Georgij Zjukov var Stalins jernnæve

Zjukov blev slettet af historien

Alt pegede på, at Zjukov var sikret en fremtrædende post i den nye supermagt Sovjetunionens ledelse. Men sådan gik det ikke.

Næppe havde jubelen på Den Røde Plads lagt sig, før Stalin sendte generalen til et fjerntliggende militærdistrikt, slettede hans navn fra historiebøgerne og fik hans ansigt retoucheret væk fra officielle fotografier.

Faldet fra magtens tinder var pludseligt, afgrundsdybt og ubønhørligt, men det politiske spil havde altid været en del af Zjukovs karriere, som begyndte i den lille by Strelkovka 130 km sydvest for Moskva.

Her blev han født den 2. december 1896. Faderen, Konstantin, var skomager, men tjente sjældent nok til at brødføde familien. Knapheden tvang moderen Ustinja – en stærk, robust kvinde – til at tage en tørn som landarbejder, så manden, sønnen Georgij og datteren Maria kunne få mad.

Fattigdommen til trods fik Zjukov lov til at gå i skole i tre år – et år mere, end sædvanen var blandt jævne folk – og senere sikrede familieforbindelser ham en læreplads i Moskva, hvor hans morbror var buntmager. Togturen til Moskva i 1908 – Zjukovs første – var indledningen til et nyt liv for den 12-årige dreng.

I disse år ulmede utilfredsheden i Rusland. Zar Nikolaj 2. og en lille elite styrede landet, mens hovedparten af befolkningen levede i yderste fattigdom.

De udpinte bønder og arbejderne i den spirende industri begyndte at vise deres utilfredshed, og tre år før Zjukov kom til Moskva, i januar 1905, samledes en del af dem til en fredelig demonstration foran Vinterpaladset, zarens hjem i Skt. Petersborg.

Episoden endte i en tragedie, da politiet åbnede ild og dræbte næsten 1.000 demonstranter.

Zjukov havde travlt med at studere

Politik interesserede ikke Zjukov. I sine erindringer forklarede han senere sit manglende engagement med, at han og hans buntmagerkolleger som medlemmer af håndværkerstanden ikke besad arbejdernes solidaritetsfølelse.

I virkeligheden havde den unge mand alt for travlt med at uddanne sig og falde til i storbyen. Undervisningen i landsbyen havde givet ham smag for lærdom, og ved siden af en 12-timers arbejdsdag læste han videre på aftenskole.

I ledige stunder terpede han russisk, tysk, matematik og naturvidenskab med fætteren Aleksandr, arbejdsgiverens søn, som havde studeret i Leipzig.

“Jeg fik nogle tidsskrifter af Aleksandr og købte mine egne bøger med penge, jeg sparede på sporvognsbilletten. Jeg gik til fods og sparede på den måde penge”, fortæller Zjukov i sine erindringer om de travle år i Moskva.

I 1912 var Zjukov færdiguddannet buntmager, og to år senere, i 1914, var han allerede godt i vej med en stabil indkomst, tre mand under sig og udsigt til et liv i Ruslands lille middelklasse.

Som millioner af andre måtte Zjukov imidlertid se sin drøm knust, da 1. verdenskrig brød ud. I august 1915 sluttede den 18-årige Zjukov sig til zarens tropper, hvor han blev indrulleret i et dragonregiment og udstationeret ved floden Dnestr i Moldavien, dengang en provins i zarens Rusland.

Hjulpet af sine tyskkundskaber specialiserede han sig i at tage tyskere til fange. Under en patrulje i 1916 blev han såret af en mine og indlagt på et lazaret i Ukraine, men han havde fået smag for soldaterlivet.

Foruden hæder for sin indsats sikrede krigen Zjukov en uddannelse som officer, og da revolutionen kom i 1917, valgte han at lade sig indrullere i Lenins bolsjevikiske hær.

Mange soldater, som havde tilbragt verdenskrigen i fattigdom, følte sig tiltrukket af Lenins parole om “fred, brød og jord”, men Zjukov var ingen glødende kommunist. Først i 1919, to år efter zarens abdikation, meldte han sig ind i kommunistpartiet.

Zarens fald betød ikke fred, for revolutionen blev fulgt af en borgerkrig, hvor forskellige grupper, nogle af dem støttet af vestlige magter, satte sig op mod Lenins tropper.

Blandt de kontrarevolutionære var Aleksandr Antonov, hvis tropper Zjukov blev sendt ud for at bekæmpe i 1920. Indsatsen var en succes, men havde nær kostet Zjukov livet.

“En Antonov-tilhænger affyrede sin riffel mod mig og dræbte min hest. Vi faldt, og hesten holdt mig nede, og jeg havde været død i næste øjeblik, hvis ikke Notjevka, den politiske kommisær, var kommet til hjælp.

Med et sving med sin sabel dræbte han fjenden, greb hans hest og hjalp mig i sadlen”, skrev Zjukov senere i sine erindringer.

