George Patton: Den gale cowboy-general

“Når du om 30 år sidder med dit barnebarn på knæet, så slipper du for at sige, at du bare skovlede lort i Louisiana under 2. verdenskrig”.

Patton må vente på debut

Da den allierede invasionsbølge skyller ind over Normandiets strande i juni 1944, er Patton imidlertid ikke med. Hans 3. armé skal først sættes ind, når feltmarskal Montgomery har etableret et solidt brohoved i Frankrig.

Planen passer bestemt ikke Patton. Montgomery er hans værste rival i kampen om hæder og ære – og det irriterer stadig Patton grænseløst, at briten halvandet år tidligere stjal al opmærksomheden under deres fælles aktion mod tyske Rommel i Nordafrika. Patton mener desuden, at Montgomery fører gammeldags krig og ikke besidder større taktiske evner end “en simpel militærkok”.

Da de allieredes øverstbefalende, general Eisenhower, omsider indsætter 3. armé i kampene, får tyskerne alle Pattons indestængte frustrationer og tårnhøje ambitioner at føle. Med hidtil uset aggressivitet overfalder 3. armé de tyske divisioner, der strømmer til Normandiet for at bremse invasionen.

Pattons måde at føre krig på adskiller sig markant fra de øvrige allierede hærlederes. Han mener ikke, at fjendeland først skal beskydes med artilleri, før hæren kan sendes frem. I stedet slår han til, hvor tyskerne mindst venter det. Og når Patton først har fået hul på forsvaret, sender han sine tanks dybt ind bag tyskernes linjer, som må trække sig tilbage eller blive omringet.

“Jeg er ikke interesseret i at modtage en masse rapporter om, at vi holder vores position. Lad tyskerne gøre det, vi skal hele tiden fremad. Vi er slet ikke interesseret i at holde noget som helst”, indprenter Patton sine officerer.

Og Pattons taktik virker. I løbet af blot 14 dage nedkæmper 3. armé tyskerne i Bretagne og støder 250 km frem til Chartres, en times kørsel fra Paris. Patton er i gang med sit helt personlige triumftog og sender få dage senere et kortfattet telegram til Montgomery:

“Har pisset i Seinen”. På sin sædvanlige vulgære facon får Patton fortalt rivalen, at 3. armé ligger langt foran den forsigtige britiske hær og kan rykke ind i Paris, hvert øjeblik det skal være.

Brændstof er en evig hovedpine for Patton

Æren af at befri Frankrigs hovedstad tilfalder efter politisk tovtrækkeri dog 2. franske panserdivision, som er en del af kampvognsstyrken i 3. armé. Befrielsen koster Patton dyrt, fordi han de næste dage må dele sine sparsomme forsyninger med Paris' indbyggere, som desperat mangler fødevarer og brændstof.

Netop brændstof er Pattons evige kilde til bekymring. Hans tanks og pansrede mandskabsvogne bruger hver dag mindst 1,3 mio. liter benzin. Men fordi 3. armé rykker uhørt hurtigt frem, har forsyningerne svært ved at følge med. Desuden sluger de andre allierede armeer i Nordfrankrig også dagligt millioner af liter brændstof, og forsyningstropperne får sjældent tilstrækkeligt med benzin i land til alle.

Alligevel lykkes det i slutningen af august Patton at indtage byerne Reims, Troyes og Commercy i det nordøstlige Frankrig. Især angrebet på Commercy foregår, ligesom pansergeneralen helst vil have det:

“Oberst Clarke ledte et kompagni tanks, der krydsede broen over Moselfloden og angreb fire tyske kanoner. Han stormede ind som i en westernfilm skydende med alt, hvad han havde. Præcis som vi har prøvet at lære dem”, fortæller en pavestolt Patton til krigskorrespondenterne i sit hovedkvarter.

Luftstøtte er Pattons våben

Ud over generalens store dristighed og taktiske snilde skyldes 3. armés hurtige fremrykning støtte fra luften. Patton har sat sig grundigt ind i, hvordan et moderne luftvåben arbejder, og knytter desuden et nært venskab med brigadegeneral Otto Weyland. Hans 19. taktiske luftkommando gør en enorm indsats for at holde fart i Pattons evige offensiv.

