4,5 m udgjorde en næsten uigennemtrængelig barriere.

Til hver side var infanteristyrken flankeret af rytteri, der var hærens offensive kraft. Alexander skulle senere vise sig at være en ren virtuos i brugen af denne topdisciplinerede hær, som Filip skabte.

Mens Filip havde travlt med sine erobringer, sørgede Olympias for at fylde sin lille søn med historier om alle Filips dårlige sider.

For Alexander blev Filip ikke en far, men en rival, der for enhver pris skulle overgås.

Først da Olympias for længst havde undergravet forholdet mellem far og søn, gik det op for Filip, hvor farlig dronningens indflydelse var.

Han sendte Alexander væk fra Pella for at blive skolet i en lille landsby i det vestlige Makedonien.

Filip ønskede Alexander den bedste uddannelse, som kunne købes for penge, og hyrede en af tidens største filosoffer og videnskabsmænd, Aristoteles, som privatlærer.

Alexander den Store var et militært talent

Det stod hurtigt klart, at Alexander var meget fremmelig og kvik med en forbløffende forståelse af mennesker og situationer.

Alexander blev selvsagt oplært i krigskunst, og også på dette felt viste han usædvanlige evner.

Kombinationen af Aristoteles’ filosofiske skoling og den militære uddannelse skabte en af historiens farligste mænd: en idealist, bevæbnet med en skånselsløshed, som trådte i kraft, når hans idealer var truet.

Alexander behandlede normalt både venner og fjender med respekt, men kunne udvise stor brutalitet, når han følte sig svigtet.
I 340 f.Kr. udnævnte Filip Alexander til midlertidig regent, mens han selv var væk i en periode.

Den kun 16-årige Alexander benyttede lejligheden til at foretage et lynangreb mod en oprørsk stamme i nabostaten Thrakien og vandt en formidabel sejr. Filip så med glæde og stolthed på sin søns militære evner.

Da de to græske bystater Athen og Theben et par år senere forenede deres hære for at stoppe det støt voksende Makedonien, valgte Filip at sætte Alexander i spidsen for kavaleriet.

Hærene tørnede sammen ved byen Chaironeia. Alexander anførte hovedangrebet, der stort set udslettede de græske styrker og endegyldigt lagde Grækenland ind under makedonernes herredømme.

Nu var Filip klar til at realisere sin store ambition – et angreb på Perserriget.

Alexander den Store fik muligvis myrdet sin far

De fælles krigstogter havde bragt Alexander og Filip tættere på hinanden end nogen sinde før.

Men skæbnen ville, at Filip – midt under forberedelserne til felttoget mod øst – forelskede sig i en ung makedonsk kvinde.

Han lod sig skille fra Olympias, der i raseri rejste hjem til Epiros, hvorpå Filip blev gift igen.

Ifølge den græske historiker Plutarch holdt brudens onkel under bryllups- festen en tale, hvori han udtrykte håbet om, at brudeparret hurtigt måtte få en legitim tronarving.

Det var en dødelig fornærmelse af Alexander, der hidtil var blevet betragtet som tronfølger.

I raseri kastede Alexander sit vinbæger efter taleren og råbte: “Vover du at kalde mig en horeunge?!”

Filip, der havde fået rigeligt at drikke, blev rasende over sønnens reaktion. Han trak sit sværd og prøvede at hugge ud efter Alexander. Under forsøget snublede han og faldt, så lang han var.

“Se”, sagde Alexander koldt. “Han gør sig klar til at gå fra Europa til Asien, men kan end ikke gå fra den ene stol til den anden”.

Derpå forlod han selskabet og rejste til sin mor i Epiros.

Det lykkedes at få en slags forsoning i stand mellem far og søn, og Alexander vendte tilbage til Makedonien. Men trods de gode miner var forholdet koldere end nogen sinde før.

Mens Alexander var borte, havde Filip, der frygtede Olympias’ rænkespil i Epiros, arrangeret en datters bryllup med Olympias’ bror, kongen af Epiros. Det blev Filips sidste gerning.

Da kongen trådte ind i det teater, hvor bryllupsfestlighederne skulle finde sted, fór en af hans livvagter pludselig frem og gennemborede ham med sit sværd.

Morderen blev straks efter hugget ned af andre livvagter.

Mordet på Filip er en gåde den dag i dag. Nogle historikere mener, at Olympias, der umiddelbart efter mordet lod Filips nye kone og hendes lille søn dræbe, stod bag.

Andre peger på, at Alexander havde mest at vinde. Sikkert er det, at han i 336 f.Kr. – kun 20 år gammel – blev udråbt til makedonsk konge.

Nu var det op til ham at gennemføre det planlagte krigstogt i øst.

Alexander den Store red altid i spidsen

I foråret 334 f.Kr. krydsede Alexander med omkring 35.000 makedonske og græske tropper Bosporus-strædet mellem Europa og Asien.

