Bernadottes fantastiske karriere: Fra rekrut til konge af Sverige

I 1789 fik Frankrig en katatrofal høst. Fødevarepriserne steg voldsomt, og en sultende befolkning gjorde oprør mod kongemagten. Mange af Bernadottes soldater sympatiserede med de revolutionære, men da regimentet befandt sig langt fra begivenhedernes centrum, kom det ikke til at spille nogen rolle under selve revolutionen.

I 1792 udbrød krigen mellem Frankrig og Østrig. Bernadotte blev sendt til fronten, hvor han viste både mod og lederskab i en række hårde kampe.

I 1793 valgte regimentets revolutionære soldater ham til kaptajn ved en demokratisk afstemning mellem flere egnede kandidater. Året efter blev Bernadotte igen forfremmet, denne gang til oberst og chef for en ny brigade.

Savner du det store overblik over forløbet af Den Franske Revolution? Find det her på Historienet.dk.

Bernadotte udmærker sig

Brigadens første kamp var nær endt som en katastrofe. Ud over gamle professionelle soldater bestod enheden af et stort antal unge frivillige – kontorister og bønderkarle – som grebet af revolu- tionær begejstring var styrtet af sted til det nærmeste rekrutteringskontor.

Først nu, i et blodigt sammenstød med østrigske veteraner, til lyden af drønende kanoner og i byger af musketkugler, der tyndede ud i geledderne, forstod de, hvad de havde meldt sig til. Så brød rædslen og panikken løs. Først vendte en enkelt om og løb, så et par stykker til, så endnu flere.

Bernadotte så faresignalerne i tide. Med løftet sabel red han om bag sin styrke og begyndte at drive de flygtende tilbage på plads, mens han brølede:

“Soldater! Hvis I vanærer jer selv ved at vige, så vil jeg ikke være jeres oberst!”

Med disse ord rev han sine distinktioner af skuldrene og smed dem fra sig. Det virkede. Soldaterne fik igen de rystende ben til at bære sig fremad – i et fortvivlet angreb drev de østrigerne tilbage.

Bernadotte udmærkede sig i flere efterfølgende slag, og i oktober 1794 blev han udnævnt til generalmajor. Dermed havde han nået den højeste rang i den franske hær. En anden militær komet – Napoleon Bonaparte – opnåede samme rang, men først et helt år senere.

En glødende republikaner

Revolutionsårene havde gjort Bernadotte til overbevist republikaner. Han var indædt modstander af enhver form for enevælde – uanset hvor oplyst den end måtte være.

Så da Napoleon i 1799 vendte tilbage fra Egypten og begyndte forberedelserne til et kup, som skulle gøre ham til enehersker, fandt han ingen støtte hos Bernadotte. Tværtimod holdt Bernadotte møder med flere ledende republikanere og drøftede, hvordan Napoleon kunne bremses.

Bernadotte var Napoleons jævnbyrdige i rang, og hans militære resultater havde givet ham en stor folkelig popularitet og sine troppers fulde loyalitet.

Det faktum, at Bernadotte var til stede i Paris og om nødvendigt kunne rejse betydelige styrker til at bakke sig op, gjorde ham til en politisk nøgleperson. Han var Napoleons farligste modstander, og derfor havde Napoleon også – forgæves – forsøgt at vinde ham over på sin side.

Da kejseraspiranten nu via sine spioner hørte, at Bernadotte intrigerede imod ham, blev han rasende. Flere hørte ham sige, at Bernadotte fortjente at blive skudt.

I familie med Napoleon

Men familieforbindelser – Bernadottes hustrus søster var gift med Napoleons bror – samt Bernadottes folkelige popularitet bremsede Napoleon i at gøre alvor af truslerne. Og da kuppet endelig kom, gjorde Bernadotte heller ikke noget aktivt for at stoppe Napoleon.

Napoleon tog til en begyndelse titel af “første konsul”, så “konsul på livstid”, og endelig – den 18. maj 1804 – af kejser. I den forbindelse blev 14 generaler udnævnt til marskaller – mod at sværge en personlig troskabsed til Napoleon.

Bernadotte var en af dem. Kejseren ville hellere have ham under sig end imod sig. Og Bernadotte accepterede sin underordnede status:

“Jeg har længe troet, at Frankrig kun kunne blomstre under en republikansk regering. Den overbevisning har ledt mig, indtil erfaringen viste mig, at jeg tog fejl.

Jeg beder Hans Majestæt være trygt forvisset om min villighed til at løse enhver opgave, De måtte ønske at pålægge mig,” sagde han ydmygt til Napoleon. De to mænd gav derefter hinanden et varmt håndtryk.