“Om dagen hang jagere konstant i luften foran general Pattons tanks. Flyene lokaliserede fjendens kampvogne, tropper og kanoner og kunne sætte dem ud af spillet, før vores tanks mødte dem. Vi smed simpelthen lærebøgerne væk og opfandt vores egne regler”, fortæller Weyland om samarbejdet.

Andre allierede generaler følger stadig anvisningerne om kun at tilkalde fly, når patruljer har opdaget en talstærk fjende uden for rækkevidde af kanoner.

Patton er fuld af begejstring for sin enestående luftstøtte og sørger for, at hans lovord til piloterne når frem til deres baser sammen med kassevis af god fransk vin, Luger-pistoler og andre souvenirs, som 3. armé erobrer fra den fordrevne besættelsesmagts depoter.

Kravet om hurtig fremrykning skyldes dog ikke alene Pattons brændende ambitioner om at gå over i historien som den største general nogensinde. Der ligger også taktiske tanker bag. En offensiv i høj fart fører til færre tab hos den angribende styrke, fordi fjenden aldrig får ro til at etablere et effektivt forsvar, men hele tiden skubbes tilbage.

Julius Cæsar viser Patton vej

Patton besidder en usædvanlig evne til at finde velegnede steder at føre sin armé forbi naturlige forhindringer. Hans hemmelighed ligger gemt i en bog, som ledsager Patton hele vejen gennem Frankrig: Julius Cæsars næsten 2.000 år gamle værk “Gallerkrigene”. Som Patton med et skævt smil siger:

“Ham den gamle skaldede romer var en af verdenshistoriens bedste til at læse terrænet. Og dale og floder ligger jo stadig, hvor de lå i Cæsars dage. Når jeg jager nazier og kommer til en flod eller et højdedrag, behøver jeg derfor kun spørge mig selv om, hvor den romerske skiderik kom over. Som jeg plejer at sige: Hvis det var godt nok til Julius, er det godt nok til George”.

17. september når Patton frem til Metz. Med sine 43 forsvarsanlæg bliver byen kaldt Vesteuropas stærkeste fæstningsanlæg, og her har tyskerne tænkt sig at kæmpe til det sidste. Fra Metz kan vejene frem til Luxembourgs sydgrænse og Tysklands vestgrænse nemt forsvares.

Fart og overraskelsesangreb har indtil nu været Pattons stærkeste våben, men nu skal han pludselig omstille sig til at kæmpe på en fastlåst front mod en urokkelig fjende. Slaget bliver en katastrofe for 3. armé. Ved Metz spilder Patton tre måneder på at nedkæmpe fort efter fort. 29.000 amerikanere bliver dræbt eller såret.

“De nederdrægtige tyske bastarder gav mig min første blodtud”, skriver Patton i rapporten til sin overordnede, general Omar Bradley.

“Jeg anmoder om et hævnangreb fra luften og håber, at du kan skaffe mig de største og ledeste bomber, så vi kan sprænge fortet i stumper og stykker og kun efterlade et hul i jorden”.

De allierede mangler imidlertid forsyninger, og Patton får derfor ikke sit massive luftbombardement. I stedet kritiseres han voldsomt for urimeligt høje tabstal og får til sidst en lodret ordre fra Eisenhower om at omringe Metz med en mindre styrke og lade sin hovedstyrke fortsætte fremrykningen mod Tyskland.

Støtten kommer til Patton

Patton går nu i gang med fremstødet mod Tysklands vestgrænse, hvor Siegfriedlinjen udgør næste store forhindring. Tyskerne kalder forsvarslinjen for Vestmuren, og den skal Patton slå hul i.

Sne og kulde lægger imidlertid en dæmper på hans planer. Weylands effektive luftstøtte kan heller ikke hjælpe, fordi piloterne intet kan se i en snestorm.

Midt i al mismodet modtager Patton en telefonopringning, der ændrer alt. Opkaldet kommer fra Weyland, som netop har været til møde med Eisenhower.