Perserriget var på det tidspunkt et af historiens største imperier.

Det omfattede nutidens Tyrkiet, Egypten, Iran, Irak og Afghanistan. Riget havde ca. 50 mio. indbyggere. Alexanders første møde med persernes hær fandt sted ved floden Granikos i det nordlige Tyrkiet.

Den persiske styrke talte lidt færre soldater end den makedonske, men havde fordel af at være opstillet på en meget høj flodbred.

Trods den ufordelagtige position tøvede Alexander ikke med at angribe og red selv i spidsen for det makedonske kavaleri.

Det var en æressag for Alexander altid at udsætte sig for de samme farer og lidelser som sine soldater.

Under slaget blev Alexander angrebet af to persiske ryttere. Den ene ramte med stor kraft Alexanders hjelm med sin økse.

Men da angriberen gjorde klar til at rette et dødbringende hug mod den omtumlede konge, kom makedoneren Sorte Kleitos i sidste sekund Alexander til undsætning og huggede fjendens arm af.

Makedonernes disciplinerede og resolutte angreb afgjorde slaget. Den persiske hær blev splittet og derefter næsten tilintetgjort.

Efter kampen gik Alexander ud for at besøge sine sårede soldater.

“Han tilså deres sår (...) og opfordrede hver enkelt til at fortælle sin historie”, skrev historikeren Arrianus.

Det var den slags omsorg, der fik de makedonske soldater til at elske og forgude Alexander.

Alexander den Store knuste hær på 600.000 mand

Perserkongen Dareios mobiliserede nu en vældig hær fra alle dele af sit rige.

Han førte selv kommandoen, da hæren drog af sted fra Babylon. Med sig tog Dareios hele sin familie, sit harem og alle sine tjenestefolk samt 600 muldyr og 300 kameler, der transporterede de kongelige skatte.

Med sin mægtige hær, der ifølge Arrianus’ kilder talte op imod 600.000 soldater, rykkede Dareios i efteråret 333 f.Kr. ind i Lilleasien og besluttede sig for at møde Alexander nær byen Issos.

Det skulle vise sig at være en fatal fejl.

Dareios kunne ikke have fundet et værre sted.

Hvis den enorme persiske hær havde haft manøvrerum, kunne den let have omringet hele den makedonske hær, men nu stod den i stedet klemt inde på en smal strimmel jord mellem Middelhavet og Amanus-bjergene.

Størstedelen af de persiske styrker var pakket tæt sammen bag de forreste geledder og stod nærmest i vejen.

Alexander så straks persernes fejl og gav ordre til angreb.

Mens infanteriet med deres lange spyd stædigt pressede sig fremad mod centrum af fjendens linjer, angreb Alexander med sin sædvanlige dødsforagt persernes venstre fløj i spidsen for det makedonske kavaleri.

Angrebets voldsomhed kom bag på perserne, hvis venstre flanke straks begyndte at vige, for kort efter at bryde helt sammen.

Opildnet af succesen førte Alexander rytteriet direkte ind mod den persiske hærs midte, hvor Dareios stod i sin stridsvogn.

Ved synet af de fremadstormende makedonere blev perserkongen grebet af panik og flygtede.

De nærmeste persiske soldater fulgte med, og så kollapsede fronten. Hele den enorme hær tog flugten, og tusinder af persiske soldater blev trampet ihjel af deres kammerater.

Da natten faldt på, indstillede Alexander forfølgelsen af Dareios og resterne af hans opløste hær.

Blandt Dareios’ efterladte udstyr fandt Alexander bl.a. kongens telt, der var udstyret som et palads med toilet og møbler i guld og ædle træsorter samt en kongetrone.

Derudover havde den persiske konge efterladt en enorm skat i guld- og sølvpenge.

I en kongelig vogn i nærheden fandt makedonerne hele Dareios’ familie – mor, søster, hustru, søn og to døtre – som de tog til fange. Alexander sørgede dog for, at de blev behandlet med den største respekt.

Efter sin flugt bad Dareios om fred. Han tilbød at betale en enorm løsesum for sin familie samt at afstå alle landområder vest for floden Eufrat.

Ifølge den romerske historiker Arrianus diskuterede Alexander sagen med sine officerer.

Den gamle general Parmenion mente, det var et godt tilbud: “Jeg ville i Alexanders sted gå ind på vilkårene”, sagde han. Alexander svarede med et smil: “Det ville jeg også – hvis jeg var Parmenion”.

Dareios fik besked om, at hans tilbud var afvist, og han gik i gang med at samle en ny hær.

Den 1. oktober 331 f.Kr. kom det til et afgørende slag ved Gaugamela i det nuværende Nordirak. Dareios’ hær blev knust, og han måtte igen flygte. Få måneder senere blev perserkongen myrdet af sine egne mænd.

