Alexander den Stores familie slagtede hinanden

“Der er så mange arkitektoniske særpræg, at man som arkæolog næsten bliver væltet helt omkuld”, fortæller Dimitria Malamidou over telefonen fra sit kontor i den nordgræske by Serres.

Hun leder udgravningen af det spektakulære gravmæle, der siden de indledende udgravninger i 2012 har betaget hele verden, for særligt ét spørgsmål er gået igen: Hvem blev i sin tid begravet i Kasta-graven, som den kaldes i dag?

I alt har arkæologerne fundet knogler fra fem personer: Et spædbarn, to voksne mænd, en ældre kvinde samt brændte knogler fra en mand af ukendt alder.

“Der er ingen tvivl om, at det er en familiegrav, og at den familie, der ligger der, tilhørte samfundets elite”, fortæller Dimitria Malamidou.

Graven blev ifølge eksperterne anlagt mellem år 325 f.Kr. og 300 f.Kr., da Amfipolis hørte under Makedonien.

På den tid bestod den makedonske elite primært af familiemedlemmer eller folk tæt knyttet til Alexander den Store. Dermed genopliver graven et af de mørkeste kapitler i historien om makedonerkongen.

Hans død medførte et af de mest bloddryppende magtopgør i antikken og sendte ikke alene ødelæggende rystelser gennem hans enorme rige, men udslettede også næsten hele hans familie.

Og i spidsen for blodsudgydelserne stod Alexanders­ egen mor, Olympias.

Alexanders død udløste katastrofe

I sommeren 323 f.Kr. ankom budbringere med den skæbnesvangre besked, som dronning Olympias havde frygtet i man­ge år: Hendes søn Alexander var død i Babylon i en alder af 32 år.

På 11 år hav­de han erobret det mægtige Perserrige, Egypten og dele af nutidens Indien – og op­byg­get verdens hidtil største rige.

I de 11 år havde Olympias ikke set sin søn en eneste gang, og nu ville hun aldrig se ham igen.

Selvom budbringerne fortalte, at hendes søn var bukket under for sygdom, mistænkte dronningen, at han i virkeligheden var blevet forgiftet.

I flere år havde hun været forvist til sit fødeland, Epiros, vest for Makedonien, fordi hun var raget uklar med Alexanders general, Antipater, der var blevet betroet magten over Makedonien og Grækenland, mens Alexander kæmpede i øst med sin hær.

Alexander havde – muligvis pga. Olympias’ klager – kort før sin død beordret Antipater til at fratræde sin post og marchere nye tropper frem til Asien.

En af Antipaters yngste sønner, Iollas, gjorde tjeneste som Alexanders mundskænk, og Olympias mistænkte, at han på farens bud havde forgiftet hendes søn.

Mistanken gjorde hende rasende og fortvivlet, for Alexander havde ingen arvinger, og hans pludselige død efterlod derfor riget i politisk kaos.

Alexanders generaler, der un­der hans ledelse havde stået side om side, sloges nu om, hvem hans ef­ter­føl­ger skulle være. I denne magt­­kamp kun­ne ingen vide sig sikker – end ikke Olympias.

Hun vidste, at Alexanders hustru, Roxane fra Baktrien i nutidens Afghanistan, var gravid, men selv hvis barnet viste sig at være af hankøn, ville der gå 18 år, før han kunne træde i sin fars sted.

Hun planlagde derfor et ægteskab, der skulle sikre hendes familie magten.

Selv var hun for gammel, men hun havde en trumf: Sin egen datter, Kleopatra.

To søstre tilbød giftermål for magten

Som Alexanders søster ville Kleopatra kunne føde sin ægtemand en retmæssig arving til tronen. Hun var derfor et attraktivt parti for enhver, der ønskede at overtage det makedonske rige.

Kleopatra accepterede straks Olympias’ plan: Hun skulle rejse til byen Sardis i Lilleasien, hvor hun skulle foreslå en af Alexanders generaler, Perdikkas, ægteskab.

Perdikkas befandt sig midt i en blodig konflikt om det makedonske rige med Alexanders andre generaler, men han stod umiddelbart stærkere end de andre: Alexander havde kort før sin død udnævnt ham til leder af hæren.

Desuden var han blevet betroet posten som formynder for Alexanders søn, som Roxane – til manges lettelse – i mellemtiden havde født.

Han fik navnet Alexander 4. og blev af hæren udråbt til konge sammen med Alexanders evnesvage halvbror, Filip Arrhidaeus.

