Af alle middelalderens konger fik Vilhelm Erobreren nok det mest groteske endeligt.
21 år efter erobringen af England i 1066 revnede hans tarme under en rideulykke, og efter to måneder i sygesengen døde Vilhelm i sit hjem nær Rouen i Nordfrankrig.
Kongens to ældste sønner var i udlandet, og den yngste havde ikke tid, så tjenerne plyndrede Vilhelms hus og stjal tøjet fra liget, der blev efterladt på gulvet. Her lå det i dagevis, før en lokal ridder betalte for at få liget kørt i en kærre til klostret i Caen.
En række gravplyndringer har spredt Vilhelms jordiske rester, men lårbensknoglen ligger stadig begravet i Saint-Ètienne-klosteret i Caen.
Ikke så snart var kærren med Vilhelms lig på ladet ankommet, før der gik ild i klostret. Kongen, hvis krop nu var yderst “moden”, blev derfor igen glemt i nogle dage, før munkene fik liget ind i kirken.
En grav blev gravet under kirkegulvet og de normanniske adelige hentet til ceremonien. Da liget skulle lægges i stensarkofagen, var det dog svulmet voldsomt op.
Adskillige munke måtte mase på liget for at få det ned, men midt i postyret eksploderede den dødes mave og sendte en sky af råddenskab ud over gulvet.
Stanken var så ulidelig, at gæsterne flygtede. To munke måtte bagefter lirke liget på plads, hvorefter Vilhelm Erobreren omsider fik ro.