Alexander lod sig hylde som ny konge og gik i gang med at nedkæmpe de sidste modstandslommer mod øst.

Det barske og uvejsomme Baktrien i nutidens Afghanistan voldte størst problemer.

Makedonerne måtte kæmpe voldsomt mod lokale stammer, som holdt ud i månedsvis.

Til sidst lykkedes det endelig at nedkæmpe modstanden, og Alexanders redningsmand – generalen Sorte Kleitos – blev udnævnt til statholder i Baktrien. Han kom dog aldrig til at nyde godt af udnævnelsen.

General Kleitos, der også havde kæmpet under Alexanders far, var repræsentant for den konservative, makedonske elite, som ikke brød sig om Alexanders nærmest gudelignende status.

Under et drikkegilde, hvor Alexander var meget fuld, kom de to mænd op at skændes.

Kleitos beskyldte Alexander for at behandle makedonerne dårligere end perserne og hævdede, at Alexanders succes udelukkende skyldtes Filips forarbejde og soldaternes tapperhed.

“Det er kun ved makedonernes blod, at du er blevet så stor!” råbte Kleitos.

Alexander blev rasende og måtte holdes tilbage af sine venner. Men da Kleitos fortsatte sine fornærmelser, rev Alex-ander sig fri, greb et spyd og gennemborede hans bryst.

Drabet rystede alle makedonere og allermest Alexander, der i tre dage hverken ville spise eller drikke, fortæller den romerske historiker Arrianus. Alexanders ry som ufejlbarlig hærfører havde lidt ubodelig skade.

Soldaterne nægtede at fortsætte

I 327 f.Kr. førte Alexander sin hær ind over grænsen til det enorme Indien, som end ikke perserne vidste ret meget om.

Året efter kom det til et stort slag mod den indiske kong Porus, der i maj måned blev besejret trods sine skræmmende krigselefanter.

Marchen mod øst fortsatte, men efter endnu et par måneders endeløse kampe mod lokale stammer skete det utænkelige: Alexanders soldater nægtede at fortsætte.

Efter otte års konstant kamp og tusinder af kilometers march ville de ikke mere. Ifølge Arrianus kaldte Alexander straks hæren sammen og holdt en flammende tale, hvor han mindede soldaterne om deres store sejre.

Han påpegede, at han altid havde udholdt de samme lidelser som dem og altid delt krigsbyttet.

“Det er smukt at leve med mod og dø med evig berømmelse”, sagde han.

En gammel makedonsk soldat, Coenus, trådte frem på vegne af sine kammerater.

Han sagde først, at soldaterne ikke kunne klage over Alexanders rundhåndede belønninger.

Så fortsatte han med at tale om de mange kammerater, de havde mistet i kamp eller på grund af sygdomme, og om soldaternes længsel efter at gense deres koner og børn.

Ifølge Arrianus jublede soldaterne ikke, da Coenus afsluttede sin tale. De græd.

I tre dage surmulede Alexander i sit telt, mens han håbede, at soldaterne ville skifte mening.

Det gjorde de ikke, og Alexander måtte give ordre til at vende om.

Han havde tabt for første gang.

Alexander den Store døde pludseligt

Da hæren efter måneders udmarvende march nåede tilbage til Perserrigets hovedstad, Persepolis, holdt Alexander en stor fest for at fejre erobringerne og bringe makedonerne og perserne tættere sammen.

Ved en overdådig bryllupsceremoni giftede han sig med Dareios’ datter Stateira.

Samtidig indgik yderligere 80 højtstående officerer og 10.000 makedonske soldater på Alexanders ordre ægteskab med persiske kvinder.

Efter festen tog Alexander til Babylon for at tage fat på det enorme arbejde med at organisere det nye storrige, men han nåede ikke langt.

Pludselig blev han ramt af en voldsom feber, som forskerne i dag – ud fra de samtidige beskrivelser – mener kunne have været malaria.

Efter ti dage var den unge konge så afkræftet, at han knap kunne tale. Hans mest betroede generaler samledes omkring hans sygeseng i paladset.

Udenfor begyndte rygterne at svirre, og de makedonske soldater krævede at se deres konge. Af frygt for oprør lukkede generalerne til sidst soldaterne ind i paladset.

Ifølge Arrianus gik mændene i dyb sorg og i én lang kolonne forbi den døende konge, der i en sidste kraftanstrengelse kæmpede for at løfte sit hoved, mens han med øjnene sendte en tavs hilsen til hver enkelt af de soldater, han havde erobret verden med.

Ved solnedgang den 10. juni i året 323 f.Kr. døde Filip og Olympias’ søn, Alexander 3. af Makedonien, kun 32 år gammel.

Eftertiden kender ham som Alexander den Store.