En alliance med Perdikkas ville derfor være uvurderlig for Kleopatra og Olympias, der imidlertid stod over for en voksende trussel.

Truslen hed Eurydike. Hun var datter af en fjern halvsøster til Alexander den Store.

Da de to kvinder hørte, at Filip Arrhidaeus var blevet udråbt til konge, tog de straks til Asien med en udspekuleret plan, der til forveksling lignede den, Olympias og Kleopatra havde udtænkt.

Men Eurydike og hendes mor havde endnu større ambitioner og gik efter et giftermål mellem Eurydike og Arrhidaeus, selvom han havde mentale evner som et lille barn – og i øvrigt var Eurydikes onkel.

Hvis Eurydike og Arrhidaeus fik en søn, ville Alexander 4.s krav på tronen ikke længere være sikkert.

Perdikkas indså faren og sendte folk ud for at arrestere Eurydike og hendes mor. Det endte dog galt, og under tumulten blev Eurydikes mor dræbt.

Da datteren blev bragt med tilbage til hærlejren, blev tropperne rasende over at høre, at en slægtning til Alexander den Store var blevet dræbt.

Omringet af truende soldater havde Perdikkas intet andet valg end at tillade Eurydike at blive gift med Filip Arrhidaeus, der forvirret lod sig vie.

General stjal sin døde konges lig

Eurydikes ægteskab med Filip Arrhidaeus var en streg i regningen for Perdikkas, der dog blev stærkt opmuntret, da han fik besked om, at Kleopatra var på vej for at tilbyde ham ægteskab.

Tanken om at blive gift med Alexanders eget kød og blod var en uimodståelig chance.

“For da han nu var ude efter kongedømmet, var han fast besluttet på at gifte sig med Kleopatra i den tro, at han kunne bruge hende til at overtale makedonerne til at få den totale magt”, skriver den oldgræske forfatter Diodor.

Perdikkas havde også ansvaret for at sende Alexanders lig – der var blevet balsameret og lå i Babylon – hjem til Makedonien for at blive begravet.

Han havde planlagt alt. Kongens lig skulle sendes afsted i en gigantisk, guldbeklædt begravelsesvogn trukket af hele 64 æsler.

Og nu så Perdikkas for sig, hvordan han ville slutte sig til kortegen og føre liget ind i den makedonske hovedstad med Alexanders søster ved sin side som sin hustru.

Det ville feje al tvivl om hans ret til tronen af vejen. Troede han.

Perdikkas’ store drøm blev knust af en anden af Alexanders generaler, Ptolemaios.

Han havde i ly af kaosset oprettet sit eget rige i Egypten med byen Alexandria som hovedstad. Også han havde planer for Alexanders lig. Hvis kongen blev gravsat i Egypten, kunne det give Ptolemaios’ rige afgørende legitimitet.

Så da den tonstunge guldvogn med den balsamerede krop i foråret 321 f.Kr. omsider forlod Babylon på vej mod Makedonien, blev kortegen overrasket af Ptolemaios’ folk, der uden videre besvær kaprede Alexanders lig og tog det med til Egypten.

Nu var det pludselig Ptolemaios og ikke Perdikkas, der marcherede gennem sin hovedstad i spidsen for Alexander den Stores ligtog.

Perdikkas var nødt til at handle hurtigt, hvis han skulle undgå den totale ydmygelse.

Ligger Alexander den Store i graven?

Selv i døden kunne Alexander den Store ændre den politiske magtbalance.

Og i de 2.300 år, der er gået, siden han døde, er interessen for hans jordiske resters sidste hvilested kun taget til i styrke.

Hver gang en ny grav fra 300-tallet f.Kr. dukker op, melder det samme spørgsmål sig: Er Alexander den Store endelig blevet fundet? Sådan var det også, da Kasta-graven dukkede op, fortæller Dimitria Malamidou.

“Rygterne om, at Alexander den Store måske blev transporteret til Makedonien i al hemmelighed, begyndte straks at florere”, forklarer hun og fortsætter:

“At lede efter Alexander den Stores lig er jo næsten som at lede efter den hellige gral. Folk håber og tror, at vi endelig står med et gennembrud”.

Men hun afviser enhver teori om, at Alexander ligger i Kasta-graven.

“Det er ikke ham. Vi har ingen beviser for, at hans lig nogensinde forlod Egypten”, understreger hun.

