Karl 14. Johan af Sverige (Bernadotte) foran slagmark

Bernadottes fantastiske karriere: Fra rekrut til konge af Sverige

Unikke militære evner gjorde en menig, revolutionær soldat til marskal og krigsminister. Han var Napoleons farligste rival i magtspillet. Bernadotte ville være Frankrigs konge, men blev kronet i Stockholm.

Unikke militære evner gjorde en menig, revolutionær soldat til marskal og krigsminister. Han var Napoleons farligste rival i magtspillet. Bernadotte ville være Frankrigs konge, men blev kronet i Stockholm.

The Art Archive/Bridgeman

I 1792 står det revolutionære Frankrig over for stærke fjender i en af de blodigste konflikter, man nogen sinde har set i Europa. Alt er i spil, og udfaldet helt uforudsigeligt.

Det er i det landskab, at Jean-Baptiste Bernadotte på forunderlig vis stiger i graderne fra menig i Napoleons hær til Karl 14. af Sverige.

Kroningen af Karl 14.

Jublende menneskemasser hilste ham, da han kom ud af Storkyrkan i Stockholm, hvor ærkebiskoppen netop havde placeret en diamantbesat kongekrone på hans hoved og dermed gjort ham til Karl 14. Johan af Sverige.

Turen tilbage til kongeslottet var ét langt triumftog. Svenskerne havde høje forventninger til deres nye regent, som i dette øjeblik – den 11. maj 1818 – befandt sig på toppen af sin livsbane.

Han var begyndt med den laveste rang i den franske hær og endt med den højeste. Han havde skuret kasernegulve på Korsika og ført et armékorps til sejr ved Austerlitz. Han havde modarbejdet Napoleon og svoret ham evig troskab.

Han havde kæmpet for den franske revolution og var nu enevældig svensk monark. Jean-Baptiste Bernadotte var modsætningernes mand.

Bernadottes barndom

Det første afgørende skridt havde han taget den dag i august 1780, hvor han som 17-årig var stukket af fra sit hjem i Pau i Sydfrankrig for at melde sig som rekrut hos det nærmeste regiment.

Hans far, der havde været advokat, var lige død og havde ikke efterladt familien andet end gæld. Jean-Baptiste var selv i lære som kontorist på et advokatkontor og tjente så godt som ingenting.

Han var en økonomisk belastning for familien, hvor moderen da også åbenlyst favoriserede sin ældste søn, Jean-Baptistes storebror, der nu optrådte som forsørger. Livet i familien var ikke til at bære. Jean-Baptiste måtte bare væk!

Fra rekrut til brigadechef

Den viljestærke unge mand trivedes godt ved regimentet og beskrev det som “min eneste familie”. Efter fem år blev han udnævnt til underofficer. Blandt soldaterne var Bernadotte kendt for sin forfængelighed.

Han tog sig altid rasende godt ud i sin pletfri uniform, men hans mænd oplevede ham først og fremmest som en benhård indpisker.

Napoleon og Bernadotte under slaget ved Austerlitz

Marskal Bernadotte (på hvid hest tv.) rapporterer til Napoleon under slaget ved Austerlitz. De to mænds forhold var præget af gensidig respekt og familiære bånd, men også af livsfarlig rivalisering.

© The Art Archive

I 1789 fik Frankrig en katatrofal høst. Fødevarepriserne steg voldsomt, og en sultende befolkning gjorde oprør mod kongemagten. Mange af Bernadottes soldater sympatiserede med de revolutionære, men da regimentet befandt sig langt fra begivenhedernes centrum, kom det ikke til at spille nogen rolle under selve revolutionen.

I 1792 udbrød krigen mellem Frankrig og Østrig. Bernadotte blev sendt til fronten, hvor han viste både mod og lederskab i en række hårde kampe.

I 1793 valgte regimentets revolutionære soldater ham til kaptajn ved en demokratisk afstemning mellem flere egnede kandidater. Året efter blev Bernadotte igen forfremmet, denne gang til oberst og chef for en ny brigade.