Et nyt venskab

I 1805 fik Bernadotte kommandoen over 1. Armekorps og fik med det en vigtig andel i Napoleons knusende sejr over Østrig og Rusland ved Austerlitz.

Året efter sluttede Preussen sig til Frankrigs fjender, men endte med at blive fuldstændig nedkæmpet. Efter et angreb mod Lübeck kunne Bernadotte modtage de sidste 22.000 preussiske soldaters kapitulation.

Sverige havde tilsluttet sig koalition-en mod Frankrig, og med i kapitulation-en i Lübeck var 1500 svenske tropper. Bernadotte behandlede som altid sine fanger godt. Den svenske øverstbefalende, grev Gustav Mörner, blev indbudt til middag.

Han og Bernadotte førte lange samtaler og udviklede hurtigt et venskabeligt forhold. Mörner var imponeret af den franske marskal, der uden selv at ane det havde skabt en forbindelse, som ville hjælpe ham til den svenske trone.

Invasion af Skåne

I 1808 blev Bernadotte med et korps sendt til det fransk-allierede Danmark for at bistå med en invasion af Skåne. Invasionen blev dog aldrig til noget, da den ikke passede ind i den overordnede franske strategi.

Napoleon havde sluttet fred med russerne ved Tilsit og givet sin opbakning til en russisk erobring af det svenske Finland.

Men om freden holdt, kunne man aldrig vide, så for Napoleon var det kun godt, hvis svenskerne og russerne holdt hinanden beskæftiget højt mod nord, mens han selv i ro og mag trak stregerne på det centraleuropæiske landkort.

Militærkup banede vejen til tronen

Sveriges krigsførelse i Finland var en hovedløs affære, så russernes erobring af landet gik let. I frustration greb det svenske officerskorps i 1809 til militærkup og afsatte den inkompetente Gustav 4. Adolf.

Hans farbror – Karl 13. – blev indsat som ny konge. Men det var kun en midlertidig løsning, for han var en tidligt ældet mand i begyndelsen af 60’erne – og han var barnløs.

Svenskerne manglede en kronprins, helst en kraftfuld krigertype, som kunne erobre Finland tilbage. I mangel på oplagte indenlandske kandidater udså man sig først den danske prins Christian August, men han faldt kort efter af sin hest og døde.

En ny Riksdag blev indkaldt for at drøfte tronfølgen, og kongen skrev til Europas mægtigste mand, Napoleon, for at høre, om han havde nogle forslag. Fx en person fra Napoleons slægt – eller en marskal.

Samtidig fik en fremadstormende ung mand, der var i nær familie med den svenske kansler, lov til at rejse til Paris for at sondere. Han hed Mörner – Otto Mörner – og var fætter til Bernadottes tidligere fange Gustav Mörner, som i de forløbne år havde fortalt vidt og bredt om sit møde med Bernadotte – denne fantastisk velbegavede franske marskal.

Otto Mörner mødtes med Bernadotte i Paris 25. juni 1810 og blev imponeret af marskallens personlighed og viden om skandinaviske forhold.

Læs også: Slaget ved Waterloo

Bernadotte som kronprins

Bernadotte selv var tøvende. Godt nok var han tidligere blevet installeret som fyrste af den italienske lilleputstat Ponte Corvo, men at blive kronprins af Sverige var trods alt noget andet. Desuden afhang hans kandidatur af Napoleons accept.

Napoleon så primært Skandinavien som en kontravægt til Rusland. Derfor rådede han svenskerne til at vælge Frederik 6. af Danmark-Norge som ny kronprins.

Dermed ville Danmark, Norge og Sverige automatisk blive et forenet, stærkt kongerige. Det svar vakte ikke begejstring hos svenskerne, da Frederik 6. jo rent faktisk havde ledet sit land i krig mod Sverige. Og til Danmarks uheld fremturede Napoleon ikke.

Med hensyn til Bernadotte sagde Napoleon aldrig klart ja eller klart nej. Så Mörner rejste hjem med den besked, at Bernadotte havde Frankrigs opbakning.

Efter yderligere et grundigt politisk benarbejde valgte Riksdagen den 21. august Bernadotte som kronprins.

Bernadotte bliver Frankrigs fjende

Kun en måned efter Bernadottes ankomst til Sverige blev kongen invalideret af et slagtilfælde. Bernadotte måtte tage over og regerede snart landet med fuld autoritet. Men til manges skuffelse ville han ikke tilbageerobre Finland.

Som skarp strateg så han, at det var alt for risikabelt at rode sig ud i en krig mod det mægtige Rusland. Bernadottes ambition lå i vest. Danmark var svagt, og Norge var et realistisk bytte – hvis han kunne få stormagternes accept af en anneksion.