“George, jeg har netop – på dine vegne – forpligtet 3. armé til en satans stor operation”, fortæller Weyland.
“Hvad skal vi?” spørger Patton.
“Vi skal trænge igennem Siegfriedlinjen, sætte kurs mod Berlin og vinde krigen. Du får alle fly i luftrummet over Europa til at bane vejen for dig”.
“Det var satans”, svarer en lykkelig Patton.

Endelig får han samme opbakning som Montgomery. Endelig kan han udfolde sig frit og skrive sit navn ind i historiebøgerne ved siden af legendariske generaler som Napoleon og Cæsar.

Ardenner-offensiven smadrer planer

“Operation Tink” sættes straks i gang, og Weylands fly begynder de første taktiske bombardementer af Siegfriedlinjen og området bag. Men den 16. december går Nazityskland pludselig til modangreb og overrasker amerikanerne i Ardennerne – det bakkede skovområde, hvor Luxembourg, Belgien og Tyskland mødes.

Patton må straks kuldkaste alle planer og ræse nordpå. 200.000 tyske tropper truer med at trænge amerikanernes 9. og 1. armé tilbage, erobre havnebyen Antwerpen og afskære forsyningslinjerne til de allierede hære.

Under et krisemøde den 19. december med Eisenhower, Bradley og alle de andre topgeneraler lover Patton, at han kan sætte seks divisioner – over 60.000 mænd – ind i et angreb mod tyskerne allerede tre dage senere.

De andre generaler griner, for Pattons 3. armé befinder sig langt fra Ardennerne, og hans krigsmaskine er lige nu sporet ind på at angribe mod øst. Men Patton holder ord. Med en af militærhistoriens mest imponerende logistiske præstationer ændrer 3. armé retning og når frem til Ardennerne på rekordtid.

Dårligt vejr, forvirring og fanatisk kæmpende tyske tropper gør Ardennerslaget langt og blodigt. Hver morgen står Patton tidligt op og kører ud til enheder i direkte kamp med tyskernes styrker. Hans tilstedeværelse er med til at højne kampmoralen og sikre afgørende gennembrud.

I modsætning til flere af sine kolleger gør Patton en dyd ud af at følge et råd fra USA's borgerkrigshelt general Sherman, som i sine memoirer skrev: “En leder må være ved fronten hos sine tropper. Hjernen bag operationen bør konstant være synlig, og hans energi skal kunne føles”.

Montgomery får al støtte

Endelig i slutningen af januar er de sidste rester af tyskernes offensiv nedkæmpet, og Patton kan igen se mod øst. Han håber, at “Operation Tink” genoplives, men bliver slemt skuffet. Politikerne beslutter den 29. januar 1945, at Montgomerys storoffensiv fra Holland ind mod Hitlers krigsindustri i Ruhrdistriktet skal have højeste prioritet og tilføres alle de nødvendige ressourcer.

Montgomery overtager straks hele amerikanernes 9. armé og har også fangarmene ude efter Pattons 3. armé, som dog slipper med at afgive to divisioner. Alligevel er Patton rasende. Amerikanerne leverer nemlig alle våben, alt brændstof og de fleste tropper, mens englænderne løber med al hæderen.

Helt sat ud af spillet bliver amerikanerne dog ikke. Eisenhower har betinget sig, at amerikanernes 1., 3. og 15. armé rykker frem mod Rhinen over en bred front fra Luxembourg til Schweiz. De tre armeer skal trække tyske tropper væk fra Montgomerys frontafsnit.

Forsyninger er der stadig knaphed på, så Patton får at vide, at han kun kan regne med brændstof og ammunition, så længe Montgomerys offensiv ikke er kommet over Rhinen. Han har altså travlt – præcis som han kan lide det.

Patton forsvinder i et døgn

Byen Trier er Pattons første mål, men for at indtage den strategisk vigtige by ved Moselfloden skal han bruge en ekstra tankdivision, som Eisenhower indvilliger i at udlåne i 48 timer. Hvis Trier ikke er indtaget efter to døgn, skal Patton levere kampvognene tilbage, så de kan indgå i en reservestyrke, som skal sikre Montgomery mod flere tyske udfald.