Savner du det store overblik over forløbet af Den Franske Revolution? Find det her på Historienet.dk.

Bernadotte udmærker sig

Brigadens første kamp var nær endt som en katastrofe. Ud over gamle professionelle soldater bestod enheden af et stort antal unge frivillige – kontorister og bønderkarle – som grebet af revolu- tionær begejstring var styrtet af sted til det nærmeste rekrutteringskontor.

Først nu, i et blodigt sammenstød med østrigske veteraner, til lyden af drønende kanoner og i byger af musketkugler, der tyndede ud i geledderne, forstod de, hvad de havde meldt sig til. Så brød rædslen og panikken løs. Først vendte en enkelt om og løb, så et par stykker til, så endnu flere.

Bernadotte så faresignalerne i tide. Med løftet sabel red han om bag sin styrke og begyndte at drive de flygtende tilbage på plads, mens han brølede:

“Soldater! Hvis I vanærer jer selv ved at vige, så vil jeg ikke være jeres oberst!”

Med disse ord rev han sine distinktioner af skuldrene og smed dem fra sig. Det virkede. Soldaterne fik igen de rystende ben til at bære sig fremad – i et fortvivlet angreb drev de østrigerne tilbage.

Bernadotte udmærkede sig i flere efterfølgende slag, og i oktober 1794 blev han udnævnt til generalmajor. Dermed havde han nået den højeste rang i den franske hær. En anden militær komet – Napoleon Bonaparte – opnåede samme rang, men først et helt år senere.

En glødende republikaner

Revolutionsårene havde gjort Bernadotte til overbevist republikaner. Han var indædt modstander af enhver form for enevælde – uanset hvor oplyst den end måtte være.

Så da Napoleon i 1799 vendte tilbage fra Egypten og begyndte forberedelserne til et kup, som skulle gøre ham til enehersker, fandt han ingen støtte hos Bernadotte. Tværtimod holdt Bernadotte møder med flere ledende republikanere og drøftede, hvordan Napoleon kunne bremses.

Bernadotte var Napoleons jævnbyrdige i rang, og hans militære resultater havde givet ham en stor folkelig popularitet og sine troppers fulde loyalitet.

Det faktum, at Bernadotte var til stede i Paris og om nødvendigt kunne rejse betydelige styrker til at bakke sig op, gjorde ham til en politisk nøgleperson. Han var Napoleons farligste modstander, og derfor havde Napoleon også – forgæves – forsøgt at vinde ham over på sin side.

Da kejseraspiranten nu via sine spioner hørte, at Bernadotte intrigerede imod ham, blev han rasende. Flere hørte ham sige, at Bernadotte fortjente at blive skudt.

Jean-Baptiste Bernadotte i krig

Bernadotte havde ingen politisk erfaring. Som minister brugte han derfor den eneste strategi, han nogen sinde havde lært: det frontale angreb.

© Mary Evans

Truede finansministeren med et sværd

Krigsminister Bernadotte skræmte sine kolleger så meget, at de fandt det sikrest at kuppe ham ud.

I 1799 lod Bernadotte sig hårdt presset indsætte som krigsminister. Frankrig befandt sig i en meget kritisk situation. Hæren var drænet for ressourcer og led nederlag på flere fronter. Drastiske tiltag var nødvendige, og Bernadotte var en drastisk mand, som barsk fejede enhver modstand mod sine beslutninger til side.

Han kom hurtigt på kant med sine regeringskolleger, der beskyldte ham for at styre hele regeringen. “Vi andre tæller slet ikke”, noterede en af dem.

Høj stressbelastning og en ubrudt række af 15-16-timers arbejdsdage gjorde Bernadotte mere pirrelig end normalt. På et regeringsmøde i juli fik han et raserianfald og truede finans-ministeren med trukket sværd, fordi han tillod sig at sige, at nu var der simpelthen ikke flere penge til soldater.

Efterfølgende besluttede ledende regeringsmedlemmer at skaffe sig af med krigsministeren, før krigsministeren skaffede sig af med dem.