I 1812 førte Napoleon en kæmpehær på 600.000 mand dybt ind i Rusland, hvor den som bekendt mødte sin undergang. Dermed var alt forandret. Bernadotte så, at Napoleon var færdig.

Han så også, at han kunne opnå accept af sin anneksion af Norge ved at stille sig selv og Sverige på koalitionens side i det endelige opgør med den franske kejser.

Han sendte derfor svenske styrker over på den anden side af Østersøen for at opbygge et brohoved i de tidligere svenske besiddelser Stralsund og Rügen, som nu var forladt af de franske tropper. Herfra sluttede han sig til koalitionsstyrkerne i forfølgelsen af den franske hær, som trak sig tilbage gennem Tyskland.

Det var et dramatisk sideskift, og Bernadotte havde da også sine samvittighedsmæssige kvaler. Han undskyldte sig dog med, at Frankrig havde brug for ham.

Når Napoleon var væk, kunne han – Bernadotte – alene stå som alternativ til den gamle bourbonske kongeslægts tilbagekomst. Han kunne blive Frankrigs konge – vinde sit gamle fædreland for sig selv, og Norge for sit nye fædreland.

I hænderne på den russiske zar

Tanken var ikke fostret alene i Bernadottes hoved. Den var omhyggeligt indpodet hos ham af den russiske zar, der skulle bruge hans militære talent og de tropper, han kunne rejse.

I starten af felttoget nølede Bernadotte konstant, prøvede tilsyneladende at undgå direkte kamp med de franske enheder, der stadig talte mange af hans gamle venner og kampfæller. Det var dog i længden en umulig strategi, og i det uhørt blodige slag ved Leipzig deltog Bernadottes styrker i angreb på Napoleons tropper. Franskmændene måtte igen trække sig tilbage.

Den 31. marts 1814 nåede de første russiske tropper Paris, som hurtigt blev besat. Napoleon befandt sig med sine resterende styrker ved Fontainebleau, men kun for en kort stund. Han blev tvunget i eksil på Elba.

Paris var reelt i hænderne på den russiske zar, som faktisk forsøgte at holde sine halve løfter til Bernadotte. Under møder med franske forhandlere spurgte zaren, om man kunne forestille sig en fransk konge af huset Bernadotte frem for af huset Bourbon. Nej, lød svaret.

“Bernadotte kunne kun blive endnu en fase af revolutionen. Og hvorfor vælge en soldat, når vi netop har forkastet den største soldat af dem alle?” lød det fra en af de adspurgte.

Bernadottes rolle i fransk historie var udspillet. Han forlod landet for altid og rejste til Stockholm som en dybt skuffet mand. Han fik dog stormagternes accept af en anneksion af Norge, der blev gennemført med en kort militær kampagne.

Fra revolutionær til reaktionær

Bernadotte regerede Sverige med fast hånd frem til 1844. Undervejs havde han flere konflikter med Rikdagen.

Da den i 1815 foreslog at kopiere den engelske model med en parlamentarisk opposition, hvæsede Bernadotte rasende: “Opposition!?! Det er statsundergravende virksomhed!”

Så var stilen lagt, og den tidligere revolutionære er gået over i historien som en af Sveriges mest reaktionære konger. Han ville hellere balancere på forfatningens yderste kant end godvilligt give magt fra sig.

Han var konsekvent modstander af øget pressefrihed og holdt sig ikke tilbage for at fængsle en redaktør, der havde udfordret de snævre grænser for ytringsfriheden.

Bernadotte var også modstander af flere teknologiske landvindinger, som hastigt forandrede Europa. Hvad skulle man fx med denne hersens dampmaskine, når nu Sverige havde klaret sig fint med vandkraft i århundreder?

Da en svensk ingeniør udviklede et glimrende damplokomotiv, måtte han fragte det til England for at få det afprøvet. Den svenske monark så ikke behov for jernbaner. Resultatet af hans politik var, at Sverige sakkede teknologisk bagud.

Til gengæld gav den gamle kriger sit folk varig fred. Han afviste diverse tilbud om deltagelse i krigseventyr og holdt Sverige uden for de skiftende alliancer. Dermed kan han ses som grundlægger af den neutralitetspolitik, som har givet svenskerne fred i snart 200 år.

På sin 81-års fødselsdag i 1844 fik Bernadotte et slagtilfælde og døde kort efter. Da de lagde ham i sarkofagen, var hans ene arm stadig smykket med de republikanske symboler, han havde fået indtatoveret som ung revolutionær.

Idealer kan fortrænges, men tatoveringer lader sig ikke vaske af.