Nilen stjal Perdikkas’ sejr

General Perdikkas var overbevist om, at han stadig kunne vende tilbage til Makedonien som ny hersker med Kleopatra ved sin side.

Men først måtte han tage sig af Ptolemaios. Perdikkas marcherede mod Egypten med en hær, der talte både Alexander den Stores bedste elitesoldater og krigselefanter fra Indien.

Da de nåede Nilen, tøvede Perdikkas ikke, selvom strømmen var stærk og vandet dybt. Alexander havde selv ført sin hær over mægtige floder som Indus og Hydaspes med elefanter, og nu ville Perdikkas gøre ham kunsten efter.

Han sendte elefanterne ud i vandet for at blokere den kraftige strøm, så soldaterne lettere kunne passere.

Men de enorme dyr hvirvlede så meget sand op, at floden blev langt dybere, og soldaterne ikke længere kunne bunde.

Strømmen tog til, og kun de bedste svømmere reddede sig i land. Resten – flere tusind mænd – blev skyllet væk af strømmen. På bredden stod Perdikkas magtesløs og så sin fremtid forsvinde i det brusende vand.

“Den aften genlød lejren af klagesang over de mange liv, der så meningsløst var gået tabt”, skriver Diodor.

De overlevende soldater kunne ikke tilgive Perdikkas. Han havde fejlet på alle de punkter, hvor Alexander havde haft succes.

Selv officererne kunne Perdikkas ikke længere stole på. Han vidste, at han var fortabt.

Manden, der havde drømt om at blive den nye Alexander, hverken råbte op eller kæmpede imod, da hans tidligere våbenbrødre ifølge Diodor en sen aften “trængte ind i hans telt, overfaldt ham og stak ham ihjel”.

Fik en general plads i Kasta-graven?

Ifølge arkæologen Dimitria Malamidou er det ikke umuligt, at Kasta-graven blev opført til en af Alexanders generaler:

“Mange af de hjemvendte militærfolk, især dem, der havde været særlig loyale over for Alexander den Store, blev tildelt et stykke jord i Amfipolis-området”.

Generalernes deltagelse i Alexander den Stores erobringstogter blev aldrig glemt. Alle i lokalsamfundet vidste, hvad de havde bedrevet ude i verden, og de blev derfor utvivlsomt æret med fornemme begravelser.

Sådan gik det dog ikke for Perdikkas, der blev slået ihjel mange hundrede kilometer fra Amfipolis, så det er ikke ham, der ligger i graven.

Men gravmælet kan være opført til en anden af Alexanders mange andre generaler samt deres familie.

Flere forskere peger dog på, at Kasta-graven er alt for monumental til en general. End ikke Alexander den Stores far, Filip 2., fik så enorm en grav. Den må derfor være bygget til en langt vigtigere person.

Olympias satsede på sit barnebarn

Efter Perdikkas’ død opgav Olympias ægteskabsplanen. I stedet rettede hun opmærksomheden mod sit barnebarn, Alexander 4., der sammen med Filip Arrhidaeus var blevet kronet som konge.

Hun havde aldrig mødt sin afdøde søns barn, men hvis hun kunne blive barnets værge, kunne hun beskytte ham, indtil han blev gammel nok til at regere.

Men hendes gamle ærkefjende, general Antipater, var hurtigere.

Han rejste til Lilleasien og hentede de to konger hjem til Makedonien, så han havde dem i sin varetægt, og det fik Olympias til at frygte for lille Alexanders sikkerhed.

Ligesom Antipater havde sørget for, at lille Alexander havde sin mor, Roxane, hos sig, bragte han nemlig også Filip Arrhidaeus’ hustru, den udspekulerede Eurydike, til Makedonien.

Og hende stolede Olympias slet ikke på.

I 319 f.Kr. døde Antipater af alderdom.

Hans ældste søn, Kassander, stod klar til at overtage magten i Makedonien, men som sin sidste handling udnævnte Antipater sin hærfører, Polyperchon, til øverste leder med ansvaret for de to konger.

Beslutningen gjorde Kassander rasende. Han nægtede at adlyde en person, der end ikke var i familie med Antipater. I stedet planlagde han et oprør, der skulle give ham magten i Makedonien.

Før sin død havde Antipater advaret Polyperchon mod Olympias: “Lad ikke Makedonien blive regeret af en kvinde!”

Men Polyperchon ignorerede Antipaters råd, for den gamle hærfører vidste, at Kassander og hans kumpaner planlagde et kup, så han havde brug for stærke allierede.