Så en dag kunne en måbende Bernadotte læse i sin avis, at han ønskede at fratræde for at hellige sig en feltkommando. Og før han kunne nå at protestere, havde regeringen accepteret hans “afskedsbegæring”. Bernadotte fik 10 uger i fransk politik.

Det hårde arbejde var dog ikke forgæves. Hæren fik livsvigtige forsyninger, og de forstærkninger, som Bernadotte stampede op af jorden, gjorde god nytte i bl.a. Nederlandene, hvor en kombineret engelsk-russisk landgangsstyrke blev besejret.

I familie med Napoleon

Men familieforbindelser – Bernadottes hustrus søster var gift med Napoleons bror – samt Bernadottes folkelige popularitet bremsede Napoleon i at gøre alvor af truslerne. Og da kuppet endelig kom, gjorde Bernadotte heller ikke noget aktivt for at stoppe Napoleon.

Napoleon tog til en begyndelse titel af “første konsul”, så “konsul på livstid”, og endelig – den 18. maj 1804 – af kejser. I den forbindelse blev 14 generaler udnævnt til marskaller – mod at sværge en personlig troskabsed til Napoleon.

Bernadotte var en af dem. Kejseren ville hellere have ham under sig end imod sig. Og Bernadotte accepterede sin underordnede status:

“Jeg har længe troet, at Frankrig kun kunne blomstre under en republikansk regering. Den overbevisning har ledt mig, indtil erfaringen viste mig, at jeg tog fejl.

Jeg beder Hans Majestæt være trygt forvisset om min villighed til at løse enhver opgave, De måtte ønske at pålægge mig,” sagde han ydmygt til Napoleon. De to mænd gav derefter hinanden et varmt håndtryk.

Et nyt venskab

I 1805 fik Bernadotte kommandoen over 1. Armekorps og fik med det en vigtig andel i Napoleons knusende sejr over Østrig og Rusland ved Austerlitz.

Året efter sluttede Preussen sig til Frankrigs fjender, men endte med at blive fuldstændig nedkæmpet. Efter et angreb mod Lübeck kunne Bernadotte modtage de sidste 22.000 preussiske soldaters kapitulation.

Sverige havde tilsluttet sig koalition-en mod Frankrig, og med i kapitulation-en i Lübeck var 1500 svenske tropper. Bernadotte behandlede som altid sine fanger godt. Den svenske øverstbefalende, grev Gustav Mörner, blev indbudt til middag.

Han og Bernadotte førte lange samtaler og udviklede hurtigt et venskabeligt forhold. Mörner var imponeret af den franske marskal, der uden selv at ane det havde skabt en forbindelse, som ville hjælpe ham til den svenske trone.

Portræt af den svenske dronning Desideria (Désirée Clary)

Désirée Clary var som ung en feteret og yderst ombejlet skønhed.

© Bridgeman

Bernadotte overtog Napoleons kæreste

I 1798 mødte Bernadotte Désirée Clary ved en reception hos Napoleons bror Joseph Bonaparte i Paris. Désirée var datter af en hovedrig silke-manufaktør og stod Bonaparte-familien meget nær.

Først havde Joseph Bonaparte været forelsket i den smukke unge kvinde, men han blev af sin bror Napoleon overbevist om, at hendes storesøster Julie var et mere passende parti. Bag det broderlige råd lå den pikante detalje, at Napoleon selv var vildt forelsket i Désirée.

Men så mødte Napoleon sin Josephine og koncentrerede sig om hende. Og da var Joseph allerede blevet gift med Julie. Désirée stod altså uden kavaler – men fortsat i et hjertevarmt forhold til Bonapartefamilien, da Bernadotte dukkede op.

De to blev gift efter få måneders bekendtskab og købte et hus i det centrale Paris. Parrets eneste barn, Oscar, blev født 11 måneder senere.