Miner og hårdnakket modstand forsinker imidlertid Pattons fremrykning, og ved mørkets frembrud på andendagen er de 48 timer gået. Hans tropper kan stadig kun skimte Triers forstæder. Patton giver derfor sine mænd ordre til at skære kommunikationslinjen til Eisenhower over og ignorere alle henvendelser fra ham. Herefter indleder han et sidste intensivt angreb. Mindre end et døgn senere leverer en ordonnans et lyntelegram fra Eisenhower:

“Trier kræver fire hele divisioner at indtage. Du har kun to. Kør uden om byen, og fortsæt ind i Tyskland”.

Patton tager sin blyant frem og skriver på telegrammet: “Har indtaget Trier med to divisioner. Hvad skal jeg gøre? Overgive byen til tyskerne igen?”

Fra Trier fortsætter Patton videre mod Koblenz og svinger så ned langs Rhinen. Han er på jagt efter et sted at komme over den brede flod, som i århundreder har udgjort et naturligt forsvar og beskyttet Tyskland mod fjendtlige invasioner. Rhinen er den sidste alvorlige forhindring, der kan stoppe de allieredes fremrykning.

Patton "slår" Montgomery igen

Imens Patton stormer frem, følger Montgomery sin faste taktik med at beskyde det udvalgte invasionsområde med tungt artilleri. I næsten en måned har kampagnen stået på. Fjenden ved, hvor angrebet vil komme, men kan intet stille op, fordi overmagten er for stor.

Churchill indtaler sågar på forhånd en hyldesttale til Montgomery. Når briterne krydser floden, vil den blive udsendt i radioen. I talen priser Churchill sin feltmarskal for at have gennemført verdenshistoriens første vellykkede angreb hen over Rhinen.

Ved daggry den 22. marts – få timer før Montgomery efter planen vil krydse floden – ringer Patton til sin øverstbefalende, general Bradley:

“Bradley, sig det ikke til nogen. Jeg er kommet over”, fortæller Patton.
“Mener du Rhinen?”
“Jeps. Jeg sneg en hel division over i nat. Men der er så få prøjsere i nærheden, at de endnu ikke har opdaget det. Lad os holde det hemmeligt lidt endnu”, siger Patton, før han lægger på.

Igen har han haft succes med sit eget mundheld: “Det sted, hvor fjenden mener, at floden er umulig at krydse, er oftest det dårligst forsvarede”.

Sidst på dagen ringer Patton igen:
“For guds skyld, fortæl hele verden, at vi har krydset Rhinen. Vi skød 33 fly ned, da de kom for at ødelægge vores pontonbroer. Hele verden skal vide, at 3. armé kom over, inden Monty gik i gang”, råber Patton begejstret.

Med slet skjult adresse til Montgomerys forestående angreb udsender Bradley omgående et kommunike til verdenspressen: “Uden støtte fra luftbombardementer, røgslør, artilleribeskydning og nedkastning af faldskærmstropper har USA's 3. armé i dag, den 22. marts klokken 22, krydset Rhinen”.

Faktisk er 3. armé ikke de første til at krydse Rhinen. Nogle dage tidligere har USA's 1. armé erobret en bro over Rhinen, som tyskerne ikke nåede at sprænge i luften. Alligevel er Patton ved at revne af stolhed over endnu en gang at have slået Montgomery.

Hitler frygtede Patton

Den 23. marts har de allierede etableret sig på østsiden af Rhinen. Tyskland er så godt som slået. Patton har spillet en vigtig rolle i det uundgåelige tyske nederlag – så vigtig, at Hitler udtaler, at “den skøre cowboygeneral er de allieredes farligste mand”.

I Tyskland håndhæver Patton et strengt forbud mod at have seksuel kontakt med tyske kvinder. Da Patton sender 3. armé ind i Tjekkoslovakiet, opfinder han derfor et kampråb, som skal motivere de krigstrætte tropper til at kæmpe igen: “Videre til Tjekkoslovakiet og fraternisering”.

Tjekkerne er allierede, og Pattons soldater må derfor gerne komme i nærkontakt med de lokale kvinder. Som Patton siger til general Bradley:

“Hvordan fanden tror du, man stopper en hær med sådan et kampråb?”