Duel om Norden: Sverige rejste sig ud af blodig kongestrid

Christian voksede op med krig

Både Gustav og Christian var vokset op med striden mellem Danmark og Sverige på tætteste hold. Ved det danske hof, som Christian blev født ind i den 1. juli 1481, var forholdet til Sverige omdrejningspunktet for næsten al politik. I netop denne konflikt fejrede hans far, kong Hans, sine største triumfer og led sine bitreste nederlag.

Ligesom Norge havde Sverige siden 1397 været underlagt den danske krone i Kalmarunionen. Unionen byggede på dansk overherredømme og var en skrøbelig størrelse. Nordmændene skabte sjældent problemer, men svenskerne gjorde ustandseligt oprør.

Bevæbnet med bue og pil satte de sig op mod danskerne, som flere gange var tæt på at miste kontrollen. De danske konger satte hårdt mod hårdt. Gang på gang blev den danske hær og flåde sendt ud mod de genstridige svenskere.

I 1497 kunne den 16-årige Christian følge, hvordan hans far sejrsberuset indtog Stockholm, blot for fem år senere at tabe det hele igen, da oprørere drev ham ud af Sverige.

Christian blev opdraget til at overtage faderens mission. Som 25-årig blev han gjort til vicekonge af Norge, og da faderen døde i 1513, var han klar til at regere Norden som Christian 2.

Under kroningen gav ærkebiskoppen ham Guds velsignelse, men svenskernes velsignelse måtte han undvære. Den svenske rigsforstander, Steen Sture, nægtede at anerkende ham som Sveriges overhoved.

Da Christian kort efter sendte sine styrker af sted for at få Sture til at makke ret, stod rigsforstanderen klar med et stort opbud af kampklare mænd, heriblandt Gustav Eriksson.

Vreden gjorde Gustav hård

Gustav Eriksson var søn af adelsmanden Erik Johansson af Vasaslægten. Familien ejede flere godser, og Gustav, som menes at være født den 12. maj 1496, voksede op på herregården Rydboholm, lidt nord for Stockholm. Som 22-årig blev han sendt på et dannelsesophold hos rigsforstander Steen Sture.

Sture, hvis familie var indgiftet i Vasa-slægten, sad på en post, som i princippet gjorde ham til Sveriges leder i indre anliggender. Sådan var det dog kun på papiret, for reelt bestemte danskerne i alle vigtige sager. Det frustrerede rigsforstanderen og hans ligesindede.

Hos Steen Sture fik Gustav både sin militære og politiske skoling. Og da Sture nægtede at anerkende Christian 2. som svensk regent, hvorefter danskerne gik til angreb, kæmpede Gustav indædt på sin lærers side.

Han deltog i et vigtigt slag ved Brännkyrka, lige uden for Stockholm, hvor det lykkedes Stures hær at stoppe danskerne. Christian 2. bad om forhandlinger – og om at få stillet de føromtalte seks mænd som sikkerhed. Sådan blev Gustav slynget lige ind i centrum af den dansk-svenske konflikt.

Fra København blev Gustav ført til Kalø Slot, som lå mellem Århus og Ebeltoft. Beretningerne om, hvordan fangen blev behandlet, er stærkt modstridende. Nogle kilder hævder, at kosten udelukkende bestod af salt øl, groft brød og harske sild.

Andre fortæller, at Gustav blev behandlet godt og kunne færdes frit på slottet og i de nærmeste omgivelser mod at give sit æresord på, at han ikke ville forsøge at stikke af. Helt sikkert er det, at Gustav rent faktisk tog flugten i september 1519. Forinden havde han hørt, at de danske styrker nu havde fremgang i Sverige.

Magten lå i Lübeck

Under flugten viste Gustav for første gang sit talent for politiske manøvrer. Forklædt som oksedriver drog han af sted – ikke mod Sverige, men sydpå mod hansestaden Lübeck, et af Nordeuropas økonomiske magtcentre.

Lübecks rige købmænd kunne ud- ruste hære og krigsflåder, opløfte nye mænd til fyrsteværdighed og pille dem ned igen, hvis de ikke makkede ret.

Nu søgte Gustav disse magtfulde mænds støtte. På ølstuer, spisesteder og i rige borgerhjem fandt han ud af, hvad der rørte sig. Og han kunne lide, hvad han hørte.