Han inviterede derfor Olympias til at være formynder for den lille Alexander i Epiros, hvor han ville være mere sikker.

For Olympias var invitationen en gave, som hun uden tøven takkede ja til. Og hun tog ingen chancer.

Hun havde brugt det meste af sit liv på at rydde sin søns fjender af vejen, og nu var turen kommet til barnebarnets fjender. Først i køen stod Eurydike.

Kvinderne mødtes på slagmarken

Eurydike vidste, at Olympias var dødsensfarlig, så da hun hørte om hendes og Polyperchons alliance, sluttede hun sig sammen med Filip Arrhidaeus til Kassander og hans oprørsstyrker.

Derefter tvang de to i samlet front Polyperchon på flugt og erklærede officielt Eurydike for Filip Arrhidaeus’ formynder og dermed reelt Makedoniens nye hersker.

Polyperchon flygtede til Epiros, hvor han bad Olympias om hjælp.

Den gamle dron­ning tøvede ikke. Eurydikes magt­over­ta­gel­se betød, at lille Alexander 4. nu var i fare.

Olympias samlede derfor en hær og marcherede med Polyperchon mod grænsen.

Kassander var taget sydpå til Peloponnes for at sikre sig støtte, så Eu­ry­di­ke måtte forsvare Makedonien helt alene. Sådan kom Eurydike og Olympias i 317 f.Kr. til at stå over for hin­an­den i spidsen for hver deres hær.

Foran sine tropper knejsede Olympias stolt, iklædt hjorteskind som en af guden Dionysos’ rasende furier.

Koldt stirrede hun på sin modstander, der end ikke var født, da Olympias sendte sin søn ud for at sætte verden i brand.

Eurydike havde ikke en chance, for i Olympias så Eurydikes tropper Alexander den Store, hvis minde var stærkere end noget sværd.

“Af respekt for Olympias’ status og e­­rin­dren­de alt, Alexander havde givet dem, skiftede makedonerne side”, be­ret­ter­ forfatteren Diodor.

Olympias kunne næsten ikke rumme sin fryd over sejren.

Hun havde tværet Eurydike ud og dermed elimineret den største trussel mod Alexanders arv.

Eurydike og Arrhidaeus blev begge taget til fange og muret inde i en celle, hvis eneste åbning var en smal sprække, som tillod en smule mad at passere dagligt.

Efter nogle uger besluttede Olympias sig dog for at udfri dem fra deres pinsler.

Ifølge Diodor lod dronningen sine folk stikke Filip Arrhidaeus ihjel, mens Eurydike selv fik lov til at vælge sin død:

“Olympias sendte Eurydike et sværd, en løkke og en kop med gift”.

Dronningens folk holdt øje, mens Eu­ry­di­ke som sin sidste gerning rensede blodet af sin døde mand, som hun kynisk havde udnyttet i sit spil om magten.

“Herefter hængte hun sig i sit bælte uden at fælde tårer over sin skæbne eller vægten af ulykker”, skriver Diodor.

Olympias hævnede Alexanders død

Mordene på Eurydike og Filip Arrhidaeus var ikke nok for Olympias.

Hun var sta­dig overbevist om, at Antipater og hans sønner stod bag Alexanders død, og nu ville hun have hævn.

Kas­­san­der befandt sig langt mod syd, så i stedet lod Olympias hans yngste bror, Nikanor, myrde.

Kassanders anden bror, Iollas, der havde været Alexanders mundskænk, var allerede død, så Olympias fik hans lig gravet op og skændet.

“Hun udvalgte også de hundrede mest prominente blandt Kassanders venner og slagtede dem alle”, skriver Diodor.

Da rygter om Olympias’ blodrus nåede Kassander, marcherede han straks med sin hær mod Makedonien.

Selvom Olympias og Polyperchon havde forberedt sig på angrebet, var de helt uforberedte på den styrke, Kassander ramte dem med.

Olympias, Roxane og lille Alexander hav­de forskanset sig i byen Pydna syd for Am­fi­po­lis, mens Polyperchon ledte hæ­ren mod grænsen.

Men Kassander be­stak Polyperchons tropper og fik dem til at desertere. Herefter belejrede Kassander Pydna. I månedsvis overlevede O­lym­pi­as og hendes folk på sulterationer, mens de forgæves afventede hjælp.

“Kavalerifolkene, der ikke deltog i forsvaret, og som derfor ingen mad fik, døde næsten alle, og samme skæbne fik et stort antal soldater”, skriver Diodor.