Zjukov blev uovervindelig

Kamperfaringen og de udmærkelser, der fulgte – fx den fornemme “Det Røde Banners Orden” – var Zjukovs adgangsbillet til en karriere i Den Røde Hær, som svulmede op. Fra 1932 til 1937 steg Sovjets militærudgifter med 340 pct., og i det følgende år blev de igen fordoblet. Samtidig voksede hæren til imponerende fire mio. mand.

Udvidelsen kom unge og ambitiøse officerer som Zjukov til gode. Han blev kendt som manden, der kunne sætte skik på selv det mest håbløse regiment, og steg hurtigt i graderne. Opskriften var hård disciplin – fx overfusede han en officer, som havde givet sine folk lov til at lade enhedens køretøjer stå uvaskede natten over efter en øvelse.

“Trætheden, I føler under øvelser, er barneleg, sammenlignet med hvad der venter jer i en krig”, tordnede Zjukov og beordrede de menige i sving med kost og spand. Da de omsider var færdige og kunne gå i seng, måtte officeren blive tilbage til endnu en verbal lussing.

Den disciplinerede og politisk glatte Zjukov undgik behændigt de udrensninger, der i løbet af 1930'erne overgik mange af hans kolleger, da Stalin havde overtaget landet efter Lenins død.

Udrensningerne gav tilmed Zjukov en karrierefordel. I 1939 blev hen sendt til Manchuriet for at afløse officeren Feklenko, om var faldet i unåde hos Stalin. Feklenko var sendt ud for at bekæmpe japanerne, som rykkede frem over grænsen mellem Manchuriet og Mongoliet.

Afløseren Zjukov sikrede Sovjetunionen en stor sejr ved floden Khalkhin Gol og afsluttede dermed årelange grænsestridigheder. Stalin viste sin taknemmelighed ved at tildele Zjukov rigets højeste orden – “Sovjetunionens Helt”.

Sejren ved Khalkhin Gol indbragte både Stalins bevågenhed, titel af general og halvandet år senere posten som chef for generalstaben. Men så ramte katastrofen. I sommeren 1941 fejede tyske tropper ind over Sovjetunionen. Tabstallene løb op i flere hundrede tusinder, og Zjukov blev prompte kaldt ind på Stalins kontor for at stå skoleret.

En rystet Zjukov bad om at blive overflyttet til fronttjeneste. Da Stalin anklagede ham for at løbe fra sit ansvar og få en lettere tjans, svarede Zjukov:

“Nej. Jeg vil ikke have lettere arbejde; jeg vil være til mere nytte for mit land ved at gøre et arbejde, jeg ved mere om”.

I juli drog Zjukov til Jelnja nær Smolensk, hvor han fik til opgave at stoppe tyskerne, der med stormskridt marcherede mod Moskva. Slaget blev blodigt og brutalt, men da kanontordenen døede ud, var Zjukov sejrherre.

Nazityskland havde for første gang mødt alvorlig modstand på østfronten, og Zjukov havde taget sit første skridt på vejen mod sin status som nationalhelt.Kun tre dage efter triumfen blev Zjukov sendt til Leningrad, der netop var blevet omringet af tyske styrker. Efter at have bremset de tyske angreb mod byen sendte Stalin supergeneralen på endnu en brandslukningsmanøvre – denne gang i Moskva.

Den tyske fremrykning truede imperiets hovedstad, men alene Zjukovs gode ry kunne bestemme udfaldet. Forsvarsministeriets officielle avis, Røde Stjerne, trykte et billede af generalen på forsiden for at berolige byens borgere, og trækket var bemærkelsesværdigt.

Som kommunistisk talerør kunne avisen ikke fremhæve et enkelt individ på bekostning af masserne – Stalin undtaget – og Zjukovs portræt var det første på avisens forside.

Selv om han nu var et symbol på systemets magt, var Zjukov ingen betonkommunist. Under slaget om Moskva læste han “Krig og Fred”, Leo Tolstojs murstensroman om Rusland under Napoleonskrigen, og hans tale til soldaterne smagte lige så meget af russisk nationalisme som af kommunisme.

“De marker og skove, hvor vi nu står for at forsvare Moder Moska, er plettet af helligt blod fra vore forfædre, der er gået over i historien for deres tab til Napoleons horder.

Blod for blod. For ære og frihed, for vort moderland, for vort hellige Moskva”, prædikede Zjukov til sine tropper, før han sendte dem ud for at møde fjenden på slagmarken.

Zjukovs omdømme som uovervindelig og hans ubønhørlige disciplin reddede Moskva, og da tyskerne den 23. august 1942 stod uden for Stalingrads porte, kaldte Josef Stalin Zjukov hjem for at gøre ham til næstkommanderende.

Dokumenter fra de sovjetiske arkiver viser, at han herefter optrådte nærmest på lige fod med Stalin, når der skulle træffes beslutninger om krigens gang. Selv i vesten var Zjukov et kendt ansigt, og i december 1942 prydede hans portræt tidsskriftet Time med overskriften “Stalins yndling”.

Beundringen steg yderligere, da Zjukov drev tyskerne tilbage gennem Polen til Berlin og i triumf plantede den røde fane på toppen af den sønderskudte rigsdagsbygning. Hyldesten på Den Røde Plads den 24. juni 1945 var kronen på værket.