Købmændene var godt trætte af Christian 2., som gerne selv ville sætte sig på handelen i Norden eller spille de hollandske handelshuse ud mod lübeckerne. Vasa fik deres fulde sympati og velsignelse til at gøre oprør.

Snart stod Vasa på et skib, og i slutningen af maj 1520 sneg han sig i land ved byen Kalmar på Sveriges østkyst. Her fandt han alt forandret.

Oprørerne holdt stadig ud i Stockholm, men på lånt tid. Christian 2. havde sat alt ind på at erobre Sverige. Ved at brandskatte bønderne og forhøje tolden for de skibe, som sejlede igennem Øresund, kunne han finansiere en mægtig hær, og det blev stadig tydeligere, at han ville vinde denne gang.

I sejrens time viste danskekongen forsonlighed mod sine fjender. Steen Sture var faldet i kamp, men hans enke såvel som andre oprørske adelsfolk og borgere fik Christians garanti for både liv og ejendom.

Amnestien fik svenskerne til at bøje af. Ingen ville høre på Gustavs snak om fortsat kamp mod danskerne.

“Vi har ingen nød, når vi får kong Christian til herre, for han har lovet os, at vi ikke skal mangle hverken sild eller salt”, lød det overalt.

Selv Gustavs egen familie havde overgivet sig og var parat til at hylde Christian 2. i Stockholm, hvor han skulle krones som Sveriges konge under stor festivitas.

Stockholm blev badet i blod

Christians fromme mine, da han blev salvet i den guldsmykkede Storkyrkan, dækkede over en grusom plan.

Den 7. november på slaget et om natten, netop som kroningsfesten var gået ind i sit tredje døgn, smækkede portene i med et brag, musikken stoppede, og de rådvilde gæster blev gennet sammen i slottets store sal. Her ventede en dyster kong Christian, flankeret af sin faste støtte – biskop Gustav Trolle.

Biskoppen oplæste et langt skrift med anklager mod Steen Sture og hans kreds, som blev beskyldt for kætteri. Anklagen var et trick, for ved at gøre oprøret til et religiøst anliggende kunne kongen sætte sin amnesti ud af kraft. Kættere blev altid dømt til døden.

Mange af de rædselsslagne gæster blev hevet til forhør – stadig iført silketøj og festskrud. Næste dag blev de stillet for en kirkelig domstol og rutinemæssigt dømt.

I mellemtiden havde kongen erklæret undtagelsestilstand i Stockholm, og byens gader lå øde hen, mens skarpretteren hvæssede øksen på Stortorget, Stockholms centrale plads.

Om eftermiddagen den 8. november 1520 blev 82 mennesker henrettet i løbet af tre timer, og endnu flere blev dræbt i de følgende dage.

På Södermalm flammede tre store ligbål mod den grå vinterhimmel: ét for de adelige, ét for kirkens mænd og ét for de borgerlige. På adelens bål lå også liget af Steen Sture, som Christian havde fået gravet op. Kun aske skulle blive tilbage af hans modstandere.

Ingen ved, hvem der overbragte Gustav den sørgelige nyhed om, at hans far var blandt de dræbte i Stockholm, og at hans mor og tre søstre sad i fængsel. Men det vides med sikkerhed, at han reagerede omgående.

Han pakkede sin vadsæk og satte af sted mod Dalarna, et fjeldområde i Midtsverige.

Her var han sikker på at finde ligesindede, for “dalkarlene” havde ry for at være frihedselskende, selvstændige og bitre modstandere af Christian, som ville vriste områdets miner fra de nuværende ejere – de ganske velbetalende og derfor populære lübeckere.

Vasa samlede en bondehær

Gustav Vasa agiterede foran kirker og andre steder, hvor folk samledes. Og da mennesker på flugt fra danskekongen begyndte at søge tilflugt i området, brugte han dygtigt deres vidnesbyrd i sin propaganda imod “Christian Tyran”, som regenten nu blev kaldt.

Snart havde Vasa samlet en styrke på 400 mand, som drog hærgende frem gennem landskabet. Overalt var fremgangsmåden den samme; Vasas militssoldater overfaldt og dræbte den lokale danske foged og stjal derefter al proviant og skattebeholdningen.