I desperation begyndte enkelte af indbyggerne ligefrem at spise af de døde.

Da det stod klart, at ingen hjælp ville kom­me, sendte Olympias omsider besked til Kassander om, at hun ville overgive sig, hvis han skånede hendes liv.

Kas­san­der gik ind på kravet, men arrangerede straks efter overgivelsen en retssag, hvor Olympias blev dømt til døden.

Men Kassander ville ikke huskes som den, der slog Alexander den Stores mor ihjel. I stedet beordrede han 200 soldater til at gøre det i samlet flok.

Olympias tog imod sine bødler med rank ryg. Det skræmte soldaterne, som end­da mente at kunne se Alexander den Store træde frem i den gamle kvindes træk. Ingen turde derfor røre hende.

Rasende hentede Kassander i stedet de pårørende til Olympias’ ofre. De trak hende ud af paladset og slog ring omkring hende.

Med nådesløse øjne kastede de sten efter sten mod hendes krop.

“Drevet af hævntørst myrdede de dron­nin­gen, der ikke udstødte så meget som et upassende eller kvindagtigt suk”, beretter Diodor.

Kasta-graven kan tilhøre en dronning

Steningen af Olympias i år 316 f.Kr. ske­te blot et år efter mordene på Eurydike og Arrhidaeus.

Alexander den Stores mor, halvsøster, halvniece og halvbror hav­de nu alle mistet livet i kampen om hans arv. Og flere myrderier var på vej.

Kasta-graven kan ifølge forskerne være sidste hvilested for både Eurydike og Olympias.

Flere eksperter mener, at Kasta-graven bærer præg af at tilhøre en dronning, for i ældre grave opført til makedonske dronninger har arkæologer fundet afbildninger af sfinkser.

De mytologiske væsener var muligvis sym­bol for makedoniens dronninger, og i Ka­­sta­-gra­ven står hele to sfinks-­sta­tu­er.

Giftermålet med Filip Arrhidaeus betød, Eurydike blev dronning, men selv­­­­­om den ene af mændene i graven aldersmæssigt passer på den 42-årige Ar­rhi­dae­us, svarer ingen af skeletterne til den blot 20 år gamle Eurydike.

Langt bedre passer graven til dronning Olympias. Det bedst bevarede skelet i Kasta-graven stammer fra en ca. 60 år gam­mel kvinde – alderen passer på O­lym­pi­as.

Eksperterne peger også på, at de to karyatide-statuer i graven kunne lig­ne Dionysos-præstinder, og Olympias var kendt for sin dyrkelse af Dionysos.

De to mænd i graven kan i så fald være Olympias’ generaler, Aristonous og Monimus, der forsvarede byerne Amfipolis og Pella mod Kassander.

Olympias overtalte begge til at overgive sig, da hun selv opgav kampen. Ifølge kilderne lod Kassander siden Aristonous myrde.

Skelettet med stikmærker kan derfor være hans.

De to sidste individer i graven – spædbarnet og den kremerede voksne – kan være ukendte slægtninge til Olympias.

Kassander myrdede Alexanders søn

Efter at have henrettet Olympias stod Kassander stadig med et problem: Roxane og den syv-årige Alexander 4.

Drengen var kommende konge og derfor en trussel mod Kas­san­der. Men han var også søn af Alexander den Store. Kas­­san­der turde der­for ikke slå ham ihjel – endnu.

I stedet forviste han mor og søn til Am­fi­po­lis. Men de fik ikke lov at leve læn­­ge. Da Alexander blev 13, lod Kas­san­der dem beg­ge slå ihjel.

To år efter blev også Alexander den Stores søster, Kleopatra, myrdet af en anden af de makedonske generaler.

15 år efter Alexander den Stores død var stort set hele hans slægt således udslettet og alt håb om et makedonsk verdensrige samlet under hans arving knust.

Efterfølgerne vendte tilbage til fortidens blodige slægtsfejder om tronen – med den forskel, at Alexander havde givet dem en verdensscene at kæmpe på.

Tilbage står i dag den mægtige Kasta-grav nær Amfipolis, hvor Alexanders hustru og søn endte livet. Om det er O­lym­pi­as’ grav, er indtil videre gætteri.

Arkæologerne tør intet konkludere, men undersøgelserne fortsætter, så måske vil gåden om gravens forbindelse til Alexanders blodige arv en dag blive løst.