Invasion af Skåne

I 1808 blev Bernadotte med et korps sendt til det fransk-allierede Danmark for at bistå med en invasion af Skåne. Invasionen blev dog aldrig til noget, da den ikke passede ind i den overordnede franske strategi.

Napoleon havde sluttet fred med russerne ved Tilsit og givet sin opbakning til en russisk erobring af det svenske Finland.

Men om freden holdt, kunne man aldrig vide, så for Napoleon var det kun godt, hvis svenskerne og russerne holdt hinanden beskæftiget højt mod nord, mens han selv i ro og mag trak stregerne på det centraleuropæiske landkort.

Militærkup banede vejen til tronen

Sveriges krigsførelse i Finland var en hovedløs affære, så russernes erobring af landet gik let. I frustration greb det svenske officerskorps i 1809 til militærkup og afsatte den inkompetente Gustav 4. Adolf.

Hans farbror – Karl 13. – blev indsat som ny konge. Men det var kun en midlertidig løsning, for han var en tidligt ældet mand i begyndelsen af 60’erne – og han var barnløs.

Svenskerne manglede en kronprins, helst en kraftfuld krigertype, som kunne erobre Finland tilbage. I mangel på oplagte indenlandske kandidater udså man sig først den danske prins Christian August, men han faldt kort efter af sin hest og døde.

En ny Riksdag blev indkaldt for at drøfte tronfølgen, og kongen skrev til Europas mægtigste mand, Napoleon, for at høre, om han havde nogle forslag. Fx en person fra Napoleons slægt – eller en marskal.

Samtidig fik en fremadstormende ung mand, der var i nær familie med den svenske kansler, lov til at rejse til Paris for at sondere. Han hed Mörner – Otto Mörner – og var fætter til Bernadottes tidligere fange Gustav Mörner, som i de forløbne år havde fortalt vidt og bredt om sit møde med Bernadotte – denne fantastisk velbegavede franske marskal.

Otto Mörner mødtes med Bernadotte i Paris 25. juni 1810 og blev imponeret af marskallens personlighed og viden om skandinaviske forhold.

Læs også: Slaget ved Waterloo

Bernadotte som kronprins

Bernadotte selv var tøvende. Godt nok var han tidligere blevet installeret som fyrste af den italienske lilleputstat Ponte Corvo, men at blive kronprins af Sverige var trods alt noget andet. Desuden afhang hans kandidatur af Napoleons accept.

Erik 14. af Sveriges kongekrone

Den svenske kongekrone blev oprindeligt lavet til kroningen af Erik 14. i 1561, men Bernadotte fik den frisket op med nye ædelsten, som han selv betalte. Senere blev han bedre til at trække på statskassen.

© Kungl. Hovstaterna/Karl-Erik Granath

Napoleon så primært Skandinavien som en kontravægt til Rusland. Derfor rådede han svenskerne til at vælge Frederik 6. af Danmark-Norge som ny kronprins.

Dermed ville Danmark, Norge og Sverige automatisk blive et forenet, stærkt kongerige. Det svar vakte ikke begejstring hos svenskerne, da Frederik 6. jo rent faktisk havde ledet sit land i krig mod Sverige. Og til Danmarks uheld fremturede Napoleon ikke.

Med hensyn til Bernadotte sagde Napoleon aldrig klart ja eller klart nej. Så Mörner rejste hjem med den besked, at Bernadotte havde Frankrigs opbakning.

Efter yderligere et grundigt politisk benarbejde valgte Riksdagen den 21. august Bernadotte som kronprins.

Jean-Baptiste Bernadotte – tidslinje

Pau - Bernadottes fødeby.

En del af den gamle bydel i Pau, Bernadottes fødeby, i det sydvestlige Frankrig.