Succesen var selvforstærkende. Den tvivl, mange havde næret over for opkomlingen Gustav Vasa, forduftede. Nye tilhængere strømmede til hans lejr, heriblandt betydningsfulde herremænd og tidligere politiske modstandere, som nu ville over på det vindende hold.

I efteråret 1521 stod Vasa uden for Stockholms velbefæstede mure. Danskerne havde udbygget forsvarsværkerne og sendte jævnligt stærke patruljer ud for at overfalde Vasas bondesoldater.

Frihedskampen så pludselig ikke helt let ud, og en stemning af mismod bredte sig blandt svenskerne. Vasa besluttede at løse problemet med list. Han samlede sine folk og oplæste et brev fra Stockholms kommandant, Henrik Slagheck, som truede med at gå over til Vasa, hvis ikke kong Christian sendte hjælp inden for en bestemt tidsfrist.

Brevet havde Vasa naturligvis selv skrevet, men det lykkedes ham at narre sine mænd. De frysende militssoldater fattede nyt mod, og Vasa vandt tid til at vente på den hjælpeflåde, han havde fået sine allierede i Lübeck til at sende.

Magten var købt på kredit

Hjælpeflåden med 900 erfarne landsknægte, våben, ammunition og andre fornødenheder ankom den 7. maj. Men Stocholms danske forsvarere holdt stand i mere end et år endnu, og først den 23. juni 1523 kunne Vasa ride gennem byens gader som sejrherre og konge.

Hvis svenskerne havde forventet, at alt nu ville blive godt, så blev de fælt skuffede. Gustav Vasas magt var købt på kredit, og lübeckerne tog sig godt betalt for deres hjælp. Samtidig var både landet og de skattepligtige bønder udpinte af krigen. Kongen overtog med egne ord “et øde og lammet land”.

Velstand fandtes kun ét sted: I kirker og klostre glimtede sølvet. Kirken var nemlig fritaget for skat og ejede en femtedel af den svenske jord. Her var virkelig noget at hente.

Med en hårdhed, som var en “Christian Tyran” værdig, kastede Gustav sig over rigdommene. Godser ejet af katolske biskopper blev konfiskeret, og enhver modstand knust uden skånsel.

Det fik “dalkarlene”, som havde været med til at skaffe Vasa sejren, også at mærke. De selvstændige og traditionsbundne mænd brød sig ikke om Vasas hårde greb om befolkningen og kirken.

Flere gange måtte kongen selv ride ud og belære sine tidligere forbundsfæller om, at han vidste bedst, og at de havde at gøre, som deres konge befalede.

Omkring år 1530 blev sagen sat på spidsen, da Vasa gav ordre til at konfiskere kirkeklokker over hele landet. Det var en let måde at betale af på gælden til Lübeck. Hansestaden oplevede nemlig stor efterspørgsel på den kostbare bronze, som blev brugt til kanonstøbning.

Men bønderne kunne kun se konfiskationen af de indviede kirkeklokker som en utilgivelig helligbrøde. Vasas gamle forbundsfæller fra oprørstiden nægtede at adlyde. Nu var det gået for vidt!

Under et marked i Uppsala forsøgte Gustav Vasa at tale sine undersåtter til rette. En stor folkemængde havde samlet sig for at lytte til kongen, som med sit følge af bevæbnede soldater havde placeret sig på en høj i nærheden af markedspladsen. Men så snart Vasa nævnte kirkeklokkerne, begyndte folk at buhe og råbe skældsord mod ham.

Rasende trak kongen sit sværd og brølede ud over forsamlingen: “Nu udholder jeg ikke længere jeres ondsindede tale. Slå til, hvem af jer der har modet. Jeg vil med min flok gerne tage prøven om, hvem af os, der skal beholde pladsen!”

Chokerede faldt bønderne på knæ og lovede bod og bedring. Kongen skulle nok få kirkeklokkerne.

Vasa svarede, at han “tilgav alle og hver for sig” deres opsætsighed. Den overraskende milde reaktion havde en logisk forklaring: Christian 2. raslede igen med sablen, og Vasa havde hårdt brug for det svenske folks opbakning.

Christian søgte kejserens hjælp

Efter udrensningerne i Stockholm havde Christian stået på magtens tinde og var straks gået i gang med at lægge store planer. I løbet af kort tid havde han stiftet et nordisk handelskompagni. Vasas sejr spolerede dog alle planer.

