Clausewitz lærte os alt om krig

Carl Philipp Gottlieb von Clausewitz blev født den 1. juni 1780 i Burg, en preussisk garnisonsby ca. 130 km vest for Berlin.

Byens store kaserne husede det agtværdige 47. infanteriregiment – faren Friedrich Clausewitz’ regiment – og familieforbindelsen gjorde, at hæren spillede en dominerende rolle i sønnens barndom.

Carl von Clausewitz beskrev ligefrem sig selv som “søn af lejren”.

“Jeg voksede op i den preussiske hær”, konstaterede han.

Faren Friedrich Gabriel Clausewitz gjorde karriere som officer i hæren – en levevej, som ellers fortrinsvis var åben for adelige, mens han var født borgerlig.

Og da hæren skar ned på officersstaben, blev løjtnant Clausewitz sendt på pension ligesom de øvrige borgerlige.

Han fik i stedet tildelt posten som skatteopkræver, et embede, der indbragte 300 preussiske daler om året – mindre end halvdelen af en skolelærers løn i Berlin.

For familien Clausewitz var afskedigelsen et hårdt slag, men drømmen om at tjene i hæren levede videre blandt sønnerne.

Den unge Carl von Clausewitz drømte om at blive officer, men at blive officerskadet var nu nærmest umuligt for ikke-adelige.

Det måtte hans far, Friedrich Gabriel, sande, da han i 1786 henvendte sig direkte til kong Frederik 2. for at bede om en plads på officersskolen til én af Clausewitz’ ældre brødre.

“Hvis hans søn vil gøre tjeneste i artilleriet, må han henvende sig der og starte fra bunden”, lød kongens svar.

Men heldet var med familien Clausewitz. Gennem sine forbindelser havde Carl adgang til den øverstkommanderende for et infanteriregiment.

Med hans hjælp blev både Carl og broren Wilhelm Benedikt indrulleret i regimentet som kadetter.

Clausewitz var da kun 12 år og så spinkel, at han kun med stort besvær og i kort tid ad gangen formåede at udføre sin vigtigste pligt – at bære regimentets fane.

Men større opgaver ventede for Carl, der som ung oplevede en af de mest turbulente perioder i europæisk historie: Den Franske Revolution og begyndelsen på Napoleonskrigene.

“Min entré i verden skete på et tidspunkt, hvor store begivenheder fandt sted, og nationers skæbne blev afgjort”, skrev han senere.

Den største af de verdensbegivenheder, som skulle forme Clausewitz’ livsbane, fandt sted tre år før Carl von Clausewitz’ indtræden i hæren.

Den Franske Revolution i 1789 betød et opgør med konge og adel i Frankrig og skabte ustabilitet i Europa, da franskmændene efterfølgende forsøgte at udbrede revolutionen til resten af kontinentet.

I 1792 erklærede Frankrig krig mod Preussen.

Konflikten blev en forløber for Napoleonskrigene og dermed den første i en række af blodige krige mellem Frankrig og Preussen og de to landes skiftende allierede.

Under krigene avancerede Carl von Clausewitz hurtigt. I 1806 gjorde han tjeneste som adjudant for den preussiske general og prins Augustus Ferdinand. At være tæt på frontlinjen gav Clausewitz enestående muligheder for at studere preussernes og ikke mindst Napoleons krigsførelse.

Karrieren blev dog brat afbrudt, da den preussiske hær led et knusende nederlag til den franske hær ved Jena-Auerstedt i 1806. Carl blev såret og sad i fangenskab i de næste 10 måneder.

Nederlaget i 1806 fik voldsomme konsekvenser for Preussen. 25.000 soldater – blandt dem Clausewitz – måtte gå i fangenskab, da den slagne preussiske hær overgav sig.

Og ved den efterfølgende fredsslutning, Freden i Tilsit, underskrevet året efter blev Preussen tvunget til at afgive halvdelen af sit territorium til Frankrig. Den førhen så mægtige militærmagt var reduceret til en fransk vasal.

Nederlaget berørte den patriotiske Clausewitz dybt, og vreden ulmede i ham, da Preussens konge indvilgede i at stille et hærkorps til rådighed for Napoleons invasion af Rusland i 1812.

Clausewitz, der nu havde rang af major, trak sig straks fra den preussiske hær. I stedet gik han i russisk tjeneste. På den måde kunne han fortsætte kampen mod Preussens hovedfjende, Napoleon.

Om indsatsen kunne redde Preussen, vidste Clausewitz ikke. Men som officer måtte han forsøge at forsvare sit lands ære.

“Man er forpligtet til at udføre en mission, også selvom chancen for succes er lille, i de tilfælde, hvor det er umuligt at handle anderledes”, skrev han.

Under Clausewitz’ tjeneste i Rusland led Napoleon et knusende nederlag. Mere end 300.000 franske soldater mistede livet som følge af kamp, sult og kulde i den russiske vinter.

Alene i slaget ved Borodino, som Clausewitz deltog i, blev mere end 70.000 såret eller dræbt på en enkelt dag.

Efter Napoleons nederlag lykkedes det Clausewitz gennem forhandlinger at bringe Preussen tilbage i kampen mod Napoleon.

Resultatet blev en alliance mellem Preussen, Rusland og Storbritannien, den alliance, som godt to år senere endegyldigt nedkæmpede Napoleon i slaget ved Waterloo.

Preussens tidligere nederlag på slagmarken og den ydmygende underkastelse for Frankrig fik Clausewitz til at spørge sig selv om, hvordan det kunne gå så galt. Preusserne havde indtil da været berømmet og frygtet som Europas dygtigste soldater.

Sine tanker skrev han i breve hjem til hustruen Marie.