© Flickr / Bernard Blanc

Fra Pau til Stockholm

  • 1763: Født 26. november 1763 i Pau i det sydvestlige Frankrig. Døbt Jean-Baptiste Bernadotte.
  • 1790: Melder sig som rekrut i regimented Royal-La Marine.
  • 1794: Udnævnt til general.
  • 1798: Gift med Désirée Clary, der seenere bliver den svenske dronning Desideria.
  • 1799: Parret får kun ét barn, sønnen Joseph François Oscar Bernadotte.
  • 1799: Krigsminister i kun 10 uger i Frankrig.
  • 1804: Udnævnt til Marskal af Napoleon Bonaparte.
  • 1810: Kronprins i Sverige.
  • 1810: Konverterer fra katolicismen til protestantismen.
  • 1814: Kronprins i Norge.
  • 1814: Kronprins i Norge.
  • 1818: Efter den svenske konge Karl den 13.’s død bliver Jean-Baptiste Bernadotte kronet som konge af Sverige og Norge.
  • 1844: Død den 8. marts i Stockholm.
  • 1844: Jean-Batiste Bernadottes søn, Joseph François Ocar Bernadotte, efterfølger sin far på den svenske trone som kong Oscar den 1.

Bernadotte bliver Frankrigs fjende

Kun en måned efter Bernadottes ankomst til Sverige blev kongen invalideret af et slagtilfælde. Bernadotte måtte tage over og regerede snart landet med fuld autoritet. Men til manges skuffelse ville han ikke tilbageerobre Finland.

Som skarp strateg så han, at det var alt for risikabelt at rode sig ud i en krig mod det mægtige Rusland. Bernadottes ambition lå i vest. Danmark var svagt, og Norge var et realistisk bytte – hvis han kunne få stormagternes accept af en anneksion.

I 1812 førte Napoleon en kæmpehær på 600.000 mand dybt ind i Rusland, hvor den som bekendt mødte sin undergang. Dermed var alt forandret. Bernadotte så, at Napoleon var færdig.

Han så også, at han kunne opnå accept af sin anneksion af Norge ved at stille sig selv og Sverige på koalitionens side i det endelige opgør med den franske kejser.

Han sendte derfor svenske styrker over på den anden side af Østersøen for at opbygge et brohoved i de tidligere svenske besiddelser Stralsund og Rügen, som nu var forladt af de franske tropper. Herfra sluttede han sig til koalitionsstyrkerne i forfølgelsen af den franske hær, som trak sig tilbage gennem Tyskland.

Det var et dramatisk sideskift, og Bernadotte havde da også sine samvittighedsmæssige kvaler. Han undskyldte sig dog med, at Frankrig havde brug for ham.

Når Napoleon var væk, kunne han – Bernadotte – alene stå som alternativ til den gamle bourbonske kongeslægts tilbagekomst. Han kunne blive Frankrigs konge – vinde sit gamle fædreland for sig selv, og Norge for sit nye fædreland.

Bernadottes kongelige stamtræ

Et udsnit af Bernadottes stamtræ
© The Art Archive/J.K. STIELER/Info-regenten/Scanpix/Alloverpress/Gamma

Bernadotte grundlagde et kongeligt dynasti

Bernadotte fik kun ét overlevende barn, men det var nok til at videreføre slægten. Den nuværende svenske konge er Bernadottes direkte arvtager. Også Danmarks dronning og Norges konge har Bernadotteblod i årerne.

Bernadotte 1763-1844

Bernadotte fik sønnen Oscar med sin franske hustru Désirée Clary, som han giftede sig med i Paris i 1798, mens han stadig var marskal i Napoleons hær.

Oscar 1. 1799-1859

Bernadottes søn Oscar fik fem børn med sin tyske hustru Josefina af Leuchtenberg, heriblandt den senere Kong Oscar 2.

Oscar 2. 1829-1907

Oscar 2. og hans hustru Sophia von Nassau fik fire sønner. Blandt deres efterkommere er de tre nordiske regenter.

Harald 5. af Norge, født 1937

Kong Harald 5. er oldebarn af Oscar 2. og dermed kun i 5. slægtled efter Bernadotte.

Margrethe 2. af Danmark, født 1940

Dronning Margrethe 2. har Oscar 2. som tipoldefar. Hun er altså 6. slægtled efter Bernadotte.