Også internt mødte Christian modstand. Den danske adel følte sig truet, dels af den styrkede kongemagt, dels af nogle nye privilegier til borgerstanden. Et oprør brød ud i januar 1523, og kongens forhadte love blev kastet på bålet.

Christian 2. følte ret bogstaveligt jorden brænde under sig, og i april forlod han København. Med sig havde han en god del af statskassebeholdningen.

Kongens afrejse var både en flugt og et taktisk tilbagetog. Christian var gift med Isabella af Habsburg – i Danmark kaldet Elisabeth. Hun tilhørte verdens mægtigste fyrsteslægt. Dronningen var barnebarn af det tysk-romerske riges afdøde kejser Maximilian og søster til den nuværende kejser, Karl 5.

Kejseren skyldte stadig Christian 24.000 gylden – en svimlende sum – i medgift for sin søster. De penge håbede Christian nu at kunne få udbetalt, så han kunne hverve en kæmpehær, banke den danske adel eftertrykkeligt på plads og desuden generobre Sverige.

Rejsen blev en skuffelse for Christian. Kejser Karl var alt for optaget af at føre krig mod Frankrig til at kunne hjælpe en dansk eksilmonark – uanset hvor meget de end var i familie.

I Danmark havde adelen fået anbragt Christians farbror, hertug Frederik af Gottorp, på tronen. Den landflygtige Christian havde stadig et hof omkring sig, men levede på andres nåde.

Dronningens faster, Margarete, der af Karl 5. var indsat som rigsforstander i Nederlandene, havde skaffet eksilkongeparret et beskedent hus i Lier i det nuværende Belgien, men holdt sine påtvungne gæster i kort snor.

Hun lod sin administration føre nøje regnskab med forbruget af stort og småt – lige fra vinen og maden til lys og brændestykker. Husholdningen fik endog påbud om, at de laveste i rang skulle spise levningerne fra de finere folks måltider.

I 1526 døde dronning Elisabeth, og Christian – som samtidig så sin livsdrøm om dansk herredømme i Norden smuldre – sank ned i en dyb depression.

Yderligere fem lange år skulle gå, før kejser Karl i 1531 omsider afsatte penge til Christian. Eksilkongen vågnede op til dåd og udrustede en styrke på omkring 30 krigsskibe og 7.000 mand. Flåden afsejlede fra Holland i oktober 1531.

Målet var Norge, for her havde den nye danske konge, Frederik 1., endnu ikke for alvor vundet fodfæste. Men heldet var ikke med Christian. Hans flåde blev næsten udslettet af en ødelæggende storm. Kun nogle få skibe og knap 1.200 mand nåede frem til Oslofjorden.

Christian spildte sin chance

Trods sin moderate styrke vandt Christian hurtigt frem. Allerede i november havde han et fast greb om Norge – med undtagelse af fæstningen Akershus. Den var stadig i hænderne på tropper, som var loyale mod Frederik 1.

Stillet over for Akershus’ solide grå mure tøvede Christian. Måske havde årene i eksil svækket hans selvtillid, eller også var han bare påvirket af fæstningens ry som praktisk taget uindtagelig.

Med sin tøven forpassede Christian en historisk chance. Akershus var kun bemandet med 20-30 soldater, men det vidste Christian ikke. I stedet for at angribe lod eksilkongen sine folk indlede en langvarig, men forgæves belejring.

Den 5. januar 1532 hyldede det norske rigsråd Christian som konge. Også en række svenske adelsmænd, som var flygtet fra Gustav Vasa, sluttede sig til Christian, som nu lod sine styrker trænge frem mod Sverige via Bohuslän.

Blandt Christians svenske allierede var stormanden Ture Jönsson, som tidligere havde stået Vasa nær. Christian holdt møde med Jönsson på Bohus Fæstning i Kungälv, netop som Gustav Vasa indledte en offensiv.

Ifølge beretningerne iagttog Christian og Ture Jönsson fra et skydeskår, hvordan 3.000 svenske soldater krydsede den tilfrosne Götaelv og satte kurs direkte mod Bohus Fæstning.

Christian var rystet: “I har bedraget os, herr Ture, da I sagde, at der i Sverige ikke var nogen veludrustede krigere. Hvad er det så, jeg kan se derude?” skal han have sagt.