Stalin frygtede konkurrence fra Zjukov

Triumfen blev kort. Ved receptionen efter æresparaden i Moskva hævede Stalin sit glas og skålede – ikke som ventet for Zjukov og hans nærmeste generaler, men for de millioner af “småkårsfolk, som havde gjort sejren mulig”.

Ordene var et umiskendeligt tegn på, at Zjukov ikke længere var yndlingen. Et år senere stod generalen foran det højeste militærråd anklaget for egoisme og mangel på respekt for sine ligemænd.

Ingen kilder afslører, hvorfor Zjukov faldt i unåde hos Stalin, men historikere peger på, at diktatoren, der nu nærmede sig de 70 år, var udmattet, politisk sårbar og på vagt over for alle, der kunne true hans status som enehersker.

Zjukov var populær både i befolkningen og i de væbnede styrker og dermed en potentiel rival, som måtte skaffes af vejen. Den 1. juni 1946 fratog militærrådet ham hvervet som øverstkommanderende for landstyrkerne og forflyttede ham til en post som leder af militærdistriktet i Odessa på Krim-halvøen.

Gennem breve forsøgte Zjukov at tale Stalin til fornuft, men diktatoren ignorerede ham, og Zjukovs nedtur fortsatte.

I juni 1947 fik han en reprimande for at have tildelt en sangerinde en medalje for hendes arbejde med at underholde tropperne i Berlin i 45. Et halvt år senere kom han i søgelyset for det krigsbytte, han hjembragte fra fronten.

Zjukovs rov af guld, juveler, sølvtøj og pelsværk var anseeligt, men plyndringer var ikke ualmindelige, og angrebet på ham uden tvivl politisk bestemt. Den 20. januar 1948 besluttede myndighederne at konfiskere Zjukovs krigsbytte og forflytte ham til militærdistriktet i Sverdlovsk, et sletteområde kendt for sine lange kolde vintre og korte somre.

Sideløbende blev den tidligere krigshelt skrevet ud af historien. En dokumentarfilm fra 1948 om slaget om Moskva nævnte ham ikke. Året efter viste en plakat Stalin og hans øverste generaler lige før den store modoffensiv ved Stalingrad. Men Zjukov var udeladt.

Zjukov førte et dobbeltliv

Samtidig var hans privatliv i kaos. Siden 1920 havde han været gift med Aleksandra Djevna, som han havde døtrene Era og Ella med. Sideløbende havde han en affære med Maria Volohova, med hvem han fik datteren Margarita.

Aleksandra levede i lykkelig uvidenhed om Zjukovs anden familie, indtil de to næsten jævnaldrende døtre, Margarita og Era, i begyndelsen af 1950'erne lod sig indskrive på jurastudiet i Moskva og tilfældigt mødtes.

En rasende Aleksandra forlangte, at de to halvsøstre afbrød al kontakt med hinanden. For at bevise sin kærlighed måtte Zjukov desuden gå til myndighederne for at få registreret deres vielse igen.

Rodet blev kun værre, da han forelskede sig i Galina Semonova, en kun 24-årig læge, som tilså ham, da han i sommeren 1950 var indlagt på hospitalet i Sverdlovsk. I løbet af to år udviklede forholdet sig, men først i midten af 1960'erne lod han lod sig skille fra Aleksandra og giftede sig med Galina.

Regimet tog Zjukjov til nåde igen

På dette tidspunkt var meget vendt op og ned i Zjukovs liv. Efter Stalins død i 1953 modtog han en telefonopringning, hvor han fik besked på at komme til Moskva den følgende dag. Ved et møde med partilederne fik han at vide, at Stalins efterfølger, Nikita Khrusjtjov, ville tilbyde ham posten som viceforsvarsminister.

Khrusjtjov ville distancere sig fra Stalins hårdhændede regime og indførte lidt mere åbne forhold. Zjukov, der på trods af sine memoirers ord om, at “for mig personligt var partiets ord altid lov”, havde altid afvist partiets indgriben på slagmarken og benyttede sin nye post til at forhindre partikommissærer i at blande sig i beslutninger på slagmarken.

Samtidig blev han i befolkningen betragtet som garant for den nationale sikkerhed, og snart blev det for meget for Krustjov, der følte sig truet. I 1957 blev Zjukov for anden gang forvist fra Kreml.

Tvunget på pension som 62-årig havde Zjukov masser af fritid. Den brugte han bl.a. på at skrive sine memoirer, som udkom i 1969. Den gamle general berettede, hvordan han modigt stillede sig i opposition til Stalin, og bogen blev meget populær i vesten.

Også i Sovjetunionen var Zjukovs stjerne igen stigende. Med Khrusjtjovs afgang formildede Kreml – nu under Leonid Bresjnev – synet på den gamle militærhelt. I 1965 blev han inviteret med til podiet på Den Røde Plads, hvor han blev mødt med stormende bifald.

Zjukov døde i 1974 som én af blot to 4-dobbelte modtagere af ordenen “Sovjetunionens Helt”. Bresjnev fik sine fire guldstjerner i fødselsdagsgave. Zjukov modtog dem for en karriere som Sovjets mest betydningsfulde general.