Carl 16. Gustaf af Sverige, født 1946

Kong Carl 16. Gustaf er ligesom den danske dronning tipoldebarn af Oscar 2. og i 6. slægtled efter Bernadotte.

I hænderne på den russiske zar

Tanken var ikke fostret alene i Bernadottes hoved. Den var omhyggeligt indpodet hos ham af den russiske zar, der skulle bruge hans militære talent og de tropper, han kunne rejse.

I starten af felttoget nølede Bernadotte konstant, prøvede tilsyneladende at undgå direkte kamp med de franske enheder, der stadig talte mange af hans gamle venner og kampfæller. Det var dog i længden en umulig strategi, og i det uhørt blodige slag ved Leipzig deltog Bernadottes styrker i angreb på Napoleons tropper. Franskmændene måtte igen trække sig tilbage.

Den 31. marts 1814 nåede de første russiske tropper Paris, som hurtigt blev besat. Napoleon befandt sig med sine resterende styrker ved Fontainebleau, men kun for en kort stund. Han blev tvunget i eksil på Elba.

Paris var reelt i hænderne på den russiske zar, som faktisk forsøgte at holde sine halve løfter til Bernadotte. Under møder med franske forhandlere spurgte zaren, om man kunne forestille sig en fransk konge af huset Bernadotte frem for af huset Bourbon. Nej, lød svaret.

“Bernadotte kunne kun blive endnu en fase af revolutionen. Og hvorfor vælge en soldat, når vi netop har forkastet den største soldat af dem alle?” lød det fra en af de adspurgte.

Bernadottes rolle i fransk historie var udspillet. Han forlod landet for altid og rejste til Stockholm som en dybt skuffet mand. Han fik dog stormagternes accept af en anneksion af Norge, der blev gennemført med en kort militær kampagne.

Fra revolutionær til reaktionær

Bernadotte regerede Sverige med fast hånd frem til 1844. Undervejs havde han flere konflikter med Rikdagen.

Da den i 1815 foreslog at kopiere den engelske model med en parlamentarisk opposition, hvæsede Bernadotte rasende: “Opposition!?! Det er statsundergravende virksomhed!”

Så var stilen lagt, og den tidligere revolutionære er gået over i historien som en af Sveriges mest reaktionære konger. Han ville hellere balancere på forfatningens yderste kant end godvilligt give magt fra sig.

Han var konsekvent modstander af øget pressefrihed og holdt sig ikke tilbage for at fængsle en redaktør, der havde udfordret de snævre grænser for ytringsfriheden.

Jean-Baptiste Bernadottes svenske kongefamilie.

Kong Karl 14. med sin royale familie i Sverige. Jean-Baptiste Bernadotte står næstyderst til højre ved siden af sin søn, Joseph François Oscar Bernadotte, til venstre for ham. Familieportrættet er malet af Frederic Westin i 1837.

© Wikimedia Commons

Bernadotte var også modstander af flere teknologiske landvindinger, som hastigt forandrede Europa. Hvad skulle man fx med denne hersens dampmaskine, når nu Sverige havde klaret sig fint med vandkraft i århundreder?

Da en svensk ingeniør udviklede et glimrende damplokomotiv, måtte han fragte det til England for at få det afprøvet. Den svenske monark så ikke behov for jernbaner. Resultatet af hans politik var, at Sverige sakkede teknologisk bagud.

Til gengæld gav den gamle kriger sit folk varig fred. Han afviste diverse tilbud om deltagelse i krigseventyr og holdt Sverige uden for de skiftende alliancer. Dermed kan han ses som grundlægger af den neutralitetspolitik, som har givet svenskerne fred i snart 200 år.

På sin 81-års fødselsdag i 1844 fik Bernadotte et slagtilfælde og døde kort efter. Da de lagde ham i sarkofagen, var hans ene arm stadig smykket med de republikanske symboler, han havde fået indtatoveret som ung revolutionær.

Idealer kan fortrænges, men tatoveringer lader sig ikke vaske af.

Den svenske kongerække