Christians følelse af at være blevet forrådt var grundløs, men dagen efter blev Jönssons halshuggede lig fundet på gaden i Kungälv.

I mellemtiden væltede svenskerne frem og sendte Christians frysende og forkomne tropper på tilbagetog til Oslo. Christians vægelsind havde lammet ham, og situationen var desperat. Svenskerne vurderede i februar, at Christians styrke var på kun 2.000 mand. Der manglede desuden proviant.

I stedet for at forstærke sin stilling i Oslo, og gøre klar til at slås videre, satte Christian sig ned og skrev et brev til Frederik, som han opfordrede til abdicere og forlade riget.

Frederik svarede ved i maj 1532 at sende en flåde på 25 krigsskibe med 7.000 landsknægte. Snart var belejringen af Akershus brudt, og stik imod enhver fornuft indvilgede Christian i at opløse sin hær, til gengæld for et løfte om forhandlinger med Frederik 1.

En lille klokke burde have ringet i Christians baghoved, da han med garanti for frit lejde blev inviteret om bord på et af Frederiks skibe. Men Christian havde tilsyneladende fortrængt, hvad han selv i sin tid havde gjort mod Gustav.

Erindringen blev hurtigt genopfrisket, for historien gentog sig. Så snart Christian var om bord, blev løfterne brudt.

Forhandling kom aldrig på tale. I stedet blev ekskongen ført til Sønderborg Slot som fange.

Vasa truede befolkningen i Dalarna

Den svenske konge havde også tænkt sig at bryde et løfte. Hans ord om tilgivelse af alle havde han aldrig ment. Så snart truslen fra Christian var afværget, vendte en hævngerrig Gustav Vasa tilbage til kirkeklokkesagen.

Han krævede, at alle de mænd i Dalerna, som havde modsat sig hans kongelige vilje, skulle udleveres inden otte dage.

Da det ikke skete, beordrede Vasa, at hver sogn i Dalarna skulle stille med 12 af deres fremmeste mænd. Da alle de svært bekymrede deputerede var forsamlet, slog kongens soldater ring om dem. Vasa selv sad højt til hest. Hans ansigt var fortrukket i vrede.

Nu var det slut med tålmodigheden, fastslog kongen. Hvis “dalkarlenes” opsætsighed fortsatte, ville han lægge Dalarna fuldstændigt øde, så “hverken hund eller hane mere skulle høres”.

Sognerepræsentanterne faldt grædende på knæ og tryglede om nåde. Så begyndte de febrilsk at opremse navnene på de “skyldige”. Kongens soldater red straks ud for at gøre kort proces med alle, som blev nævnt.

De blev halshugget, og deres hoveder spiddet på pæle, som blev rejst til skræk og advarsel. Blandt de henrettede var nogle af Vasas mest trofaste støtter fra oprørets tid.

Gustav Vasa havde nu fuld kontrol over sit rige. Christian 2. var færdig, kirker og klostre var i hans hule hånd, og “dalkarlene” grundigt kuede. Tilbage stod en enorm gæld til Lübeck, men endnu en gang tilsmilede heldet Gustav.

Lübeck var hårdt presset af konkurrencen fra de nederlandske købmænd, og snart udviklede rivaliseringen sig til åben krig.

Ydmygt bad Lübeck nu svenskekongen om hjælp, men i stedet for at gøre gengæld for lübeckernes tjenester så Gustav Vasa sin chance. Flot erklærede han, at han hverken ville hjælpe dem eller betale sin gæld tilbage. Lübeckerne kunne sejle deres egen sø.

Tragedie og triumf

Christian levede som fange i de resterende 27 år af sit liv. Fra 1532 til 1549 sad han på Sønderborg Slot og derefter de sidste 10 år på Kalundborg Slot. Eks-kongen havde gode forhold, men han var ulykkelig og henfaldt til druk. I 1559 sluttede hans triste eksistens.

Gustavs liv formede sig til gengæld som en konstant succes. I sine sidste år var han så stærk, at han indlod sig på krig med Ivan den Grusommes Rusland.

Krigen endte uafgjort, men det svenske rige stod stærkt og forenet. Vasa døde i 1560 efter næsten 40 år på magtens tinde. Han blev stedt til hvile i Uppsala Domkirke med al den pomp og pragt, som tilkommer en landsfader.