Marie, der var af adelig slægt, havde gode kontakter i kongerigets højeste politiske cirkler. Med hende kunne Clausewitz frit diskutere de tanker om krigsførelse og politik, som trængte sig på.

Clausewitz bemærkede fx, at et felttog på trods af omhyggelige forberedelser – udført af preussiske generaler – kunne slå fejl som følge af uforudsigelige faktorer som vejret.

Allerede i 1812 samlede han sine tanker i et skrift kaldet “Die wichtigsten Grundsätze des Kriegführens” – de vigtigste principper for krigsførelse – tilegnet kronprinsen.

I skriftet indskærper han, at det i krig er vigtigt at være fleksibel og tilpasse sig skiftende omstændigheder.

“I livets afgørende øjeblikke, i kampens hede, vil De en dag komme til den erkendelse, at dette synspunkt kan hjælpe, når hjælpen er mest nødvendig, og hvor tørre pedantiske udregninger vil lade Dem i stikken”, skrev han til kronprinsen.

Tankerne blev med tiden til bogen “Om krig” (Vom Kriege), som udkom i 1832.

Gennem sin opvækst blev Clausewitz opdraget i overensstemmelse med de gamle preussiske dyder – de samme, som faren var blevet opfostret med.

“Han blev næret alene af meninger, som er fremherskende i militæret: At den preussiske hær og dens metoder overgik alt i fortræffelighed. Nationalfølelsen og bevidstheden om at tilhøre en kaste var så udtalte og rodfæstede i ham, som det overhovedet kan lade sig gøre”, skrev Clausewitz om sin far.

Men indtrykkene fra Napoleonskrigene fik Clausewitz til at tage de gamle preussiske dyder om benhård disciplin og minutiøs planlægning af enhver detalje op til revision.

Stiv disciplin var ikke længere afgørende for at vinde krige. Fleksibilitet og evnen til at gribe muligheder for den enkelte soldat var vigtigere, skrev Clausewitz.

Han gjorde bl.a. op med det klasse-opdelte samfund ved at støtte en reformbevægelse, som i 1807 afskaffede livegenskabet, det system, der reelt gjorde bønderne til herremandens ejendom.

I hæren som i alle andre dele af samfundet skulle folk belønnes efter indsats og fortjeneste og ikke efter herkomst, mente Clausewitz, der som ung selv var tæt på at blive valgt fra pga. militærets regel om, at officerskadetter skulle være af adelig herkomst.

Clausewitz’ “Om krig” var ufærdig, da forfatteren døde af kolera i 1831 i en alder af bare 51 år. Hustruen Marie redigerede derfor værket og skrev også forordet.

I de følgende årtier gik bogen ubemærket hen. Men da Tyskland under Bismarck i 1860’erne og 1870’erne fejrede en række militære sejre, begyndte militærstrategerne at undersøge, hvordan Preussen efter Napoleonskrigenes barske nederlag pludselig kunne opvise så store succeser på slagmarken.

Strateger fandt forklaringen i Clausewitz’ anvisninger, som derefter blev studeret med stor interesse blandt Europas militære elite.

Clausewitz’ tanker om frihed til at handle på opståede muligheder til officerer og befalingsmænd var markant anderledes end de traditionelt top-styrede europæiske hære, hvor enhver ordre skulle vandre fra generalen ned til junior-officeren – ofte med den konsekvens, at chancen for handling var forpasset.

Ved 2. verdenskrigs begyndelse var netop Clausewitz' principper en af grundene til de store tyske sejre – specielt mod det forældede system i Den Røde Hær.

Et endnu større gennembrud fik han efter Vietnam-krigen.

Her tyede amerikanske militærstrateger til Clausewitz for at forstå, hvordan USA kunne tabe til den dårligt udrustede nordvietnamesiske hær – en fjende, som ifølge alle rationelle beregninger ville være let at nedkæmpe.

Blandt dem, som kastede sig over Clausewitz’ bog, var Colin Powell, den senere general og udenrigsminister.

Han var begejstret. Bogen var “som en stråle af lys fra fortiden, der stadig belyser og oplyser vore militære problemer”, skrev han senere. Siden har “Om krig” været standardlekture for alle, som beskæftiger sig med krigskunst, og Clausewitz et fast referencepunkt i debatter, foredrag og nyhedsanalyser.

Selv de krigere, som har erklæret sig som Vestens svorne fjender, studerer ham. Under den amerikanske hærs invasion af Afghanistan i 2001 fandt soldaterne eksemplarer af “Om krig” i huse forladt af den militante islamistiske organisation al-Qaeda.

Fra 1860’erne tilpassede den preussiske og siden den tyske hær krigsførelsen, så den gav plads til Clausewitz’ principper.

Hæren indførte fx den såkaldte Auftragstaktik – opgave-taktik – som giver den militære leder stor frihed og fleksibilitet i forfølgelsen af et krigsmål.

Officererne blev desuden undervist vha. Freies Kriegsspiel, en særlig version af krigsspil, som skulle opøvede deres evne til at klare uforudsete situationer.

Da Clausewitz også anså folkelig opbakning som vigtig for en hærs præstationer, forsøgte politikere og militærfolk at højne militærets synlighed og anseelse; fx blev officerskorpset udvidet i fredstid, så flere fik berøring med militæret.

Blandt omstillingens drivkræfter var feltmarskal Helmuth Karl Bernhard Graf von Moltke. Moltkes ledelse sikrede Preussen en række bemærkelsesværdige sejre i felttoget mod Danmark i 1864, Den Preussisk-Østrigske Krig i 1866 og i Den Fransk-Preussiske Krig i 1870-1871 – konflikten, som førte til Tysklands samling under preussisk ledelse samme år.